8 vigtige opgaver for far under fødslen

Foto: Getty Images Det kan godt være, at det er mor, der skal gøre det hårde arbejde, men far eller partneren er en vigtig del under fødslen.

8 vigtige opgaver for far - eller partneren - under fødslen

Fødslen står måske for døren, men hvordan kan man som kommende far eller partner forberede sig bedst muligt til det, der skal ske - og på at hjælpe den fødende ikke mindst? Jordemoderen giver her sine 8 bedste bud på, hvad du kan gøre, når slaget skal slås på fødestuen.

OBS: Denne artikel er oprindeligt udgivet d. 6. februar 2015. Efter aftale med jordemoder Nina Sepstrup er artiklen opdateret af Lea Holdgaard Hansen. 

Ingen fødende – eller par for den sags skyld – er ens. Og det kan være meget individuelt, hvad en partner har lyst til og føler sig tryg ved at gøre under en fødsel. Og ligeledes er det meget individuelt, hvad en fødende kvinde synes er rart. Lændemassage? Kan være en drøm for nogle – men det mest irriterende og forstyrrende for andre!

Herunder lister vi otte konkrete bud på vigtige opgaver, du som partner eller far kan påtage sig under fødslen – leveret direkte fra fødestuen af jordemor Nina Sepstrup.

LÆS OGSÅ: Når din mand skal være far

1. Vær nærværende, rolig og tålmodig

Hvad gør det for mor:

Angst og uro hos manden forplanter sig hurtigt hos den fødende og giver hende dårligere veer. Hvis vi som mennesker føler os truet, nedsættes det hormon, der giver gode veer.

Hvad kræver det af far eller partneren:

Han skal forberede sig godt. Have læst om fødslen, måske set en video af en fødsel osv. Og så kan I som par have talt lidt om jeres forventninger og forestillinger omkring fødslen på forhånd. Han skal også turde stille jordemoren spørgsmål, når eller hvis han bliver utryg.

2. Massér den fødende

Hvad gør det for mor:

Det løsner op, hvis den fødende har ondt i f.eks. lænden. Faktisk kan det virke smertelindrende at få to tommelfingre trykket ind lige dér, hvor vesmerten sidder. Han kan også massere hendes ryg eller fødder, når hun har vepause. På den måde kan han hjælpe hende til at spænde så meget som muligt af. Det vil også få far til at hjælpe aktivt til med, at mor ikke har så ondt.

Hvad kræver det af far eller partneren:

At han tør gå til hende, selvom hun har smerter.

LÆS OGSÅ: Følg graviditeten uge for uge

3. Vejrtrækningen

Hvad gør det for mor:

For nogle kvinder er det en stor hjælp, at der er en, der hjælper med at fastholde den vejrtrækning, hun finder mest afslappende. At han hjælper hende med at få pustet ud, så hun ikke spænder op og dermed får sværere ved at udvide sig.

Hvad kræver det af far eller partneren:

At han har sat sig ind i, hvordan man som fødende skal trække vejret. Det kræver af ham, at han er en aktiv deltager og ikke blot en tilskuer.

4. Kontakt til jordemoder

Hvad gør det for mor:

Kvinder bliver ofte mere og mere indadvendte i forløbet og kan ikke overskue at kommunikere for meget med for eksempel jordemoren. I den forbindelse kan han være kontakten til personalet på fødestuen og være den, der fortæller, hvordan kæresten gerne vil have det. For eksempel: “Hun vil gerne føde i knæ-albue-leje”. På den måde kan han være talerør for, at hun får hjælp og støtte til de ting, hun oprindeligt har ønsket sig.

Hvad kræver det af far eller partneren:

Han skal have tænkt over på forhånd, at det er hans rolle at sørge for, at mors ønsker ikke bliver glemt.

LÆS OGSÅ: 76 facts du ikke kan undvære, mens du er gravid

5. Kold klud på panden

Hvad gør det for mor:

Henimod sidste fase af fødslen kan det være rart at få en kold klud på panden eller en varm klud på lænden, hvis hun ikke er i badekar.

Hvad kræver det af far eller partneren:

At han kan fornemme på hende, hvad der kunne være rart, eller tør komme med nogle bud på det. Derefter skal han sørge for at holde kluden kold, hvis det er det, hun ønsker, eller varm, hvis den skal være det.

6. Hjælpe til bevægelse

Hvad gør det for mor:

Alle fødende har stor fordel af at være i bevægelse eller at skifte stilling undervejs i forløbet. Nogle foretrækker også at stå op.

Hvad kræver det af far eller partneren:

At han opfordrer hende til at skifte stilling og støtter hende i, at det er godt at skifte stilling. Han kan også agere støtte, når hun står op, så hun har en at hænge op ad. Det kræver, at han har læst og undersøgt noget om forskellige stillinger. Og så skal han være forberedt på, at en fødsel også kan kræve en del af hans fysik, så han skal sørge for at få noget at spise og drikke undervejs og ikke “glemme” sig selv. 

7. Være forberedt på at få ordrer

Hvad gør det for mor:

Kvinder bliver ofte meget indadvendte og koncentrerede under en fødsel og kommer måske til at tale i ordrer, fordi hun simpelthen ikke kan overskue andet. “Lad være”, “gå væk”, “du lugter af kaffe” osv.

Hvad kræver det af far eller partneren:

At han er forberedt på, at hun ændrer sig lidt under fødslen, og at den kontakt og bekræftelse, man har i sin normale relation, måske går fløjten, fordi hun koncentrerer sig. Men han skal blive hos hende, selvom hun virker fjern, og i udgangspunktet være stille, når hun har veer. For der er mange kvinder, der synes, at det er vildt irriterende, hvis kæresten og jordemoren bare snakker derudaf.

8. En tredje person med til fødslen?

Hvad gør det for mor:

Hvis en mand eller en partner kan mærke, at han har svært ved at skulle gøre alle disse ting, kan det i nogle tilfælde være en god idé at have en tredje person med ved fødslen, så han kan få lov til at være lidt med fra sidelinjen. For der er nogle, der simpelthen ikke kan magte opgaven, fordi det er for skræmmende. I det tilfælde er det ikke nogen falliterklæring at få en anden med som parret er trygge ved.

Hvad kræver det af far eller partneren:

At han kan være forudseende og se sig selv i fødselssituationen og være ærlig over for sig selv omkring, hvad en fødsel vil indebære. Måske vil det virke enormt skræmmende på ham, hvilket er helt okay. Men så vil en støtteperson være en god hjælp for den fødende – og for manden. Der er også nogle mænd, der vil opleve situationen så anderledes end alt andet, han nogensinde har prøvet, at han ikke en gang vil være i stand til at gøre de ting, han plejer at kunne.

Om eksperten

Nina Sepstrup er uddannet og har arbejdet som jordemoder siden 2001. Hun arbejder i dag som jordemodervikar på Rigshospitalet og som privat ammevejleder. 

Se, hvad vi ellers skriver om: Far, Fødsel og Gravid