Ferie: Thailand med baby - nemt eller slemt?

‘Enjoy your dinner’ siger hun og forsvinder med min baby på armen. Jeg mærker panikangsten komme krybende, og det kræver viljestyrke at blive siddende ved bordet. ‘Der sker ikke noget. Bare slap af, nyd maden og din dejlige mand overfor!’ forsøger jeg at overbevise mig selv om. Jeg har jo læst på lektien.

LÆS OGSÅ: Ferie: Hvilke minder skal dit barn have?

Det er det her, de gør, thaierne; forsvinder med turistbørnene på armen og giver dem skønne oplevelser, mens mor og far har madro og partid. De er vilde med børn i Thailand, især de blåøjede, lyslokkede og blege af slagsen. Og hvornår har vi egentlig sidst spist uden at sluge maden halvkold eller holdt i hånd over en hvid dug?

Ikke babys behov

Det er ikke uden kvaler, at vi midt i oktober pakker kufferterne til en hel måneds bountyferie i Thailand. Det er dog ikke vores egne kvaler, der fylder, men i høj grad andres. ‘Det er ikke hendes behov, men jeres!’ lyder det fra flere kanter. Nu kan et syvmånedersbarn jo ikke tale, så spørge hende kan vi ikke.

Men vi har taget beslutningen om vores rejse ud i verden ud fra en forestilling om, at en måneds intenst samvær mor, far og barn imellem uden stress og sure hverdagspligter næppe kan være helt skidt for nogen af os.

Vi har altid været ‘sådan nogle, der rejser meget’. Som helt unge var det backpackerlivet med rygsæk og friheden i lad-os-se-hvad-morgendagenbringer- princippet, der trak. Senere blev vi mere magelige, rygsækken blev byttet ud med en kuffert på hjul, og hotelstandarden blev sat væsentligt op, men det har altid været med tanke på friheden til at opleve det, vi ville, og tage oplevelserne, som de kom.

LÆS OGSÅ: Guide: I lufthavnen med børn

Det er med disse erfaringer og ikke mindst forventninger, at vi går om bord på flyet med kurs mod Bangkok en solskinsfyldt oktoberdag.

Idyl og kaos

Fredag den 18. oktober – Bangkok
Tog, fly, taxi, varme. Vores datter Augusta tager det med ophøjet ro. Hun charmer sig ind alle vegne. En babydrøm. Stort set alle, vi møder, klapper entusiastisk i hænderne og hviner ‘baby, baby!’ med stemmer, der går i falset. Heldigvis er vores datter et høfligt barn og kvitterer med store smil og viften med arme og ben. Hvilket giver begejstringen endnu et nøk opad. Det er den helt store forestilling.

Der er så meget, vi gerne vil nå at opleve, men det føles allerede, som om det er svært at få tiden til at slå til. Måske er det bare jetlag. Turen er jo også kun lige begyndt. Vi vågner udhvilede morgenen efter ankomsten. Efter morgenmaden bevæger vi os ud i Bangkoks snørklede gader, lader os opsluge af eksotiske dufte, lyde og indtryk. Holder en pause i en grøn og rolig park, som vi tilfældigt kommer forbi. Augusta tager sin formiddagslur i klapvognen, og vi slapper af på et tæppe og smiler lykkeligt til hinanden.

Frokost ved et simpelt, men velsmagende gadekøkken, eftermiddagen tilbragt ved poolen på hotellet, mens Augusta får endnu en lur oven på en omgang overstadigt vandplaskeri. Middag på hotellet, mens barnet sover sødt i sin seng på værelset, og vi nyder kærestetiden. Sikke’n ferie!

LÆS OGSÅ: Ferie: 11 (næsten) gratis aktiviteter for børn

Det er bare ikke den, vi er på. Vores er ikke mange dage gammel, før det går op for os, at hvis vi rent faktisk vil nå noget konkret, så skal vi planlægge – ellers sker det ikke. Tiden smuldrer, og selv om det også har sin charme, ender det oftere i kaos og skuffede forventninger end tilbagelænet livsnyderi. Vores unge medrejsende bliver pylret, sur og tvær – modsat sit normale smilende og nysgerrige jeg.

Læs videre på næste side …

Forjættet rejselykke

Lørdag den 19. oktober – Bangkok
Vi må sande, at tingene fungerer bedst, når vi står op til vækkeuret klokken otte. Så har vi god tid til hygge i sengen og morgenmad og kan være ude af døren et par timer senere. Ting tager tid med en baby. Hvis vi oven i købet kunne lære at holde os til det, vi planlægger, i stedet for konstant at lave ændringer undervejs, fordi vi får en ny ide, ville det være optimalt.

Målet i dag er Khao San Road. Den ikoniske backpackergade, udødeliggjort i filmen The Beach. Jeg har, siden jeg som ung så filmen, altid syntes, der var noget forjættet og magisk tiltrækkende ved den gade. Forventningerne er derfor høje, da vi sidder i taxien. Det starter også virkelig godt. Solen skinner varmt, skrædderne står i kø for at sælge designerinspirerede jakkesæt, Augusta er ét stort smil, og vi går lykkelige af sted med hinanden i hånden og klapvognen foran.

LÆS OGSÅ: Charter, sommerhus, kør-selv: Hvilken ferieform passer jer?

‘Det her er livet’ tænker jeg. ‘Her går jeg med mand og barn og er fuldstændig afslappet. Det er bare alt for let at rejse med baby!’ En tur på café med kølig cola og amning bliver klaret i afslappet stil. Vi er høje af, hvor godt det går, og beslutter i adrenalinrusen spontant at spadsere til Grand Palace, Bangkoks enorme tempelkompleks. Så kan Augusta også få sig en god lur på gåturen. Det passer perfekt. Ingen stress og jag, bare flyde med strømmen.

Taget ved næsen

Mange timer senere er vi langt om længe tilbage på vores hotel. Svedigt ildelugtende, trætte – og ret slået ud. For enden af Khao San Road har vi mødt vi en rejsebureauejer (siger han!) og ladet os overbevise om, at Grand Palace lige præcis den dag desværre er lukket.

Han kan i stedet tilbyde en rigtig god sightseeingtur. Så vi hopper ind i den tuk-tuk, han tryller frem, og drøner derefter rundt i Bangkoks udstødningsgas og trafikkaos. Vi zigzagger mellem biler og busser, og jeg klemmer krampagtigt Augusta ind til mig. ‘Jeg må være verdens mest uansvarlige mor!’ tænker jeg igen og igen. ‘Hvad er det dog, jeg udsætter mit barn for?!’

Vi bliver sat af ved et rejsebureau, så vi kan høre om deres gode tilbud, men ender med nærmest at blive smidt ud derfra, fordi vi ikke vil købe noget. Med på vejen får min mand en svada af rejsebureaudamen. ‘Tænk, at du vil ødelægge ferien for din familie, fordi du ikke vil booke et godt hotel og en god rejse!’

LÆS OGSÅ: Debat: Må vi holde ferie uden børn?

På gaden forsøger vi at praje en taxi til vores hotel, men forgæves. Det er myldretid. Vi ender med at gå den lange, varme, beskidte vej tilbage. Augusta viser ingen tegn på mén efter strabadserne, så i sidste ende er det, som lider mest skade, vist forældrenes sårede forfængelighed over at være blevet taget så grundigt ved næsen trods adskillige års globetrotteri.

Læs videre på næste side …

Syg baby

Torsdag den 24. oktober – Kho Chang
Kho Chang, Elefantøen. Krystalblåt hav, hvide sandstrande og udsigt til regnskov på toppen af klipperne. Augusta underholder alt og alle de seks timer dertil i bus og båd. ‘Hvor er hun dog fantastisk åben og smilende!’ siger folk, og vi er ved at revne af stolthed, mens bekymringer om solskoldning, væskemangel og ikke-eksisterende dagsrytme forsvinder ud i det blå.

Jeg føler mig så heldig, da jeg slænger mig i liggestolen med min elskede ved siden af og vores datter sovende i klapvognen under palmetræet. Det varme sand løber mellem mine tæer, og bølgerne skvulper blidt. Lykke.

Og så bliver Augusta syg. Alt, hvad hun får indenbords, ryger ud igen. Af begge ender. Så er der langt hjem til det danske velfærdssystem. Nu er Thailand dog heldigvis ikke helt ukendt med sarte turistmaver, så efter en tur hos lægen og et par dage i sengen er den lille frøken på højkant igen. Men den omgang bliver vendepunktet for os. Det værst tænkelige sker: Vores barn bliver syg. Men vi klarer det sammen. Sygedagene på hotellet får forventningsniveauet ned, og vi får talt om, hvad der ikke fungerer, og hvordan vi gerne vil have, at resten af turen skal være.

LÆS OGSÅ: Ferie med børn: Japan

Vi får planlagt fremtiden på rejsen; booker hoteller og drøfter mustsees. Frem for alt forventningsafstemmer vi. Og finder ud af, at vi rent faktisk overfokuserer på vores datter – på, om hun spiser, sover og leger nok. Og så videre. Det stresser os, så vi næsten glemmer at nyde, at vi er på ferie og helt uden forpligtelser. Det går op for os, at når tingene blot foregår i babytempo, er det faktisk ikke noget problem at gøre, hvad vi har lyst til, for vores lille rejsepartner er med på stort set alt.

Angsten letter

Fredag den 1. november – Kho Samed
Her er som en verden i zen. Her er ro. Her er meditativt. Bare jeg kunne fastfryse øjeblikket. Jeg må optage det på min indre video: Varmen, der blidt kærtegner mine skuldrer. Lyden af bølger og dæmpede stemmer på thai. Augustas latter fra poolen, hvor hun pjasker med sin far. Hans kærlige ord til hende. Det er, som om al verdens tid er til rådighed.

Med et glider alt ned i den lille babymave. Rejer, ris, nudler, melon. Hun smager sig gennem det thailandske køkken med iver og nysgerrighed. Med barnets voksende appetit aftager især morens bekymringer over, hvad der kan sætte sig fast i den lille hals. I takt med at Augusta mere og mere frygtløst kaster sig i poolen iført blå solhat, Hello Kitty uv-dragt og badering, forsvinder også hønemorens angst for kombinationen baby og badning. Barnet er jo som en fisk i vandet.

Vi overgiver os til thaiernes omfavnelser af vores barn, som storsmilende hopper over i de åbne arme, der omsorgsfuldt rækkes ud mod hende. Hvad mere kan man ønske sig som forælder? Et barn med appetit på mad, mennesker og livet. Hvis nogen for syv måneder siden havde sagt til mig, at jeg ville sidde på ladet af en pickup-truck i thailandsk myldertid, støv og hede og amme mit barn, ville jeg uden tvivl have slået en hysterisk latter op – af angst ved den blotte tanke.

Jeg havde heller ikke forestillet mig, hvor afslappet jeg ville blive over for sutter dyppet i strandsand, klorvandsdrikkende babyer eller legetøj endnu engang opsamlet fra støvede veje. Selv om der er rigtig meget kontroltab forbundet med at være forælder, fordi ting bare sker, og fordi man bare må følge med og forsøge at hænge på den der babys dagsorden, så er det samtidig fuldstændig fantastisk.

LÆS OGSÅ: Ferie med børn: Paris

Fantastisk at blive kastet ud uden sikkerhedsnet og opdage, at man finder ud af det undervejs. Løser tingene, som de opstår, og gang på gang kan klappe sig selv på skulderen (til tider mere undrende end andre), kysse baby på hovedet og tænke ‘nå, men så klarede jeg da også bare det!’.

Læs videre på næste side …

Kæresteromantik er en illusion

Mandag den 11. november – Bangkok lufthavn
Turen synger på sidste thailandske vers. Det har på alle måder været en vidunderlig, forunderlig og lærerig rejse. Som familie, som forældre, som par, som mor og som Jannie. Vi er mætte nu. Trætte. Glæder os til at komme hjem. Hvor er det fantastisk at have det sådan. At nå dertil, hvor nu er det nok for denne gang – i vished om, at vi gør det igen en dag.

Backpackerlivet er definitivt slut, og det samme er den romantiske tosomhed. Ideen om intime middage, måneskinstur med hinanden i hånden og sand mellem tæerne og lidenskabelig elskov natten lang er en illusion – i hvert fald så længe baby deltager på ferien. Kunne vi ikke have sagt os selv det?

Åbenbart ikke, for det kom som en overraskelse og skabte nogle problemer, inden vi accepterede vores nye rejseform og gav os hen til den. Så opdagede vi, hvor meget vi rent faktisk kan sammen, og hvordan man også godt kan være kærester midt i familielivet.

Undervejs på vores rejse lærte jeg at give slip på forventningerne om, hvordan ting skal være, ud fra en erfaring om, hvordan de har været. Jeg lærte at give mig hen til nuet, til virkeligheden og til den lykkefølelse, jeg har der. Og så lærte jeg at acceptere, at jeg ikke længere er en casual backpacker, men at jeg rent faktisk er lige der, hvor jeg allerhelst vil være – som (høne)mor med mand og baby.

LÆS OGSÅ: Rejse: 7 danske ferieperler

‘Vi gjorde det sgu!’ tænker jeg, da vi sidder i toget fra Kastrup mod Aarhus. Ikke for at bevise over for andre, at vi kunne, men for at bevise over for os selv, at vi kan holde fast i de værdier, vi havde, inden vi blev en familie med baby. Fornemmelen af, at sammen kan vi tre alt det, vi vil, er så stærk, at jeg ikke er et sekund i tvivl om, at det kan vi virkelig.

Der er andre spilleregler med baby i bagagen, men det kan sagtens lade sig gøre, hvis man indstiller sig på dem. Vi er faktisk stadig ‘sådan nogle, som rejser meget’.

Rejs med baby – Jannies bedste råd

• Accepter babys behov. Hvis I tager udgangspunkt i jeres barns behov, går livet lettere, men ikke kedeligere.• Få øje på mulighederne. Glæd jer over oplevelser, I ikke havde fået uden baby. Vi har set det enorme vægmaleri i Grand Palace, fordi det løb langs en skyggefuld, babyvenlig korridor – noget, vi ellers aldrig ville have brugt tid på.• Nyd tempoet. Sæt pris på, at jeres buttede rejsemakker får jer ned i tempo. Vi havde på intet tidspunkt smadrede fødder efter at have travet gaderne tynde, fordi vi kun gik korte ture eller lod os transportere i taxi.• Prioriter, hvad I vil se. Med en baby ved hånden er der grænser for, hvor mange steder og sights I kan opleve. Vi lod være at stresse over alle de ting, vi ikke nåede. Skulle vi se noget, var det maks. én ting om dagen og kun i få timer.

Praktisk i Thailand

• Thai Air flyver direkte fra Kastrup til Bangkok. Ved at flyve direkte kan I afkorte rejsetiden med mange timer og undgå uroen ved mellemlandinger. Vi havde betalt for to sæder, men fik tre i stedet for en såkaldt baby basket. Det fungerede godt, at Augusta sov og legede på sædet i midten.

• Der er sikkerhedsseler og autostole i de færreste transportmidler i Thailand, og du er nødt til slå hjernens sikkerhedspilot fra. Vi undgik alt for lange rejsestræk og varierede med bådture, som gav os god mulighed for at bevæge os.

• Vælg hoteller med restaurant, så I hurtigt kan få stillet sulten. Desuden er det en god ide at vælge et sted med børnepool, som ofte er nemmere for baby at bade i end havets salte bølger.

• I hotelværelser med aircondition trækker det en del, så overvej, om I kan nøjes med en fan.

LÆS OGSÅ: Rejsetips til babys første ferie