Gravid uge 26: Lider du af fødselsangst?
Du er gravid i uge 26, og måske er du begyndt at tænke på den forestående fødsel? Dit barn sparker nu godt til, og din krop er sandsynligvis ramt af de ekstra kilo.
Slutspurten begynder langsomt at sætte ind, og når du er gravid i uge 26, kan tanker om den forestående fødsel begynde at melde sig. Måske er du nervøs - ja ligefrem angst. Måske skænker du det ikke en tanke. Overvej, om du har brug for hjælp og værktøjer til at håndtere situationen, og tal gerne med din læge eller jordemoder, hvis tanker om fødslen går dig meget på.
I denne uge vejer dit barn 700-950 gram og måler 35,5 centimeter fra hoved til hæl.
Din krop
Du har nu været gravid i 26 uger, og dine gamle jeans er for længst pakket væk til fordel for bløde bukser eller strømpebukser med plads til maven. Dit tyngdepunkt er måske også rykket sig, da maven stikker ud, og der er kommet ekstra kilo til, og din ryg svajer muligvis mere end normalt. Prøv at krumme ryggen lidt af og til for at lindre eventuelt ubehag.
Ømhed i kroppen kan også lindres med et lunt bad og en hård vandstråle, der masserer ryg, nakke og skuldre. Vær dog lidt forsigtig med at bade i for varmt vand, da det kan ophede dig og få dig til at føle dig utilpas. Offentlige boblebade kan desuden indeholde en del uønskede bakterier, ligesom du også bør undgå saunaer. Invester i stedet i en god gravidmassage, hvis du ikke har én, som kan hjælpe dig derhjemme.
LÆS OGSÅ: 80 flotte unisex-navne
Din baby
Lanugo-håret dækker stadig det meste af dit barns krop og ansigt, men i uge 26 begynder man at kunne ane en rigtig hårgrænse på toppen af hovedet. Huden bliver nu også beskyttet mod udtørring af et lag hvidt fosterfedt.
I disse uger øver barnet sig på at lave regelmæssige vejrtrækningsbevægelser, så det er klar til livet udenfor livmoderen, ligesom rygraden gradvist bliver stærkere og bedre i stand til at støtte kroppen. Alle barnets sanser er også færdigudviklet, og når du er gravid i uge 26, vil han eller hun kunne reagere på skarpe lyde eller skarpt lys udefra.
Hjernen har været igennem en stor udvikling i de seneste uger, og den har nu flere furer og vindinger, som har givet plads til en øget hjerneoverflade og flere hjerneceller. Selvom de mest basale dele af hjernen nu fungerer, vil den stadig udvikle essentielle dele helt frem til, at dit barn rammer 5-årsalderen. Først i tyveårsalderen vil hjernen være helt færdigudviklet.
LÆS OGSÅ: Nye roller: Hvad sker der, når mor bliver til mormor?
Tegn på graviditet
Bevæbnet med mere og mere muskelkraft begynder baby at sparke godt til, og det kan give ømme punkter på livmoderen, hvis den lille sparker det samme sted hele tiden. Også maveskindet eller ribbenene kan lide under gentagende spark, og nogle gravide har følelsen af ”et blåt mærke” på indersiden. Det er en helt normal del af graviditeten. Du kan endda opleve, at barnet skubber i retningen af din mavesæk, så du får sure opstød eller kvalme.
Plukveer er også helt normale på nuværende tidspunkt, men hvis de bliver regelmæssige med mindre end 10 minutter imellem, eller hvis du samtidig oplever alvorlige smerter, blødninger eller bliver nervøs, skal du kontakte din jordemoder.
LÆS OGSÅ: Av! Her er alt, du skal vide om veer og plukveer
Det skal du vide i uge 26
Der er stadig lang tid til, at dit barn ser verden, men med tredje trimester inden for rækkevidde, begynder du måske at frygte den forestående fødsel – især hvis du er gravid for første gang. Nogle vil være så plaget af angst for det ukendte, at det kan gå ud over glæden ved at være gravid. Er du flergangsfødende, og har du tidligere haft en voldsom oplevelse under en fødsel, kan det også være, at du føler dig særligt usikker denne gang.
Uanset hvad grunden til din fødselsangst er, bør du altid tage en snak med din læge eller jordemoder hurtigst muligt, så de kan hjælpe dig.
LÆS OGSÅ: Sådan styrer du din fødselsangst
Sundhedstips
Der skal ikke længere meget mad til, før du bliver mæt og oppustet. Omvendt bliver du også hurtigt sulten igen. Din ændrede madtolerance skyldes, at livmoderen nu strækker sig et par centimeter op over navlen og derfor trykker godt til på mavesækken, der som konsekvens får mindre plads til mad.
Spis gerne mange, små måltider, der ikke er for fede, og hav altid en snack med i tasken, som du kan spise, når du bliver sulten. Husk også at drikke rigeligt med vand.
Læs mere om graviditet
-
Er jeg gravid? Her er 16 tidlige tegn på graviditet
-
76 facts du ikke kan undvære, mens du er gravid
-
10 sunde råd: Spis din (morgen)kvalme væk
-
10 typiske bekymringer som gravid
-
Fødslens hvem, hvad og hvordan
-
Leder du efter gratis babypakker? Få den samlede oversigt her
-
Her er 8 sjove måder at gætte barnets køn på
-
Motion for gravide - 6 nemme øvelser
-
Motion du må dyrke som gravid
-
8 lidelser gravide ikke taler højt om
-
Gravid? 6 kreative måder at sige det på
-
Så meget må du træne som gravid
-
Gravid? Her er 12 tips til mere og bedre søvn
LÆS OGSÅ: Josephine bestilte et kejsersnit: “Angsten for at føde overskyggede glæden”
Til dig, der venter tvillinger
Du har sikkert hørt rygter om tidlig sygemelding, når du har været gravid med tvillinger i 26 uger. Ja, måske er du allerede sygemeldt fra dit arbejde.
Som tvillingemor er din krop under hårdt pres, og derfor anbefaler de fleste fødesteder, at du får en sygemelding eller en fraværsmelding fra dit arbejde allerede fra uge 28. I nogle tilfælde kan det endda være nødvendigt tidligere – f.eks. hvis du har hårdt fysisk arbejde.
Har du ikke allerede lavet en aftale med din chef, kan det derfor være en god idé at gøre det snart. Det bliver ikke hverken mindre tungt eller mere overskueligt at være gravid med to fostre i de kommende måneder, men du kan heldigvis glæde dig over, at det er al besværet værd.