Psykologi: ”Hvordan kan jeg få en god jul uden børnene?”

Mens julelysene tændes over by og land, mærker jeg hver december to interessante fænomener: En del klienter, som melder afbud, fordi de har travlt med at nå både julefrokoster, julehygge i børnenes skole, konfektdag med svigerfamilien og gaveshopping med manden.

Samtidig bestiller en del andre klienter flere tider. Dem, der ikke har kalenderen fuld, fordi børnene er væk halvdelen af tiden, som ikke længere er del af en anden families traditioner, og hvor tanken om en julefrokost med spørgsmål om ens singleliv virker som et mareridt.

Det minder mig om, at der er to historier om julen, som er lige vigtige. Fejringen af glæden, familiekærligheden og omsorgen for hverandre, men også sorgen over, at livet ikke altid bliver, som vi håber, og at det gør ekstra ondt, når hele verden i en måned hylder kernefamilien.

"Jeg hader julen. Hader at være uden børnene, for så giver det ingen mening at pynte op og bage kager. Og når man ikke selv er del af juleshowet, ikke får ønskegaven af drømmemanden og ikke har dejlige planer med familien, så virker det hele bare som en understregning af ensomheden."

Marianne lægger armene over kors og ser ud som om, hun er vred på hele verden. Hvilket jeg forstår. Hun valgte ikke at blive skilt. Hun valgte ikke at skulle sælge sit hus, fordi hun ikke kunne bo der alene. Hun er havnet i en livssituation, hun ikke har valgt, men som er sket for hende. Jeg beder hende sætte et ord på sin følelser, og hun svarer:

"Ensom."

Ordet hænger imellem os, og jeg deler med hende, at mange føler sig mere ensomme end ellers i julen, fordi julen er familietid.

Hun smiler lidt:

"Det er egentligt rart at vide, at jeg ikke er den eneste. Jeg ved ikke hvorfor, men det får mig til at føle mig mere normal."

Giv dig selv i gave

Vi taler videre om at acceptere ensomheden som et livsvilkår. Hvem har egentligt lovet os, at livet skulle være en fest af relationer og nærhed? Måske er ensomheden bare en del af livet, som nogle gange fylder mere end andre. I bund og grund er det en følelse, som er der, men som også kan passere, når vi knytter nye bånd.

"Tanken om at knytte nye bånd giver mig noget, men jeg ved bare ikke helt hvad. Hvem ville have lyst til at knytte dybere bånd med mig?"

Inden vi skilles, siger jeg til hende, at hun skal tænke over, om der er andre i hendes omgangskreds, der også er uden børn i julen, eller af andre årsager kan tænkes at føle sig ensomme. Vi aftaler, at hun både tænker over det og kigger efter dem i hendes omgangskreds, som måske kunne bruge en udstrakt hånd i denne tid.

LÆS OGSÅ: Klumme: Kære nybagte mor med skyldfølelse

Da vi ses igen, fortæller hun:

"Efter vores sidste samtale var det som om, at jeg pludseligt mødte en masse, som også kæmper med denne følelse. Jeg blev opmærksom på, at min gamle gymnasieveninde er nyskilt og i præcis samme krise som mig, så vi har mødtes over gløgg, og det var så godt. Jeg har også talt med en kollega om det, som har mistet sin mor i året, og hun føler sig også ramt af savn denne jul."

Jeg nikker og spørger, hvad denne indsigt inspirerer hende til.

"Jeg vil invitere til ”de knuste hjerters jul-lillejuleaften” med alle dem, som ikke skal være sammen med hele familien i julen."

Som er single, savner deres børn eller deres mor. Så skal der drikkes rødvin, danses og tales om det hele! Marianne stråler, da hun taler om det og griner sin klingende latter. Jeg tænker, at hver gang en i verden giver mere af sig selv, er det en stor gave. For selvom Marianne åbner op for at skabe nye traditioner for sig selv og for at handle på sin egen ensomhed, så gør det en kæmpe forskel for dem omkring hende, der kæmper med det samme.