Klumme: Børn er klogere end voksne

Min søn er netop stoppet i en børnehave, hvor der er børn fra op mod 20 forskellige nationaliteter. Han er vant til at møde familier, der både er mørke og lyse i huden, kvinder med og uden tørklæde og børn, som enten er vegetarer, spiser halal eller svinefrikadeller til frokost. Nu er han på vej til en skole, som næsten er lige så mangfoldig, og jeg vil vove den påstand, at han ikke skænker den etniske forskellighed en eneste tanke. Da jeg spørger hans storebror, som er fuld bevidst om, at han har venner med forældre fra Spanien, Filippinerne og Kroatien, og om det gør en forskel for ham – om han tænker på, at de måske ser lidt anderledes ud, kigger han mærkeligt på mig: “Mor, det er da lige meget. Så længe, de er gode at lege med”.

Mangfoldig opvækst

Jeg kan mærke, at deres svar føles godt og rigtigt i min mave, og jeg kan ikke lade være med at smile for mig selv, når den mest anderledes dreng, min yngste (midt i al sin mangfoldige opvækst) kan nævne, er en med lige så blond hår og blå øje, som mine egne skønne skarnsunger – selvom Emil rigtig nok både taler et andet sprog og kommer fra et fremmed land. Jeg vil sådan ønske, at de vil bevare deres rummelighed og udsyn. At de vil blive ved med at se mennesket frem for overfladen. At de ikke vil blive smittet af de voksnes fordomme og fordømmelse – eller på den anden side: en berøringsangst i en sådan grad, at vi slet ikke tør tale om, at vi ser forskellige ud – og ER forskellige. Som Anders Matthesen siger i et interview med Vores Børn:

“Nyd den tolerance, de har! Nyd, at vores børn er pisseligeglade med, hvilken farve deres klassekammerater har, og om de spiser svinekød eller ej. De har et helt andet forspring i livet.”

Nok vokser mine drenge op i udkanten af København, hvor den etniske mangfoldighed er til at tage og føle på. Men jeg oplevede også mangfoldighed, da jeg selv voksede op i provinsen. Godt nok havde de fleste den samme hudfarve – faktisk var den eneste, der for alvor skilte sig ud på klassebilledet, en af mine bedste veninder, som var adopteret fra Korea, men hold op, hvor havde alle vi børn i klassen familier med forskellige vilkår og værdier. Det var bare ikke det, vi gik op i.

For os handlede det om fodbold, håndbold, eller ridning. Om den rigtige trøje eller den perfekte hårbøjle, men aldrig om baggund, hudfarve og forældrenes økonomi. Det er som om, at noget af den rummelighed forsvinder i takt med, at vi bliver ældre. Men hvorfor? Måske fordi vi har en tendens til at gruppere os med dem, der ligner os selv. Vi burde da være langt klogere end vores børn – alligevel er det ofte dem, der lærer os om tolerance, og os der putter mennesker i kasser: Dem med tørklæde, de mørke, de tykke og de tynde – og det smitter af. Det er os, der giver børnene et sprog og en bevidsthed – og vi skal tænke os godt om.

Jeg håber, at mine, dine og alle andre børn vil se på ham med et smil og byde ham ind i legen. Hvis en voksen spørger: “Synes du ikke, han ser anderledes ud?”, håber jeg, de svarer: “Det er da lige meget. Så længe, han er god at lege med”.