Kom med til årets fedeste danse-event i København! Klik her

Foto: Getty Images En slap eller beskadiget bækkenbund efter graviditet og fødsel kan påvirke dit liv på mange måder.

10 spørgsmål og svar: Pinlige prutter, dryp i trussen og slap bækkenbund

En slap eller beskadiget bækkenbund efter graviditet og fødsel kan påvirke dit kvindeliv negativt på mange måder. Tyngdefornemmelse, upassende prutter, bremsespor og dryp i trusserne er nogle af dem. Den gode nyhed er, at rigtig mange gener kan knibes væk med genoptræning.

Det er sikkert hverken noget, I har talt om i mødregruppen om eller det emne, som diskuteres over kaffen med dine bedste veninder. Tyngdefornemmelse nedadtil, følelsen af ikke helt at kunne lukke helt tæt og holde på afføring eller prutter, eller dryp i trussen, når du nyser eller skal løfte dit barn op fra gulvet. For det ér sådan lidt pinligt. Og måske er det også bare dig? NEJ. Det er ikke bare dig, og skal vi ikke også vedtage, at det altså heller ikke skal være tabubelagt? Hver anden kvinde oplever nemlig skader på bækkenbunden af større eller mindre grad efter graviditet og fødsel, og allekvinder, der har været gravide og født, har belastet og forlænget deres bækkenbundsmuskulatur i en sådan grad, at det kræver til genoptræning, lyder det fra Birthe Bonde, en af landets mest erfarne fysioterapeuter med speciale i gynækologisk obstetrisk behandling. Og for en del kvinder betyder den svækkede bækkenbund, at de døjer med gener – for eksempel forskellige former for og grader af inkontinens.

Eksperten: Birthe Bonde har 38 års erfaring som fysioterapeut med speciale i fødslers påvirkning af kroppen, urologisk terapeut og klinisk sexolog. De sidste 25 år med egen klinik, Birthe Bonde Klinikken på Østerbro, som udelukkende beskæftiger sig med underlivsproblematikker.

LÆS OGSÅ: Jordemoderen fra Velkommen til verden

1. Hvad sker der med bækkenbunden under graviditet og fødsel?
– Under graviditet og fødsel udvider bækkenbunden sig mange, mange gange ud over dens normale længde, og det påvirker virkelig meget. For hver anden kvinde har det den omkostning, at får nogle skader på bækkenbunden. For nogle er der bare tale om, at bækkenbunden er blevet slap og svækket af processen, og for andre kan der være fibre eller nerver, der er blevet beskadiget under fødslen. Uanset om man oplever gener eller ej, gør alle kvinder klogt i at gøre en indsats for at genoptræne bækkenbunden efter fødsel, for alle kvinder, der har båret et barn og født, har belastet deres bækkenbund gevaldigt, siger Birthe Bonde.

2. Hvad betyder ødelagte fibre eller nerver i bækkenbunden for at blive velfungerende?
– Har man fået beskadigede fibre eller nerver, kan man ikke blive helt lige så god som før. Men næsten! Det er ikke altid, vi kan sige med sikkerhed, om man har eller ikke har fået revet nogle fibre i bækkenbunden over ved fødslen. Men nogle gange kan fysioterapeuten og patienten selv mærke det ved undersøgelsen, at der kan spænde mindre i højre side end i venstre side for eksempel. Og hvis man har fået revet nogle fibre over i bækkenbunden – så kan bækkenbunden ikke blive helt det samme, som den var. Men det svarer lidt til, hvis man har fået en lammelse i ansigtet. Med genoptræning kan man jo sagtens lukke munden effektivt, så lukker man måske bare lidt skævt. Den stærke side tager bare tage over og overkompensere, så man lukker sammen alligevel, siger Birthe Bonde.

3. Hvilke gener følger med en slap eller beskadiget bækkenbund?
– En af de mest almindelige følger af en svækket eller skadet bækkenbund er, at blæren falder ned eller buler lidt ind i skeden. Cystocele, hedder det. Det er ikke altid, det betyder nogle gener, men det vil det komme til på sigt. Nogle gange betyder det, man kan have sværere ved at holde på urin. Andre gange, at man har sværere ved at tømme sin blære ordentligt. Og andre gange igen kan den også falde sådan ned, at man får svært ved at starte en vandladning, forklarer Birthe Bonde.

LÆS OGSÅ: Zoneterapi til børn: Søvn og gode putteritualer

4. Hvad er prolaps?
– Nedfald af blæren er én variant af det, der hedder prolaps, som overordnet henviser til nedsynkning af underlivsorganer. Alle de indre organer hænger i deres egne barduner i form af ledbånd og bindevæv, men hvis ikke bækkenbundsmuskulaturen er der til at understøtte dem, så bliver ledbåndene altså bare længere og længere, og blære, tarme og livmoder kan lige så stille presse sig længere ned ad. Det er overhovedet ikke altid, at man kan mærke, at man krænger udad, eller at man kan mærke buler i skeden. Men ofte vil man kunne se det, hvis man selv kigger efter eller bliver undersøgt, siger Birthe Bonde.

5. Hvad betyder tyngdefornemmelse efter graviditet og fødsel?
– Tyngdefornemmelse er en meget almindelig og udbredt gene efter at have været gravid, og tyngdefornemmelsen har den naturlige forklaring, at tingene netop ikke hænger, hvor de gjorde før. Tyngdefornemmelse er ikke nødvendigvis lig med prolaps. Men selv for de kvinder, der har prolaps, kan bækkenbunden 80 procent af tilfældene genoptrænes, så det hele kommer stort set op på plads igen. Og det er jo heldigvis rigtig mange. 20 procent ender med at få syet underlivet op omkring 55-60 års alderen, siger Birthe Bonde.

6. Hvad gør knibeøvelser og bækkenbundstræning?
– Genoptræning af bækkenbunden gør, at man dels genfinder en føling med den vigtige muskelgruppe, og dels at muskulaturen bliver trænet og genvinder styrke. Studier viser, at træning af bækkenbunden tager meget af eller al tyngdefornemmelsen væk. Og der er også lavet masser af studier, der viser, at genoptræning af bækkenbunden afhjælper inkontinensen – både når det gælder urin, afføring og tarmluft, siger Birthe Bonde.

7. Hvor almindeligt er det at have svært ved at holde på luft efter, man har født?
– Både under graviditeten og i den første måned efter, oplever 1/3 af kvinderne en grad af inkontinens, hvor de godt kan lække lidt urin og luft. For mange kan genen dog godt fortsætte, men vi ved ikke præcis hvor mange, det drejer sig om, der lækker ufrivillig luft. Dels fordi, det er meget forskelligt, hvor meget luft vi producerer, og dels fordi, det ikke nødvendigvis er så problematisk en gene, at man går til lægen med det. Men problemet med ikke at kunne lukke helt tæt bagtil er i og for sig det samme, som når man er udfordret fortil. Det er den samme muskelgruppe, der skal trænes, siger hun.

8. Hvor mange døjer med ikke at kunne holde på afføring efter graviditet og fødsel?
– Det ved vi heller ikke helt præcist. Gener med at have svært ved at holde på tarmluft eller opleve bremsespor eller fornemmelsen af, at man virkelig skal skynde sig på toilettet, hvis det ikke skal gå galt, kan faktisk opstå af mange ting, som ikke nødvendigvis hænger direkte sammen med graviditet og fødsel. Det kan også opstå, hvis man har haft mange forstoppelser i livet, eller hvis man har døjet med hæmorider, siger Birthe Bonde og fortsætter:

 – Så kan man have fået nogle hudflapper ved endetarmsåbningen efterfølgende, der kan gøre det sværere at holde sig helt ren bagtil. Marisker, hedder de. Og de kan gøre, at man oftere oplever bremsespor i underbukserne. Men det er klart, at en svækket eller beskadiget bækkenbund ikke hjælper på evnen til at lukke tæt, og en del vil kunne slippe eller reducere genen ved at genoptræne og træne bækkenbunden. Med mindre at inkontinensen skyldes en fødselsskade på selve ringmusklen, hvor man kan være meget mere udfordret på anal- og fækal inkontinens, siger hun.

9. Må man blive gravid og føde igen, hvis man har en svækket eller beskadiget bækkenbund?
– Ork, ja! Groft sagt siger man, at det er første barn, der laver al ravagen dernede – nummer to eller tre betyder ikke det store. Hvis man er over 37 år skal man dog vide, at bindevævet i det hele taget bliver dårligere, jo ældre vi bliver, og det vil have sværere ved at komme sig og blive genoptrænet efter en fødsel i en relativt sen alder. Men mening blandt fagfolk er, at hvis ikke ringmusklen er gået totalt i stykker, så kan man sagtens føde igen, siger Birthe Bonde.

10. Hvordan og hvornår griber man genoptræning af bækkenbunden an?
– Indtil man har været til undersøgelsen ved egen længe otte uger efter fødslen, skal man tage det stille og roligt. Man kan godt gå korte, rolige ture med barnevognen, og man må også meget gerne lave de knibeøvelser, man bliver givet i en pjece fra hospitalet. Hvis lægen ved 8-ugersundersøgelsen siger, at bækkenbunden ikke er alt for god, så bør man tage det alvorligt, og opsøge en fysioterapeut med speciale i gynækologisk obstetrisk fysioterapi og få noget hjælp til genoptræning og et program, der passer til der, hvor du er. Hvis lægen ikke selv udleverer en liste over sådanne fysioterapeuter i området, så bør spørge efter det. Hvis man har en svækket bækkenbund, går den ikke væk af sig selv, og det kan være svært at få fat i den og genoptræne den alene, siger Birthe Bonde.

LÆS OGSÅ: Er børneeksem arveligt?

Bækkenbundens funktion:

  • Bækkenbunden er kroppens bundprop.
  •  Muskelgruppen er formet som en skål og er en centimeter tyk.
  •  Bækkenbunden agerer sikkerhedsnet under alle underlivsorganerne.
  •  Samtidig har muskelgruppen den funktion, at klemme til og lukke af for alle udgange fra haleben til kønsben. Det vil sige endetarmsåbning, skede og urinrør.
  •  Når bækkenbunden er blevet slap, udstrakt og måske også skadet efter en fødsel, er den ikke i stand til at varetage de opgaver optimalt.

Kilde: Birthe Bonde

Svag bækkenbund - hvad må du?

Man kan godt blive i tvivl om, hvor meget man kan og bør gå til den, når man har en svækket bækkenbund. Her er tre tegn på, at du presser din bækkenbund mere, end den klare.

1. Du får tyngdefornemmelse imens eller umiddelbart efter, du har lavet aktiviteten.
2. Du får ondt imens eller umiddelbart efter, du har lavet aktiviteten.
3. Du oplever lækager under den fysiske aktivitet.

Psst…! Er du i tvivl om, om du er klar til at genoptage løbetræningen, kan du investere i vaginalvægte – både til at træne med og til at teste, om du har styrken til at holde spændingen og holde vægtene oppe under aktiviteten. Kan du det, er du klar!

Pas på disse aktiviteter:
Uanset om du har en svækket bækkenbund efter fødslen af dit barn eller ej, så er følgende aktiviteter meget hårde for bækkenbunden, og kan være med til at belaste og forlænge den.
- Squats
- Crossfit
- Trampolinhop
- Springgymnastik
- Tunge løft
Kilde: Birthe Bonde

Knibeøvelser og træning af bækkenbund

Hvordan ved man, om man kniber rigtigt? Hvor hyppigt og længe skal man lave knibeøvelser? Og hvorfor skal man egentligt blive ved for livet?

1. Et korrekt knib skal mærkes ved endetarmsåbningen, og du skal knibe sammen, som hvis du skulle holde på en prut. Det er en meget lille spænding.
2. Er du i tvivl, om du kniber rigtigt, så læg en finger uden på trussen på endetarmsåbningen og knib. Hvis du mærker en spænding og hårdhed, så kniber du helt rigtigt.
3. Under genoptræning af bækkenbunden træner man 10-15 minutter dagligt.
4. Et genoptræningsprogram løber typisk over 12 uger, men den tid, det tager at genoptræne en bækkenbund, er individuel og afhænger af, hvad stand bækkenbunden er i.
5. Efter genoptræning bør man lave knibeøvelser to til tre gange om ugen, og de behøver ikke mere end 5 minutter.
6. Gør din bækkenbundstræning til en rutine og læg den ind i faste ritualer. Måske ser du børne-tv med børnene hver aften i en halv time, så læg det dér. Eller i brusebadet eller på din togtur. Det er ikke hverken anstrengende eller svært, men det skal huskes!
7. I hverdagen bør du lære dig selv at knibe før du rejser dig, før du sætter dig, før du hoster og nyser, før du løfter dit barn, og før og imens du løber. Så passer du på din bækkenbund og underliv.
8. Knibeøvelser og bækkenbundstræning bør laves hele livet, fordi det er ikke en reflektorisk spænding for særlig mange. Undersøgelser har vist, at bækkenbunden kun spænder automatisk op for at beskytte sig selv under host og nys hos 25 procent. Det vil sige, at for 75 procent af os alle sammen, skal det øves, til det bliver en tillært refleks. Men det kan det sagtens blive.
Kilde: Birthe Bonde

Se, hvad vi ellers skriver om: Graviditetsgener, Sygdom og Mor