Separationsangst hos børn

Foto: Getty Images Det er hårdt, når baby græder, men separationsangst er helt normalt.

Separationsangst hos børn

Du må ikke gå, mor! Sådan hjælper du bedst dit barn med separationsangst

Er dit barn pludselig mere grædende og søgende efter dig, har sværere ved adskillelse og er mere uroligt? Så gennemgår det nok separationsangst – altså oplever noget, der er svært og måske skræmmende – og har brug for dit nærvær. Uanset om barnet er 6 måneder, 4 år eller større endnu.

Hvad er separationsangst hos børn?

  • Separationsangst er en fællesbetegnelse for, at et barn fortæller, at det har brug for ekstra tryghed og brug for sine primære voksne – oftest forældrene.
  • Separationsangst kommer af, at barnet går igennem en udvikling eller noget andet, der er svært for det, som det ikke kan klare uden sin tryggeste støtte tæt på. De primære voksne vil altid være barnets sikres base og ladestation.
  • Separationsangst, som den oftest omtales, er en del af babyers naturlige udvikling, når de er omkring 6 måneder gamle.
  • Separationsangst hos baby handler om, at barnet går fra at tro, at det er ét med mor, til at opdage, at de to forskellige individer, og at mor kan gå. Grundlæggende har spædbørn brug for deres mødre for at overleve, så når de tror, de bliver adskilt, kalder de instinktivt på hjælp.
  • Separationsangst hos baby handler også om, at barnet bliver mere bevidst om omgivelserne. Verden bliver bogstavelig talt ny og større for barnet hele tiden. Det er i perioder overvældende, og barnet har brug for forældrene til at føle, alt stadig er sikkert.
  • Gennem hele barndommen kan børn opleve perioder med forskellige grader af separationsangst – eller sagt på en anden måde: blot utryghed og ekstra meget brug for forældrene.
  • Separationsangst kan både handle om udvikling eller udfordringer, et barn er bevidst om, men også nogle, det ikke er bevidst om, som rumsterer på et dybere plan.

Kilde: Camilla Holmgaard, familiepsykolog.

Rigtig meget gråd, rigtig lidt søvn, og et barn, der med hver en fiber i sin lille krop viser dig, at det vil være hos dig konstant. Separationsangst kan føles opslidende, men ikke bare for os som forældre. Det er måske nok endnu hårdere at være utryg og i beredskab for dit barn. Alligevel er det vigtigt at vide helt ind i marven, at separationsangst er ganske normalt og et lod, alle familier får tildelt op til flere gange igennem barnets opvækst. Barnet går bare igennem noget, der er svært, og har brug for os. Det kan være enormt hårdt, men det er ikke et problem – tværtimod faktisk.

”Det er egentligt meget simpelt og det mest naturlige i verden. Børn er livsafhængige af, der er nogle omsorgspersoner, der er hos det og tager vare på det. Så når barnet oplever, mor og far ikke er der, kan det få oplevelsen af at være forladt, og det giver instinktivt grundangsten: Overlever jeg det – kan jeg klare det her som menneske?”, siger Camilla Holmgaard, psykolog med speciale i familietrivsel.

LÆS OGSÅ: Fie Hørby: Det er aldrig ok at blande sig i andres børneopdragelse

Når det sker, så kalder barnet på os. Babyer kommunikerer med gråd og uro, større børn det samme, men også med ord.

”Et barn, der går igennem separationsangst kalder med alt, hvad det har, og det kalder højere og mere intenst, hvis vi ikke forstår det – ikke for at være besværligt eller pylret, men fordi det oprigtigt har brug for os”, forklarer Camilla Holmgaard.

Faktisk ligger det kodet ind i os, fra da vi var urmennesker, at vi har brug for vores forældre for at sikre vores overlevelse.

”Når barnet forstår, vi går fra det, sætter urinstinkterne ind og fortæller barnet, at der er fare på færde” forklarer Camilla Holmgaard.

Urinstinktet kender ikke forskel på den meget direkte livsfare at blive forladt alene på de åbne sletter, eller at mor er ude af syns- og hørevidde, fordi hun er på toilettet.

Tegn på separationsangst

  • Barnet græder, når forældrene forlader rummet, også selvom de kun lige er gået ud af barnets synsfelt.
  • Barnet er mere uroligt og har sværere ved at finde ro og søvn.
  • Barnet græder i det hele taget mere end vanligt.
  • Barnet søger sine forældre mere både dag og nat.
  • Barnet er enormt tryghedssøgende og kan virke omklamrende.
  • Børn, der har et sprog, kan fortælle, de ikke vil have, man går, eller de ikke vil afsted, eller ikke vil sove alene.
  • Barnet kan også udtrykke det uden sprog ved fysisk at følge efter dig, holde fast i dig, ville sidde på dig og følge dig mest muligt.

Kilde: Camilla Holmgaard, familiepsykolog.

Der er intet galt med barnet

Ordet ’separationsangst’ giver nemt negative billeder på nethinden. Udmagrende gråd, aldrig alenetid, magtesløshed. Og det ér hårdt at gå igennem, men måske er det også så hårdt, fordi vi kommer til at anskue det som et krævende problem, snarere end en naturlig del af livet.

”Jeg drømmer om, man kunne bruge et andet ord for det. Det kommer meget nemt til at ligge ovre på barnets banehalvdel, som om det er barnet, der har et problem. Men der er intet som helst galt med barnet. Det er ikke engang et problem. Det er dybest set bare et øget tryghedsbehov, så det kunne vi jo kalde det i stedet”, siger Camilla Holmgaard.

At søge tryghed fra sine forældre er en udviklingsbetingelse. Måske endda en ret smuk én, hvis vi lige tænker over det. Vores tilstedeværelse alene gør alt, der er svært, nemmere at være i.

3 tips: Leg og øv ”mor går, og kommer tilbage”

Du kan faktisk hjælpe din baby med langsomt og blidt at lære, at det ikke er livstruende og farligt, at I adskilles bare lidt.

  1. Leg titte-bøh
    Gem dig bag dine hænder eller en stofble og bliv kortvarigt væk fra den lille: ”Hvor er mor henne? Kuk-kuk? Bøh!” Det er en sjov og meget tilforladelig måde at øve, at mor forsvinder, men altid kommer tilbage.
  2. Leg gemmeleg
    Prøv at dreje om hjørnet og gå helt uden for barnets synsfelt, men tal stadig: ”Hov, hvor er mor henne? Kuk-kuk? Her var mor!” og gør dig synlig igen. Start med fem sekunder, og så kan i lige så stille lege jer opad.
  3. Fortæl den lille du går – og kommer igen
    Når du skal gå fra dit lille barn så husk at fortælle, hvad der skal ske, og vis, at alt er okay. ”Mor kører lige ned og handler, far passer godt på dig imens. Jeg kommer tilbage lige om lidt”. Den lille baby forstår ikke, hvad du siger, men forstår tonelejet og stemningen. Med tiden vil barnet begynde at forstå, at du skal gå, men også at du fortæller, du kommer tilbage, og det vil matche erfaringen.

Kilde: Camilla Holmgaard, familiepsykolog.

Hvordan håndterer vi separationsangst?

Smukt eller ej - perioder med et grædende barn er også bare dødhårdt, og de fleste forældre ville nok ønske, der var en helt konkret brugsanvisning til, hvordan vi bedst håndterer et barn med separationsangst. Skal det grædende barn fx med på toilettet? Men sådan en anvisning, der passer og hjælper alle, findes bare ikke.

”Svaret er, at løsningen er afhængig af både familien og barnet. Er man som mor og far ved at brænde sammen og vil bare gerne alene på toilettet, og kan man holde til, at den lille kravler rundt på den anden side af døren og græder imens, fordi barnet tror, vi er blevet væk, så skal man selvfølgelig gøre det. Alle overlever. Det handler bare om, hvad man har det bedst med” siger Camilla Holmgaard og tilføjer:

”Strider det mod mavefornemmelsen og kan man holde til lidt mere tosomhed, så tag da baby med. De vokser fra det, separationsangst varer ikke ved. Du kommer ikke også til at have din 4-årige og 6-årige med på toilettet på samme måde. Det er bare lige nu”.

Det samme gælder, når barnet bliver lidt større og har svært ved at skulle afleveres i institution.

LÆS OGSÅ: 16 små kærlighedsgerninger dit barn vil elske

Håndtér de svære afleveringer i daginstitutionen

”Først og fremmest skal man vide, at det er helt naturligt at alle børn har dage, hvor de løber ind på stuen og dage, hvor det er svært at sige farvel, og de bare helst vil være sammen med forældrene. Vi kan ikke forvente, det er en lige vej, og det er til alle tider okay, at vi er førstevalget for vores børn. Det er naturligt,”, siger psykologen.

Det, man kan gøre, når afleveringerne er svære, er at kigge ind i sig selv og ærligt mærke, hvordan man har det med situationen. Man skal løse det, så selv har den størst mulige ro og tro på, det nok skal gå godt.

”Har man det selv bedst med et kort farvel og fuld tiltro til, at pædagogerne kan trøste barnet, så er dét løsningen. Har man det bedre med at blive hængende lidt, trøste barnet og hjælpe det ind, så er det den model, man skal gøre”, siger Camilla Holmgaard.

Der er ikke noget rigtigt og forkert ved et kort farvel eller et mere langsomt farvel. Det vigtige er, man ikke bliver, mens man næsten ikke kan holde ud hvor synd, man synes, det er for barnet.

”Barnet fornemmer, om forældrene har ro og tiltro til, at de voksne hernede er gode nok og kan hjælpe det. Vakler vi, mærker barnet det og bliver kun mere utrygt. Så skal man hellere bede om hjælp. Enten kan ens partner måske aflevere i en tid, eller man skal sørge for at lave en god aftale med institutionens voksne på et andet og roligt tidspunkt, så de kan hjælpe med at afleveringen får nogle rammer og bliver mere tryg for både forældre og barn” siger hun.

Den konkrete håndtering af barnets separationsangst afhænger altid af forældrenes mavefornemmelse og værdisæt, og hvad for et barn, man har med at gøre.

LÆS OGSÅ: Sådan får dit barn en tryg start i vuggestuen

Sådan hjælper du bedst dit barn med separationsangst (og dig selv)

  1. Spejl dit barn
    Sig højt, hvad du tror, der foregår med barnet: ”Troede du, jeg blev væk? Jeg er lige her”, ”Jeg kan godt se, det er svært for dig i dag, men jeg passer på dig.” Barnet forstår ikke nødvendigvis, hvad der bliver sagt, men forstår tonelejet og fornemmer stemninger. Spejlingen beroliger barnet rigtig meget, men også den voksne, som samtidig får blik for nuancerne i, hvad der kan være på spil. Vores håndtering når barnet bliver ’besværligt’, har også betydning på den lange bane. Det lagrer sig nemlig i barnet som grundlæggende erfaringer, og lærer dem i det dybe ubevidste, om de er gode nok, og om vi er til at regne med i livet.
  2. Fokusér på din vejrtrækning
    Et barn, der græder hjerteskærende efter dig, og som vil have dig hele tiden, påvirker os. Naturligvis. Men prøv at bruge fem sekunder på at tjekke din egen vejrtrækning, når det spidser til, og du mærker frustration eller udmattelse. Den svinger helt naturligt op og bliver overfladisk. Og når vejrtrækningen svinger op, svinger nervesystemet med, og det sætter samlet set kroppen i alarmberedskab. Fokusér på vejrtrækningen og tag et par dybe vejrtrækninger helt ned i storetæerne. Er der noget, dit urolige barn har brug for, så er det nemlig en rolig mor og far.
  3. Mærk dig selv
    Dage og nætter kan føles uendeligt lange, når man har et barn, der er utrygt og kalder hele tiden. Prøv engang at spørge dig selv: ”Hvor presset er jeg egentligt?”. Er man selv helt ude i torvene, er det meget svært at være der med ro og omsorg for barnet. Trænger du til søvn, så få hjælp til at få givet plads til en lur til dig. Trænger du til at gå en tur i ro, så få dét arrangeret. Dit barn har brug for dig, din ro og din omsorg, men man hælder dårligt fra en næsten tom kande.
  4. Giv AL den nærhed og omsorg, du kan
    Barnet fortæller dig, det er utrygt og bange for at blive forladt. Det kalder ganske enkelt på fysisk kontakt, og det er det, der hjælper det. Nærhed, kærlighed og omsorg. Der er ingen hokus pokus. Barnets tank kan og vil blive fyldt op igen, og den hårde periode kommer til at gå over. Giv alt, hvad du kan.
  5. Lad være med at google
    At være forældre er det sværeste i verden, og man kan komme i tvivl om mange ting. Også om separationsangst, og det er nærliggende at spørge livlinen i lommen: søgemaskinen. Stop op og vid, det ligger instinktivt i alle normalfungerende voksne at være forældre. DU kender dit barn, DU kan læse det, DU kan give det trøst og ro. Sig tvivlen højt til din partner eller en veninde. Observer, hvad der sker med dine følelser og din tvivl, når du lufter dem. I langt de fleste tilfælde vil det hjælpe, og tvivlen vil ebbe ud. Googler du, sker der ofte det modsatte.

Kilde: Camilla Holmgaard, familiepsykolog.

Forskellige grader af separationsangst

Alle børn går igennem perioder med utryghed og et øget behov for øget tæthed med sine forældre. Bestemt også de større børn. Men hvor meget og hvor tit varierer.

”Nogle børn er mere tryghedssøgende end andre, sådan er det bare. Men fælles for alle børn er, at de har brug for at mærke os, for at finde deres ro og overskud og tro på, at de kan klare det”, siger Camilla Holmgaard.

Børn og unge er nemlig i konstant og meget stor udvikling fra de fødes, og til hjernen er færdigudvikling omkring 25-årsalderen, og nogle gange sker der mere, end de selv kan håndtere.

”I de perioder vil barnet have ekstra brug for sine forældre – også når det er større – og det vil det vise os. Nogle mere tydeligt end andre. Udviklingen er et livsvilkår, men det er det øgede tryghedsbehov så sandelig også”, siger Camilla Holmgaard.

Spændvidden er bred for, hvor meget og hvor tit barnet reagerer, og man kan nemt komme i tvivl om, om det, man oplever, er helt almindelig separationsangst, eller noget, barnet og familien skal have hjælp til at håndtere.

Almindelig separationsangst er ikke ’angst’

”Der er selvfølgelig nogle børn indimellem, som virkelig har brug for tryghed og måske er meget, meget krævende på forskellige tidspunkter i barndommen. Jeg må bare igen understrege, at det vi ser, er barnet, der kalder på noget. Og når det ikke bliver hørt, så kalder det altså højere. I langt, langt de fleste tilfælde fejler barnet ikke noget”, siger Camilla Holmgaard.

Når det er sagt, så kan det være andet, end bare den naturlige udvikling og helt almindelig separationsangst, der driller barnet. Og så skal man selvfølgelig reagere, pointerer familiepsykologen.

”Har du som forælder en fornemmelse af, at det her er noget andet og mere, uden at kunne sætte fingeren på det, eller er du bekymret, så vil jeg altid opfordre til at konsultere en professionel. Måske er der noget med ørerne eller en mere omfattende angst, der ikke bare går væk af sig selv”, siger hun.

Det er dog uhyre vigtigt ikke at sygeliggøre helt almindelig separationsangst. Det er nemlig på ingen måde angst i diagnostisk forstand og har intet at gøre med fx abnorm separationsangst, der er en diagnose.

”Angst kan blive en diagnose, når det går ud over funktionsniveauet. Altså, hvis det kommer til at stå i vejen for barnets livsudfoldelse, sådan at der er ting, barnet gerne vil, men holder sig tilbage fra, fordi angsten bliver for stor. Helt almindelig separationsangst, hvor barnet bare vil være tæt på jer og er ekstra tryghedssøgende i en periode, er helt normalt”, siger Camilla Holmgaard.

Abnorm separationsangst

Abnorm separationsangst er en diagnose, og her er ikke bare tale om et tryghedssøgende barn. Det drejer sig om en mere altopslugende angst for at blive adskilt fra en eller begge primære voksne. Ved abnorm separationsangst er mindst tre af nedenstående symptomer til stede:

  • Et tegn på abnorm separationsangst er vedvarende frygt for at der vil ske nærtstående omsorgsperson noget urealistisk såsom bliver syg, dø eller på anden måde gå bort.
  • Et anden er vedblivende urealistisk frygt at blive adskilt fra omsorgspersoner på grund af ydre forhold såsom at blive kidnappet, fare vild eller blive indlagt.
  • Modvillighed mod at gå i skole af frygt for adskillelsen fra mor og far kan også være et symptom på abnorm separationsangst.
  • Barnet bekymrer sig for adskillelse om natten og er modvilligt sig mod at sove alene og at sove hos andre. Når barnet sover, vågner det hyppigt for at tjekke om omsorgspersonenerne stadig er der.
  • Er barnet bange for at være alene hjemme om dagen, kan det også være ét symptom på abnorm separationsangst.
  • Barnet døjer med tilbagevendende angstdrømme, som handler om adskillelse.
    Barnet får fysiske symptomer som mavepine, opkast eller hovedpine i forbindelse med adskillelse fra omsorgspersoner.
  • Abnorm separationsangst kan betyde overdrevne følelsesmæssige reaktioner før, under eller efter adskillelse fra primære voksne.

Ifølge det psykologiske diagnoseopslagsværk, ICD-10, opstår symptomerne oftest før 6-årsalderen, og skal have varet i mindst fire ugers og ikke skyldes andre psykiske- eller generelle angstlidelser, for at kunne være diagnosen abnorm separationsangst.

Mistænker du, at dit barn lider af abnorm separationsangst, så kontakt læge.

Kilde: Sundhed.dk.

Om eksperten

Camilla Holmgaard er psykolog med 13 års erfaring. Hun er særlig optaget af trivsel i familier, og at hjælpe børn som voksne til højere livskvalitet. Ud over traditionel terapi i sin praksis i Aarhus, udbyder hun også guidet mindfulness til børn, unge og voksne.

Selv er hun mor til to drenge på 13 og 16 år.

Læs mere på Psykologcamilla.dk.

Se, hvad vi ellers skriver om: Baby, Psykologi, Udvikling, Børnepsykologi og Angst