-
Farvepsykolog: ”Alle er født med personlige farver, det er ligesom med stjernetegn”
-
Her er seks effektive øvelser, der udvikler dine spirituelle evner
-
Sådan skal du reagere, hvis dit barn ser, føler eller hører åndeverdenen
-
Manifester dit drømmeliv – 7 tips, der får dig i gang
-
Kulde, lugt eller lyde? Her er 8 tegn på, at du bliver besøgt af en ånd
-
Er du bange for spøgelser? Her er 5 tips til at blive venner med åndeverdenen
-
Brug krystaller til at rense dit hjem - sådan gør du
-
Føler du en særlig forbindelse til et dyr? Her er 10 kraftdyr, og hvad de vil fortælle dig
Camilla kan godt finde på at blande maling i kælderen OG male med den midt om natten
Camilla elsker vintagelamper, genbrugsguld og frem for alt farver – så meget at hun kan finde på at male om natten, når resten af huset sover.
De der følger Camilla Hanssons profil, anordicknittingtale, på instagram, er vant til at se legende unger og masser af dans i både køkken og stue, og ifølge Camilla er der også højt til loftet i tvillingehuset i Odense, hvor farver, design, loppefund og børn skiftes til at være i fokus.
– Alt er tilladt, der må leges og hoppes, men på et tidspunkt havde Oline fundet en kuglepen og havde overmalet vores PH 22 stol, lige den dag var der ikke noget, der var særlig sjovt, fortæller Camilla. Familien har boet i huset i tre år, og havde på købstidspunktet allerede solgt deres lejlighed, og var på vej ind i et lejemål. Huset havde været til salg et stykke tid, uden at prisen passede, men da der pludselig kom en nedsættelse, lod de deres forelskelse i huset tage over.
– Huset passede os bare så fint, det var velindrettet, badeværelset var dejligt, og da ingen af os kan noget særligt med hænderne, var det skønt, at det var så nemt at gå til, fortæller Camilla.
Farvegal
At arbejde med farve, form og strukturer er en passion for Camilla, og hun går heller ikke af vejen for at blande maling i kælderen OG male med den midt om natten.
– For mig er farver en essentiel ting, jeg har brug for mange farver, og jeg opfatter det næsten som kunst at blande de forskellige farver. Jeg har ikke yndlingsfarver, men lader mig tit overraske af, hvor skønt et udtryk kan blive, hvis jeg sætter en skæv farve ind. I vores stue valgte jeg at sætte den lidt atypiske blå Børge Mogensen-sofa ind, og pludselig åbnede der sig nye muligheder. Den blå udviklede sig til at blive en gennemgående farve, og jeg synes den er smuk sammen med komplementærfarven gul, og gerne i forskellige varianter. På den måde bliver en farve en gave, der kan skabe nytænkning og forandring, forklarer Camilla.
Design blandet med discount
En anden ting, Camilla har gjort til en lidenskab, er lamper fra 70’erne. Hun leder ofte både tyske ebay.de og dba.dk igennem, og har som gennemgående krav til lamper, at de skal have personlighed og en stærk grafisk form, der kan støtte eller stå i kontrast til andet interiør i et rum. Hendes yndlingskøb var på dba, hvor hun fik fat i en Jo Hammerborg Trombone loftslampe fra 60’erne til en relativt fornuftig pris. Den hænger nu over spisebordet, og danner med sin stramme form kontrast til træbænken og stolene. Også mere ydmyge lamper finder dog nåde for Camillas kritiske øje.
– Jeg er overhovedet ikke en designsnob, jeg er faktisk ligeglad med navne, men nogle gange er det bare sådan, at de smukkeste designs er skabt af nogen, der har et godt blik for tingene, og på den måde bliver de jo mere attraktive og opnår ikon-status. I vores hus er der både Poul Kjærholm, Wegner og Søstrene Grene, og meget gerne i samme opstilling, det er ikke pris eller navn, der afgør det for mig, slutter Camilla.
Køkkenet er bygget enkelt op af Ikea-elementer med fronter i røget eg og bordplade fra Reform, der også har designet messinggrebene. Fliserne fra Mosaikhjørnet er lagt i sildeben med sort fuge, og lamperne i birkefiner er af Tom Rossau.
Bænken af Børge Mogensen er fundet på lauritz.com, og Camilla har selv renoveret og ombetrukket den. Bordet er fra Handvärk, og Trombone lampen er et fund fra DBA. Stolene er Wegners CH33. Vægfarven er fra Jotun og hedder Soft Mint.