Delt billede af Margot Robbie ved havebord og i blomsteret historisk kjole

Fra lommetyv til Barbie: Her er de 12 bedste film med Margot Robbie

Margot Robbie viser gang på gang sit store talent frem. Hvis du heller ikke kan få nok af den australske skuespillerinde, har vi her samlet hendes 12 bedste film.

alt.dk logo

Margot Robbie startede ud som tv-skuespiller i australske sæbeoperaer og har siden taget den internationale filmverden med storm.

Vi husker hende især for rollen som den ikoniske Sharon Tate i "Once Upon a Time in Hollywood" og som Barbie i den moderne megasucces "Barbie". Men den dygtige skuespiller gemmer også på en del filmperler, som i den grad kan anbefales.

Vi guider dig her til de allerbedste film med Margot Robbie.

1. About Time (2013)

Margot Robbie og Bill Nighy, der sidder ved et udendørs bord dækket med mad og drikke i solskinsvejr.

I en fin, britisk komedie undersøges det velkendte spørgsmål: Hvad nu, hvis jeg kunne starte forfra?

I filmen finder 21-årige Tim (Domhnall Gleeson) ud af, at han, og resten af mændene i sin familie, kan gennemleve fortidens momenter igen og igen – indtil det hele er perfekt.

Samme sommer besøger Tims søsters veninde, Charlotte (Margot Robbie), deres hjem, og Tim falder pladask for hende. Hans nyfundne evner kommer til undsætning, da han bliver ved med at kvaje sig foran Charlotte.

Men kan man i virkeligheden få en anden til at forelske sig – selv med al tidsrejse i verden?

2. Once Upon a Time in Hollywood (2019)

Vi er i 1960'ernes Hollywood, der er midt i en brydningstid, hvor filmbranchens klassiske og gamle skole udfordres af en ny generation.

Skiftet påvirker særligt en tidligere tv-western skuespiller, Rick Dalton (Leonardo DiCaprio), der med stor desperation forsøger at finde tilbage til et liv med store roller.

Til Ricks fordel bor han kun et stenkast fra en ny hot shot-instruktør og den livsglade skuespiller Sharon Tate (Margot Robbie), som han vil forsøge at blive venner med, der muligvis er brikken i genoplivningen af hans karriere.

3. Barbie (2023)

I den storslåede megasucces spiller Margot Robbie ingen mindre end Barbie.

Glæden i det lyserøde Barbieland er ikke til at slå ned, hvor hver dag står på strand og fest. Men en dag vender lykken for en af Barbierne.

Hun bliver sendt på en rejse til den virkelige verden, hvor hun oplever og mærker menneskelige følelser for første gang.

Hvis du ikke har set Barbie endnu, så kan den kun anbefales, og hvis du allerede har set den, så ved du også godt, at den er værd at se igen.

4. Wuthering Heights (2026)

Margot Robbie træder ud af blå hestevogn i historisk kostume mellem to andre personer.

Margot Robbie spiller den dristige Cathy Earnshaw i en moderne fortolkning af Emily Brontës klassiker "Stormfulde højder".

Kendt som en af de mest episke kærlighedshistorier nogensinde, forelsker Cathy sig i gadedrengen Heathcliff (Jacob Elordi). 

Men med komplicerede klasseforskelle og en alkoholisk ludoman som far ser det ikke ud til at blive en lykkelig affære.

Det er en længselsfuld og hed omgang, må vi sige.

5. I, Tonya (2017)

I det biografiske sportsdrama "I, Tonya" leverer Margot Robbie et nærmest ubehageligt godt stykke skuepil.

Filmen følger den kontroversielle kunstskøjteløber Tonya Harding (Margot Robbie) fra sin hårde opvækst til sin rekordsættende karriere og frem til overfaldet på sin største konkurrent, som Tonya bliver involveret i.

Margot Robbie fik sin første Oscar nominering for rollen som Tonya Harding.

6. The Wolf of Wall Street (2013)

"The Wolf of Wall Street" blev for alvor skuespillerindens store gennembrud, hvor Margot Robbie spiller overfor Leonardo DiCaprio.

Med sit luksuriøse look og sin charmerende Brooklyn accent passer Naomi Lapaglia (Margot Robbie) perfekt ind i Jordan Belforts (Leonardo DiCaprio) storslåede livstil.

Børsmæglerens formue stammer fra ulovlig aktiesvindel, og når han ikke er på kontoret, står hverdagen på vilde fester og store yachter.

Filmen er instrueret af den dygtige Hollywood-instruktør Martin Scorsese, der også står bag klassikerne "Goodfellas", "Taxi Driver" og "Shutter Island".

7. Babylon (2022)

Ved lydens fremmarch vendes der op og ned på Hollywood.

Den dramatiske overgang har også stor indflydelse på filmmiljøet.

Hvor der førhen havde været store, overdådige fester med for meget alkohol og for mange stoffer, styres studierne nu af en mere stueren og pæn tilgang.

For stumfilmens it-girl, Nellie LaRoy (Margot Robbie), er Hollywoods nye kontrollerede rammer ikke det letteste match.

Hvor er vi glade for, at "Babylon" ikke er en stumfilm! For der bliver malet et gennemført episk lydbillede, der er den bedst tænkelige ledsager til filmens ekstremt flotte billeder.

8. Bombshell (2019)

Efter TV-nyhedsværten Gretchen Carlson (Nicole Kidman) bliver fyret, starter en omfattende sag om Fox News-direktøren Roger Ailes (John Lithgow), der i årevis har skabt en sexistisk kultur på arbejdet.

Dette sætter gang i en masse overvejelser hos de kvindelige medarbejdere. Skal de stå op for dem selv og resten af kvinderne, men risikere deres eget job? Eller skal de beskytte deres magtfulde chef?

Margot Robbie spiller her den unge og ambitiøse, men naive journalist Kayla Pospisil, der falder i Roger Ailes' manipulerende fælde. For rollen scorede hun en Oscar nominering for Bedste kvindelige birolle.

9. Focus (2015)

To tidligere elskende krydser veje i Buenos Aires efter tre år uden kontakt.

Nicky (Will Smith) er en erfaren svindler, der leder et toporganiseret hold af bedragere. Han møder den mere autodidakte lommetyv Jess (Margot Robbie), der tvinger ham til at tage hende under hans vinge og lære hende alle hans tricks.

Men der går ikke længe, før kærligheden blomstrer, som bliver en svaghed for deres arbejde...

10. The Big Short (2015)

Her har vi nok Margot Robbies mindste rolle på listen.

Filmen følger en gruppe mænd, der spotter en svaghed i det amerikanske boligmarked, som de ender med at tjene flere millioner dollars på under finanskrisen i 2008.

Margot Robbie dukker pludselig op i et badekar og forklarer noget så kompliceret som obligationer, der er baseret på og har sikkerhed i boliglån.

Scenen er alt for ikonisk til ikke at få med på listen.

11. Suicide Squad (2016)

Hun har lyse rottehaler med blå og lyserøde spidser og et baseballbat klar over skulderen.

Det er den uforudsigelige Harley Quinn fra "Suicide Squad".

I en Superman-løs verden har USA behov for et nyt forsvar. Det ender med et nyt stærkt team, der består af superforbrydere med særlige evner, hvis vigtigste opgave bliver at forhindre verdens undergang.

I 2020 vendte Margot Robbie tilbage i rollen som Harley Quinn i efterfølgeren "Birds of Prey".

12. The Legend of Tarzan (2016)

Man kan nemt forstille sig Margot Robbie som en Disney-prinsesse, og det er hun også lidt i denne film.

I "The Legend of Tarzan" spiller hun nemlig Jane, som er vendt tilbage til London med sin mand Tarzan, nu kendt som John Clayton (Alexander Skarsgård).

Men pludselig sætter han kurs tilbage til Congo for at undersøge rygter om slaveri, hvor han tvinges til at finde sine gamle jungleinstinkter frem.

Om Margot Elise Robbie

  • Australsk skuespillerinde
  • 35 år
  • Gift med den engelske producer Tom Ackerley
  • Sammen har de en søn