Else Frøsig: "Jeg tror, at nogle ved første øjekast bliver frastødt af mine figurer"

I 1936 blev den 30-årige mexicanske kunstner Pedro Linares syg og fik høj feber. I sin febervildelse havde han en syret drøm, hvor mystiske væsner optrådte, for eksempel et æsel med sommerfuglevinger og en løve med ørnehoved, og alle råbte ”alebrijes!”.

Da Linares blev rask igen, genskabte han de farverige fantastiske væsner i papmaché og kaldte dem alebrijes.

Siden 1930’erne har alebrijes været en udbredt folkekunst i Mexico, som blandt andet bruges til Día de Muertos, De Dødes Dag, som finder sted i november.

Her i Danmark er kunsthåndværket ikke særlig kendt, men Else Frøsig er én af de få, som med stor passion har kastet sig over det. Hun blev inspireret til det for tre år siden, hvor hun var på et kursus på Als hos den mexicanske alebrijeskunstner Sergio Othero.

Mennesker i papir

– Tænk, at en enkelt underviser kan have så stor indvirkning, siger Else i dag.

– Othero kunne virkelig noget; selv om han ikke talte et ord engelsk, var det tydeligt, at han brændte for sin kunst og for at give inspirationen videre.

Else blev dybt fascineret af Otheros farvestrålende skulpturer, og siden kurset har hun ikke kunnet slippe den mexicanske teknik og tradition. I dag har hun lavet over 70 papirskulpturer og fundet sin egen mere nordiske stil. Det er nemlig ikke mystiske væsner, men derimod mennesker, hun portrætterer med den mellemamerikanske teknik.I Mexico kan man se de farvestrålende papirskulpturer i mindre og større udgaver rundt om i private hjem, og der bliver også lavet flere meter høje skulpturer, som bruges i optog, hvor de ofte køres på vogne og på den måde kommer til at se livagtige ud med hoveder eller arme, der hopper, når de bliver rullet gennem de store menneskemængder.

Festlige og sørgmodige

Der er et stykke fra de mystiske væsner i Mexico til Elses portrætter af mennesker, men en lighed er det groteske og overdrevne, som findes i både de mexicanske alebrijes og Elses danske papirmennesker.

– Jeg tror, at nogle ved første øjekast bliver frastødt af mine figurer, men jeg har også hørt nogen sige, at mine figurer vokser på dem, fortæller Else.

– Jeg tror, det er melankolien i deres øjne og de overdrevne træk i ansigtet, som både drager og frastøder folk. Elses figurer smiler aldrig. Hun arbejder nemlig med at give dem udtryk gennem det blik, de har i øjnene.

– Det er tit, at folk griner af dem, for der er en dobbelthed i dem: De er tragikomiske, fordi de på én gang er festlige og sørgmodige, fortæller Else, der selv synes, at ligheden mellem hendes alebrijes og de traditionelle fra Mexico mest findes i humoren og det groteske.

Drøm om Mexico

For Else selv er det nærmest, som om hendes skulpturer lever deres eget liv, når hun går i gang med at forme dem. Og det tror hun også, at mange mexicanske kunstnere oplever, når de kreerer deres mytiske dyr, for papiret er ifølge Else selv med til at skabe værket.

– Når jeg sidder og former papiret, er det, som om det selv falder i en bestemt fold – lige den fold på næsen eller munden er det, der skaber min figurs personlighed, og så kan jeg pludselig se, hvordan hele udtrykket skal være; øjnene, håret og hele fortællingen, forklarer Else, som arbejder cirka tre dage om ugen fra sit atelier i Augustenborg og ofte udstiller sine værker.

– Jeg følger bare med figuren, og det er ren leg for mig. Jeg er blevet fuldstændig bidt af den her teknik. Else har aldrig selv været i Mexico, men drømmen lever. Hun vil gerne se Pedro Linares-museet, der fortæller historien om manden med drømmen, som fostrede de første alebrijes i 1936.

– Det kunne også være fantastisk at se de store skulpturer i et af de mange optog, og der er mange nye kunstnere, som laver alebrijes og har hver deres teknik, siger Else.

– Jeg har også talt med en anden dansk kunstner, der laver papirskulpturer, om, at det kunne være sjovt at lave en udstilling i Mexico – de ville sikkert synes, det var interessant at se en nordisk version af deres tradition.