Mikkeline W. Gudmand-Høyer fællesskabssweateren
SPONSORERET indhold

Fællesskabssweater: Når den var færdig, var den fælleseje, og alle kunne gå med den

1970’ernes fællesskaber var ikke altid vellykkede, mener Mikkeline W. Gudmand-Høyer, som voksede op i et kollektiv. Men der er også noget fra barndommen, hun savner, og det forsøger hun og tre andre strikkere at vække til live med en fællesskabssweater.

Af:: Malin Kristina Westerlund Foto: Claus Boesen
27. okt. 2021 | Håndarbejde | Hendes Verden

Da Mikkeline var barn og boede i bofællesskab, blev der eksperimenteret med fællesskabstanken på mange måder. Nogle var mere succesfulde end andre. Én af dem var det fælles strikketøj. I flere kollektiver lå der nemlig en sweater i en kurv, som alle kunne tage op og strikke på. Når den var færdig, var den fælleseje, og alle kunne gå med den.

Det var der noget smukt ved, mener Mikkeline, der trods flere skuffelser fra barndommen stadig tror på fællesskabet og nu har genskabt fællesskabssweateren som en hyldest til netop det.

At der skulle stå luftkys, smittende  livsglæde og samfund-samfund  luk dig! op med hønsestrik, var det  eneste, der lå fast, da Mikkeline  inviterede tre medsøstre til at strikke  på fællesskabssweateren. Ellers har  alle haft frie hænder
At der skulle stå luftkys, smittende livsglæde og samfund-samfund luk dig! op med hønsestrik, var det eneste, der lå fast, da Mikkeline inviterede tre medsøstre til at strikke på fællesskabssweateren. Ellers har alle haft frie hænder

100 forældre

Mikkeline er født i 1969, og da hun var fire år, flyttede hun med sine forældre ind i bofællesskabet Skråplanet ved Furesøen nord for København, som var tegnet af hendes far, Jan Gudmand-Høyer. Han var arkitekt og optaget af alternative boformer. Mikkelines mor var teolog og psykolog, og begge var de idealister og inspireret af både Maos Kina, Rusland og datidens alternative strømninger.

– Det handlede om at afprøve idealer om fællesskaber og samarbejde, og deres intentioner var gode, siger Mikkeline i dag.

– Jeg oplevede som barn et paradis med optimistiske voksne, der øsede af talenter og livsglæde, og følte mig i de tidlige år tryg blandt mange forskellige voksne.

Tanken dengang var, at børn skulle have ”100 forældre”, forklarer Mikkeline, og det var jo smukt, men også naivt, mener hun. For hvor mange mennesker kan folk rumme og blive ved at føle ansvar for? Og hvad når børnene bliver til teenagere og ikke er lige så nuttede, som da de var små?

– Det var udfordrende at være i de der idealistiske fællesskaber, for hvem skulle bestemme, og hvad var ligeværd og fælles mål? spørger Mikkeline retorisk.

– Der var også mange skænderier og skilsmisser, for det var svært for de voksne at tilgive og rumme hinandens skyggesider, når idealbilledet krakelerede, og de fik ikke rigtig løst konflikterne.

LÆS OGSÅ: Kristina er fristrikker: ”Jeg beder til Gud hver gang jeg skal sætte ærmer på"

Inde hos Anne

Mikkelines forældre blev også skilt, og i en periode var det svært for hende at gå i skole. Men så var der heldigvis Anne. Hun boede også i bofællesskabet og var en kvinde på Mikkelines mors alder og dygtig til håndarbejde. Inde hos Anne, i garnets verden, fandt Mikkeline et frirum.

– Anne kunne både lave franske knuder og møllehjul, og hun havde broderet et Bob Dylan-pladecover på en pude, som jeg var meget fascineret af, husker Mikkeline.

– For mig var det et paradis af farver og garner, og Anne lærte mig både at brodere, hækle og strikke, og hun lærte mig også at lave dukker.

Mikkeline var otte-ni år, og det at komme hos Anne fik enorm betydning for hende, for her oplevede hun med egne ord et fællesskab, der rakte ud over familien, og som fungerede.

– Det var et fællesskab, hvor man ikke snakkede så meget, men bare fordybede sig sammen i billeder, siger Mikkeline.

Mikkelines_faellesskabssweater.jpg

At lytte og give plads

Garnet og særligt strikken har hun siden brugt i sit arbejde som kunstner, og hun oplever, at garn og strik bliver mere og mere accepteret i kunstens verden. Mikkeline oplever også, at vi i dag har mere jordforbindelse, end man havde dengang i 1970’erne, og en større selvindsigt.

– Vi har lært af de fejl, der blev begået dengang. Vi kender os selv bedre, er blevet mere selvbevidste og bedre til at lytte og give plads. Vi prøver at være tålmodige, både med os selv og hinanden, mener hun, selv om det stadig er en balance at indgå i et fællesskab.

Fylder jeg for meget? Giver jeg plads? Byder jeg ind uden at krænke andre? Bliver jeg for usynlig? De tanker gør Mikkeline sig fortsat, når hun er sammen med andre. Men når vi lytter og giver plads, kan der opstå frugtbare samspil, mener hun, og et eksempel er den fællesskabssweater, hun har strikket sammen med tre andre.

Som kunstner og idékvinde havde Mikkeline tænkt nogle tanker, inden hun kontaktede de tre andre strikkere, og tegnet en løs skitse af sweateren, hvor der med hønsestrik skulle stå Samfund-samfund luk dig op!, Smittende glæde og Luftkys. Budskaberne refererer til den aktuelle coronakrise, men kan også forstås som et budskab om rummelighed, glæde og kærlighed.

Uendelig strik

Det farverige garn var også Mikkelines forslag, og med det gav pindetykkelsen på 3, sig selv. Resten var op til hver enkelt – farver, mønstre og udformning og placering af budskaberne. Mikkeline havde heller ikke lagt sig fast på et maskeantal, og det besluttede de hurtigt at lade strikdesigneren i gruppen om at afgøre.

– En anden har fuldtidsjob som pædagog, så hun har taget ærmerne sammen med mig, som også har strikket en smule, og de andre har taget krop og hals, og så har vi ellers sendt trøjen rundt til hinanden med posten, fortæller Mikkeline.

Strikdesigneren, Katrine, slog maskerne op i begyndelsen af juli, og 22. august havde Mikkeline fællesskabssweateren på til en udstilling om Thylejren og fællesskaber, hvor hun deltog som repræsentant for børnene i 1970’ernes bofællesskaber.

Til foråret skal den på udstilling i Galleri Jarsbo i Aalborg, og her skal der ligge en ny fællesskabssweater i en kurv, som udstillingens gæster kan strikke på. Det er dog ikke sikkert, at denne sweater nogensinde skal være færdig.

– Måske skal det være en uendelighedssweater. En sweater, der kan rumme os alle sammen, siger Mikkeline.

– Ja, jeg ved, det lyder naivt. Men selv om halvfjerdsernes eksperimenter på mange måder var udfordrende og for nogen gav dybe sår, savner jeg også noget af den der naivitet.

Anbefalet til dig