"Jeg fik et kæmpe chok, hvordan kunne jeg kun være 59 år og skulle dø?"

I november 2023 blev jeg ramt af kløe og udslæt over hele kroppen. 

Min mand og jeg var kommet hjem fra en ferie i Budapest, og først slog jeg det hen – det var nok væggelus, som der bliver talt så meget om i medierne. 

Men min mand insisterede på, at jeg gik til lægen. Jeg blev henvist til en hudlæge, som konstaterede, at jeg havde en autoimmun sygdom, men undrede sig og spurgte, om jeg havde haft kræft.

LÆS OGSÅ

Livet som pensionist har fået Birgit Aaby til at erkende, at hun er helt færdig med især to ting

Birgit Aaby befinder sig i begyndelsen af en ny livsfase. Den hvor man ikke arbejder, går tidligt hjem fra en god middag og faktisk bare gerne vil være sammen med ungerne.

Imens fik jeg mere og mere ondt i højre side, og efter lang tid frem og tilbage med smertestillende medicin, henvisning til fysioterapi og blodprøver kom jeg i en kræftpakke og blev skannet. 

Det viste sig, at jeg havde kræft i galdevejene med spredning til lever, bughule, lunger og højre hofte. Samtidig fik jeg beskeden: Du er uhelbredeligt syg.

Jeg fik et kæmpe chok, hvordan kunne jeg kun være 59 år og skulle dø? Jeg, som altid har haft et ønske om at blive 100 år! Men ret hurtigt gik jeg i handlings-mode og tænkte: Det skal jeg nok klare.

Jeg bad lægen om at undlade prognoser for, hvor længe jeg havde tilbage. I stedet fokuserer jeg på, hvad jeg selv kunne gøre for at optimere mine chancer. 

Jeg begyndte at spise antiinflammatorisk og styrketræne, jeg undersøgte alternative behandlingsmetoder, og jeg gik i krig med forskellige terapiformer.

Jeg havde en tro på, at det nok skulle løse sig. Jeg har altid haft et positivt sind, som hænger sammen med mit livsmotto, tro, håb og kærlighed – for jeg tror og håber, at der dukker en ny behandling op, og derfor takker jeg også ja til alle former for medicinforsøg. 

LÆS OGSÅ

Mette Horn har droppet én ting efter overgangsalderen: ”Jeg gider ikke mere”

Da Mette Horn var yngre, var det vigtigt for hende altid at præstere og vinde over sig selv. Men efter overgangsalderen har hun fundet fred med, at hun ikke længere har det samme energiniveau som tidligere.

For jeg elsker det liv, jeg har og har haft, og holder stædigt fast i det. Som en tæge, der bider sig fast i sit bytte.

Kræften har bragt gode ting med sig. Jeg ville ønske, jeg aldrig var blevet syg, men kræften har fået mig til at værdsætte de små ting i livet. Jeg kan finde mig selv siddende i haven og lytte til fuglene, der synger, og synes, det er vidunderligt – noget, jeg havde svært ved at finde tid til før, fordi jeg havde så travlt med arbejde og alle mulige frivillige ting.

Min sygdom har fået mig til at tage de svære snakke med min mand og mine døtre. Det har gjort os alle mere bevidste om, hvad vi gerne vil opleve her i livet. Vi er blevet tættere og har fundet ud af, at hverdagen er den vigtigste. 

Man skal ikke udskyde ting, man vil, for man ved ikke, hvor længe man får lov at være her.

Kræftsygdommen kommer med mange gener. Jeg er dødtræt de fleste dage, og jeg har mistet mine smagsløg; intet smager godt mere, og det stjæler min, beskedne, appetit. 

Mine slimhinder er tørre, så jeg skal dryppe øjne og drikke vand for ikke at føle mig som en ørken i munden, og så har jeg mistet min store, flotte manke af en hårpragt.

LÆS OGSÅ

Anne blev vild med en gift mand – da han forlod sin kone, kom hans sande side frem

Mikael lagde ikke skjul på, at han havde både kone og børn, da jeg mødte ham. Han påstod nemlig, at han levede i et åbent forhold, som han i øvrigt gerne ville fravælge for min skyld, når hans børn altså blev ældre. Da den dag langt om længe kom, fik jeg dog noget af et chok. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

Jeg har forberedt alt omkring min død til mindste detalje. Jeg har planlagt min begravelse samt skrevet breve til alle mine pårørende, så de ved, hvor meget de har betydet for mig. 

Jeg har købt halskæder til mine piger med hjertevedhæng, som de har fået som et minde den dag, hvor “mit lille hjerte ikke længere slår”. Det er på en bizar måde privilegeret at have tid til at forberede så meget omkring sin egen død. Det havde jeg ikke haft mulighed for, hvis jeg pludselig var død af et hjertestop.

Jeg er ikke bange for at dø, men jeg gyser over, hvordan den sidste tid bliver. Og om jeg får mange smerter. Jeg håber, jeg får lov at sove stille ind i mit eget hjem, ligesom min egen mor gjorde.