Birgitte Bartholdy står i sin stue. Hun har en orangemønstret langærmet trøje på, og skulderlangt lyst hår.

Birgitte fik sit hjerte knust: "Det har været vigtigt for mig ikke at blive bitter"

Birgitte Bartholdys mand forlod hende pludseligt efter 30 års ægteskab. Her fortæller hun om chokket, følelserne, og hvordan hun kom videre.

Hendes verden logo farv

I starten følte forfatteren Birgitte Bartholdy sig nærmest lammet. En morgen meddelte hendes mand gennem 30 år, at han ville skilles, og at han flyttede samme eftermiddag. 

I dag kan Birgitte godt se, at der måske var nogle tegn, men den morgen blev hun blæst så langt bagover, at hun havde svært ved at rejse sig i lang tid.

"Det var et chok for mig. Vi havde tre børn sammen og et familieliv. Vi var ikke særlig ofte hver for sig, så det var mit livsvidne, der vendte ryggen til mig," siger 65-årige Birgitte.

Birgitte fik aldrig en ordentlig, uddybende forklaring på bruddet, kun at hendes eksmand havde nogle andre tanker for fremtiden, end hun havde.

"Tilsyneladende har han jo tumlet med det længe, og der synes jeg jo, at man skylder hinanden at være ærlige."

Kort tid efter flyttede Birgitte fra parrets hjem til en ny lejlighed med en følelse af at være alene og fortabt. Hun var så ked af det, at hun havde svært ved at stå ud af sengen om morgenen. Sorgen fyldte alt.

"Det var en fornemmelse af, at jeg havde mistet min flok. Jeg havde mistet mit hjem. Jeg følte, at ingen havde brug for mig, og at jeg ikke rigtig havde en ret til at være her længere."

At komme videre

Skilsmissen betød, at Birgitte for første gang i sit voksenliv for alvor skulle klare alting selv. Få orden på forsikringer, styr på økonomien og få indrettet sig praktisk.

"Det er svært, når man i så mange år har været vant til at gøre alt som et par," siger Birgitte, der til gengæld for første gange nogensinde fik mulighed for at mærke efter helt ind i hjertet, hvordan hun gerne ville leve sit liv.

I processen med at komme videre gik Birgitte ture i byen, havde mange snakke med en veninde, der selv var blevet skilt, og begyndte efter et år at skrive på sin femte roman 'Alt det vi mistede undervejs' om en kvinde, der mister fodfæstet i en skilsmisse. 

Hun havde behov for at forstå, hvad der var sket og hvorfor.

"Hvad er det, man mener med, at man elsker hinanden, og hvad mener man, når man så ikke gør det mere? Og hvad er det, der binder mennesker sammen i et ægteskab? 

Jeg havde et billede af et rodnet, vi havde skabt, som forbandt os, men det havde min eksmand åbenbart ikke. I hvert fald kunne han nemt skære det over," siger Birgitte.

Skriveprocessen hjalp hende. Her kunne hun gå i dybden med alt det om skilsmissen, som andre blev trætte af at høre om. Bogen blev en slags opdagelsesrejse, som var med til at hjælpe Birgitte ud på den anden side.

"Her kunne jeg styre historien og prøve at forstå nogle ting og på den måde tage kontrollen tilbage. Jeg har også hørt fra mange af mine læsere, at den har hjulpet dem i deres sorg."

Noget er forandret

I dag er Birgitte landet i sit nye liv. Hun har mødt en ny kæreste, og samtidig har hun brugt kræfter på, at hun kan være i rum med sin eksmand, når de samles med deres tre børn og to børnebørn.

"Det har været vigtigt for mig ikke at blive bitter. På den måde kontrollerer bruddet ikke mit liv. Savnet fyldte i begyndelsen vanvittig meget, men jeg fandt ud af, at det absurd nok kom ned på jorden i et mere balanceret leje, når vi kunne tale almindeligt sammen. 

Jeg blev opmærksom på, at det jo også var en krise i ham, der havde først til vores brud," siger Birgitte.

Hendes syn på det at knytte sig til et andet menneske har dog ændret sig.

"Jeg er glad for min kæreste, som jeg har været sammen med i flere år, men der er nogle illusioner, der er røget på grund af min skilsmisse. Det har blottet den ensomhed, vi i virkeligheden alle sammen har i os," siger Birgitte, der trøster sig ved én ting trods den ekstreme tid, hun har været igennem.

"Når sorgen har været så stor, må jeg jo have elsket, og det er jeg glad for at tænke på. Men jeg er kommet frem til, at ting godt kan fungere parallelt. Jeg har det fint med min eksmand, samtidig med, at der altid vil være noget uafklaret. 

Jeg er igennem hjertesorgen og glad for mit liv og for min kæreste, men vil samtidig altid have en sorg i mig, der nok aldrig forsvinder. 

På den måde er mit liv meget mere fragmenteret end før."