Løbeblog 3. uge: Med døden i hælene

LØBEBLOG: Jeg var i Fredensborg med en tidsramme, der gjorde, at jeg kun kunne løbe kl. 6 om morgen. Til gengæld kunne jeg så få lov at løbe i Fredensborg Slotspark. Så lørdag morgen kl. 6 stod jeg helt alene med stramt snørede løbesko omgivet af kulde, mørke og dis på en fuldstændig tom gade, der ledte op til et mørkt Fredensborg Slot. Nok lyste gadelygterne, men ikke på nogen rar måde. De var faktisk med til, at det hele fik stemning af England - dengang folk smed potter med tis ud af vinduet og Jack the Ripper turnerede rundt i en droske. Og da jeg først havde fået den tanke, kunne jeg ikke slippe ideen om, at jeg måske ikke ville overleve turen i Fredensborg Slotspark.

Jeg skyndte mig at skrue op for musikken og begyndte på mit løbeprogram: to minutters løb og to minutter gang - gange seks. Men jeg havde fået mord på hjernen. Jeg tænkte på alle de film, der starter med, at man ser kvinde løbe helt alene i naturen. Enten er hun en hardcore betjent, der ender med at fange morderen, eller også bliver hun myrdet lige om lidt. Jeg er ikke hardcore betjent, så det gav sig selv, hvad der skulle ske med mig.

Jeg prøvede at tage høretelefonerne ud af ørene. Måske det hjalp. Men lyden af grus, der knasede under fødderne var ikke rar, og en indre krimi begyndte at udspille sig i mit hoved.

"Hun kunne høre hendes trin, men pludselig var det som om, at de havde fået et ekko. Der var flere trin... knas knas."

Ind i øret med høretelefonerne igen.

Jeg løb forbi et vandhul og så i et kort glimt, hvordan min arm nogle timer senere ville stikke op af det – bleg og blodfattig.

"Hunden kravlede ned i vandet. Åh, nej, nu skulle den vaskes, når den kom hjem. Han halede i snoren. Men dyret var ikke til at få op. Det havde fundet noget, som det prøvende stod og tyggede i, mens halen logrede. Hvad var det? En gren? Nej. Det gøs i ham. Det var en arm. En kvindearm."

Så kom jeg ned til søen og fik den beroligende tanke, at jeg jo kunne løbe derud, så jeg ikke blev fanget. Måske ville morderen/voldtægtsforbyderen så indstille jagten. Den slags mennesker har vel også dage, hvor det hele bare bliver for besværligt, og de ikke får udrettet det store.

På den måde gik min morgenløbetur, der ellers kunne have været så dejlig, med at se mordere, voldtægtsforbryder og kamphunde alle vegne. Og samtidig med, at jeg blev mere og mere træt af at spæne fra døden, blev jeg også træt af krimiforfattere og instruktører, der sætter kvinder i bure, lænker og kældre, slår tænderne ud af munden på dem, klipper fingre af dem og lader dem partere og voldtage. Det kan godt være, at det er underholdning, men jeg kan ikke tåle det.

Heldigvis overlevede jeg. En times tid senere sad jeg og spiste yoghurt med havregryn og rosiner. Frygten var væk. Tilbage var kun selvtilfredsheden ved at have været oppe at løbe, mens alle andre sov.

Lektien: I stedet for at læse krimier eller se film, hvor kvinder bliver myrdet, bør jeg løbe en tur. I mørke.

Få masser af løbeinspiration:

Følg Jo på vores Instagramprofil: @altfordamerne.

Få flere nyheder om ALT for damerne-løbet 2015 og få inspiration ved at følge ALT for damerne-løbets facebookside.

Læs også: Løbeblog 1. uge: Der er nogle, der løber med glæde. Det er ikke mig

Læs også: Løbeblog 2. uge: Løbetræning i en park fyldt med mænd