undgå kemi i fastelavnssminke

Fastelavnssminke: Sådan undgår du farlig kemi

Sminke er en sjov måde for både børn og voksne at gøre noget ekstra ud af fastelavnskostumet. Men det kan være en god idé at tænke sig om en ekstra gang, inden man bruger ansigtsmaling, siger Forbrugerrådet Tænk Kemi.

Hvis kostumet skal have et ekstra skub til fastelavn, så er ansigtsmaling en god måde at gøre det på. Især for børn er det en sjov måde at klæde sig lidt ekstra ud på. Men det er ikke helt ligegyldigt, hvilken fastelavnssminke du kommer i ansigtet, skriver Forbrugerrådet Tænk Kemi.

De har testet 150 forskellige ansigtsmalinger og konkluderet, at omkring en tredjedel af produkterne indeholder usunde kemikalier med hormonforstyrrende stoffer.

- Hvis de her stoffer kommer ind i kroppen, kan de gå ind og rode med det naturlige system og gøre, at virkningen vil have nogle negative effekter på især børns udvikling, siger Claus Jørgensen, der er projektchef hos Forbrugerrådet Tænk Kemi, til ALT.dk.

Han fremhæver, at de hormonforstyrrende stoffer blandt andet kan sættes i forbindelse med lavt testosteron-niveau og dårlig sædkvalitet hos mænd, og for kvinder kan de betyde, at de kommer for tidligt i puberteten.

Særligt vigtigt for børn

Forbrugerrådet Tænk Kemi opfordrer særligt forældre til at være opmærksomme på den sminke, deres børn får smurt i ansigtet, når de skal klædes ud.

- Grunden til at vi har særligt fokus på fastelavnssminken er, at det er børn, der typisk bruger det. Og børn er mere sårbare overfor kemikaliepåvirkning end voksne, fordi de ikke er færdige med at udvikle sig, hverken udvendigt eller indvendigt. Hvis de udsættes for hormonforstyrrende stoffer påvirker det deres naturlige udvikling i en negativ retning, siger Claus Jørgensen til ALT.dk.

Det er dog ikke kun de hormonforstyrrende stoffer, man bør være opmærksom på som forælder. Mange sminkeprodukter indeholder nemlig også parfume, der i værste fald kan være allergifremkaldende.

- Vi anbefaler, at man så vidt muligt prøver at holde sig fra sminkeprodukter med parfume i, da man hurtigt kan udvikle allergi – også selvom man ikke har haft det før, forklarer Claus Jørgensen og tilføjer, at de hos Forbrugerrådet Tænk Kemi oplever, at flere og flere unge får parfumeallergi, og at det derfor er en rigtig god idé at holde parfumen helt væk fra børn.

Sådan tester du selv din fastelavnssminke

Er du i tvivl om, hvorvidt din ansigtsmaling indeholder skadelige kemikalier?

Hent app’en Kemiluppen og scan dit produkt. Du kan også slå produktet op i appens kartotek, hvis produktet ikke har en stærkode til at scanne.

 

Gå efter den faste sminke

Hvis man er usikker på, om produktet indeholder parfume eller ej, kan det være en god idé at dufte til sminken, inden man bruger den. Som forælder er det desuden en god idé at gå efter produkter, der er faste frem for flydende, da de flydende sminker typisk indeholder flere konserveringsmidler, forklarer Claus Jørgensen. Han anbefaler desuden Forbrugerrådets app ”Kemiluppen”, hvor man  kan scanne en lang række produkter og tjekke, om de indeholder hormonforstyrrende og allergifremkaldende stoffer

- Der var jo faktisk over 100 fastelavnssminke-produkter, som fik en god bedømmelse, så man kan med fordel bruge appen til at finde nogle gode alternativer til ansigtsmaling, som ikke indeholder uønsket kemi, påpeger Claus Jørgensen.

Uanset hvilken makeup, man bruger, anbefaler Forbrugerrådet desuden, at man ikke venter for længe med at fjerne den fra huden igen.

8 sminker uden uønsket kemi

  • Eulenspiegel - 12 color-sticks
  • Eulenspiegel - 6 Farben Metall Palette
  • Goodmark - Make-up sticks
  • Make-up - Sticks
  • Make-up - Aqua face paint palette pastel
  • Snazaroo - Face Paint Sticks
  • Snazaroo - Sæt med specialeffekter
  • Snazaroo - Sminkesæt

 Kilde: Forbrugerrådet Tænk Kemi.

- Vi anbefaler at fjerne sminken efter noget tid, så barnet ikke render rundt med den i flere timer, og så kan man også beskytte huden ved at smøre en fed creme på, før man bruger makeuppen, siger Claus Jørgensen.