Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Hvordan føles det at kvitte lykkepiller, at have stress, at redde liv, ironman
Foto: Michael Jepsen

Hvordan føles det at kvitte lykkepiller, at have stress, at redde liv, ironman

Sådan føles det at kvitte lykkepiller, sejle fra stress og redde et menneskes liv

Hvordan føles det mon at kvitte lykkepiller? Kan man sejle sig fra stress? Bliver man ydmyg eller stolt, når man har gennemført en pilgrimsrute, en ironman eller har reddet et menneskes liv? Vi har spurgt fem fantastiske kvinder.

Sådan føles det …
AT KVITTE LYKKEPILLER
Tine Legaard Holst, 37, lærer, single og mor til en dreng på seks år.

Der findes hverken blodrød ophidselse, iskold angst eller ekstatisk glæde på lykkepiller. At tage antidepressiv medicin er som at være i en osteklokke. Alle indtryk bliver skærmet. Alle følelser bliver jævne. Sådan oplevede Tine Legaard Holst effekten af pillerne. I starten var det en lettelse, fordi hun trængte til en pause fra store følelsesudsving.
– Jeg fik en efterfødselsreaktion, fordi min søn havde kolik. Jeg manglede søvn, var meget alene, og mit barn skreg og skreg. Jeg var stresset og kunne bryde sammen, hvis opvaskevandet skummede for meget. Egentlig er Tine modstander af alle former for piller. Hun lukker hellere et vindue op og drikker vand frem for at snuppe et par panodiler mod hovedpine. Alligevel lyttede hun, da hendes læge foreslog antidepressiv medicin. Lægens argument var nemlig svært at ignorere.
– Lægen sagde, at mit lille barn havde brug for, at jeg blev hurtigt rask. Og terapi virker hurtigere, hvis man samtidig tager en pille og får noget overskud på den måde. Så Tine slugte sin modstand og den første lykkepille.

SE OGSÅ: Hvad sker der i kroppen, når du sover for lidt?



– De første uger var underlige. Jeg havde kvalme og var svimmel, men så kom følelsen af en osteklokke, og pludselig følte jeg en vidunderlig ro. Jeg trængte virkelig til den ro. Men i stedet for at være en kortvarig løsning blev pillerne en del af Tines hverdag i fire år. Hun turde ikke holde op, for efter nogen tid tog effekten af, og hendes humør dykkede til kulkældersort med jævne mellemrum. Tænk så, hvis hun skulle stoppe helt?
– Vendepunktet kom hos en ny psykiater, der fik mig overbevist om, at jeg kunne trappe ud af lykkepillerne og i stedet satse på terapi og en endnu sundere livsstil, hvor motion og kost hjælper mig til større velvære.
Tine gik på halv dosis i 14 dage, og herefter var det slut. I de fjorten dage reagerede hendes krop som ved en kraftig influenza.
– Jeg fik hedeture, kvalme og syngende hovedpine. Jeg kastede op og havde det elendigt. Samtidig følte jeg mig heldig, fordi jeg mest oplevede en fysisk reaktion. Mit humør var ikke så påvirket.

SE OGSÅ: Lær at meditere og få mere overskud

Undervejs gik det langsomt op for Tine, hvor tæt osteklokken havde været, for mens hun trappede ud, er det, som om verden pludselig fik farver igen.
– Pludselig var havet blåt i stedet for gråt. Jeg lagde mærke til fugle, der sang, Og jeg blev vildt bekymret, når min søn kravlede højt op i legestativet. Jeg var ellers ikke pylret, men pludselig kom bekymringen tilbage. Jeg var rystet over, at medicinen havde påvirket mig på den måde.
I dag styrer Tine sit liv i en kontrolleret cocktail af fast motion, sund kost og meditation, der giver hende overskud. Hun ønsker aldrig at sluge en lykkepille igen, men hun ved, at medicin kan være et nødvendigt onde.
– Ikke alle er klar til at sætte ind med motion og kost. Det kræver, at du er en smule ovenpå – og det var jeg ikke i begyndelsen. Jeg skal aldrig have antidepressiv medicin igen – jeg vil gerne mærke mine bekymringer. Det er blevet et sundhedstegn for mig, at jeg godt kan bekymre mig uden at blive deprimeret.Sådan føles det …
AT SEJLE SIG UD AF STRESS
Laila Frøhlich, 42 år, fodterapeut, gift og mor til tre børn på 10, 12 og 16 år.

I Laila Frøhlichs køkken hænger en våddragt til tørre, og langs væggen står et splinternyt Stand Up Paddle Board. Laila klapper hengivent surfbrættet, der er købt, så hun kan styrketræne for at være klar til en ny sæson i hendes andet fartøj: en Hobie Cat 16, som hun sejler kapsejlads i sammen med en makker.
– Jeg elsker friheden på vandet. Farten i båden. Usikkerhedsmomentet i vind og vejr. Min fornemmelse for de mindste bevægelser i bølgerne. Det kræver en kombination af styrke, kondition, balance og selvfølgelig et perfekt samarbejde med min makker at sejle perfekt.
At sejle er Lailas ventil. På vandet træder hun ind i en verden af fokkeskøder, løjgang, styrbord og bagbord, og til gengæld er indkøbslister, forældremøder og andre pligter pist væk. Men sådan har det ikke altid været. Før Laila for alvor blev sejler, løb hun panden lige lukt ind i en stresssygemelding efter nogle travle år som småbørnsmor til tre, selvstændig fodterapeut og en lidt for ivrig trang til at please alle.

SE OGSÅ: Hvad sker der i kroppen, hvis du udsættes for stress?



– Jeg var virkelig dårlig til at sige nej. Både til at bage kager, arrangere legeaftaler og klemme ekstra kunder ind i kalenderen. Jeg havde konstant hjertebanken og dårlig samvittighed.
Lailas læge gav hende besked på at slappe af. For nogen betyder den besked måneder på sofaen, små vandreture og meditation. Og sådan begyndte Laila også, men ret hurtigt gik det op for hende, at hendes stress ikke kom, fordi hun havde travlt. Snarere fordi hun havde travlt med noget forkert.
– Jeg brugte alt for meget tid på at rydde op, så mit hjem kunne fremstå pletfrit og på at please og arbejde for meget. Jeg dyrkede ikke anden sport end løb, selv om jeg førhen har redet og dyrket karate på konkurrenceniveau. Jeg glemte at prioritere mig selv.
Så da Laila blev prikket på skulderen og spurgt, om hun kunne tænke sig at sejle Hobie Cat, var hun ikke i tvivl. Heller ikke, selv om sejlads kræver fire gange træning på vandet om ugen plus styrketræning og løb. Det får hun nemlig til at lykkes uden hektisk hjertebanken.
– Når jeg sejler, har jeg travlt på den gode måde. Turene er ren glæde. Det føles lidt som at ride igen. Hesten er bare en båd nu, men farten, den friske luft, de hurtige reaktioner og balancen på båden minder mig om en tur i galop.

SE OGSÅ: 3 kvinder tester: Hvor stresset er du egentlig?

Laila får mange spørgsmål om, hvordan hun får døgnets timer til at slå til. Svaret er, at hun har besluttet at være spontan. Hvis vinden er god, sejler hun. Og hun mener, at hendes passion giver værdi til hele familien.
– Jeg har da tænkt over, om de synes, jeg er for meget væk, men de støtter mig alle sammen, og i øvrigt vil jeg gerne være en god rollemodel, så mine børn ser, at man bliver glad og stærk af at dyrke sport og følge sin passion.Sådan føles det …
AT REDDE ET LIV
Agnete Nørrelund-Madsen, vicechefjordemoder på Herlev Hospital, 39 år, gift og to børn.

Jordemoder Agnete Nørrelund-Madsen har prøvet det adskillige gange: At sørge for livsvigtigt blod til en mor efter fødslen og hjælpe et barn, der uden hendes professionelle hjælp aldrig havde klaret at komme til verden. Det føles godt og vigtigt. Som et arbejde, hvor man tager sin opgave alvorligt.
– At være med til at redde et liv sammen med kompetente kolleger giver mig en umiddelbar glæde og kæmpe lettelse, men det gør mig i næste moment ydmyg over for, hvilket ansvar vi jordemødre påtager os. Af og til er det marginaler, der adskiller den store lykke for en familie fra den store ulykke.

SE OGSÅ: Det sker i kroppen, når du tager en pause fra en travl hverdag?

Agnete har sjældent følelsen af at være noget særligt, selv om hun indimellem gør en forskel, der betyder liv i stedet for død. En særlig oplevelse har bidt sig fast i hukommelsen: Det er en sen nattevagt på fødeafdelingen. En stille af slagsen hvor der er tid til en kop kaffe i personalerummet og en sludder med et par af de indlagte, højgravide kvinder. Agnete tjekker en af sine patienter, der er indlagt til observation. Alt er roligt. Ingen veer. Manden er sendt hjem for at sove hos parrets store barn. Fødslen ser ikke ud til at være lige om hjørnet. Agnete kører en hjertelydsstrimmel, der er helt normal og siger godnat til kvinden.



– Der var ikke tegn på noget som helst usædvanligt, så normalt ville jeg lade patienten sove til næste morgen klokken syv, og det var også planen, men ud på natten hørte jeg hende gå på toilettet, og af en eller anden grund besluttede jeg lige at tjekke hende. Agnete smutter ind på stuen med træstetoskopet i hånden og siger beroligende, at hun vil høre barnets hjertelyd for en sikkerheds skyld. På den nattestille stue lytter hun opmærksomt mod det udspilede maveskind. Hjertelyden er der, men den er alt for langsom. I en fart kører hun en strimmel ultralyd, der aftegner hjertefrekvensen på papir. Og desværre straks bekræfter hendes bange anelser. Agnete ved, at det barn skal ud, og det skal være nu. Herefter går alting stærkt. Agnete tilkalder fødselslæge, anæstesilæge, sygeplejerske, sygehjælper og en portør, der i løb bringer kvinden over til akut kejsersnit. Hun ringer også efter barnets far, men siger, at der ikke er nogen chance for, at han vil kunne nå at deltage. Overhovedet! For i løbet af 10 minutter er barnet ude.

SE OGSÅ: Ole Henriksen: "Jeg smiler jo ikke hele tiden"

– Historien ender godt. Barnet får starthjælp, trækker efterhånden vejret selv og får farve i kinderne. Moren vågner op af narkosen til et hel almindelig barselstid med en helt normal baby.
Agnete derimod skal lige synke et par gange og tænke oplevelsen igennem.
– Det værste var jo, at det var helt tilfældigt, at barnet blev reddet. Det var et instinkt, der fik mig til at tjekke hende en ekstra gang, og det var helt uforklarligt, at barnet pludselig fik det så skidt. Det gør mig meget ydmyg som jordemoder at tænke på den episode. For vi kan være dygtige rent fagligt, gøre vores bedste, møde veludhvilede og forberedte på arbejde, men vi kan ikke redde alle.Sådan føles det …
AT BLIVE EUROPAMESTER I IRONMAN
Lærke Lilleøre, 24, fysioterapeut, har en kæreste.

– Da jeg kom i mål, føltes det først klistret. Jeg var kommet til at hælde en Red Bull ud over mit hoved i stedet for en flaske vand, så mit hår var helt filtret. Herefter var der lettelse. Tænk, at det var overstået! Jeg følte mig ikke træt, for endorfinerne brusede i kroppen. Og min mor sagde: „Lærke, du har vundet!”
Lærke Lilleøre havde tilbagelagt 3,8 kilometer svømning, 180 kilometer på cykel og til sidst en maratondistance i Kalmar i Sverige. Hun havde forberedt sig i et år, hvor de fleste penge var gået til sportsudstyr og en personlig træner, og træningen havde fyldt omkring ti timer ugentligt. Lærke var determineret. Den minutiøse forberedelse var også en del af oplevelsen for hende.
– På selve løbsdagen stod jeg op midt om natten for at være i god tid til starten klokken 07.00. Jeg havde brug for at gå i bad, spise æg og brød og ligge lidt på sengen med musik i ørerne og tænke løbet igennem.

SE OGSÅ: 3 kvinder: Ekstremsport gør mig stærk



Følelsen før start var spænding, men egentlig ikke nervøsitet. Sommerfuglene i maven baskede rundt på den gode måde. Der var ikke mange blandt de cirka 2.000 deltagere i Lærkes aldersklasse. Hun havde ret let ved at overskue sine konkurrenter.
– Der var en norsk pige, som var erfaren og selvsikker og allerede havde været ude og sige, at hun gerne ville vinde. Hende holdt jeg godt øje med. Det føltes både motiverende og lidt skræmmende at vente på, hvad hun kunne præstere.
I Kalmar starter ironman i vandet. Det var Lærke glad for, for svømning er hendes favoritdisciplin. Hun svømmede distancen på mindre end en time, og da hun smed våddragten og spændte cykelhjelmen, kunne hun se, at den norske pige ikke havde taget sin cykel endnu.

SE OGSÅ: Camilla Pedersen: Ulykken har gjort mig stærkere

– Jeg er ikke stærk på cykel, og vi skulle over en bro med kraftig sidevind. Der var jeg i krise. Jeg var bange for at styrte og måtte koncentrere mig om at sidde rigtigt på cyklen og minde mig selv om min familie, der heppede på mig. Jeg havde set dem med et stort banner, da jeg kom op af vandet, men på cykelruten var jeg alene. Seks timer i ensomhed, hvor jeg hvert øjeblik ventede at blive overhalet af den norske pige. Overhalingen kom med 40 kilometer igen på cykel. På løbedistancen tog Lærke til gengæld revanche. Overrasket over hvor frisk hun følte sig, satte hun et højt tempo og spurtede forbi nordmanden med løftet hage og et stort smil. Herefter tænkte hun tre kilometer frem ad gangen, indtil hun skimtede målet forude. I tiden ti timer og 19 minutter var Lærke den hurtigste kvinde i sin kategori. Den norske pige var udgået.
– Det første jeg tænkte, var: „Jamen, så skal jeg jo til Hawaii og deltage i VM”. Så spiste jeg noget pizza og gik hjem i seng. Men jeg var så meget oppe at køre, at jeg vågnede efter nogle timer og måtte gå i bad og spise noget is for at køle lidt ned. Min krop kørte stadig i højeste gear.Sådan føles det …
AT GÅ CAMINOEN

Lene Heegaard, 54, direktør for strategiske partnerskaber i Lundbeck, gift og har to voksne børn.

– Jeg har en liste over ting, jeg skal prøve i livet, og Caminoen var en af dem. Det føltes godt at realisere turen. Jeg er lykkelig for, at jeg kom af sted.
Lene Heegaard er netop vendt hjem efter fem dages vandring på verdens ældste og mest berømte pilgrimsrute til Santiago de Compostella i Gallicien. 120 kilometer har hun tilbagelagt i selskab med sin barndomsveninde. Hun føler sig let om hjertet, kun en anelse øm i benene og fuld af overskud til at møde hverdagen på ny.
Caminoen var for Lene Heegaard først og fremmest en oplevelse af ro. Stille, kølige morgener med dis over lyngmarker i rask trav. Lange, varme eftermiddage gennem små primitive landsbyer, hvor spanske kvinder med sammenknebne læber gennede køerne hjem. Smukke historiske monumenter. Støvede grusveje og en duft af eukalyptus. Andre vandrere på vej mod samme mål og med samme spørgsmål på læberne: „Hvor langt har I gået? Hvor sover I næste gang? Hvorfor går I?”

SE OGSÅ: Træn din krop 10 år yngre

Der er flere svar på det sidste spørgsmål for Lene Heegaard, men det vigtigste handler om at være i nuet, mærke sig selv og sin krop ned i mindste forkerte fold på vandrestrømpen. Om at koncentrere sig om små ting for derigennem at finde overskud til at tænke helt store tanker. For bag ved Lenes kærlighed til spansk sprog og kultur, hendes præference for ferier med fysisk udfoldelse og hendes ønske om at holde ferie alene med en barndomsveninde ligger der en længsel efter ro til bare at være.



– Jeg arbejder med internationale forbindelser i Japan og USA. Jeg er rigtig meget på, og som person kan jeg godt lide at have gang i den og planlægge. Jeg forsøger at være på forkant. Caminoen var en klar kontrast til min dagligdag, hvor jeg pludselig kunne give mig tid til at mærke efter. Er jeg det rette sted? Gør jeg det rette?

SE OGSÅ: Cecilie Hother: "Jeg er skide nervøs for, om jeg kan klare det"

– Når det lige blev nu, jeg tog af sted, handler det om, at jeg står overfor en ny livsfase, jeg er 54 år, og mine børn er på vej ud i verden. Jeg ville gerne have ro til at tænke de tanker, der må komme i den forbindelse, og på de muligheder livet nu byder.
For nogle vandrere fører Caminoens eftertænksomhed til skilsmisse, et nyt job, et barn mere eller en religiøs åbenbaring. For Lene Heegaard var turen en smuk og givende oplevelse, der bekræftede hende i, at hun er et rigtig godt sted i livet lige nu.
– Jeg kom hjem med masser af overskud til at se tingene lidt oppefra. Vi har jo alle ting, som vi gerne vil gøre bedre. Være mere for familien for eksempel. Men der er forskel på at gøre noget, fordi man har dårlig samvittighed og så gøre det, fordi man har overskud til det. Og det har jeg lige nu.

SE OGSÅ: Chris McDonald: Sund kost og motion er ren medicin

SE OGSÅ: Kan du tænke dig glad og lykkelig?

SE OGSÅ: 20 råd, der slanker og gør dig sund
 

Se, hvad vi ellers skriver om: Sund livsstil