Kronprins Frederik
SPONSORERET indhold

9 ting, du måske ikke vidste om vores kommende konge

Vi har fulgt med i hans liv fra sidelinjen, læst om op- og nedture i aviserne og fejret hans families mærkedage. Den 14. januar bliver kronprins Frederik Danmarks nye konge. Bliv lidt klogere på ham i portrættet her.

Af: Susanne Knutzen Foto: Getty
05. jan. 2024 | Livsstil | ALT.dk

Reservemor

Dronning Margrethe nød at stifte familie sammen med prins Henrik, og hun har fortalt om, hvordan verden blev en helt anden med to drenge så tæt på hinanden, og hvilken glæde de to børn har givet hende.

kongefamilie-sort-hvid.jpg
Familien samlet på balkonen. Foto: Egmonts historiske arkiv, Bibiloteket Gutenberghus 

Men at være dronning betød også, at hun ikke brugte så meget tid med sine to sønner. I en dokumentarserie fra TV2 har hun tidligere fortalt om, at hun ikke har haft så meget tid med sine børn, eller taget sig tiden til dem, som de måske kunne have ønsket sig.

”De kom tit, og jeg læste højt for dem om aftenen. Da kunne vi være sammen på den måde, men jeg har garanteret ikke været verdens bedste mor. Det er jeg helt klar over,” kommer det med selverkendelse fra dronningen.

Derimod er der en anden kvinde, som tog sig af de to prinser. Nemlig deres barnepige, Else Pedersen, som fulgte prinserne frem til Frederik fyldte 24 år.

"Hun var vores reservemor i over 20 år. Og noget af et livsstykke,” har kronprins Frederik fortalt.

”Jeg husker, hun tog os op, holdt om os, krammede os og var så tæt på, som forældrene kan være. Men det er klart, at hun måtte lægge bånd på sig selv. Det var to små børn og siden større drenge, der skulle afleveres, når de skulle afleveres til nogle forældre, som havde deres facon og levede et anderledes og fjernt liv i forhold til deres drenge. Et forældrepar, som havde uddelegeret en deltidsopgave til en barnepige, der helt helligede sig opgaven, aldrig søgte væk, men blev hos os i alle årene," fortæller kronprinsen i bogen, 'Under bjælken', der udkom i forbindelse med hans 50-års fødselsdag.

Læs mere om den historie her.

Læs også

Farmand Frederik

Kronprinsen har flere gange været meget åben om, at han gerne vil gøre det lidt anderledes end sine forældre, når det gælder opdragelsen af sine egne børn.

Han var kun fire år gammel, da hans mor overtog tronen. Men samtalen om, hvad det betød for familien, at hans mor blev dronning, var ikke-eksisterende. Kronprinsen har også fortalt, at han og kronprinsesse Mary ønsker at give deres børn en anden og mere nærværende opdragelse, end den han og hans bror, prins Joachim, selv fik.

”Når vores børn i dag spørger: 'Hvorfor skal vi nu det?’, så prøver jeg at forklare det grundigt, som var det en slags grundbogsstof om vores særlige verden og familie. Så siger jeg: ’Prøv lige at høre her, på det her punkt er vi anderledes stillet, fordi vi trods alt er dem, vi er. Vi har en titel’. Det har jeg det godt med at sige.

”I min egen barndom var vores forældre ikke særlig gode til det. De var ligesom beklemte, tøvende og kunne ikke rigtig finde ud af at fortælle det til os. Det var et stort minus. Det gjorde mig usikker og til tider sky og kejtet, og senere fik jeg så slag for det i pressen, fordi jeg opførte mig mærkeligt,” siger kronprins Frederik i portrætbogen, Under bjælken.

familien.jpg
Frederik og Mary med børnene Christian, Isabella, Vincent og Josephine

Kronprinsesse Mary har også åbnet op for, hvordan kronprinsen og hun opdrager deres fire børn.

“Jeg tænker, at det er naturligt, at man videregiver de værdier, man selv hviler på. Helt overordnet er vores udgangspunkt, at børn bliver stærke af kærlighed og tryghed. Vi har i vores opdragelse lagt vægt på at styrke børnenes selvstændighed ved at udvise tillid, fordi tillid giver frihed i vores verden. Det er interessant at iagttage, at når vi stiller krav om, at man skal gøre sig umage i skolen, i forhold til vennerne, fællesskabet og så videre, så er det nogle gange blevet misforstået og forvekslet med, at alt skal være perfekt. At gøre sig umage er ikke det samme som at være perfekt. Og hvad er egentlig perfekt? Alle mennesker kan fejle, og alle kan have en dårlig dag. Det er også en del af livet. Men når man ved, at man har gjort sig umage og har gjort sit bedste, så kan man bedre undgå at fortryde sin indsats og bebrejde sig selv,” har kronprinsesse Mary fortalt til Eurowoman.

Ifølge hende er kronprins Frederik dog ikke altid konsekvent nok.

”Hvis man spørger nok, så giver han nogle gange efter, og holder ikke fast i det, vi har aftalt. Så det er altid mig, der for eksempel må sige: 'Hov, vi sagde ingen iPads efter klokken dit og dat'.... Han er for nem," afslører Kronprinsesse Mary i 'Under bjælken'.

Stjernerne viser …

Kigger man i kronprinsens fødselshoroskop viser det en mand, som tager sine pligter til familie og fædreland alvorligt, men som ikke kunne gøre det uden sin partner.

Ifølge astrolog Caritas Fischer har kronprinsens horoskop mest fokus på de personlige områder af livet, hvilket tyder på, at han ikke føler sig specielt hjemme i offentlighedens søgelys. Da ascendanten står i stenbukken, har han det bedst med at vise en alvorsfuld og pligtopfyldende facade, når han er på officielt ærinde. Han kan derfor virke reserveret og endda genert i en situation, hvor han skal møde mange nye mennesker. 

Kronprins Frederik har dog også Jupiter i løven, som er en festelskende position, der yderligere understreges af kommunikationsplaneten Merkur i området for fest og kreativitet. Han elsker at sludre om stort og småt, og han er charmerende, vittig og god til at fortælle historier. 

frederik og mary-ny.jpg

Denne side af ham kommer først rigtig frem, når han har en partner, som kan møde ham ligeværdigt. Partneren skal være mindst lige så tiltrækkende, underholdende og karismatisk som ham selv, og de skal sammen gerne være lidt af et power-couple.

Læs også

Sport frem for bøger

”Han var ikke den mest disciplinerede i gymnasiet, fik ikke altid læst de lektier, det blev forventet af ham, men når han oksede rundt på tennisbanen, var han utrættelig. Der var ikke den bold, han ikke prøvede at nå, ikke de slag, han ikke prøvede at lære. Og på trods af, at han nåede et niveau, så han kunne matche andre spillere på eliteplan, blev det aldrig helt godt nok for ham.” Sådan skriver Euroman i deres portræt af kronprins Frederik.

Kronprinsen har da også vist sig at have et særligt naturtalent, når det gælder sport. Han kan ride, sejle, cykle, løbe, spille tennis, stå på ski og svømme bedre, end de fleste.

Senest har han fået hele Danmark med på at snøre løbeskoene til Royal Run. Løbet blev afviklet første gang i 2018 i anledning af kronprinsens 50-års fødselsdag.

"Når jeg næste år fylder 50, vil jeg blandt andet fejre dagen med et løb, hvor hele Danmark kan være med. Jeg har altid holdt meget af sport og fysisk aktivitet, og ikke mindst løb. Det giver glæde, velvære og energi. Royal Run skal være et løb, der henvender sig til de erfarne løbere, men i lige så høj grad til dem, der binder løbeskoene for første gang, og alle er velkomne uanset alder. Jeg håber, at rigtigt mange vil deltage i Royal Run til næste år, når vi skal løbe sammen igennem fem af Danmarks smukke byer," fortalte han dengang om bevæggrunden for løbet.

I 2024 melder Royal Run allerede udsolgt, når det løber af stablen d. 20. maj, og selvom kronprinsen da vil være konge, forlyder det, at han og familien stadig løber med.

royal-run.jpg
Royal Run 2023. Foto: Henrik R. Petersen

Frømanden Pingo

Kronprinsen har ikke lagt skjul på, at han i sine unge år havde det svært med opmærksomheden og forventningerne.

Kronprins Frederik læste statskundskab på Aarhus Universitet, og i 1995 færdiggjotde han uddannelsen som Cand.scient.pol, og han blev dermed den første kongelige i Danmark, som gennemførte en akademisk uddannelse på kandidatniveau.

Kort tid derefter søgte han ind i Frømandskorpset, kom ind og gennemførte den ni måneder lange uddannelse. Tiden som frømand beskriver han i Euroman:

”De første seks måneder til et år efter var der folk, der sagde til mig, at jeg havde mere rank ryg og en skarpere udstråling, når jeg gik ind i et lokale, også når jeg var i civil. Den uddannelse blev et vendepunkt for mig. Den betød, at jeg endelig kunne sammenligne mig med andre, fordi jeg vidste, jeg ikke havde fået noget forærende,” fortæller kronprinsen.

Læs også

Ville ikke være konge

I januar 1996 bliver der bragt et portrætinterview med kronprins Frederik i Berlingske Tidende. Og da det udkommer, rammer nyheden om, at han i interviewet fortæller, at han som teenager af og til havde tænkt, om han mon kunne slippe for at blive konge.

”Jeg syntes, det var for ubehageligt. Det var lige så meget det, at man vidste, at man ville blive så offentlig, så kendt, så tilgængelig for alle og så afbildet. Det brød jeg mig ikke om,” sagde han til Berlingske.

I interviewet med Euroman bliver kronprins Frederik spurgt, hvilket råd han ville give sig selv, hvis han mødte sig selv som 13-årig.

”Du skal forfølge en enkelt sportsgren mere. Mere helhjertet. Brug din fysik,” siger han, holder en kort pause og siger så:

”Og en ting mere: Vær stolt over, hvem du er. Det fik jeg ikke selv nok at vide dengang.”

mary og frederik støtte.jpg

I et tv-program, som TV 2 sendte i anledning af hans 50-års fødselsdag, fortalte kronprinsesse Mary om sin mand, at ’han har et behov for at kaste sig ud i noget ekstremt og at være på lige fod, hvor man bare er det menneske, man er, med de evner og færdigheder, man har’.

Hun forklarede, at han ikke ville fremstå som en, der bare fik det hele foræret, og derfor har det været vigtigt for ham at præstere i sport, i militæret og under sin uddannelse.

Kærlighedens soulmate

Officielt har kronprins Frederik haft syv kærester, inden han mødte Mary Elizabeth Donaldson. De tidligere kærester tæller bl.a. Bettina Ødum, Maria Montell, Katja Stokholm og Malou Aamund.

Kronprins Frederik møder den dengang 28-årige Mary Elizabeth Donaldson under OL i Sydney i 2000. Det sker på baren Slip Inn, hvor kronprinsen er sammen med nogle af sine fætre, og Mary er i byen med venner. De ender med at danse og snakke hele natten, og Frederik følger Mary hjem i en taxa.

I 'Under Bjælken' beskriver Mary aftenens afslutning sådan her: 

"Frederik satte mig af i Porter Street i en taxa, og inden de forsvandt om hjørnet, bad han om mit telefonnummer. Jeg gav ham det og fik et lille godnatkys."

Frederik har også beskrevet sin følelser efter det første møde i portrætbogen 'Frederik – kronprins af Danmark'.

"Jeg følte virkelig, at det var en soulmate. Jeg var draget af Mary på alle fronter. Det var fantastisk. Indledningen var lidt hemmelighedsfuld, men meget smuk. Hvis man skal visualisere det, var det nærmest som et sommerlandskab i måneskin. Stillestående vand i en lille sø – stemningsfuld – der er en overflade, men også en dybde. Harmoni og ro og masser af venlighed og skønhed. Det er som at beskrive et landskab badet i månelys."

Allerede næste dag efter få timers søvn ringer Frederik til Mary.

"Jeg ringede først. Der var noget specielt ved den pige, følte jeg, og hun var heller ikke afvisende, da jeg ringede. Så mødtes vi faktisk flere gange under De Olympiske Lege og lærte hinanden bedre og bedre at kende."

Deres forhold udviklede sig til et langdistanceforhold, indtil Mary i december 2001 kvittede jobbet som juridisk rådgiver hos ejendomsfirmaet Belle Property i Sydney og flyttede til Danmark.

bryllup.jpg

I lang tid holdt de forholdet hemmeligt, men d. 8. oktober 2003 blev de officielt forlovet, og brylluppet stod d. 14. maj 2004 i Københavns Domkirke.

”Det var jo ikke bare forelskelse, men lige så meget følelsen af at have mødt en soul mate… For mig var der bare noget uforklarligt tiltrækkende over hende. Først og fremmest et meget roligt væsen, og så måden hun bevægede sig på, hendes mørke stemme, som var utrolig fascinerende. Og så snakkede vi enormt godt sammen,” har kronprins Frederik udtalt til Kristeligt Dagblad.

Læs også

Lidt for fartglad

Kronprins Frederik har også ofte ramt mediernes forsider, når han befinder sig i en bil – og det er ikke altid for det positive.

Senest har en køretur på en stormlukket Storebæltsbro, mens flere hundrede ellers måtte vente på at komme over, krævet en undskyldning fra kronprinsen, efter han blev kaldt 'bro-bizze' i medier.

Men mere alvorlig var en ulykke i 1988, hvor han og prins Joachim kørte galt i Frankrig og totalskadede deres bil. Den voldsomme ulykke fik stor bevågenhed i pressen, hvor prinsernes forhold til fart og monarkiets fremtid atter blev diskuteret. Og dagen efter måtte de to prinser brødebetynget sidde ved siden af deres forældre ved et pressemøde, som dronningen havde indkaldt til.

Et par år efter var den dog gal igen. Nytårsnat 1991/92 sad kronprinsen sammen med sin daværende kæreste Malou Aamund i sin bil. Hun sad bag rattet uden kørekort, da politiet stoppede dem for at have kørt 18 meter. Parret endte på politistationen, hvor de blev sigtet for spirituskørsel.

Malou Aamund fik en bøde, mens kronprins Frederik var beskyttet af den immunitet, kongehuset har. Men episoden vakte så massiv kritik, at nogle begyndte at spekulere i, om ikke lillebror prins Joachim egnede sig bedre til at blive konge.

En anderledes regent

Der er ingen tvivl om, at kronprinsen vil være en anden regent end sin mor. Flere taler om, at han er mere folkelig, jovial og i øjenhøjde.

Han er blevet spottet på Smukfest, hvor han i lettere overrislet tilstand har indtaget Bøgescenen – til stor jubel fra publikum. Børnene er blevet kørt rundt i samme transportmiddel som resten af Danmarks børnefamilier foretrækker, ladcyklen. Og danskerne tilmelder sig Royal Run i hobetal, hvor de iført lycra og løbesko motionerer side om side med ham rundt omkring på landets villaveje.

daisy og frede.jpg

I sin tale til dronningen ved fejringen af hendes 50-år som regent satte han selv ord på forskellen:

”Du maler. Jeg motionerer. Du graver efter fund fra fortiden. Jeg gravede mig ned for ikke at blive opdaget i min tid i Forsvaret. Du mestrer ordet. Jeg mangler det af og til. Du er til klassisk. Jeg er til rock,” sagde han.

Dronning Margrethe er også fuldstændig tryg ved at give stafetten videre til sin søn:

”Kronprinsen er jo snart gammel i gårde, han gør det mægtig godt, det synes jeg bestemt. Det føler jeg mig meget, meget tryg ved. Både når han er med ude og i forhold til at vide, at det er ham, der skal tage over. Man har et vældigt ansvar som landets overhoved, men man har også så mange glæder ved det. Og det kan jeg mærke, at Kronprinsen er aldeles klar over. Han er også godt hjulpet af Kronprinsesse Mary, de kører et vældig fint parløb,” har hun fortalt til ALT for damerne.

Anbefalet til dig