Camillas veninde stoppede pludselig venskabet: ”Jeg var dybt chokeret”

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Camilla opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist. 

Da min veninde, Hanne, ringede til mig og spurgte, om vi kunne mødes og drikke kaffe, tænkte jeg ikke videre over det.

For Hanne og jeg ringede og skrev normalt sammen mindst et par gange om ugen, og vi mødtes til kaffe, når vi havde tid. I mit tilfælde fra arbejde og familie, i Hannes tilfælde fra arbejde og studier.

Hanne og jeg havde været veninder siden den dag i femte klasse, hvor hun var kommet ind i min klasse. Vi havde været de to ”kloge piger” i klassen, hvilket mest betød, at vi begge to godt kunne lide at læse bøger. Måske var det derfor, vi var blevet veninder. Eller måske var det bare fordi, vi begge godt kunne lide at hænge ud hos hinanden efter skole, se tv, lægge makeup og grine sammen.

Jeg havde aldrig stillet spørgsmål ved vores venskab, selvom vores forskelligheder var blevet tydeligere med alderen. Vi havde begge taget gode uddannelser, men hvor jeg tidligt mødte min mand, Thomas, og flyttede sammen med ham og fik orden på mit liv, havde Hanne langt sværere ved at finde sig selv i voksenlivet.

Hun kæmpede i en overgang med depression, og hun havde en række kæresteforhold, der ikke var gode. Jeg har ikke tal på de gange, jeg gennem årene lagde øre til Hannes forliste forhold. Samtidig var det rart at vide, at jeg også altid havde én, der gad lytte, når jeg havde brug for at brokke mig over Thomas, mit arbejde, eller at jeg aldrig kunne finde tid til mig selv nu, hvor jeg havde fået et lille barn og havde et til på vej.

Da Hanne ringede, havde hun netop afsluttet et forhold til en kæreste, der havde været mere interesseret i at tage kokain end i hende. Jeg tænkte, at det nok var det, hun ville tale om.

Jeg så med det samme de mørke rande under Hannes øjne, da vi mødtes. Hun så træt ud. Jeg skyndte mig at hente to kopper kaffe, så vi kunne snakke, men det viste sig, at jeg ikke var forberedt på, hvad vi skulle tale om. Til at begynde med var Hanne tavs, så fortalte hun, at hun var begyndt i psykoterapi, og at det havde vendt op og ned på hendes liv.

Jeg sagde, at det lød spændende, for jeg tænkte, at det kunne hjælpe hende at få et nyt perspektiv på livet, men så kom det, hun havde sat mig stævne for at sige: hun følte ikke længere, at vi kunne være veninder. Alt kom så nemt til mig, sagde hun, og det var ikke til at holde ud at se på.

Hun opmalede dernæst et billede af mig, som jeg havde svært ved at genkende. Et billede, hvor det fremgik, at jeg havde for vane at tvære min lykke ud i ansigtet på hende. Hun var så vred, mens hun talte, at hendes stemme dirrede.

Alt det her kom som et lyn fra en klar himmel, og jeg var dybt chokeret. Hanne og jeg havde været veninder i årtier, vi havde haft mindre op- og nedture, men vi havde aldrig før været decideret vrede på hinanden. Jeg forsøgte at forsvare mig, for jeg genkendte slet ikke de ting, hun beskyldte mig for. Jeg var dog så uforberedt på situationen, at Hannes beskyldninger om, at jeg var ufølsom og selvcentreret, endte med at hænge uimodsagte i luften mellem os, da hun til sidst afsluttede sin svada og gik.

Jeg sad tilbage dybt rystet. Spørgsmålene svirrede i mit hoved. Hvad var det for en slags psykoterapi, Hanne var startet i? Hvordan kunne hun dog tro, at jeg ikke ville hende det godt? At jeg kun så hende, fordi jeg ville hævde mig? Jeg forstod selvfølgelig godt, at Hanne ikke var et gunstigt sted i sit liv, men jeg forstod ikke, hvorfor hun netop i den situation ville afslutte det længste og mest stabile venskab, hun havde.

Jeg fik dog ikke svar på nogen af de spørgsmål. Hverken den dag eller senere, for mine beskeder til Hanne, hvor jeg prøvede at mane til besindelse, blev ikke besvaret.

Jeg følte mig i tiden efter dybt såret og uretfærdigt behandlet. Jeg grublede som en gal over, om jeg virkelig havde været selvhævdende overfor Hanne, og jeg vendte det også med Thomas. Han sagde, at det sikkert havde føltes provokerende for Hanne, at jeg havde det gode familieliv, som hun selv drømte om, mens hun gang på gang fik knust sit hjerte.

Jeg kunne godt se hans pointe, men samtidig var det noget, det var svært for mig at ændre på. Jeg kunne jo ikke lade mig skille og blive ulykkelig for at bevare mit venskab med Hanne. Faktisk vidste jeg ikke, hvad jeg skulle stille op. Jeg var dybt ked af at have mistet et venskab, der havde varet så længe. Jeg følte en slags sorg, som det var svært at finde nogen at tale med om, for det var jo et venskab, der var endt, og ikke et kærlighedsforhold.

Efter flere forgæves forsøg på at kontakte Hanne, indså jeg, at jeg ikke kunne ændre hendes beslutning. Jeg skrev et langt brev til hende, som jeg aldrig sendte, men det var med til at give mig klarhed i mine tanker.

Hanne og jeg har ikke talt sammen eller set hinanden siden den dag på caféen. Jeg tænker tit på hende og på, hvordan hun har det. Jeg håber virkelig, at hun har det godt, men jeg sørger ikke over vores venskab længere. For i sidste ende indså jeg, at jeg ikke kan have en veninde, hvis hun ikke også kan rumme min lykke.