Drømmer du om at tjekke ud af hamsterhjulet? Sivs familie tog springet

Vi drømte om at tage på eventyr sammen som familie, ud i det fri uden skema og faste rammer. Og besluttede efter en lang vinter at tage børnene ud af skolen og erstatte læreplaner med hulemalerier, kunstmuseer, borgruiner og nærkontakt med fremmede sprog og kulturer.

Vi tog afsted i vores gamle camper-van – en slags minibus med pop-up-tag, der har to sovepladser øverst og to nedenunder. Derudover har den gasblus, køleskab, vandhane og små køkkenskabe, og den er ikke meget større end en personbil, så vi kan parkere og overnatte overalt. På den måde blev turen også helt utroligt billig.

Vi rejste igennem små og store byer, over sneklædte bjergtoppe og øde kyster til den yderste spids af Portugal. Vi sov i frostvejr oppe i alperne, fanget i en pludselig snestorm, og få dage senere sad vi i 44 graders varme og lavede slush-ice i bilen af isterninger og friske appelsiner.

Selvom det ikke var meningen, kom vi også til Italien. Vi havde egentlig ikke tænkt at køre den vej, men det regnede i Schweiz, så vi kørte til Italien i stedet for. Og vi ELSKEDE det. Der var så meget god mad, venlige mennesker og en hyggelig og rolig atmosfære.

LÆS OGSÅ: Anya: "Hvis jeg får døtre en dag, skal de ikke gå i lyserødt"

Vi havde ingen fast struktur i forhold til, hvor vi skulle være hvornår og hvor længe. Og det var en befrielse. Bare at tage dagene, som de kom, og lade alle muligheder være åbne.

Skærme og elektronisk underholdning blev efterladt derhjemme. Det var vigtigt for os, at børnene kunne være til stede i nuet, i naturen, i virkeligheden og opleve det hele. Og turen var fuld af små og store specielle oplevelser.

Som i Sydfrankrig, hvor Milan plaskede rundt i en ønske-brønd, mens Astra var helt opslugt af en charmerende gademusikant. Eller da han fangede en blæksprutte med hænderne, gik på undervandsjagt med en harpun, han selv havde lavet, og udvekslede fiske-tips med en ældre mand fra Egypten.

Som på en strand i Costa Brava, hvor der pludselig var bryllup lige der på stranden foran os, mens vi var i gang med at lave aftensmad. Vi sad alle fire på rad og række i vores badetøj med hver sin skål mad og kiggede på højtidelighederne og de velklædte gæster.

Og som da vi fandt en udkigspost i bjergene ved Barcelona med den vildeste udsigt over byen og middelhavet, på en øde vej med en fin parkering, hvor vi kunne sove. Vi tænkte, at vi var smarte at holde der, fordi alle andre kom i løbet af dagen og kørte igen om aftenen, så vi havde det for os selv. Men efter vi havde nydt solnedgangen og var gået i seng, fandt vi ud af, at netop den her udkigspost åbenbart er der, Cataloniens unge bilbøller mødes om natten for at holde fest og køre ræs.

Cool historietime

Da vi kørte over grænsen til Gibraltar, var det faktisk den eneste gang på hele turen, at vi viste vores pas. Vi kørte ned på stranden og gik i gang med at lave mad, for vi var sultne, og det var sidst på dagen. Børnene løb ned på stranden for at samle muslinger, og pludselig kunne jeg høre dem stå og snakke engelsk ude foran bilen. De snakkede med en ældre lokal dame, som har boet i Gibraltar hele sit liv, og hun fortalte, hvordan hun, da hun var på deres alder, var blevet sendt til England, fordi der var krig, og om hvordan det er at være britisk i sådan et lille hjørne af Spanien. Børnene fik en historie-time fortalt af én, som selv havde oplevet det – det var i sådanne situationer, jeg blev ekstra glad for, vi havde taget dem ud af skolen og med på denne tur.

En aften efter meget kørsel gjorde vi holdt i en mindre italiensk by. På en stor og kedelig plads med grussten. Vi voksne var klar til at køre videre næste morgen, men børnene elskede at lege på den store plads med alle de små sten. De fandt gamle plastikflasker, sugerør og ølkapsler og tog deres bamser med ud i gruset og byggede huse til dem og legede tandlægeklinik. Vi grinede af, at hvad vi så som en gruset parkeringsplads, så de som et legeland. Det gjorde mig så glad at se børnene lege fra morgen til aften udenfor uden at have rigtigt legetøj. Når jeg sad og kiggede på dem, tænkte jeg, at det er så naturligt for børn at lege - det er det mest naturlige, men det er også noget, mange børn ikke har nok tid og mulighed for i en almindelig hverdag.

Når vi stoppede et sted, løb børnene bare ud og gik i gang med at udforske med en tillid til, at nu bor vi her. Den grundlæggende tillid til omverdenen, at alle steder er hjemme, den, tror jeg, er kommet dybt ind i dem: At man kan godt føle sig hjemme i Italien i dag og i Frankrig i morgen.

Det var også vildt at opleve, at vi på intet tidspunkt bestemte, hvor børnene måtte være eller ikke være eller gå hen eller ikke gå hen. De gik ud og udforskede på egen hånd og kunne råbe til os, når vi kom et nyt sted hen: ”Vi løber ned på stranden”, selvom ingen anede, hvor stranden var. De var så gode til at navigere og orientere sig og passe godt på sig selv og hinanden, og da jeg senere fandt stranden, kunne jeg se Milan og Astra plaske rundt dernede.

Nye bedste venner

I Sydspanien lige op af grænsen til Gibraltar var vi om aftenen faret lidt vild og kørte rundt, da vi fik øje på nogle gamle cirkusvogne, som stod parkeret lige over for stranden. Der holdt en anden camper-bil ved siden af, så vi stoppede og spurgte dem, om de overnattede her, og det gjorde de.

Faktisk havde de boet på stranden de sidste mange måneder, fordi deres bil var gået i stykker. Vi parkerede ved siden af dem og blev venner. Astra tog med dem på stranden om morgenen for at dyrke yoga, og de lærte børnene at jonglere og lave smykker ud af muslinger. Vores børn var klar til at opgive alt, hvad vi ejede og havde derhjemme, for bare at blive boende dér på stranden ved siden af vores nye venner, som føltes som en ny familie. Da vi til sidst kørte videre, græd vi alle sammen, og børnene var sønderknuste, men det var alligevel ikke en trist oplevelse - det var en livsbekræftende oplevelse af, hvor nære bånd vi kan knytte til andre mennesker på så kort tid, selvom vi kommer fra hver vores ende af verden.

Aftenen inden vi tog derfra, erklærede børnene, at de ville invitere vores nye venner ind på middag hos os i vores bil. Jeg tænkte, at der jo i forvejen kun lige er plads til os 4, men de sagde med beslutsomhed i stemmen: ”Vi har allerede bestemt os, så du kan ikke få os til at skifte mening. Vi skal nok hjælpe med at lave mad og gøre klar”. Og det gjorde de. De løb ind til vennerne i bilen ved siden af og inviterede dem, ryddede op i vores bil og lavede mad, og vi sad alle helt tæt sammen og spiste og nød den sidste aften sammen.

LÆS OGSÅ: Forfatter Dy Plambeck: Kærligheden kan sagtens holde, selvom parforholdet holder op

Vores gamle camper-van klarede de mange kilometer utroligt godt, men alligevel ikke helt uden problemer. Den havde det hårdt i de stejle alper, og da vi kom ned i varmen igen, begyndte den at overophede og stoppede helt to gange - begge gange midt inde i en storby i rush-hour. Bilen gik i stå og kunne ikke starte igen, men søde mennesker kom hurtigt løbende og hjalp os med at skubbe bilen ind til siden og finde den nærmeste mekaniker.

Da bilens bremser gik i stykker i Barcelona, sagde mændene på værkstedet, at reservedelen først kom i morgen, så vi skulle aflevere bilen hos dem. Men da vi sagde, at den var vores hjem, var de søde at skubbe bilen ud på fortovet lige foran værkstedet, og så sov vi der indtil næste morgen, hvor de hjalp hinanden med at skubbe bilen ind på værkstedet igen. Vi fik også et trick af en af mekanikerne, så næste gang motoren overophedede, skruede vi op for varmen i bilen og åbnede alle vinduer for på den måde at få varmen ud af motoren. Det virkede meget godt, men det var lidt voldsomt, når det i forvejen var 40 grader varmt – på den måde fik vi også prøvet, hvordan det er at køre rundt bare i undertøj.

I fængsel

Som barn havde jeg en romantisk drøm om at stå ved foden af Eiffeltårnet og kysse med min drømmeprins. For at det også kunne være en rar oplevelse for min mand, som ikke havde lyst til at svede sig igennem den parisiske myldretrafik i bilen med fare for motorstop igen, fandt vi på at parkere i udkanten af byen i Versailles ved slottet og tage toget ind til centrum. Vi gik byen rundt hele dagen. Det var sådan et dejligt vejr og en smuk by og så meget at se på, nyde og tage ind, så vi nåede først hen til Eiffeltårnet om aftenen, mens solen var ved at gå ned. Det var et fantastisk smukt syn, og jeg fik kysset med min drømmeprins.

Vi rejste hele Europa rundt uden at være på én eneste campingplads, eller det vil sige, på vores vej hjem igen tog vi forbi nogle venner, som bor i Hamborg, men de lå på campingplads på det tidspunkt og sagde, at vi da bare kunne komme forbi og besøge dem der. Det var dejligt at se vennerne, men det føltes som et fængsel inde på campingpladsen blandt plastikvogne, plastiktelte og plastikmøbler, så vi var glade for at sove uden for porten. Næste dag kom en mand fra campingpladsen og skældte os ud for at besøge hans camping-kunder uden at tjekke ind. I det øjeblik blev det bekræftet, at campingpladser for os ikke har noget med oplevelser og eventyr at gøre. Den frihed, vi havde haft på hele vores tur, stod pludselig i skarp kontrast til en ”almindelig camping-ferie”.

Madmodig

Gennem hele turen udfordrede vi og fik flyttet mange af vores og børnenes mad-grænser. Vi købte mad i lokale supermarkeder og på små markedspladser og købte, hvad der lige var på tilbud af friske grøntsager, frugt, fisk og kød. Vi prøvede de lokale specialiteter. Vi handlede billigere, end vi gør herhjemme. Vi lavede for det meste selv mad, men tog også på restaurant engang imellem, og så sørgede vi for at bestille lokal mad, så børnene fik smagt frølår og snegle i Frankrig, pizza i Italien og belgiske vafler i Belgien.

Børnene opdagede hurtigt, at de i butikkerne kunne få lov at smage på alle de forskellige oste, skinker og pølser, inden de bestemte sig. Det blev sådan en lille tradition, at de skulle hen og lokke ekspedienten til at give os smagsprøver af det hele. Deres favorit blev en rigtig godt lagret ost af rå gedemælk.

LÆS OGSÅ: Mikael Wulff: "Efter jeg er fyldt 40, er jeg seriøst begyndt at overveje at få børn"

På det berømte madmarked i Cadiz, hvor børnene hver især valgte, hvad vi skulle købe og spise den dag, valgte Milan haj og Astra små ansjoser.

På et andet marked købte Milan en stor pose østers, som vi tog med ud til en strand, vi kaldte ”Surfers Paradise” på grund af de mange surfere, der boede, surfede og hang ud her. Der var ingen toiletter, det vil sige, at der var toilet overalt, så der var i bogstavelig forstand sort af fluer - og der sad vi så og spiste østers.

Hjemme igen

Hver gang når vi snakker om steder i Europa, så har vores børn nu et klart billede af det. Fordi de har selv været der. Det er ikke bare ord for dem. Det er nu blevet steder, som de har et personligt forhold til og oplevelser fra. Og når vi hører mennesker snakke andre sprog, så kan børnene høre, hvilket land de kommer fra. De kan høre forskel på, om det er fransk, italiensk, spansk, tysk eller russisk. Det kunne jeg godt nok ikke selv som barn, faktisk kunne jeg dengang ikke engang forstå svensk, og det gør mig rigtig glad og stolt.

Jeg synes, det er en gave at give til vores børn at lære dem, at verden er stor og mangfoldig, og at det er en god ting. Og fremmede mennesker er bare mennesker, som vi ikke er blevet venner med endnu. Jeg tror på, at man ikke kan blive snæversynet, når man har haft personlige oplevelser med forskellige mennesker i forskellige farver i forskellige lande.

Turen var også en gave til os voksne, fordi den gav os tid til at tænke og tale om, hvad der er vigtigt for os, og hvad vi virkelig gerne vil i vores liv.

Alle billeder er taget af Siv og Strange Skov