Bedste brunch i København: Her er 12 bud
SPONSORERET indhold

GUIDE: Her er de 12 bedste brunchsteder i København

Der findes hundredvis af muligheder for brunch i København. Vi har samlet vores favoritter her.

Af: Susanne Baden Jensen og Emma Fjalland Lund Foto: Baryl (Emma Thunbo)/Sidecar
22. mar. 2023 | Livsstil | ALT.dk

Vil du gerne selv sammensætte din brunch af en masse små retter? Skal det være "luksus brunch" med et glas champagne til? Eller er du måske mest til at starte dagen med simpel mad af tårnhøj kvalitet, som godt surdejsbrød, øko-æg, luksuscroissant og en mesterlig kop kaffe?

København byder på masser af skønne spisesteder, når du vil stille sulten med det måltid, som kombinerer morgenmad og frokost, nemlig: brunch.

Vi har her samlet vores bud på tolv af byens bedste brunchsteder:

Mad og Kaffe - sammensæt selv din brunch

Alt på ét bræt! Hos Mad og Kaffe komponerer du selv indholdet af din brunch, som så serveres samlet i små skåle på et stort spækbræt. Du kan vælge at få enten tre, fem eller syv anretninger blandt valgmulighederne, der rummer grønt, mejeri, brød, protein og det søde.

Prøv fx deres avokado med cashewnødder, urter og chiliolie, økologisk røræg med Havgus-ost, deres hjemmelavet ”Nutella” af mandler og kakao – og deres sprøde kyllingenuggets med chilimayo (som vi her på redaktionen altid vender tilbage til!)

Mad og Kaffe er to gange blevet kåret som byens bedste brunch af AOK's læsere, og alle tre filialer er da også velbesøgte, så forvent lidt kø, hvis du kommer under weekendens primetime. Har du ikke allerede besøgt stedet, kan du også tjekke de fotogene retter ud på Instagram, hvor de ikke uden grund er populære. 

Mad og Kaffe - se deres menukort her
Hvornår:
Alle hverdage 8:30 – 12:30 samt weekender 8:30 – 13:00
Adresser: Sønder Boulevard 68, København V - Tyrolgade 6, København S - Godthåbsvej 45, Frederiksberg

Andersen & Maillard - den perfekte croissant og kaffe

Den ene er tidligere bager hos NOMA og Amass, mens den anden er prisvindende kaffeekspert. Sammen har Milton Abel og Hans Kristian Andersen fået stor succes med deres café med eget kafferisteri på Nørrebrogade og en filial på Nordhavn med bageri. De er særligt kendt for deres hjemmelavede croissanter - i flere fabelagtige varianter - med den hjemmeristede kaffe til.

Fokus er på (rigtig!) godt bagværk og (ditto!) kaffe. Du skal ikke gå derhen, hvis du søger det store, klassisk brunchudvalg, men derimod hvis du er fan af et begrænset, men gennemført udvalg af morgenmadsklassikere, som blødkogt Søtofte-æg, lækkert surdejsbrød med kvalitetsost, yoghurt med frugt og hjemmelavet mysli - og ikke mindst uforglemmeligt weinerbrød, der ligner små kunstværker. 

Andersen og Maillard - se menukort på stedet
Hvornår:
Alle hverdag 07.00 - 18.00 samt weekender 08.00 - 18.00
Adresser: Nørrebrogade 62, København N - Antwerpengade 10 Nordhavn

Wulff & Konstali - over 20 smukke "mini-retter"

Et af de sikre favoritsteder er kæden Wulff & Konstali. Konceptet er, at du selv sammensætter din brunch, som bliver serveret i små picture perfect-skåle (hvis I ikke tror os, så tjek Instagram, hvor de ikke uden grund er et hit!) Menukortet rummer over 20 anretninger, som skifter alt efter sæsonens udbud af råvarer, hvorfra du vælger enten fem eller syv ting.

De laver maden fra bunden, og brødet er bagt i stedets eget bageri. Prøv fx en appelsin-"carpaccio" med granatæble, en lun suppe med ristet blomkål og sesam, den grønne Tofu-bowl, en grillet Croque Monsieur-panini eller stegt bacon med frist timian. Skal den søde tand forkæles, kan du eventuelt supplere med birkesvaffel med blåbærcreme, æbletrifli med vaniljeflødeskum eller en skål chiagrød med bær og kokoschips. Mums!

Wulff & Konstali - se menukortet her 
Hvornår: Alle hverdage 9.00 - 15.00 og i weekenden fra 8.00 - 15.00
Adresser: Lergravsvej 57, Amager - Sankt Hans Torv 30, Nørrebro - Isafjordsgade 10, Islands Brygge - Philip Heymans Alle 17, 2900 Hellerup (Waterfront Shopping)

Sidecar - populær brunch på Nørrebro

Hvis man spørger det ansete tidskrift National Geographic, hvor man skal spise brunch i København, lyder svaret: Sidecar - og det er vi enige i her på redaktionen. På dette velbesøgte madsted tæt ved Assistens Kirkegården er menukortet forskelligt alt efter, om du besøger dem på hverdage eller i weekenden.

I det daglige byder de på to klassiske "brunch-bræt" (almindelige og vegetar) med 12-14 forskellige lækre sager på, som de har udvalgt for dig. Mens konceptet i weekenden er, at du vælger mellem fire forskellige brunch-tallerkner med forskelligt basisfyld – og dertil kan du oveni også frit tage brunchretter fra det store buffetbord i midten af spisestedet, som løbende fyldes med friske og veltilberedte retter, samt oste, dip, pålæg, frugt, grønt og brød.

Sidecar - se menukort her
Hvornår:
Brunchbræt - alle hverdage 08:00 til 15:00, brunch buffet - weekender fra 9:30 til 14:30
Adresse: Skyttegade 5, København N

Baryl - farvestrålende mad lavet fra bunden

Baryl er til dig, der søger farverig mad med masser af gørnt, der er lavet fra bunden af gode råvarer - og som er så økologi som muligt. Deres 'Morgen Baryl' består af en avocadomad med gulerodshummus og smilende æg, en laksemad med pynt, samt en lille anretning af frugt, nødder, oliven og feldsalat. Dertil kan du enten tilføje en chiagrød, skyr med topping eller vegansk risifrutti.

Hos Baryl er de i det hele taget også gode til vegetarisk eller vegansk alternativer at stille "brunch-sulten" med. Du kan fx også sætte tænderne i retter, som gazpacho, chiagrød eller en sandwich med vegansk(!) cheddar og plantebaseret "tunsalat". Stedet disker også op med en lille børne-tallerken, hvis du har små størrelser med.

Baryl - se menukort her
Hvornår:
alle hverdage 09:30 til 15:30, weekender 09:00 til 16:30
Adresse: Århusgade 78, 2100 København Ø og Holger Danskes Vej 64, 2000 Frederiksberg

The Sixteen Twelve – brunch med sundt hipster-tvist

Som meget andet godt på den hippe Jægersborggade på Nørrebro, gør de tingene på en lidt anden måde på hos The Sixteen Twelve: De serverer brunch og morgenmadsretter, MEN de er alle med et twist af fermenterede og tarm-venlige, probiotiske ingredienser. Ja, du læste rigtigt - og tanken bag dette er, at du kan vitterlig spise din mave glad.

I The Sixteen Twelves version af den klassiske ”avokado-mad” er der fx gedeost i den moste avokado, et gul-farvet æg på toppen, fordi det er tilberedt i gurkemeje, og det hele er pyntet med fermenteret hotsauce og såkaldt aktiverede mandler (det betyder, at de har ligget i blød for så at blive tørret igen.) Deres brioche-brød til ’French Toast’ er bagt i køkkenet, og du kan høre kokkene i køkkenet piske hollandaisen med miso til din ’Eggs Benedict’. Her laves både sundt OG syndigt mad fra bunden, også til veganere og glutenallergikere.

The Sixteen Twelve - se menukort her 
Hvornår: alle dage fra 8.00 - 16.00
Adresse:
Jægersborggade 8, København N

PSSSTT... De har også en søsterstedet Candace på Ny Carlsberg Vej 40, København V

Cafe Feel Good - 

Oplev den hyggelige stemning på dette lille spisested på Nørre Farimagsgade, som tilbyder lækker morgenmad og brunch hele ugen.

Spis dig mæt i friskbagt rugbrød, stedets hjemmelade hummus, økologisk æg samt cremet yoghurt toppet med granola og mango puré. Dertil kan du nyde en skøn, hjemmelavet lemonade med passionsfrugt, frisk presset juice eller Golden Latte. 

Brunchen fåes også i både en vegansk og glutenfri version.

Café Feel Good - se menukort her 
Hvornår: 
Alle dage 08:30 – 15:30
Adresse:
Nørre Farimagsgade 55, 364 København K

LÆS OGSÅ: GUIDE: Her finder du de 10 bedste burgere i København

Café Livingstone - brunch ved vandet

Ønsker du "brunch med udsigt" - og god mad, naturligvis! - er Café Livingstone stedet. Her kan du nemlig nyde udsigten langs søerne i København sammen med din mad. Du kan spise ude eller inde, og også her finder du konceptet med at sammensætte din egen brunch ved at vælge enten fem eller syv små retter. Og med godt tyve forskellige små retter at vælge imellem, er mulighederne mange.

Du kan få de mere "klassiske" brunch-elementer, men du kan også få sødkartoffelsalat med tranebærog feta, spinatpandekager med spicy limesmør, smoothiebowl med chia.

Lægger du lidt ekstra penge kan du også tilføje en stor Croque Madam. Og så er det jo oplagt at slutte brunchen med en gåtur rundt om søerne bagefter.

Café Livingstone - se menukort her
Hvornår: Hverdage 09.00 til 13.00, weekender og helligdage 08.00 til 14.00
Adresse: Sortedam Dossering 81, København Ø

Far’s dreng - fra laks til tømmermændspleje 

Lad dig ikke narre af navnet: Far's dreng (som ligger to steder i indre by) er for alle – og de er værd at besøge, hvis du er i indre by og savner lækre ting at indtage, når morgenmad møder frokost. I 2018 valgte AKO's læsere Far's dreng som byens bedste morgenmad/brunch - og bedst af alt: Det hele serveres så fint, at du også får lyst til at prøve dét, som nabobordet får... 

På menuen finder du en klassisk brunch-platte med charcuteri, Arla Unika-ost, stegte æg, frugt og brød og smør. Men du kan også prøve stedets populære croque madame, som består af smørristede surdejsbrød med mild sennep, fyld af emmentaler og skinke og toppet med parmesan, spejlæg og purløg. Slut det hele af med stedet bananbrød eller lune vafler med kanel og kardemomme. 

Far's dreng - se menukort her
Tidspunkter: 
Morgenmad serveres til 12:00 i hverdagene og til 13:00 i weekenderne
Adresser:
Ny Adelgade 7, København K og Rosengården 12, København K.

LÆS OGSÅ: Sund weekendbrunch: 8 lette opskrifter

The Union Kitchen - masser af klassisk brunch

Halløj, er du til den gode café-brunch og morgenmad, er The Union Kitchen det rette sted at besøge. Her rummer menukortet mange valgmuligheder til enhver smag. De har en helt klassisk brunch-tallerken med alt det gode eller "solo-retter", som tre forskellige slags Eggs Benedict'er (med skinke, laks eller en 'Florentine' uden kød).

Men du får også bud på international morgenmad, som nordafrikansk Shakshuka (pocheret æg i smagfuld tomatsauce) eller en mexikansk inspireret 'El Chapo'-burrito fyldt med øko røræg, bacon, kartofler, ost og salsa. Har du haft en (lidt for?) festlig aften natten før, kan du også komme på fode igen med stedets legendariske ’The Hangover Bacon Cheeseburger’ med trøffel-fritter til. Til morgenmad, jep!

The Union Kitchen - se menukort her
Hvornår: hver dag 07:30 - 16:00 
Adresse: Store Strandstræde 21, København K - Øster Farimagsgade 16A, Østerbro

Hotel d’Angleterre - verdensklasse brunch (du skal booke i forvejen..)

Søger du en brunch-OPLEVELSE i særklasse, findes den i København. For på Hotel d’Angleterre finder du deres berømte søndagsbrunch, som serveres på den Michelin-hædrede Restaurant Marchal. Brunchen er faktisk så eftertragtet, at de typisk melder alt udsolgt flere kvartaler i forvejen - med andre ord er det ikke stedet til den spontane aftale, men kan du finde ud af at booke plads i god tid, skal du "blot" følge med på deres hjemmeside, når de på bestemte datoer åbner for nye reservationer.

Men HVIS du er heldig at få plads, kan du til gengæld se frem til over 30 forskellige retter, og du bliver selvfølgelig budt velkommen med et glas champagne. Prisen er derefter - 745 kroner - men oplevelsen er også en af de helt særlige! Faktisk udvalgte det anerkendte rejsemagasin Travel+Leisure i 2016 denne brunch, som en af verdens 14 allerbedste brunch-oplevelser.

Hotel d’Angleterre - se menukort her
Pris:
745 kroner per person
Hvornår:
søndag fra 12.00 til 15.00. 
Adresse: Kongens Nytorv 34, København K

LÆS OGSÅ: Hvordan koger man det perfekte æg?

Nimb - luksusbrunch midt i Tivoli

Søger du en brunch, der er en del niveauer over den mere klassiske caféoplevelse - og hvor det typisk er realistisk at få bord? Så er weekend-brunchen på Nimb i Tivoli et godt alternativ. På Nimb Brasserie kan du nyde brunchstemningen med en udsigt, så du nærmest føler dig som hovedrollen i en amerikansk rigmandsserie.

Ved bordet få du serveret brunch-retter af tre omgange. Første "det kolde" i form af bær og frugter, skyr, granola, hjemmebagt brød og wienerbrød, marmelade, ost og charcuteri. Derefter kommer der fire lune retter af sæsonens råvarer, og hele oplevelsen slutter af med "det søde", som er udvalgte mini-kager fra Cakenhagen. Læg dertil kaffe, te, limonader og økologisk juice, samt et glas mousserende vin til at skylle lækkerierne ned med.

Nimb - se menukort her
Pris: 495 kr.
Hvonår: Lørdag og søndag fra 10.00 til 12.30
Adresse: Bernstorffsgade 5 (Tivoli), København K 

Anbefalet til dig