7 tegn på, at din date har læst udskældt "scorebog"
Har du nogensinde overvejet, om din date følger en usynlig guide til forførelse? Man kan pludselig komme i tvivl, efter en deltager i ’Bachelorette’ havde en omstridt bog med til Sri Lanka. Derfor har vi samlet syv tegn på, at din date følger den omdiskuterede ”opskrift”.
Det er sjældent, at man har hørt nogen beskrive deres ideelle partner på denne måde:
"Han skal bruge en aldrende bog, så han kan ”snyde” mig til at blive forført. Så føler jeg mig virkelig speciel."
"Han skal se mig som et offer. Det er bare så romantisk!!"
Selvom det lyder nærmest latterligt, kan du ende med netop sådan en person, hvis du ikke er opmærksom. Det blev klart, da det kom frem, at en deltager i anden sæson af ’Bachelorette’ brugte bogen ’The Art of Seduction’, da han skulle date programmets to kvinder.
Bogen lærer læseren, hvordan man forfører en kvinde, der i den sammenhæng omtales som ”the victim”.
Men hvordan sørger du for ikke selv at blive et offer?
Her er syv tegn på, at din date følger rådene fra ”forførelsens mester” og forfatteren til ’The Art of Seduction’, Robert Greene.
1. Han er meget stille
Du har opbrugt alle emner, du overhovedet kunne finde på, og han har knap nok sagt en hel sætning. Han bliver bare ved med at lytte. Måske tænker du, at han er genert eller uinteresseret, men faktisk er han i gang med at planlægge. Han skal finde ud af, hvad du kan lide, så han senere kan udføre en gestus, der passer til, så du ved, at han er god til at lytte. Det kan være, at du nævner, at din yndlingsblomst er en tulipan, og han så to uger efter dukker op med buket. Hvis du bare snakker og snakker, vil du afsløre, hvad du kan lide, og så kan han planlægge strategien efter det. En meget betænksom – og ikke mindst romantisk – måde at date på. SÅ sødt! Eller hvad?
2. Mixede signaler
Han vil gerne se dig, men han sender blandede signaler? Så er han måske den læselystne type. I bogen bliver det beskrevet, at han helst ikke skal gøre sin interesse for tydelig, hvis han vil være en ekspert i forførelsens kunst. Når han først har fanget nogens interesse, er det nemlig smart at trække sig lidt. Det tvinger offeret til at jagte ham. Det minder om den klassiske metode, hvor man spiller lidt kostbar, og den har – som vi alle jo ved – aldrig slået fejl…
3. Han er mystisk
Alle kvinder drømmer om en mand, der er lidt mystisk. En, som man ikke rigtig ved, hvor man har. I hvert fald hvis du spørger manden bag scorebogen. Hvis man følger hans guide, skal offeret helst være i tvivl om, hvem fyren overhovedet er? Han skal bevare noget mystik. Det giver nemlig virkelig meget spænding til forholdet, når man ikke rigtig kender sin kæreste. Bliver det mere romantisk? Det er den form for kærlighed, der burde laves hollywoodfilm om.
4. Han er lang tid om at svare
Måske troede du, at intime relationer i høj grad handler om nærvær? Forkert. Forførelse handler nemlig lige så meget om fravær, beskriver Robert Greene. Så hvis din date altid tager 2-3 hverdage om at svare på en besked, følger han måske et af bogens ”guldkorn”. Er det ondt? Nej, det er såmænd bare en del af forførelsen. For hvis han venter et par dage, så har du tid til at tro, at han nok slet ikke kunne lide dig særlig meget, eller at du sagde noget dumt. Og så tænker du på ham! Så har han dig. For som Simon Spies sagde det engang, Dårlig omtale er bedre end ingen omtale, og den holder også i dating. Måske?
5. I har alt tilfælles
En date handler om at finde fælles interesser og værdier. Men hvis han deler alle dine hobbyer og holdninger, skal du måske tjekke, hvilke bøger der står på hans hylde derhjemme. En teknik fra håndbogen er at spejle offeret, når samtalen flyder. For hvis I har mange – eller alle – ting tilfælles, så kan du jo mærke, hvor godt I passer sammen, og så vil du sænke dine parader. Og når paraderne er sænket, er du et lettere offer. Wauw, hvor er det smart!
6. Han taler kun om de ting, han har opnået…
… og ikke de ting, han kan lide, drømmer om eller er bange for. Mens du måske deler, at du elsker at gå i biografen, nyder farven lilla og drømmer om at læse til folkeskolelærer, vil hans input mere være ting, der stiller ham i et godt lys. Det handler om at fremstille sig selv som én, der skal begæres. Derfor vil han fokusere på de vigtige mennesker, han kender, og de succeser, han har opnået. Ydmyghed er alligevel et overvurderet personlighedstræk.
7. Han er lidt for offensiv
Han går efter et kys alt for hurtigt eller kommer med en intens kærlighedserklæring, før du når at lære ham rigtigt at kende. Det kan hurtigt skabe en akavet stemning, men hensigten er faktisk, at du skal forføres. Du bliver nemlig udsat for det, som bogen kalder ”The bold move”. Han skal handle hurtigt og uden tøven, så han skaber et øjeblik, du vil huske for altid. Og historien skal også nok leve videre i din vennegruppe, men det er tvivlsomt, at den vil blive husket for noget godt.