Janne Villadsen
SPONSORERET indhold

Janne Villadsen: ”Der er så meget fake news, at vi bliver nødt til at fokusere på fakta og viden”

Heartland Festival har ramt tidsånden og en allerede inkarneret skare af festivalgængere lige i hjertekulen med musik, mad, kunst, samtale og navne som Marina Abramović, Eddie Vedder og Patti Smith på programmet. Det handler om fællesskab, viden og sjov. Og om at gøre verden til et bedre sted.

Af:: Mette Størum Krogh Foto: Rasmus Weng Karlsen
10. jun. 2018 | Livsstil | Eurowoman

Janne Villadsen, 35, er udviklings- og kommunikationsdirektør på Heartland Festival, som holder til på renæssanceslottet Egeskov på Midtfyn.

– Det hedder Heartland Festival, fordi festivalen er et kulturformat, som mange er bekendt med. Men om tre år hedder det måske bare Heartland. Vores kerne består af fire områder: musik, talks, kunst og mad, fordi vi som forbrugere jo ikke bare læser bøger, ser på kunst eller går op i mode, men vil have stimuleret alle vores sanser.

– Vi har sat Heartland i verden med en ambition om at gøre verden til et bedre sted. Heartland er et magisk lille land, hvor du bliver underholdt, oplyst og bundet sammen i nogle fællesskaber gennem oplevelser, der sætter tingene i et nyt perspektiv. Det kan være koncerten, der også er et kunstværk, eller samtalen, der også er en performance. Heartland er et demokratisk projekt, hvor kulturen skal ramme bredt. Der er selvfølgelig en betalingsmur, fordi du skal købe billet for at komme med, men det koster jo ikke gratis at lave det her.

LÆS OGSÅ: Geeti Amiri: "Ingen kvinder skal samme sig over deres krop"

– Vi tror på, at Heartland kan være med til at styrke sammenhængskraften. Det er dét, store live-kulturbegivenheder, hvor vi mødes om kulturen, samtalen og maden, kan. Vi har to talkscener, den store, hvor performancekunstneren Marina Abramovic bl.a. var på, og Future Talks, som handler om fremtiden og videnskab. Jeg er meget glad for begrebet edutainment, som er en blanding af uddannelse og underholdning. Vi skal have det sjovt og drikke drinks i græsset, men vi må også godt blive stimuleret samtidigt.

– Hvis vi skal knytte bånd mellem forskellige kulturer eller mennesker med forskellige baggrunde i en verden, som er i opbrud og konflikt, bliver vi nødt til at sætte nogle følelser i gang og finde den klister, der får verden til at hænge sammen. Den klister har jeg alle dage troet på, er kultur. Når du ser kultur, får du den samme følelse, som når du forelsker dig. Det er en midlertidig sindssyge, som binder os sammen. Lad os prøve at starte en samtale ud fra det.

– I år glæder jeg mig til at høre kunstneren Tracey Emin tale og Patti Smith synge, spise på Heartland Banquet ved kokken Christian F. Puglisi, der bl.a. står bag Relæ og Bæst, se kunstnerduoen Allora & Calzadillas fantastiske videoværk, lyse aftener med drinks og masser af grin.

LÆS OGSÅ: Signe Molde: "Han synes klart, at det var temmelig mærkeligt og lidt intimt på den kiksede måde"

– Alle, der arbejder på Heartland, er eksperter på hver deres felt. Min rolle er at tale og spare med programcheferne på de fire områder om, hvordan festivalen skal udvikle sig, hvordan vi skal se ud, føles og lyde. Hvordan vi får Heartland til at leve, så vi er relevante i alle mulige andre formater 365 dage om året. Vi prøver f.eks. at demokratisere vores program, så alle vores talks kommer ud på podcasts, fordi de fortjener at nå bredt ud. Det hjælper selvfølgelig, når Michael Stipe deler sin samtale med Douglas Coupland på sin REM-gruppe, som har tre millioner følgere.

– Vi har en virkelig ambitiøs vision for bæredygtighed og lokal mad og er både blevet kaldt speltfestival og politisk korrekt, og det tager vi som et kompliment. Vi sætter barren højt, men vi vil ikke være elitære. Heartland er for de mange, men vi skal aldrig være en kæmpe festival for 100.000 mennesker. Selvfølgelig skal vi stille og roligt vokse os større – men ikke meget. Så mister vi de intime rammer. Egeskov Slot er jo et af de smukkeste steder i Europa.

– Heartland er en con amore-festival, der er blevet til af lidenskab. Fordi den manglede og ikke, fordi der var et hul i markedet. Heartland er vigtig. Det er tiden. Det er nu. Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi om 30 år vil se 10’erne som det årti, hvor viden blev populært igen. Hvor der blev plads til, at vi blev klogere. Vi har en hel ungdomskultur, hvor det er hipt at være klog, og vi vil gerne være dem, der gør viden sexet og sjovt. Der er så meget fake news, at vi bliver nødt til at fokusere på fakta og viden. Heartland tegner tidsånden, fordi det er det, vi prøver på at gøre.

Hvad håber du har forandret sig i verden om 20 år?
– Jeg håber, vi er blevet meget klogere og er begyndt at leve efter den viden, vi rent faktisk har om, hvordan vi gør vores levevis mere bæredygtig, og at vi forhåbentlig er blevet bedre til at forstå og acceptere hinanden og leve sammen.

Anbefalet til dig