Restauranter i New York
SPONSORERET indhold

Her skal du spise i New York

En ferie i New York kommer lynhurtigt til at handle om mad – lækker, veltilberedt mad fra vidt forskellige madkulturer. Og det må kraftigt frarådes at booke hotel med morgenmad i en by, hvor du skal nå at smage på hele verden.

Af:: Redaktionen Foto: Kristine Høeg
21. jan. 2016 | Livsstil | ALT for damerne

Af Kristine Høeg

Big brands 

USA er hjemland for nogle af verdens største brands, og det gælder naturligvis også restaurantscenen. Go big or go bust!

Nobu
Nobu Matsuhisa blev verdensberømt for at kombinere det japanske og peruvianske køkken – især på den kæde af Nobu-restauranter, han åbnede sammen med Robert de Niro. I NYC er der tre: New York City, Fifty Seven og Next Door. Du skal selvfølgelig prøve signaturretten, black cod with miso, men også Nobus rock shrimp og yellowtail sashimi med jalapenos er værd at kaste sig over. Start med en lychee-martini i baren nedenunder, så er stemningen sat.
Noburestaurants.com

Armani
Løber du træt i shopping på Fifth Avenue, så giv den som en "lady who lunches" på Armanis chikke restaurant. Præcis som i butikken nedenunder er priserne helt i top, men maden er til gengæld god – især trøffelrisottoen og stedets fiske- og skaldyrsretter. Men du kan også bare komme ind og drikke et par cocktails – vi elsker deres basil martini!
Armaniristorante.com

Cherche Midi
Det er manden bag Cherche Midi, der er big business, for Keith McNally er mest kendt for Balthazar, den verdensberømte bistro, som mange gourmettyper dog mener har tabt pusten. På denne ikke-turistede restaurant er det franske køkken i trygge hænder. Begynd med en drink i baren, og kast dig så over det møreste oksekød, fnuglette pommes soufflees (luftige, friterede kartoffelskiver) og de elegante îles flottantes (flydende øer) i vaniljecremesauce.
Cherchemidiny.com

The Polo Bar + Ralph's Coffee
Fra de to imponerende "mode-mansions" på Madison Avenue til den nye flagskibsbutik på Fifth Avenue er Ralph Lauren indbegrebet af american style. Og nu har han åbnet restauranten The Polo Bar, der på rekordtid er blevet in-crowden's yndlingsspot. Kan du – som alle vi andre dødelige – ikke få bord (der er angiveligt en hemmelig e-mailadresse, som man skal kende nogen, der kender nogen, for at få), så kan du altid få en velbrygget kop kaffe i den superlækre kaffebar med tilhørende læsesal.
Ralphlauren.com


Ralph's Coffee

Foodtruck heaven
Amerikanerne elsker deres foodtrucks – og flere gange om året samles nogle af de bedste på Madison Square under navnet Mad Sq. Eats. Alt fra Momofuko og modellen Karlie Kloss' småkager til koreanske tacos og lobster rolls fra Red Hook Lobster Pound. Tjek datoer på 
Mad-sqeats.com


Mad Sq. Eats

You want spring rolls with that?

En af de helt store indvandrergrupper i New York er asiaterne, og derfor er her også et hav af asiatiske restauranter – og ikke kun i Chinatown. Fra noget af verdens bedste sushi til snaskede woksteder og ikke mindst dim sum i topkvalitet!

Sushi-kø
Umiddelbart ligner Tomoe ikke et sted, du bør gå ind. Rodet indretning og håndskrevne skilte på væggen indgyder ikke helt den tillid, som er så vigtig på en sushirestaurant. Det gør til gengæld den kø, der praktisk taget altid er udenfor. Du kan ikke bestille bord, men maden er ventetiden værd. Og priserne er overkommelige! Bestil en menu, så du kommer rundt om de forskellige typer – og husk altid en gang tempura!
Tomoesushi.com

Asiatisk kantine
Når dine arme skal have en pause fra at bære alle indkøbsposerne fra Sohos mange butikker, så gå ind på Kelley & Ping – det er som at spise frokost i en travl kantine et sted i Asien, med rå træmøbler, ventilatorer under loftet og billig limonade. Menukortet byder på en blanding af retter fra Thailand, Japan, Vietnam og Kina – så du kan sammensætte dit eget måltid. Ude foran er en hyggelig tebar, og du kan også købe få, velvalgte madvarer med hjem.
Kelleyandping.com

Delikate småretter
Dim Sum Go Go er en moderne version af en dim sum-bar og udmærker sig ved, at du bestiller fra en menu og ikke fra en vogn, noget, der kan virke stressende, hvis du ikke har prøvet det før. Det bedste er at bestille en platte med forskellige dim sum, så du kommer lidt rundt og kan finde dine favoritter. Er du til mere fyldige retter, så vælg den stegte kylling med friterede hvidløgsstængler. Også et godt udvalg af vegetariske retter.
Dimsumgogo.com

Nyt til dit eget køkken

De bedste souvenirs er dem, du rent faktisk kan bruge. Et godt tip er at købe noget til bordet eller køkkenet, så du husker din ferie, hver gang du laver mad eller dækker bord. Her er tre, du ikke må gå glip af:

Sur La Table
Fransk landstil og alt, hvad du kan have brug for i køkkenet. Gå især efter deres egen hørserie med servietter og duge, eller køb de mest perfekte poser til opbevaring af oste på køl.
Surlatable.com

Williams-Sonoma
Poleret butik med fineste porcelæn, dyre maskiner, kokkegrej, kogebøger og deres egen serie af madvarer. Rigtig stærk på bageudstyr og trægrej, som du desuden kan få monogram på – den perfekte gave.
Williamssonoma.com

Bowery Kitchen Supplies
Rigtig kokkebutik, hvor du finder storkøkkenudstyr og geniale småting, du ikke anede, du havde brug for. Gå på opdagelse – de har blandt andet alt i barudstyr!
Bowerykitchens.com

Burger og fries 

New York har længe været "all about the burger" – og du har også et fænomenalt udvalg af burgere her. Fra 30 dollar-luksusvarianter til hurtige bidder på farten. Her går du aldrig galt i byen:

De sprødeste fritter
Shake Shack åbnede oprindelig i Madison Square Park, men er nu flere steder i byen. Burgerne har den perfekte størrelse – og vi elsker den spicy Smoke Shack og ikke mindst deres crinkle cut fries, der er de mest sprøde fritter nogensinde. Gem appetit til en sundae med kirsebær på toppen.
Shakeshack.com


Shake Shack

Alle elsker...
Er du til burgere, der er så saftige, at du skal bruge fem servietter, når du spiser dem? Så skal du gå på... nåja, 5 Napkin Burger. Er du ikke lige til okse, så prøv deres ahi tuna burger. Deres onionrings er perfekte, og til dessert må du prøve en peanut butter chocolate shake...
Fivenapkinburger.com

Souh of the border 

Herhjemme kender vi primært det ostetunge texmex-køkken, der ikke har meget med mexicansk mad at gøre. Heldigvis elsker newyorkerne mad, der kommer fra syd for grænsen – så det er
bare om at have appetitten med.

Veltillavet mexicansk
På Rosa Mexicano får du delikat mexicansk mad– og husk at ankomme på sulten mave! Prøv ceviche af mahi mahi med trøffelolie eller anchomarineret kylling med poblanosauce. Og du må ikke gå glip af deres guacamole, der bliver lavet ved bordet.
Rosamexicano.com


Rosa Mexicano

An Italian in New York 

Italienerne indtog New York under udvandringen og fik deres eget Little Italy. Man siger, at der ikke længere bor italienere i bydelen, men du kan stadig smage deres køkken i byen.

Enkelt og autentisk
Il Buco er en rustik italiener af høj klasse. Ingredienser fra nogle af de bedste leverandører hjemmelavet frisk pasta hver dag og et hav af iderige appetizere. Prøv også deres olivenolie-smagning (tre forskellige olier) til maden.
Ilbuco.com

Il Buco 

Klassiker med kvalitet
Lombardi's Pizza er en institution i Little Italy – den var USA's første pizzeria og har ligget her siden 1897. Den er helt sikkert en turistmagnet, men de holder stadig pizzastandarden høj! Basispizzaen er med frisk mozzarella, san marzano-tomatsauce og frisk basilikum – og så vælger du selv dine toppings.
Firstpizza.com

Original ismager
A.B. Biagi er en sød, lille kaffe- og isbar i Nolita. Sæt dig ved vinduet, og se verden gå forbi, mens du nyder en hurtig espresso og en kugle gelato. Vi anbefaler deres is med gedeost, appelsinskal og anis.
Abbiagi.com

Something sweet

Det kan godt være, det var Magnolia Bakery, der kickstartede cupcakemanien, men den er for længst solgt og er nu en vaskeægte turistfælde. Her er to, der har styr på de søde drømme.

Over broen efter is
Brooklyn Icecream Factory er den bedste grund til at gå over broen. Brooklyn Bridge, altså. Det lille hus på havnefronten er ingen hemmelighed, så forvent lange køer, når solen skinner. Men isen er ventetiden værd!
Brooklynicecreamfactory.com

Yndige cupcakes
Georgetown Cupcake er oprindelig en butik i Washington, men findes nu også i NYC. Præcis lige så yndige, som cupcakes skal være, men med ordentlige råvarer. Vi elsker deres chocolate salted caramel, og du finder også glutenfri og veganske kager.
Georgetowncupcake.com


Georgetown Cupcake

Take a break 

New York handler i den grad om at gå. Og gå og gå og... Men indimellem skal fødderne og hovedet have en pause – og uanset om du er til kaffe eller te, så har du det bedste udbud.

Minimalistisk
Gasoline Coffee Alley er to kaffebarer – en i East Village og en i Little Italy – der tager deres bønner seriøst. Minimal og hipsterorienteret, og når du har smagt deres cortado, er du klar til en
runde mere med byen. 
Gasolinealleycoffee.com

For tedrikkere
Harney & Sons er den fineste kvalitetstebutik med cafe – enhver tænkelig tetype i løsvægt, lækkert porcelæn og deres hjemmelavede
økologiske isteer i virkelig pæne flasker. Den grønne med citron er et hit!
Harney.com

Good morning sunshine 

Ingen ferie i New York uden en ordentlig morgenmad. Spørgsmålet er, om du er til at sidde og kigge på mennesker, eller vil være en af dem, der haster forbi udenfor?

Comfort food
Hos Delicatessen på et travlt hjørne i Nolita får du den essentielle amerikanske morgenmad – kaffe fra kanden, æg og pandekager (med kanelflødeskum!). Bestil country sausage til æggene – den smager skønt af rosmarin. Og bed om en vinduesplads, så du kan kigge på mennesker, mens du spiser.
Delicatessennyc.com

Coffee to go
Er du på farten, så smut ind til Dean & Deluca, og snup en sprød, smørbagt croissant med. De laver god kaffe – og som noget helt nyt kan du få lavet din latte på mandelmælk. Åh, det er godt!
Deandeluca.com

Lav maden selv

New York bugner af markeder, delikatesser og specialbutikker, der tager dig kloden rundt. Så drop hotellet, og lej en lejlighed i stedet – eksempelvis på Airbnb. Med jeres "eget" køkken kan I nemlig nyde godt af de friske råvarer og internationale specialiteter og lave maden selv.

Eataly
Mario Batalis italienske paradis, der bugner af friske grøntsager, en klassisk slagter, bageri, pastastation hvor du kan se eksperterne rulle frisk pasta ud og ikke mindst en sød afdeling med kager, chokolader og ægte gelato. Stedet byder i øvrigt også på flere restauranter, blandt andet en vegetarisk, der virkelig tryller med grøntsager. Und også dig selv en shakerato,
rystet på god espresso.
Eataly.com

Despana
En hyggelig deli, hvor du finder skinker, oste, et stort udvalg af fede oliven, delikatesser og spanske vine. Du kan også spise i den lille tapascafe inde bagved – de har blandt andet "paella Saturdays"!
Despanabrandfoods.com

Chelsea Market
Selvom Chelsea Market er gået hen og blevet noget af en turistattraktion, er her stadig gode råvarer at købe. Fiske- og skaldyrsmarkedet Lobster Place er den syvende himmel – især deres hummer er topklasse – og også den lille slagter, Dickson's Farmstand

Meats, er værd at finde appetit i
Prøv en af deres hotdogs, mens du venter i køen – deres Chow Chow med relish og japansk mayonnaise er fænomenal.
Chelseamarket.com

Union Square Farmers' Market
Hvis der er en grøn plet i New York, finder du som regel også et farmers market der. Og det på Union Square benævnes som det bedste i byen. Hver mandag finder du et hav af stande – og du kan altid se på websitet, hvilke der kommer den dag, du planlægger at handle.
Tjek på Grownyc.org