Johanna Bobek
Foto: Stine Christiansen Johanna Bobek, 31 år. Uddannet tømrer og læser til bygningskonstruktør.

Mit frirum

"I dag kører jeg for det meste sammen med de piger, jeg har garage med"

Det har været en drøm for Johanna Bobek at køre på motorcykel, siden hun var teenager, men først for tre år siden fik hun endelig taget kortet og købt den veteranmotorcykel, der giver hende præcis den følelse af frihed og coolness, hun længtes efter.

Her er jeg fri

Sommer, sol og en særlig setting, hvor vi er fri af hverdagens rutiner og mærker, vi lever. Mød tre kvinder, der har fundet hver sit inspirerende frirum.

– Da jeg fik min Yamaha xs1100, var det præcis så fantastisk, som jeg havde drømt om. Til at starte med kørte jeg bare rundt alene, fordi jeg syntes, det var meganice, og jeg havde det for fedt. Man kan jo lige så godt købe en bil, men det er noget helt andet at køre på motorcykel. Der er vind i håret, og vejret og naturen er meget tættere på. Det er frihed, og så kan jeg også lide stilen. Jeg føler mig cool.

LÆS OGSÅ: Jacqueline Friis-Mikkelsen: Her er mine tre bedste ferietips til Hornbæk

Hvor kom drømmen om en motorcykel fra?

– Begge mine forældre har kørt på motorcykel, og det har helt klart været en kæmpe inspiration. Det var meningen, at jeg skulle tage motorcykelkørekort, da jeg fyldte 18, men så fandt jeg ud af, at man dengang skulle være 21 for at få kørekort til en stor mc, som var det, jeg ville. Jeg tænkte, at jeg nok ville være for gammel til den tid og kom derfor fra det. Sjovt nok blev det derfor ikke til noget, før jeg var sidst i 20’erne og tænkte – nej for fanden, det er jo stadig en drøm, jeg skal have udlevet! Da jeg havde fået kortet, skulle jeg lige ud at kigge på nogle motorcykler, men der kunne jeg godt mærke, at nu hvor jeg havde taget kortet, så blev jeg jo nødt til at købe en. Så det kom jeg til.

Johanna
Foto: Stine Christiansen.

– I dag kører jeg for det meste sammen med de piger, jeg har garage med, men jeg har også nogle andre kammerater, der kører motorcykel, og som jeg tager nogle ture med. Jeg blev en del af garagen sidste år, og de syv andre piger er blevet rigtig nære veninder. Vi mødes hver tirsdag og tager en tur, hvis vejret er til det. Vi tager også på weekendture til Sverige for eksempel og til andre arrangementer, der har relation til veteranmotorcykler. Det er gamle motorcykler, vi roder med.

Vil du blive ved med at køre på motorcykel?

– Jeg kan ikke forestille mig, at jeg vil blive træt af at køre på motorcykel, men jeg har haft tanken, at der kan ske noget, når jeg får børn, og at jeg måske holder en pause der. Men så har jeg mange andre frirum og hobbyer. Jeg både vandrer og sejler i kano og er meget glad for naturen. Og det er også
noget af det, jeg synes, er fedt ved at køre motorcykel, at man mærker naturen på en helt anden måde, når man kører på motorcykel frem for i bil eksempelvis. Det der med at køre nogle flotte steder, det er bare en helt anden oplevelse.

LÆS OGSÅ: Tilbage til Svinkløv: "Jeg husker det stadig som den værste nat i vores liv"

Hvorfor har vi brug for et frirum?

– Det er jo afslapning, og der man lader op. For mig handler det med at koble af ikke om at ligge på en strand og bare ligge stille. For mig er afkobling at dyrke mine interesser og gerne at være produktiv samtidig. Med motorcyklen kommer jeg både rundt og oplever noget, ser mine veninder og får beskidte fingre, når den skal fikses om vinteren. Det er ikke kun køreturene, der er mit frirum. Det er hele pakken: Garagen, hvor vi ligger og skruer, det sociale og de gode snakke om alle de ting, vi har til fælles.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Sommer og Livsstil