"Hvis der er noget, der kan afholde en mand fra at gøre noget ved sine problemer..."

Erik har netop efterlyst andre, der også er villige til at tage kampen op mod behandlingsproceduren i kommunens uduelige familieafdeling, da Anette pludselig tjekker ind i debatten. ”Få jer nu nogle rigtige problemer!”, hvæser hun skinhelligt bag tastaturet og hamrer ilandsproblem-kortet så hårdt ned i Facebook-gruppen for forstadens små og store udfordringer, at både kaffen og galden skvulper ud over resten af diskussionen. Det er herinde, vi deler vores bekymringer om alt lige fra kommunale udligningsreformer og de nye trafikchikaner, der tvinger vores cyklende børn faretruende langt ud
på kørebanen, til de mere personlige udfordringer, de fleste af os møder på vores vej gennem livet. En far har mistet sit arbejde og har tidligere på dagen været til et ubehageligt møde på Jobcenteret, en mor, jeg genkender fra den lokale svømmeklub, er for nyligt blevet skilt og søger et nyt sted at bo til hende og børnene, og en tredje beder desperat om hjælp til at finde datterens kanin. Med andre ord, helt almindelige danske hverdagsproblemer i leverpostejsnuancer.

LÆS OGSÅ: Sine Gerstenberg om klimakatastrofer: "Vi har skabt en fremtid, vores børn skal lære at leve i"

Men der er ingen forståelse fra Anette. Der er børn, der sulter i Afrika, der er ild i Amazonas og alverdens andre elendigheder lige uden for døren. Hvorfor i alverden sidder vi så herinde og piver? Måske har hun en pointe. Kan en skilsmisse, en bekymring eller en bortløben kanin virkelig hamle op med sultkatastrofer, klimakriser og blodige borgerkrige? Er vores egne problemer i det store hele så inferiøre, egoistiske og himmelråbende ubetydelige, at de ikke fortjener hverken yderligere opmærksomhed eller handling? Det mener Anette i hvert fald, og hun får efterhånden sneget sig ind overalt. På de sociale medier, i dagbladenes debatsektioner og som den lille satans stemme bagerst i hovedet, når vi fra tid til anden selv står ansigt til ansigt med livets nedture. Bør du virkelig beklage dig nu, din pivskid? spørger hun. Du har jo trods alt mad på bordet og tag over hovedet. Modsat de hjemløse.

LÆS OGSÅ: ”Januar behøver faktisk ikke at være starten på dit nye, forbedrede jeg”

Jeg præsenterede hende engang for en psykolog, der skulle hjælpe mig gennem nogle udfordringer med en daværende chef. Havde jeg overhovedet ret til at sidde derinde i hans bløde sofa og klynke over sure chefer, når bomberne stadig faldt i Syrien, og folk sad ude i kulden og frøs? Det føltes som en omvendt Jantelov, hvor vi ikke skal komme her og tro, at vi ER noget med vores stresssymptomer, depressioner og maskuline mindreværd. Hvis der er noget, der kan afholde en mand fra at gøre noget ved sine problemer, så er det frygten for at få at vide, at han bare skal tage sig sammen og huske, at han trods alt ikke bor i en nedslidt blikhytte i Bangladesh med kuglerne flyvende om ørerne. 

Men som psykologen i sin tid påpegede; en af de ting, der adskiller os mennesker fra dyrene, er vores evne til rent faktisk at forholde os til vores egne problemer. Vi er ikke følelsesmæssige robotter, der hele tiden måler vores eget følelsesliv op mod andres. Lykken er relativ, det samme er ulykken, og problemet med vores problemer er, at de desværre kun sjældent bliver mindre af, at andre har større problemer. Men det glemmer vi ofte, når en eller anden råber curlingforældre eller tudeprinsesser. Og de folk findes. Men det skal være okay at have det ad helvede til, uanset hvad Anette eller andre siger. Børnene i Afrika får det ikke bedre af, at du lufter din ulykke for andre. Men det gør du måske.