“Det der med at købe en papkarton for at lave lasagne har jeg aldrig fattet. Der er jo intet i pakken, du som regel ikke allerede har stående derhjemme i skabet. Krydderier, tomatpure og pastaplader er cirka det, du får for pengene. Så du skal alligevel ud at købe oksekød. Og du skal alligevel bruge tid på at lægge lasagnen sammen. Det eneste du sparer 'tid' på altså er løget - men et friskhakket løg tåler på ingen måde sammenligning med det løgpulver, de propper i krydderiblandingen. Nåmen, min pointe er egentlig, at en papkarton jo så nogenlunde sparer dig for to minutter. Til gengæld får du så et væld af tilsætningsstoffer, e-numre og smagsforstærkere, som aldrig har stået på selv den mest simple og hurtige hjemmelavede lasagne.

Hvilket bringer mig videre til den hvide sauce. Den originale lasagna emiliana skal have en bechamelsauce, som er en almindelig hvid opbagt sauce (bare rolig, opbagt betyder ikke andet, end at du smelter smør og mel sammen i en gryde og knalder en liter mælk ovenpå. Mere om det senere). I halvfemserne bredte sig en kollegium-dreven glæde for Karolines Mornaysauce, når der stod lasagne på menuen. Og selv om jeg er helt enig i, at en lasagne er bedre stemt med en ostesauce i stedet for ost på toppen (det brænder altid på og bliver bittert), så har jeg aldrig elsket Karolines variant, den smager simpelthen ikke rigtigt rigtig. En Mornaysauce er en bechamelsauce, der er tilsat forskellige typer reven ost - som regel gruyere og parmesan. Men den der med gruyere i en lasagne kan Karoline og hendes ternede ko glemme alt om. Jeg blander mozzarella og emmentaler i - og river parmesanen hen over ved servering. ”

Lasagne til 6:

600 g hakket oksekød, 3-7%

100 g bacon, fintskåret

2 rødløg, hakkede

2 gulerødder, i fine tern

2 stænger bladselleri, i fine tern

1/2 dl balsamico

2 spsk tomatpure

1 spsk ansjospasta

2 dåser hakkede tomater

1 spsk paprika

1 spsk tørret basilikum

Friskkværnet sort peber

Salt

50 g smør

4 spsk mel

1 1/4 l mælk

200 g revet mozzarella

100 g revet emmentaler

Pastaplader i et antal, som passer til dit fad - og det skal være stort!


Sådan gør du:

Steg løg, gulerødder og bladselleri bløde i lidt olivenolie over medium varme. I en anden gryde steger du baconen for høj varme, indtil fedtet løber af. Kom oksekødet ned i og brun det - gør de gerne af to omgange, så gryden ikke bliver for nedkølet - det koger nemlig bare kødet, så du går glip af den gode stegesmag.

Kom kødet op til grøntsagerne, hæld balsamico, krydderier, topapure, ansjospasta og hakkede tomater ved. Lad det simre for lav til medium varme i mindst en time. Jo længere tid jo bedre - det giver en mere sammensmeltet kødsauce. Når den er færdig, smager du til med flere krydderier - smagen skal være sød, krydret, fyldig og med et skarpt kick af peber til sidst i smagen.

Smelt smørret i en gryde og kom melet op i. Pisk grundigt og hæld al mælken over. Kog langsomt op under jævnlig omrøring. Når saucen koger, vil den tykne - men lad den koge lidt videre, det fjerner melsmagen. Kom osten i, lad den smelte og smag saucen til med salt og peber (gerne hvid, hvis du har det - men sort duer også fint).

Læg nu lasagnen sammen. Jeg begynder med kød, så pastaplader og derefter hvid sauce. Fortsæt - men vær opmærksom på at slutte af med oksekød og så hvid sauce ovenpå. Det giver den smukke overflade, du ser på billedet - og sikrer, at der ikke på toppen ligger en eller anden pastaplade, der ikke er dækket af sauce og derfor tørrer ud.

Giv den 35 minutter ved 200 grader, og husk at lade den stå 10 minutter, inden du serverer den - det giver lasagnen mulighed for at samle sig, så saucen ikke løber ud, når du skærer stykker.