Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Erotisk novelle: Zeemeermin
Foto: Bulls Press, m.fl. Her kan du nyde et lille uddrag af den nye erotiske novelle Zeemeermin.

Erotisk novelle: Zeemeermin

Erotisk novelle: "Hun begyndte at tage sit tøj af"

Louise er turist i Amsterdam og har af en forbipasserende mand fået et gavekort til ”Kvinders fryd og lyst” stukket i hånden. Nysgerrigt opsøger hun butikken, som viser sig at være en sexshop, hvor kvinden Britt og manden Oskar tager imod hende og tilbyder hende at tage alt, hvad hun har lyst til, med ind i et prøverum.

Louise trak gardinerne fra og trådte ind. Et højloftet rum, retrotapet med psykedeliske former, væghøje spejle og et utal af spots. På væggen knager, to lænestole foran et bord med en lille klokke på. Ved siden af den lå en paryk.

Hun lagde tøjet fra sig på den ene lænestol og tog parykken op. Den var rødblond og strakte sig pelset hen over hendes håndflader. Hun trak den ned over sit korte mørke hår og studerede sig selv i spejlet, hendes grønne øjne var blevet grønnere og lyste mod parykkens hår, der faldt ned over skuldrene på hende i en fin gylden regn. Hun var en anden.

En bevægelse fik hende til at vende sig. Til højre for gardinerne på den fjerde væg sad en skærm. En film kørte uden lyd. Den viste en mørk mand og en lys kvinde. De kyssede og kærtegnede hinanden, kvinden puffede manden ned på en stol, satte sig overskrævs og pressede underlivet mod ham i rytmiske bevægelser. Så kastede hun hovedet tilbage, svajede bagover og skød brysterne frem mod ham. Parret var omgivet af de samme spejle, vægdekorationer og spots som Louise. Det var samme rum. Og de to nøgne mennesker var Oskar og den blegøjede kvinde bag disken.

Synet af dem gjorde Louise forlegen, hun ville kigge efter stop-knappen, men blev alligevel stående og skævede op på de to kroppe, der tog om hinanden og smeltede sammen i en sorthvid grafik.

Pludselig blev skærmen sort, og Bollywood-musik dansede ud i rummet. Louise virrede med hovedet, sådan var det åbenbart i en sexshop i Amsterdam. Hun begyndte at tage sit tøj af.
Hun ville starte med de røde bukser.

En ny lyd. Louise vendte sig og gispede. Hun, Louise, var på skærmen! Var det et spejl? Nej. Hun var blevet filmet. Netop sådan var hun kommet ind i prøverummet med favnen fuld og havde set sig om, og sådan havde hun lagt tøjet fra sig på lænestolen.

Det var hende, og nu så hun lige ind i sit eget ansigt, hun kiggede på filmen med Oskar og den blegøjede kvinde. Noget i hendes ansigtsudtryk overraskede. Filmen havde gjort hende forlegen, huskede hun, men skærmen viste en Louise, der uden skam nød, hvad hun så.

 

I det samme blev gardinerne trukket til side, og kvinden stak hovedet ind og kiggede skråt op på skærmen.

– Undskyld mig, sagde hun og trådte ind og gik hen og trykkede på en knap. Skærmen blev sort igen, et lille blåt lys blev ved med at skinne øverst oppe, så slukkede også det.

– Oskar og jeg morer os lidt nu og da, sagde hun, mens hendes blege øjne gled op og ned ad Louise, der stod i bare ben og T-shirt. Kvindens øjne klemte sammen i et anerkendende udtryk. Med lydløse skridt kom hun hen foran Louise og strøg ned over parykken med håndfladerne og rettede på den. En duft af kardemomme snoede sig om Louise. Hun trådte akavet et skridt tilbage, kvinden fulgte efter.

– Så smuk du er, zeemeermin, hviskede kvinden ind i Louises øre og anbragte et fnuglet kys på hendes kind. Hendes læber var kølige.

– Vi har netop fået en ny kollektion hjem, sagde hun på engelsk.

– Jeg må have dine mål. Hun anbragte sine hænder på Louises skuldre og lod dem glide nedad, de mærkede på brysterne uden på T-shirten og flød ned til Louises talje og hofter. Lette bevægelser, der brændte. Størrelse 36-38. Muligvis 40 over skuldrene. Og 75 C, 65, 92, sagde hun for sig selv på nederlandsk. Hun gik ud og dukkede lidt efter op igen med favnen fuld af strømpeholdere, toppe, handsker af læder og korte silkeskørter. Øverst lå et par højhælede, lårlange støvler, som Louise havde bemærket ude i butikken. Det hele blev anbragt i en lokkende dynge på den anden lænestol.

Der fulgte åbenbart en meget kærlig personal shopper med gavekortet, tænkte Louise og rakte hånden ud efter tøjet, men kvinden lagde nu blidt sin hånd på Louises arm og trak hende ind til sig. Hendes bryster var bløde som marshmellows.

– Kus me, zeemeermin, hviskede hun. Hendes læber skiltes, derinde bag de hvide tænder lå en tunge. Louise tøvede, noget i hende fandt kvinden frastødende, noget andet fik hende til at række munden frem mod kvindens læber, de var smalle, men svulmede op, da de mødte Louises. Deres tunger stiftede bekendtskab.

– Britt! lød Oskars stemme ude fra disken. Hajsmilet bølgede, kvinden lagde hænderne om Louises ansigt, kyssede hende med det yderste af læberne og forsvandt ud af prøverummet.

 

Louises læber brændte som is, hun pressede fingerspidserne mod dem og ville smage kvindens læber en gang til. Derude lød hendes sælgerstemme på nederlandsk. Louise lindede på gardinet og spejdede ud i butikken, hvor kvinden var ved at vise en samling dildoer frem. Hun havde tynde fingre og bar sort neglelak. Hun drejede hovedet og mødte Louises øjne i den smalle åbning mellem gardinerne.

Hun kommer tilbage, tænkte Louise, trak sine trusser af og smøg sig ned i de røde bukser. Det tynde læder formede sig om hendes nøgne balder. Hun lod hænderne glide ned over dem og forestillede sig, at det var kvinden, der rørte ved hende.

Læs også: Her er den ultimative orgasme-guide

Gardinerne åbnedes igen, et sus af skuffelse. Det var Oskar med en bakke med et glas champagne og en skive brun kage, som han stillede på det runde bord.

– Ikke hash, sagde han,

– krydderikage. Ring, hvis du mangler noget. Han nikkede mod den lille klokke og forsvandt.

 

Hvorfor kunne han ikke tage de kunder? Louise mærkede irritationskløen i nakken. Hun bed sig i læben. Hun var vist urimelig. Hun drak en slurk champagne og tog en bid af krydderikagen. Fik øje på støvlerne, flåede bukserne af og iførte sig de tårnhøje vidundere og spankulerede rundt i prøverummet med lange og korte skridt med svajende ryg og lang nakke og nød at være høj og nøgen.

Spejlene viste tre små hvide mærker på hendes hud efter den nærmest ikke-eksisterende bikini fra i sommer.

Gardinerne åbnedes en smule, og en lang mørkebrun arm stak ind og løftede sig op med noget silkeagtigt i næven.

– Zeemeermin! lød Oskars rustne stemme.

– Prøv den her!

Louises hænder fløj op og ned for at dække bryster og køn. Hun krabbede hen og kunne ikke finde ud af, hvad for en hånd der skulle tage det minimale stykke tøj, som hang ned fra næven. En korsage var det vist.

Gennem åbningen glitrede Oskars øjne mod hende, lysglimtene fra spejlkuglerne gjorde hans ansigt plettet som en leopards. Louises ene hånd slap brysterne og snappede korsagen, som hun holdt op foran sig. Silken aede hendes nøgne hud, og hun glemte alt andet for korsagen. Den skulle hægtes ligesom en bh, bare på forsiden, og der var omkring ti par hægter. Louises fingre arbejdede sig vej op, langsomt støbte korsagen sig fast om hendes krop, smukt afstemt med de lange støvler. Hægterne var nemme at håndtere, men de to øverste sad løst, den ene røg ned og hang i en tråd, den anden faldt på gulvet med et spinkelt pling.

Louise ringede med klokken og håbede, kvinden ville dukke op. Men det var Oskar, der kom. Louise viste ham hægterne i sin udstrakte hånd.

– Det ordner jeg, zeemeermin. Han trak nål og sort tråd op af en lille taske, han havde hængende i sit bælte. Også han duftede af kardemomme.

En kølig luftning fra de halvåbne gardiner fik Louises brystvorter til at rejse sig, og hun kiggede på Oskar, der behændigt trådede nålen og med hurtige, professionelle bevægelser gav sig til at sy hægterne fast igen. Hans bøjede nakke var af mat fint fløjl, der var ikke en plet på den perfekte, brune hud. En smerte fik hende til at krympe sig. Nålen havde stukket hende lige mellem brysterne, bloddråber perlede ned over Oskars hænder, hvor de camouflerede sig i hans mørkebrune hud og dukkede op igen på hendes hvide mave og lår.

Louise mærkede noget blødt, varmt og fugtigt mellem sine bryster og ned over maven. Oskars tunge, der slikkede blodet væk. Hendes fingerspidser strejfede hans nakke, hun bøjede hovedet og fulgte fascineret tungens bevægelser, mens han arbejdede sig nedad og slikkede de sidste bloddråber væk fra hendes lår. Han rejste sig for at sy videre, og hans hoved var ved at kollidere med Louises hage.

Da han var færdig, hægtede han korsagen og lo hende ind i øjnene. Louise mindedes hans varme tunge og var pludselig i færd med at hægte korsagen op igen, helt op, så den løsnede sig og faldt på gulvet, og hun stod nøgen på nær de lårlange støvler, og da var Oskar ikke længere en ferm skrædder, men et rovdyr, hvis sitrende hale sad nede i bukserne og truede med at bryde gennem jeansstoffet.

Læs også: Derfor elsker vi at læse om sex

– Zeemeermin, hviskede han rustent.

– Lad mig mærke dig. Han vendte hende om, så hun stod med ryggen til, og lod sine varme håndflader hvile på hendes skuldre, de gled ned over hendes ryg og greb fat om hendes hofter, og han trak hende ind til sig.

Louise mærkede en bule, der insisterede, og lagde vægten frem på forfoden for at trække sig væk fra Oskar, men det lykkedes kun at presse sine balder endnu tættere mod ham. Hjernen ville væk, kroppen ville give efter. Hun trak fremover igen, og denne gang lod Oskar sine hænder blive liggende løst omkring hendes hofter. Umærkeligt slap Louise modstanden og lænede sig tilbage mod den varme krop. Ombestemte sig og trak fremad igen, men denne gang fulgte bulen med og trykkede sig hårdere mod hendes balder. Hun stivnede, og Oskars hænder løsnede sig. Nej! Med bulen som målskive skød Louise balderne bagud og gned sig op ad den.

 

Sådan fortsatte det. Da han igen greb fat, trak hun væk. Og når han slap, søgte hendes balder tilbage mod ham. Han gav sig til at nappe hende i nakken, mens hans hænder formede sig om hendes bryster og satte neglene i som en nydende kat. Louise havde lænet sig frem med hænderne støttet mod væggen. Fingre gled fnuglet hen over hendes køn, lyden af en lynlås og noget fløjlsblødt strejfede hendes lår bagfra. Hun drejede hovedet og skævede. Der stod den, mørkebrun med det omskårne hoved strunkt og dybrødt. Den listede nærmere, spidsen kildede hende bagfra.

– Åbn dig, zeemeermin, hviskede Oskar. Med begæret bankende i halsen spredte Louise benene og lod ham trænge ind.

Ude i butikken lød dørklokken. Og så – Oskar! Et langt suk, en lynlås der lynede op, blafrende gardiner, og Louise var alene. Et sagte klik fik hende til at vende sig. Den blå lampe over skærmen var tændt. Louise var på vej hen for at se, hvad det var, da Britt dukkede op. Hun kiggede kort på skærmen med et stænk af morskab, så styrede hun hen og trykkede sine bryster mod Louise og fik hende til at glemme alt om blå lamper.

– Bare nyd det, hviskede hun med skælvende åndedræt og skød sit fløjlsspændte lår ind mellem Louises ben, løftede det op mod hendes køn og pressede mildt. Louise blev draget ind i en verden af hajhvisken, der flød fra kvindens mund ind i hendes øre, indtil hun hengivent og åndeløst sank frem og lagde sine læber mod kvindens.

Idet Louise lidt senere gik ud med det tøj, hun havde valgt, skævede hun op på skærmen. Den blå lampe lyste stadig.

– Zeemeermin, behold denne her som en erkendtlighed fra vores side, sagde kvinden ude ved disken og lagde parykken oven på tøj og støvler i en eksklusiv bærepose.

På vej ned ad trappen så Louise, at der var kommet flere tilskuere til foran det andet udstillingsvindue, og pludselig vidste hun, hvad de så på. På brændende fødder gik hun derover og stillede sig sammen med de andre. De kiggede på en pornofilm, hovedpersonen havde skulderlangt, rødblondt hår. Louise så sig om. Almindelige mennesker. Ingen sexmonstre. Mænd, enkelte kvinder. En kvinde holdt sig i baggrunden, som om hun skammede sig over sin interesse. Ingen af dem anede, at filmens hovedperson stod blandt dem med kort mørkt hår, sweatshirt og sneakers.

De kigger på mig, tænkte Louise og vidste ikke, om hun fandt det ophidsende eller frastødende. Eller begge dele.

Hun trak hætten på sin sweatshirt op og blev tilskuer sammen med de andre.

Bonusinfo

Zeemeermin er det hollandske ord for havfrue.

Novellen ”Zeemeermin” er fra samlingen ”Zeemeermin og andre erotiske fortællinger for kvinder”. Udkom den 1. oktober (Lindhardt og Ringhof). Pris 149,95 kr. E-bog 99,95 kr. De seks erotiske fortællinger kan også købes stykvis til en pris på 29,95 kr.

Forfatteren Marianne Sophia Wise er cand.phil. i fransk litteraturhistorie fra Université Libre de Bruxelles. Hun har udgivet børnebøger og debuterer hermed som forfatter for voksne.

Se, hvad vi ellers skriver om: Psykologi og Erotiske noveller