Mikkel Hansen barn
SPONSORERET indhold

Mikkel Hansen: ”Jeg bliver stadig rørt af at snakke om det”

I januar blev Mikkel Hansen far for første gang, oveni at han vandt VM i håndbold. Nu fortæller han og kæresten, Stephanie Gundelach, om den intense tid og rørende oplevelse i denne måneds Eurowoman.

Af: Annelise Hartmann Eskesen og Susanne Baden Jensen Foto: Rasmus Weng Karlsen
26. jul. 2019 | Livsstil | Eurowoman

Hvad er størst: At vinde VM i håndbold eller at blive far?

Manden, der flere gange er blevet kåret som verdens bedste håndboldspiller, oplevede under stor mediebevågenhed begge dele i starten af dette år.

5. januar blev Mikkel Hansen og kæresten, Stephanie Gundelach, nemlig forældre til deres førstefødte, Eddie Max. Seks dage senere løb Mikkel ind på håndboldbanen for over flere uger at spille kampe og til sidst vinde VM.

LÆS OGSÅ: Jo Nesbø: "Jeg begyndte at tænke på døden, allerede da jeg lærte klokken"

– De to ting sammen er noget, jeg aldrig vil glemme. Der skete så meget på så kort tid, at jeg stadig bliver rørt af at snakke om det. Men at blive forælder var meget større end alt andet. Der er ting i livet, som er væsentligt større end håndbold, fortæller Mikkel Hansen i et stort interview til Eurowoman, der har besøgt parret i deres hjem i Paris.

Om fødslen

Mikkel Hansen og Stephanie Gundelach mødte hinanden første gang klokken fire om natten på en Roskilde Festival, og efter noget tid blev de kærester. Det har de nu været i to og et halvt år. Sidste forår blev Stephanie gravid, og i sensommeren flyttede hun til Paris, hvor Mikkel boede i forvejen, så parret kunne få en hverdag sammen, inden de skulle være forældre.

Da Eddie Max Gundelach Hansen først kom til verden, blev han lagt på Stephanies mave, mens Mikkel klippede navlestrengen, fortæller de i interviewet.

– En fødsel er en meget surrealistisk oplevelse som mand, for du står bare der og ser den, du elsker, gå igennem så meget smerte for din skyld. Det er ret smukt. Og ret svært at se på. Men da jeg så Eddie Max ligge der med Steph bagefter … det er nok det mest lykkelige øjeblik i mit liv. Og da han lå hos mig bagefter. Det er jo den bedste følelse overhovedet. Første gang du ligger der med dit barn, siger Mikkel Hansen til magasinet.

Eddie Max med på balkon

Da håndboldlandsholdet vendte hjem igen 27. januar med guld om halsen og blev mødt af tusindvis af danskere på Rådhuspladsen i København, var Stephanie og Eddie Max med ved Mikkels side.

Også da spillerne går ud på en lille balkon for at lade sig hylde af menneskehavet på pladsen nedenfor, og Mikkel får den idé, at Eddie Max skal med ud. Lige bag dem følger Stephanie, som fortæller:

– Pludselig kunne jeg bare høre det der sus, da de så Mikkel med Eddie Max. Jeg fik kuldegysninger over hele kroppen, det var så overvældende at se dig stå der med vores nyfødte søn, lige efter I havde vundet VM. Det var, som om du forsvandt lidt. Du lagde slet ikke mærke til alle de mennesker, du stod bare og kiggede ham i øjnene og snakkede til ham.

Læs det fulde interview med parret, hvor de fortæller om deres liv med sønnen i Paris, deres oplevelse med verdens bedste jordemoder, fødslen og deres tanker om fremtiden og kærlighed til kunsten – alt sammen i denne måneds EUROWOMAN.

Anbefalet til dig