Parforhold

Parforhold: Tør du stille disse spørgsmål?

Hvor længe er det siden, du har talt med din partner om, hvordan han egentlig har det med jeres fremtid, jeres sexliv, jeres hverdag eller dig? Hvis det er længe siden, kan det være en god idé at komme i gang, for det kan både udvikle dig, ham og jeres forhold.

„Skat, der er noget, jeg er nødt til at spørge dig om…“

Det er de færreste af os, der har lyst til at sige den sætning. Eller høre manden i vores liv sige den.

– Mange af os tør ikke, fordi vi godt ved, det kan være smertefuldt at høre svarene. Det kunne jo være, at det kom frem, at vores partner ikke er tilfreds, siger parterapeut Katrine Berling.

Men selv om det ikke føles rart at skulle kaste sig ud i den store parforholdssnak og høre din mands svar på dine spørgsmål, er det en rigtig god investering i jeres fremtid.

– Vi har muligheden for at udvikle både os selv og vores forhold. Men det kræver, at vi har den fuldkomne åbenhed og ærlighed, som vi får ved blandt andet at stille hinanden de svære spørgsmål, siger Katrine Berling.

Og uanset, om I er tæt på kobberbryllup, eller om I er nyforelskede, skal de stilles.

– Sådan nogle snakke kan skabe en større intimitet, fordi I begge to viser, hvem I i virkeligheden er – og samtidig vil I sikkert opdage nye sider af hinanden. Men det kan være svært at huske på – især, når man har været sammen længe. For jo bedre vi kender hinanden, jo mere undgår vi at sige det, vi ved, den anden synes, er ubehageligt at høre, siger hun.

I kan gøre meget for at snakken ikke bliver ubehagelig. Det handler både om planlægning, ro og tid – og så at gøre det til en vane.

– Det kan være en god idé at aftale en date, hvor I skal snakke sammen og gøre det til noget, I gør med jævne mellemrum. Og så aftaler I, hvem der spørger, og hvem der fortæller, forklarer Katrine Berling.

Undgå skænderier

Rollerne er uhyre vigtige, og det er altafgørende for udfaldet, at den, der spørger, kun stiller spørgsmål og lytter til svarene uden at afbryde eller diskutere, forklare og forsvare.

– Rigtig mange af denne slags samtaler ender i skænderier – og det må de ikke, for så er muligheden for at komme videre forpasset. Derfor er det vigtigt, at spørgeren holder sig til spørgsmålene og så tager noget tid til at tænke over svarene – det kan godt være, du har brug for et par dage, før du har mærket efter, hvordan du har det med svaret, råder Katrine Berling.

For du kan selvfølgelig godt risikere, at din partner fortæller dig noget, du ikke har lyst til at høre. Eller hvis I har byttet roller – at der er nogle af de ting, du fortæller ham, som han ikke kan eller vil opfylde. Men her er det vigtigt, at I tager jer god tid efter spørgerunden til at tænke over, hvordan I har det med det.

Læs også: 12 trin: Sådan bliver du nyforelsket

– Det er vigtigt at huske på, at det ikke er en ønskeseddel, hvor din partner skal opfylde alt det, du har ønsket dig eller ændre på alt det, du er utilfreds med eller omvendt. Og så er det, at I i stedet må forsøge at finde et kompromis eller en løsning. Det er bare vigtigt at lade være med at tage afvisninger som udtryk for manglende kærlighed, siger Katrine Berling.

Spørg om alt

Og skulle der være ting, som du slet ikke kan leve med, må I træffe jeres valg ud fra det.

– Det sker selvfølgelig, at I er to så forskellige steder, at det ikke kan forenes. Men så er I jo også kommet videre. For først når I er helt ærlige, kan I træffe bevidste valg på jeres egne og jeres parforholds vegne, siger Katrine Berling.

Hun kommer her med seks spørgsmål, som de fleste par kan have glæde af at stille hinanden, men det kan være en god idé at mærke efter, hvilke spørgsmål der er vigtige i lige netop jeres forhold.

– Forhold og mennesker er forskellige – og der er ingen grænser for, hvilke spørgsmål I kan stille hinanden. En god tommelfingerregel er dog, at alle spørgsmål, som du får ondt i maven over at tænke på, er vigtige at få stillet, så de ikke ligger og ulmer og skaber underliggende konflikter, bebrejdelser eller forestillinger, som forhindrer jer i at udvikle jer, siger hun.

Se de 6 spørgsmål du skal stille din partner allerede i dag på næste side.

1. Hvad er nærvær for dig?

Katrine Berling oplever, at mange kvinder klager over, at deres mænd ikke er nærværende nok og bruger deres fælles tid på at se fjernsyn, sidde foran computeren eller være opslugt af mobilen.

– Kvinderne tolker det, som om deres mand ikke er interesserede i dem, eller ikke elsker dem nok. Men for mændene er det bare den måde, de er sammen på, og de føler, at de er rigtig meget til stede, forklarer hun.

Derfor kan dette spørgsmål både lede til, at du får afkræftet din frygt for, at han ikke elsker dig, og at I får en snak om, hvordan I har lyst til at være sammen.

– Det kan jo være, at det bliver mere okay for dig, at han kigger lidt på mobilen indimellem, når du ved, at det ikke betyder, at han ikke har lyst til at være sammen med dig. Og så kan det være, at I finder frem til, at I af og til skal være sammen helt uden forstyrrelser og afbrydelser.

2. Hvad tænder du på?

Mange af os går og tror, at vi ved præcis, hvad vores partner tænder på. Og selv om de fleste kvinder godt ved, at mænd har fantasier eller kigger på porno og andre kvinder, så prøver vi at ignorere det.

– Vi vil helst ikke høre det, fordi vi er bange for at føle os utilstrækkelige – og det gør ondt. Men når vi ignorerer det og hinandens lyster, bliver vores sexliv kedeligt, advarer Katrine Berling.

Hun råder til, at du finder din nysgerrighed frem, inden du stiller spørgsmålet.

– Se det som en mulighed for at lære ham bedre at kende og få nogle nye oplevelser sammen med ham. Og så er det en god idé at huske på, at en fantasi jo ikke behøver at betyde, at han vil have lige nøjagtigt det, han fantaserer om. Måske kan det gradbøjes, så det er noget, du også har lyst til at være med til, siger hun.

3. Hvordan synes du, at fordelingen af pligter skal være?

Rigtig mange parforholdsproblemer handler om de huslige pligter – og især kvinder går og bliver indebrændte over tøjvask, rengøring og madlavning.

– Oftest er det kvindens behov, der kommer til at sætte dagsordenen i hjemmet, og så bliver det til, at hun bestemmer, hvad han skal gøre hvornår – og hun bliver vred, hvis han ikke gør det, siger Katrine Berling.

Hun mener, at kvinderne kan blive meget bedre til at lægge ansvaret fra sig. Det kan være, at han egentlig gerne vil hjælpe mere til derhjemme, men føler, at det er helt umuligt at gøre det rigtigt, fordi du altid vil bestemme, hvordan og hvornår, han skal gøre det. Når I får talt om det, kan I bedre finde en løsning på, hvordan det kan komme til at fungere for jer – og så kan I måske slippe for de små hverdagsskænderier, der kan være opslidende i længden, råder hun.

4. Hvordan kan jeg være en bedre kæreste for dig?

Det er et af de vigtigste spørgsmål at stille hinanden med jævne mellemrum. Men det er også et af de sværeste:

– Det er svært at stille, fordi du risikerer at høre noget, der gør ondt. Der er jo ingen af os, der bryder os om at høre, at vi ikke er perfekte, men prøv at tænke det som en mulighed for at udvikle både dig selv og dit parforhold. Og overvej så nøje, hvilke af hans ønsker, du kan imødekomme, siger Katrine Berling.

For at forberede dig lidt, kan det også være en rigtig god idé at spørge dig selv, om du ville have lyst til at være kæreste med dig selv – og hvad der skulle til for, at du ville have lyst til det.

– De fleste af os ved jo godt, hvor vores svagheder er. Og det kan være en god idé lige at tænke dem igennem, så du er forberedt på svaret.

5. Hvordan forestiller du dig vores fremtid?

Rigtig mange svarer noget, de ikke helt mener, når de får stillet dette spørgsmål, og derfor er det altafgørende, at I bliver enige om at være helt ærlige. Det kan nemlig være rigtig svært at håndtere, hvis I er to helt vidt forskellige steder i livet og har lyst til vidt forskellige ting. Men ikke desto mindre er det vigtigt at få talt om.

– Hvis I får meldt klart ud, hvad I ønsker jer og drømmer om, giver I også hinanden et valg – om I helst vil hinanden, eller det I hver især drømmer om. Og alene det at have truffet et bevidst valg, kan spare jer begge for mange bekymringer og megen tvivl senere hen, uanset om I bliver sammen eller ender med at gå hver til sit, råder Katrine Berling.

6. Hvordan er din fortid?

Du ved godt, at din mand har kendt andre kvinder, før du kom ind i hans liv. Men har du det som de fleste andre kvinder, er du aldrig dykket ned i eks-filerne, fordi du har været bange for, hvad du mon kunne finde. Men det er en skam, mener Katrine Berling:

– Det vil give dig et billede af, hvem han er, og hvad han har med i bagagen – og det kan være, du opdager nye sider af ham, når du hører ham fortælle om sine tidligere forhold.

Hans tidligere forhold kan nemlig både rumme forklaringer på, hvorfor han reagerer, som han gør, i bestemte situationer eller på bestemte ting – og så kan det faktisk også åbne jeres forhold op for nye oplevelser.

– Det kunne jo være, at han ofte gjorde noget med sin ekskæreste, som han tror, du slet ikke er med på – men som du i virkeligheden gerne vil være med til at prøve af, når du hører det. Og så kan I sammen udforske det og skabe jeres egne oplevelser, siger Katrine Berling. 

Læs også: Flopper du i kærlighed?