Stefanie fra ”Alene i Vildmarken”: ”Jeg blev bange for, at jeg ikke længere savnede mine drenge”

Det har aldrig været et spørgsmål om, hvorvidt Stefanie Lea Paulsen kunne klare sig alene i den finske vildmark. Den 40-årige kvinde er storvildtjæger, stædig som ind i helvede og singlemor. 

Hun driver egen jagtvirksomhed, kører firehjulstrækker og fælder træer. Og hun er flere gange blevet kontaktet af Danmarks Radio, som ville have hende med i programmet Alene i vildmarken.

Alligevel har Stefanie sagt nej hver gang. Det har der været to vægtige grunde til: Hendes sønner på 15 og 17 år.

– Jeg har været alene med dem stort set hele deres liv, fortæller Stefanie. – Og mens de var små, var det utænkeligt for mig at tage fra dem.

Fantaserede om flystyrt

– Men i takt med at de er blevet teenagere og begynder at leve deres egne liv, er mit behov for at få mit eget liv også vokset, fortsætter hun.

– Som alenemor sætter man alt andet til side, så jeg havde virkelig brug for at gøre noget kun for mig. Og vise dem, at jeg kan stå stærkt på mine egne ben. Jeg lovede dem, at jeg ville gå hele vejen.

Præcis hvor langt hun skulle komme til at gå, havde hun dog aldrig forestillet sig. Med 62 dage isoleret i det finske ødeland er Stefanie Lea Paulsen kun en enkelt dag fra rekorden, der blev sat af hendes meddeltager og modstander, Rasmus Kragh, der vandt dette års sæson. Og Stefanie er suverænt den danske kvinde, der har klaret flest vildmarksdage i programmets historie.

Men det er ikke antallet af dage, der står tilbage som den største bedrift, her næsten et år efter at hun er vendt hjem til Danmark og civilisationen. Det er erindringen om, hvad vildmarken krævede. Og ikke mindst hvad hun selv gjorde for at få lov til at blive i den.

– Jeg var fra start bevidst om, at det her var et mentalt game, siger Stefanie og afslører den strategi, hun brugte:

– Jeg bildte mig selv ind, at jeg var nødstedt efter et flystyrt – og at den nødknap, vi blev udstyret med af tv-holdet, ikke var en reel mulighed. Derfor kom besøgene fra tv-holdet og lægen også hurtigt til at føles forstyrrende.

Savnede mor og far

De første 20 dage var egentligt overkommelige nok. Måske ligefrem lette. Stefanie havde ikke bare en fornemmelse af, at hun var vendt tilbage til naturen, hun var også vendt tilbage til sig selv, som om hun var barn igen. 

Alt føltes nyt og muligt. Hendes evne til at lege, snakke med træer og dyr og leve sig ind i en fantasiverden, boblede op. Hun begyndte sågar at savne sin mor og far.

– Jeg fik pludselig hjemve. Præcis som da jeg var lille. Alle de her følelser og tanker og evner, jeg ikke havde mærket, siden jeg var barn, blev vakt til live, forklarer hun og uddyber:

– Jeg gik ligesom i ét med naturen. Dyrene begyndte at vænne sig til mig. Og efter dag 50 kunne jeg ikke længere kende forskel på min egen lort og deres. Jeg lavede simpelthen dyreekskrementer!

Men efterhånden som dalende temperatur, ensomhed og sult åd sig ind på Stefanie, kom der flere mørke og dårlige dage.

– Det er så ekstremt. Man føler sig deprimeret og sort indeni. Det er de her vilde nedture, der er svære at håndtere; man skal nok få fanget en fisk og lavet et shelter, det er nemt i sammenligning, siger hun.

– Men jeg fandt ud af, at jeg bare var nødt til at acceptere dykkene og være i smerten, i ubehaget og i savnet.

LÆS OGSÅ

Johanne Louise Schmidt ramte en alvorlig krise i 2023: ”Det var som om, jeg var ved at falde fra hinanden”

Der er en første gang for alting. Det første kys, det første job, det første alderstegn. Vi spørger kendte kvinder om nogle af deres første gange. Skuespiller Johanne Louise Schmidt har haft svært ved skolen, held med kærligheden, og så har hun altid insisteret på at være modig i sit arbejdsliv.

Skjulte forstoppelsen

Og hun ville blive. Hun havde jo lovet sine drenge det, og det løfte blev en slags tunnelsyn. Stefanie vidste godt, at hun tabte sig for meget. Og de ugentlige lægebesøg, der i forvejen forstyrrede historien om flystyrtet, begyndte at blive et reelt problem.

– Jeg satte det i system og gemte fisk, til de kom, spiste to kopper bær og fyldte mig med vand, så jeg vejede mere, indrømmer hun. – Jeg undlod også at fortælle, at jeg var fuldstændig forstoppet. Intet kom ud, og det vidste jeg godt, de ikke ville lade fortsætte.

Lægen sagde o.k. for Stefanie ved hvert besøg. Men produktionsholdet begyndte at hive hende til side og sige, at de kunne trække hende ud, hvis de vurderede, at hun satte sit helbred på spil og begyndte at se for dårlig ud.

– Det gav mig en vild paranoia. Jeg var sikker på, at de prøvede at sabotere mig og ville have mig ud af konkurrencen, husker hun. 

– Det siger noget om, at jeg ikke længere så klart. Jeg var gået ind i sådan en mode, hvor jeg bare ville blive, uanset hvad det kunne koste.

Kollaps i skovbunden

– En aften sad jeg ligefrem og blev bange for, at jeg ikke længere savnede mine drenge, fortæller Stefanie. 

– Det var modsætningsfyldt, for det var jo dem, jeg var der for. Men til sidst kunne jeg bare ikke mærke dem eller mig selv længere.

Det hele kulminerede, en aften hvor hun havde bevæget sig langt væk fra sit shelter, dødsulten, på jagt efter bær, og blev overmandet af smerterne fra for­stoppelsen.

– Det var så voldsomt, at jeg var nødt til at begynde at grave for at få det ud. Sindssygt ydmygende og grænseoverskridende, siger hun. 

– Bagefter forsøgte jeg at få mine hænder rene ved at slå hul på isen og vaske dem. Men det er jo umuligt med iskoldt vand.

Senere kom vendepunktet.

– Jeg faldt sammen i skovbunden og mærkede min krop overtage mit stædige sind, husker hun. – Jeg lå uden at kunne bevæge mig, men da jeg endelig gav slip på min stædighed, mærkede jeg en varme og ro i min krop og mit sind. 

Jeg fik en klar følelse af, at det ikke er at give op, når man selv siger stop. Det har jeg nok i virkeligheden aldrig været i stand til. Det var en kæmpe forløsning.

Græd i telefonen

Stefanie satte en dato for hjemturen. 12 dage skulle der gå, så ville hun trykke på nødknappen. På den måde var det stadig hende, der havde kontrollen. Hun ville stadig være en form for vinder. 

Alligevel græd hun som pisket, da hun 12 dage senere ringede hjem til sine drenge som de første, efter at hun var vendt tilbage til tv-holdets lejr.

– Jeg hulkede ned i telefonen og sagde, at jeg havde svigtet dem. Jeg havde jo lovet, at jeg ville gå hele vejen, og at de skulle hente mig i Finland, siger Stefanie. – De forstod slet ikke, hvad jeg snakkede om. De syntes, jeg var vildt sej.

I dag ved Stefanie også selv, at hun er vendt hjem, stærkere end hun rejste af sted.

– Jeg havde virkelig brug for at finde mig selv igen. For at blive noget andet end mor, men også en stærkere mor for mine drenge, forklarer hun. – Det er lykkedes, og selv om det var hårdt, var det også smukt og vildt og vidunderligt. Jeg er lykkelig for, at jeg gjorde det. 

LÆS OGSÅ

Janni Pedersen: ”Jeg ville gerne have prioriteret familien lidt mere i stedet for at sidde der i fjernsynet”

Tv-vært Janni Pedersen har brugt meget af sit liv på ikke at føle sig god nok. Når hun i dag ser tilbage, tror hun, at det var meningen, hun endte her – og derfor ærgrer det hende at indse, hvad hun har ofret for at bevise sit værd overfor andre på sin vej.