Budapest
SPONSORERET indhold

Varme bade og billig gourmet: Det skal du opleve i smukke Budapest

Besøg Ungarns smukke hovedstad, hvor du kan lade op på velværekontoen, spise dig mæt for ingen penge og drikke drinks i smukke ruinbarer. ALT.dk guider dig til gode oplevelser i Budapest.

Af:: Amalie Louise Bernitt Foto: Getty Images
08. jan. 2019 | Livsstil | ALT.dk

Med to bakkede bydele delt af den dybblå Donau-flod, ligner Budapest ikke en hvilken som helst anden Europæisk hovedstad.

Her er udkigsposter til flere dage, arkitektoniske perler i barokstil og slotte, der er som taget ud af et Disney-eventyr.

Og så er byen ikke større, end at du kan opleve det meste på blot et par dage.

Tag på opdagelse i Budapests historiske gader og brug dagene på at spise billigt selv i gourmet-genren, lade op på velværekontoen og besøge byens mange museer.

Snyd heller ikke dig selv for en tur i en af hovedstadens mange termiske kurbade, der er mindst lige så gode om vinteren som om sommeren.

Få vores bedste anbefalinger til mad, oplevelser, shopping og natteliv i ALT.dks store Budapest-guide herunder.

LÆS OGSÅ: Stramt feriebudget? Her er de billigste storbyer i Europa

Det skal du se

Budapest vælter sig i smukke, historiske oplevelser – lige fra eventyrlige bygningsværker, der er som taget ud af barndommens fantasi, til lækre velvære-oplevelser og interessante museer. Der er nok at se i den ungarske hovedstad, og her får du nogle af vores favoritter.

Fiskerbastionen
Besøg bl.a. Fiskerbastionen på Buda Hill, der er som taget ud af et eventyr. Foto: Getty Images

Buda-siden

Buda-delen af Budapest er en sand fryd for øjet både set på afstand fra Pest-siden og tæt på. Tag en slentretur op til Buda Hill, hvor du kan besøge de flotte, gamle bygninger som bl.a Fiskerbastionen, Buda Slot og Matthias-kirken, hvis tag er belagt med flotte, farvede teglsten. Her er rig mulighed for at gå på opdagelse i diverse museer, men det er bestemt også hyggeligt blot at gå rundt og suge stemningen til sig i den gamle bydel.

Fra toppen af Buda får du også en utrolig udsigt over byen og særligt over parlamentet, der troner på den anden side af Donau. Du kan ganske vist komme på visit i bygningen, men vi vil anbefale at se den fra afstand, hvis du kun kan nå én af tingene. Husk kamera!

House of Terror

Den store, grå bygning i Budapests centrum var først hovedsæde for det ungarske nazistiske Pilekorsparti, inden det senere blev overtaget af det kommunistiske, hemmelige politi. Dermed har lokalerne lagt ramme om utallige rædsler – lige fra fængslinger til tortur og mord. Begivenheder, der nu er fremstillet på et af de mest gennemførte museer, vi længe har besøgt.

Mens du bevæger dig rundt på de mange etager, kan du opleve små torturkamre, en labyrint af sæbe-vægge og utallige personhistorier. Husk også at se kælderen, der tager uhyggen til næste niveau. Det er, som om oplevelsen aldrig helt kan rystes af igen.

House of Terror
1062 Budapest, Andrássy út 60

Széchenyi-badet

Budapest rimer på varme bade, og er du på besøg i den ungarske hovedstad, må du derfor ikke snyde dig selv for en tur ud til en af de lækre spa-oplevelser. Vi kan anbefale den populære Széchenyi Thermal Bath, der har både indendørs og udendørs bade, saunaer og dampbade, og som giver plads til, at du både kan spille skak og plaske rundt, mens du får varmen under vandet.

Er du afsted om vinteren, skal du ikke lade dig skræmme – det er en helt særlig fornøjelse at sidde i de lune udendørsbade, mens frosten bider i næsen.

Széchenyi Thermal Bath
1146 Budapest, Állatkerti krt. 9-11.

Gellért-bakken og Citadellet

Tag på dagsudflugt til Gellért-bakken, som tårner sig 140 meter op over byen. I travtempo kan I hurtigt komme op, og som belønning venter der sig en smuk udsigt over de to bydele delt af Donau, når I når toppen.

Her ligger også Citadellet – en gammel fæstning, der i dag huserer bl.a. turistcentrum og det 26 meter høje frihedsmonument, der står til ære for sovjetrusserne, som hjalp Ungarn med at befri sig fra Nazitysklands besættelse under Anden Verdenskrig.

Er gåturen for lang, kan I også tage en bus op ad den store bakke.

Det jødiske kvarter

Budapests jødiske kvarter er, trods sin dystre historie, et af de fineste områder i hele byen. Her kan du slentre ned ad krøllede gader, snuppe en farvestrålende drink eller gå fotoamok i smukke, brostensbelagte smøger med graffitimalede vægge.

Her finder du også en masse små butikker med særlig kunst, ligesom du kan opleve Europas største synagoge. Og skulle den lille sult melde sig, vælter området sig i cafeer og kosher-kost. Det er også her, du finder nogle af de mest hippe barer og gå-ud-steder.

Alt sammen står imidlertid i stærk kontrast til den barske fortid, du også vil opleve i det jødiske kvarter. Således gemmer flere mure på gamle skudhuller, og på fortovet vil du ofte opleve, at der er placeret små messing-monumenter, som beskriver navnene på dem, der blev deporteret fra lejlighederne til koncentrationslejre under Anden Verdenskrig.

Modsætningerne er slående i denne bydel, der har oplevet svimlende opture og grumme nedture.

LÆS OGSÅ: Brutal historie, storbycharme og enestående arkitektur: Er denne destination det billige alternativ til London, Berlin og Prag?

Her skal du spise

Budapest har gastronomi i topklasse, uden at det kommer til at gøre rigtig ondt på pengepungen. Her kan du både besøge en af byens fire Michelin-restauranter, der ganske vist ligger i den dyre ende, og de mange andre hyggelige caféer og restauranter, Budapest har at byde på.

Det eneste, du ikke må lade dig snyde for, er Ungarns nationalret, gullasch.

Gerbeaud
Hos Gerbeaud får du lækre kager i de smukkeste udformninger. Stedet har netop fejret dets 160-års fødselsdag. Foto: Getty Images

New York Café

Kage og søde konditorsager er næsten umulige at undgå, når turen går til Budapest, og skal vi anbefale et sted, du ikke må gå glip af, er det New York Café, som ligger i en af byens storslåede bygninger.

Cafeen er ganske vist en smule hypet – og kagen er god, men ikke blandt de absolutte højdespringere, når det kommer til smag. Til gengæld er du omringet af tunge gardiner, polstrede stole, alverdens guldsager og smukke malerier i loftet, som er en oplevelse i sig selv. Kageudsmykningen? Den er såmænd lige så overdådig.

Snup også en let frokost, mens du er i gang.

New York Café
1073 Budapest, Erzsébet krt. 9-11

Café Kör

Café Kör er en af byens mest populære restauranter med lokale retter serveret all day long. Stemningen er hyggelig, traditionel og rolig – men på ingen måde moderne og sender straks tankerne til førkrigstiden.

Her kommer både turister og lokale for en god omgang autentiske egnsretter i rare omgivelser, som serveres med god, venlig service. Prøv bl.a. den vegetariske gryderet főzelék, hvis du er på udkig efter en ægte, ungarsk oplevelse.

Husk også reservation – så er du på den sikre side.

Café Kör
1051 Budapest, Sas utca 17.

Michelin: Borkonyha

En tur til Borkonyha vil med garanti ikke være den billigste madoplevelse, du støder på i Budapest, men det er vanskeligt ikke at blive overrasket over, hvor meget gourmetmad du får for pengene.

Restauranten er en af Budapests fire Michelin-restauranter, og den smager sig lige ind i hjertet hos langt de fleste. Oven i hatten får du desuden et vinkort på intet mindre end 200 vine, som et venligt personale heldigvis gerne guider dig igennem. 

Borkonyha
1051 Budapest, Sas utca 3.

Gerbeaud

Et af Ungarns mest klassiske kaffe-kage-huse er Gerbeaud, hvor udsmykningen stråler om kap med konditorsagerne.

Konditoriet har netop fejret sin 160-års fødselsdag, og de store lysekroner, tunge møbler og mønstret tapet, der hører storhedstiderne til, er stadig at finde i de smukke lokaler. Heldigvis er kagekunsten også helt i top.

Tag derfor et langt hvil fra gåturen med en svampet kage og god kop kaffe hos Gerbeaud. Er du en slikmund, vil du elske det.

Gerbeaud
1051 Budapest, Vörösmarty tér 7.

Kiosk

Tæt ved Donaus kant ligger Kiosk. En moderne perle af en restaurant, som huserer i lokalerne til en gammel universitetsbiograf. Det betyder, at der er højt til loftet, store, brede vinduer og smukke balkoner i de ellers rå lokaler.

Her kan du få klassisk comfort food, gullaschsuppe og gode drinks, og er du afsted om sommeren, kan du nyde herlighederne på terrassen med udsigt til floden.

Kiosk
1056 Budapest, Március 15. Tér 4.

LÆS OGSÅ: Lækre vintagebutikker og byens bedste kanelsnegle: 24 timer i Helsinki

Her skal du gå ud

Øl, drinks og vin er relativt billigt i Ungarn, og der er masser af steder, hvor du kan svinge danseskoene, når mørket falder på. Særligt populært er det med de mange, smukke riunbarer, som er placeret i gamle ruiner rundt om i byen, men hovedstaden har også et hav af populære natklubber. Vi guider dig til nogle af de bedste steder at feste i Budapest.

Szimpla Kert
Szimpla Kert regnes af mange for at være moderen af alle ruinbarer. Her er fest og farver i lange baner. Foto: Getty Images

Szimpla Kert

Moderen af alle ruinbarer er efter manges mening Szimpla Kert, som ligger i en af byens travleste festgader, Kazinczy utca. Stedet emmer af kreative ideer og interiøret er mere festligt og nysgerrigt, end det er decideret smukt. Ikke desto mindre er det her, du skal tage hen, hvis du er på jagt efter en sjov aften. Hold øje med Szimpla Kerts program – måske er der en koncert, du ikke må gå glip af?

Szimpla Kert
1075 Budapest, Kazinczy utca 14.

Mazel Tov

Mazel Tov har længe været en af de helt store favoritter i den ungarske hovedstad, når det kommer til ruinbarer. Stedet er moderne, simpelt og pyntet som en charmerende gårdhave, og om dagen er Mazel Tov en restaurant i fuld vigør. Når mørket falder på, spiller DJs og livebands stedet op til fest, og drinkskortet skal nok holde tørsten slukket time efter time.

Mazel Tov
1074 Budapest, Akácfa utca 47.

Corvin

En af favoritterne blandt festgængere med hang til elektronisk- og housemusik er Corvin – natklubben, der ligger i en gammel bunkerbygning ud til en af Budapests mest travle pladser, Blaha Lujza. Her får du dansemusik og rooftop-bar for alle pengene. Og så kan du endda forvente lidt kunst oveni hatten.

Corvin
1085 Budapest, Blaha Lujza tér 1-2.

Sparties

I perioden mellem februar og september kan du slå to fluer med ét smæk: En tur i kurbad og en tur på diskotek. Her holder Sparty nemlig til i det ikoniske Széchenyibad, som du også finder længere oppe på denne liste. Og det er sikkert at sige, at det er en af de mest populære fester, du kan finde i byen – der er nemlig intet mindre end 50-55 tusind besøgende hvert år, som hopper i badetøjet og fester i de varme kilder, fremgår det af hjemmesiden. Er du afsted i vintermånederne, holder festen til i Lukács.

Sparty i Széchenyi
1146 Budapest, Állatkerti krt. 9-11.

Ötkert

Skal der være fest, så lad der være fest – sådan synes mottoet at være hos Ökert, som er en af de absolut mest populære natklubber i Budapest. Køen er ofte lang, men dansegulvene sørger for, at alle festgængere er underholdt – næsten uanset smag. Måske er du endda så heldig, at du ramler ind i en af klubbens temaaftener.

Ötkert
1051 Budapest, Zrínyi utca 4.

LÆS OGSÅ: Rejsen går til Alanya: 6 tips til en afslappende familieferie

Her skal du shoppe

Med priser, der er langt billigere end herhjemme, er Budapest en oplagt shoppe-by. Du kan blandt andet finde en lang række gode vintagebutikker, ligesom du kan gå på opdagelse blandt mainstream-mærker og high-end-butikker. Vi har samlet nogle af favoritterne herunder.

Vaci Utca
Váci utca kan nok bedst beskrives som Budapests svar på Strøget. Her finder du alle de store mainstream-mærker. Foto: Getty Images

Retrock

Et absolut must, når du er i Budapest, er vintagebutikken Retrock, hvor du kan shoppe lækkert vintagetøj, sko, tasker, møbler og nips i lange baner. Butikken er i to etager, så der er rig mulighed for at finde noget, du ikke kan leve uden.

Retrock
1061 Budapest, Anker köz 2-4.

Andrássy út

Er du på jagt efter high-end-shopping, skal du lægge vejen forbi parade-alleen Andrássy út, hvor de mest eksklusive brands huserer. Her kan du både besøge Jimmy Choo, Roberto Cavalli, Burberry, Louis Vuitton og mange, mange flere. Læg også vejen forbi Operahuset og læg mærke til de mange smukke 1900-tals-bygninger, der har sendt området ind på UNESCOS Verdensarvsliste.

Váci utca

På Budapests svar på Strøget finder du alle de mærker, du kender i forvejen – blot med langt billigere priser. Her kan du gå på opdagelse i butikker som H&M, Zara, Mango og en masse andre mainstream-butikker, og så er det ganske nemt at finde en café at tage et lille hvil på, når du bliver shoppe-træt.

Nanushka

Besøg en af Budapests førende mærker i flagship-butikken i den ungarske hovedstad. Her finder du masser af smukke udvalg, der emmer af simpel, skandinavisk stilsikkerhed, og som også har vundet indpas i den internationale modescene. Og så kan du drikke en varm kop espresso fra butikkens lille café, når energien slipper ud.

Nanushka
1052 Budapest, Bécsi u. 3

MONO art & design

Gå på opdagelse blandt de lokale designeres fineste produkter i MONO, hvor du finder alt fra flot keramik til smykker, notesbøger, tasker og hudprodukter. Butikken har også et lille, men velvalgt udvalg af tøj – ligeledes kreeret af lokale designere.

MONO art & design
1053 Budapest, Kossuth Lajos u. 12

 

Anbefalet til dig