Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Thomas Warberg
Foto: Peter Nørby

Interview med Thomas Warberg

Thomas Warberg: Bagstiv under Live fra Bremen

Du kender ham fra ”Live fra Bremen” og andre underholdningsprogrammer på tv. Men de færreste ved, at der bag de veltilrettelagte jokes gemmer sig en tørlagt alkoholiker. I seks år kontrollerede alkoholen den 31-årige komiker Thomas Warberg, lige indtil den dag hvor han indså, at både hans lever og komik led under hans misbrug.

Min sidste brandert
Det var i 2011 til en fest i København med Live fra Bremen-holdet, og inden festen havde jeg besluttet mig for, at jeg ikke ville drikke den aften. Jeg gad ikke. Jeg var mæt af det, træt af det, festen var død for mig.

Men jeg var en af de første, der ankom. Og der var champagne. Da jeg drak det første glas, kan jeg huske, at det gjorde ondt i leveren. At jeg overhovedet satte mig til bords den aften, husker jeg ikke, for jeg var blackout-drunk før forretten. Så er det jo galt. Det er helt galt.

Sent på aftenen slæbte Julie Zangenberg mig ud i en taxa og sagde: "Kan du huske, hvor du bor?" lige før, den kørte af sted.

Drak øl backstage
Inden min allerførste optræden som standupkomiker øvede jeg med en fjernbetjening som mikrofon. Jeg debuterede på Comedy Zoo i København, jeg var 19 år, showet begyndte klokken 20, og jeg gik ud ad min dør på Frederiksberg klokken 15.30, hvilket er for tidligt. Så jeg satte mig på en bænk i byen og begyndte at blive nervøs. Forgæves havde jeg forsøgt at melde afbud, for jeg troede ikke, jeg var klar, men min debut blev sindssyg god, og jeg blev kaldt op på scenen til ekstra bifald. S­idenhen har jeg flere gange tænkt på, at hvis det ikke var ­gået så godt, så var jeg nok ikke blevet komiker, for det var egentlig ikke noget, jeg forestillede mig at leve af, jeg ville bare prøve det af.

I standupmiljøet mødte jeg en flok fyre, der var ligesom mig: Vi var de her lidt sære, hvide provinsdrenge, der aldrig ­havde fundet os til rette i vores barndomsbyer, fordi der ikke var plads til os, og så var vi taget til København for at afprøve ­komikken. I miljøet var der tradition for at hænge ud med de andre komikere backstage og drikke nogle øl, når showet var færdigt. Det handlede om at bidrage til den gode fest, tænkte jeg. Og det var altså nogle af de sjoveste mennesker i Danmark, så det var bare røvsjovt fra første ­øjeblik. Og noget af det, der er så fedt ved standup, er, at du som ny i ­faget møder dit idol meget hurtigt, og så har du bare ­ikke lyst til at gå. Efter et par ­dage mødte jeg Anders Matthesen, og når typer som ham eller Mick Øgendahl stak hovedet om backstage efter et show, så bliver du selvfølgelig ­siddende og drikker en øl. Det blev ­måden, jeg netværkede på. Og det var sådan, det kom, stille og roligt.

LÆS OGSÅ: Iben Hjejle: "Jeg synes jeg har klaret mine skilsmisser ret godt"

Bagstiv under Live fra Bremen
Som upcoming komiker optræder du på barer og får typisk tre gratis øl for det. Det blev hverdag for mig. Hvis man tæller tre gratis fadøl for en optræden hver aften i fem år, så er det i sig selv et misbrug, og det blev jo ofte til meget mere.

Jeg optrådte hele tiden. Holdt aldrig fri. På en enkelt aften kunne jeg godt lave tre shows tre forskellige steder, og til sidst tror jeg, uden at jeg vidste det, at jeg var ude og optræde hver aften, fordi det var en undskyldning for at gå på bar. Jeg ­nåede til et sted, hvor jeg ikke kunne stoppe med at drikke, selvom jeg flere gange sagde til mig selv "I aften gider jeg ikke," og så kom jeg fuld hjem. Når de andre drak én, drak jeg to.

Jeg optrådte og optrådte og ­lærte håndværket som komiker bedre og bedre at kende. Mit navn blev langsomt slået fast i branchen, og jeg blev tilbudt en plads på sketchshowet "Live fra Bremen," der sendte live hver fredag aften.

Det var især her, jeg opdagede, at drikkeriet bremsede mig som komiker. Jeg var ikke så skarp, som jeg gerne ville være. Under min første sæson af "Live fra Bremen" sov jeg branderter ud i løbet af ­dagen og fornemmede, at jeg var nødt til at winge flere ting, for jeg var ikke hyperforberedt. Hver eneste fredag var jeg presset op til liveshowet og tænkte: "Hvordan fanden skal det gå. Og hvad var replikken?!" Jeg syntes ikke, jeg var skidegod, men jeg var populær blandt crewet backstage – der skabte jeg mig venner, og det, tror jeg, sikrede mig en sæson mere. For alkohol gør dig bare likeable. Sådan er den danske kultur. Jeg var den der lidt tykke, glade dreng, der godt kunne lide øl og kage – ham kan alle jo lide. Jeg var likeable ad helvede til, men jeg var ikke den sjoveste, og det ville jeg jo være.

Alkoholen gjorde mig til en idiot
Jeg betragter mig selv som et meget venligt menneske, men jeg blev uvenner med folk og fik genfortalt historier om, hvad jeg havde lavet i mine branderter, hvor jeg ikke kunne ­genkende mig selv. Jeg lød som en kæmpe idiot. For eksempel fik jeg genfortalt, hvordan en ny kvindelig komiker en aften, hvor hun netop havde optrådt, efterfølgende spurgte mig om råd og ønskede min feedback på hendes optræden. Så havde jeg bare taget hendes manuskript, grebet en kuglepen og trukket ­lange streger hen over hver side og til sidst sagt "Værsgo" og givet hende det tilbage. Det er jo et røvhul, der gør sådan noget. Der er ingen venlighed i det, og det stemmer ikke overens med måden, jeg ser mig selv på. Engang så jeg også på Facebook, at jeg havde ædt en hel havartiost om natten.

Til sidst begyndte jeg at ryste, når jeg drak, og jeg kunne ikke sove på venstre side, fordi det gjorde ondt i leveren. Og jeg var træt af det. Sådan havde jeg det også, da jeg vågnede op efter ­Live fra Bremen-festen. Jeg havde lovet mig selv ikke at drikke mig fuld, men det endte med, at Julie Zangenberg slæbte mig ud til en taxa og sendte mig hjem, fordi jeg ikke selv sansede noget.

Da jeg vågnede et stykke op ad dagen, ringede min ­daværende kæreste fra sit arbejde. I min brandert om natten havde jeg fortalt, hvor træt jeg var af det hele. Hun havde fundet et nummer til en misbrugsvejleder, som, hun syntes, jeg skulle ­ringe til. Så jeg ringede. Men ikke for at stoppe, for det mente jeg ­ikke var nødvendigt – bare for at få hjælp til at skære ned.

Nogle dage efter sad jeg til møde med en sød dame, vi snakkede sammen om mit alkoholforbrug, og efter en times tid tog hun en liste frem med ti punkter. Opfyldte jeg fem af dem, ­havde jeg åbenbart et problem. Vi kom frem til, at jeg opfyldte ni af punkterne, og hun inviterede mig i behandling og til gruppesamtaler. Noget af det var også noget værre voodoo-pjat, men alt i alt var det givende. Jeg var 26 år, og alle de andre var pensionister. De sagde: "Vi startede præcis på ­samme tidspunkt som dig, men stoppede bare først fyrre år senere. Hvis du stopper nu, giver du dig selv en gave." Jeg stoppede fra den ene dag til den anden, og det var umuligt at argumentere for at fortsætte med at drikke. Selv en lille smule.
– Hvad hvis jeg godt kan tåle én?
– Hvorfor har du behov for den ene?
– Det har jeg heller ikke, jeg vil bare gerne tage én for at bevise, at jeg ikke har brug for det.
– Men så har du jo brug for det. Hvorfor har du lyst til den ene?
– Det har jeg heller ikke.
– Så behøver du den heller ikke.

Jamen for helvede. Jeg ville gerne kunne styre det, og måske kan jeg. Hvem ved? Men i det sekund jeg forsøger, så har jeg tabt, for på en eller anden måde, så vinder min afhængighed. Det sekund, jeg cutter det hele, så har jeg bevist, at jeg ikke har brug for det.

LÆS OGSÅ: Signe Molde: Kontrolfreak med trætte bryster

Komikermiljøets forbandelse
Jeg kan jo ikke vide det, men jeg tror ikke, jeg var blevet alkoholiker, hvis jeg ikke var kommet ind i standupmiljøet. I komikerfaget er mange af legenderne jo folk, der døde tidligt, ­fordi de drak. Dirch Passer. Kjeld Petersen. Jørgen Ryg. Preben ­Kaas. Og vi har da mange gange været på "Kjeld og Dirchs dødsrute" (En fastlagt druktur, inspireret af Kjeld og Dirchs yndlingsbarer, der starter på baren Alleenberg og går forbi bl.a. Drop Inn og Galateha Kroen, red.), og det var skidesjovt, men de levede altså heller ikke ret længe. Kjeld blev 40! De døde jo, for helvede. Det var der bare ingen, der snakkede om.

Det er bare en undskyldning at sige, at alkohol gør dig til en bedre komiker. Eller at alkohol får kreativiteten til at blomstre. Det er jo hjernen, du bedøver. Men noget, jeg lærte som alkoholiseret komiker, var, at komme uforberedt og klare det fint alligevel – det drager jeg stadig nytte af i dag, og jeg er faktisk bedst, hvis jeg ikke forbereder mig alt for meget. Men overordnet set er jeg blevet en markant bedre komiker, efter jeg er blevet ædru. Ligaer bedre. Dengang jeg drak, kunne jeg sætte mig ned og skrive 30 jokes om dagen, hvis det lige passede ind. Da jeg stoppede med at drikke, holdt jeg en skrivepause på tre uger, og da jeg en dag satte mig ned for at skrive jokes, lavede jeg 160 på én dag.

Kort tid efter mig kom min komikerkollega Christian ­Fuhlendorff også i afvænning. Vi var begge relativt højt oppe i hierarkiet, og vi var begge voldsomme i vores misbrug. Pludselig var vi væk fra festerne. Og folk sagde, at man kunne mærke det i standupmiljøet, for det havde altid været os to, der stod og sagde: "Kom med i byen."

Der gik halvandet år, før jeg ikke hver aften fik en sms med teksten "I byen?". Hvor folk var vant til, at det var jeg, men stille og roligt fik jeg vænnet omverden til, at det ikke er mig mere. En aften, da jeg sad med en flok kolleger på et comedysted ude på Amager, kom Fuhlendorff løbende i løbetøj, bankede på ruden, vinkede ind til os, og løb videre. Klokken var 23.15 om ­aftenen. Og så gik snakken derinde: "Hold kæft en tosse. I løbetøj klokken 23.15." Et par dage efter mødte jeg Christian og ­fortalte ham det, og så sagde han: "Det er sjovt, for min tanke, da jeg bankede på vinduet, var: "Kæft, nogle tosser, at de ikke går hjem." Jeg må jo erkende, at jeg er ude på Christians side nu.

Styrer uden om fester
I dag har jeg været ædru i fem år og har aldrig været tæt på at drikke igen. Det sværeste har været at bryde med mine rutiner og få nogle nye, for alle mine vaner og stamsteder ­inkluderede druk. Hvad gør man, når man ikke bestiller en øl på en bar? Okay, folk går på cafeer! Så prøver vi det. Jeg havde aldrig været på cafe før, og jeg anede ikke, hvad man bestilte sådan et sted. Tænk, at man kan få serveret kaffe i så mange varianter.

Da jeg havde været ædru et par uger, var min daværende kæreste og jeg til en fest, og jeg sagde helt reelt til hende: "Hvad gør man?" Og hun sagde: "Prøv at starte med at sige hej til folk." Det var ligesom at starte fra scratch, som om jeg var barnet. Vi var begge vant til, at jeg var festens midtpunkt, og at der hele tiden var en øl, der skulle åbnes eller sættes til munden eller skåles med. Jeg følte mig underligt nøgen uden, og når der i dag er lagt op til en ordentlig fest, så går jeg hjem. Jeg har bare svært ved at finde min plads i det. Det vil jeg gerne kunne, og jeg arbejder på det, for jeg kan godt nogle gange selv synes, at det er lidt sært, at jeg undgår fester, faktisk.

I det hele taget er jeg blevet meget mere indadvendt. Før i ­tiden skulle jeg bare ud, ud, ud, og min lejlighed lignede lort, fordi jeg alligevel aldrig var der, men nu bor jeg simpelthen så pænt! Det er der, jeg er, det er min base, og jeg er ikke superglad for at komme ud af den. Det arbejder jeg også lidt på.

LÆS OGSÅ: Jesper Vollmer: “Jeg skal til at acceptere den nye Jesper”

Parterapi efter fire uger
Jeg har skullet genopfinde mig selv fra start til slut. Hvor jeg tidligere bedøvede mine tanker og følelser med alkohol, skal jeg i dag virkelig mærke efter og hele tiden spørge mig selv: "Vil jeg det her? Hvorfor er jeg utilfreds nu?" Jeg har skullet face mine mindre gode personlighedstræk – for ­eksempel er jeg dårlig til at sige fra, og havner jeg i en situation, hvor jeg ­føler mig kørt over, kan det skabe et ubehag, som jeg går og tænker over, hvor jeg før i tiden bare drak mig stiv og glemte det.

Hele tiden at skulle analysere sig selv er trættende ad helvedes til, men det er nødvendigt, og jeg lærer stadig mig selv at ­kende – som ædru alkoholiker – ved at gå i terapi en gang om måneden. Min nye kæreste og jeg var også i parterapi, da vi kun havde kendt hinanden i fire uger, fordi jeg var nødt til at indvie hende i min situation og sige: "Velkommen, jeg har en sygdom. Den skal du lære om, så mød min terapeut. Hvad var det nu, du hed til mellemnavn?" Det var lidt sært efter så kort tid, men min kæreste skulle også vide, hvad hun gik ind til, og jeg plejer at trøste hende med, at jeg nok ikke kommer til at få en midtvejskrise, for jeg har allerede haft det hele.

Jeg kender samfundets skyggeside, for jeg er kommet på værtshusene og haft mange samtaler med de der gamle alkoholikere. Jeg kan mærke, at det giver mig en edge, og jeg betragter det faktisk som en gave at vide, hvor skidt det står til. Det giver mig forståelse for flere samfundslag, og jeg får meget svært ved rent politisk ikke at stemme for, at vi skal hjælpe de svageste, for jeg har selv været der. Alle, der siger: "De skal bare tage sig sammen", har simpelthen ikke forstået det, for hvis disse mennesker kunne tage sig sammen, havde de ikke tisset i bukserne. Det ved jeg, for jeg er selv vågnet op i gennempisset sengetøj som voksen.

Dengang forestillede jeg mig, at livet helt uden alkohol ville være kedeligt. Og det tog mig nogle år, men nu er jeg begyndt at grine helt nede fra maven igen. 

LÆS OGSÅ: Rasmus Botoft og Lisbeth Wulff: “Vi er fælles om at være naive romantikere”

LÆS OGSÅ: Anders Matthesen: Showman med defekte fødder

LÆS OGSÅ: “Jeg blev landskendt og smed hele mit liv på gulvet samtidig”

Thomas Warberg, 31 år

Komiker, kendt fra tv-programmer som "Live fra Bremen," "Klipfiskerne" og har hen over sommeren været vært på "Det sene sommershow" på TV2.

Debuterede i 2006 og vandt Läkerol-prisen som årets nye talent til Zulu Comedy Galla i 2010.

Driver sin egen comedyclub, Warberg Comedy Club, på ­Vesterbro i København, hvor han optræder flere aftener om ugen.

Bor i Kartoffelrækkerne i København med sin kæreste gennem to år, Amalie.

Warberg Comedy Tour'16

Thomas Warberg er aktuel med sit andet onemanshow "Warberg Comedy Tour '16." Showet, der handler om måden, vi behandler hinanden på, har premiere på Bremen Teater i København den 15. september og turnerer derefter landet rundt. Læs mere på Thomaswarberg.dk

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview