Mit barn skriger for at få sin vilje. Hvad gør jeg?

Det er en frisk efterårsdag, og jeg sidder på en café og læser. Der er mange folk omkring mig, men det forstyrrer mig ikke. Bogen er god, og jeg er opslugt.

Så hører jeg et hyl. Uden at se på barnet, der skriger, registrerer jeg hurtigt, at det ikke er et skrig af smerte eller rædsel. Dette skrig er en krystalklar besked til mor og far om, at de må komme, fordi der er noget, som slet ikke går efter planen.

Jeg vender mig og ser en lille pige på omkring tre år stå skrigende foran en dreng, som sandsynligvis er hendes storebror. Selv om hun er lille, er hun ikke magtesløs. Hun ser ud til at have fuld kontrol og er målrettet i færd med at skaffe sig det, hun vil have. Storebror er fem-seks år og har en skovl i hånden. Han holder hånden hævet over hovedet, sådan at lillesøster ikke kan nå skovlen. Hun står på tæerne og strækker sig efter spaden, mens hun vræler. Hun skriger, så højt hun kan med blikket fast rettet mod skovlen.

LÆS OGSÅ: Selvstændighedsalder: 9 typiske konflikter

Når dit barn skriger, kommunikerer det

"Gråd, skrig eller skrål er spædbarnets eneste måde at varsle smerte eller ubehag på. Ikke at respondere på spædbarnets gråd er direkte skadelig. Derfor reagerer forældre på gråd ved at prøve at finde ud af, hvad spædbarnet har behov for og opfylde den lilles behov", siger børnepsykolog Elisabeth Gerhardsen.

Det er derfor naturligt, at børn efterhånden som de bliver ældre, fortsætter med at bruge gråd og skrig, hvis de voksne fortsætter med at give dem, hvad der skal til for at stoppe hyleriet. Du kan hurtigt komme ind i et uheldigt og opslidende mønster, hvor barnet ikke engang prøver at spørge om noget i almindeligt stemmeleje. Barnet begynder i stedet at klynke, hyle eller udstikke rasende kommandoer.

Lidt længere inde i caféen sidder mor og far med et vennepar. De forsøger at ignorere kampen, som udspiller sig mellem børnene.  De håber i det mindste, at børnene kan løse konflikten selv og taler videre. Men pigen taler til dem. Hun siger: ‘Kom og tag skovlen fra storebror og giv den til mig’. Skrigene stiger i volumen, fordi forældrene er så træge, og hun konkluderer derfor, at de ikke kan høre hende. Hvis de kunne høre hende, ville de jo være kommet med det samme. Det plejer de jo. Hun fortsætter med at gøre det, hun har lært og skriger videre til de ‘hører’ hende og kommer og fikser det hele.

 "Det er en fælde, vi voksne let går i, når vi ikke orker, at barnet er utilfreds, eller vi er for trætte til at tage diskussionen. Så giver vi efter for at få en hyggelig stemning", siger psykolog Elisabeth Gerhardsen.

Bange for at ligne en dårlig forælder

Og ganske rigtigt. Efter nogle minutter knækker far. Måske begynder han at føle de andre gæsters blikke på sig eller også ved han, at den lille skrighals er mere udholdende, end han selv er. Han rejser sig og er tydeligt irriteret. Han går mod krigszonen. Lillesøster ser ham komme, og det giver hende ny energi. Hun skriger endda højere.

Så sker der det, der ofte sker i konflikter mellem små og større søskende. Far siger noget til storebror og rækker samtidig hånden ud efter spaden. Storebror gør et opgivende forsøg på at forklare, hvad der sker, men far er ikke interesseret. Spaden skifter hænder. Lillesøsters skrig standser øjeblikkeligt. Snot og tårer tørres væk, og hun lyser op i et stort smil med spaden i hånden.

Ifølge psykolog Willy-Tore Mørch er en af grundene til, at forældre reagerer på denne måde på barnets gråd, at de er bange for at blive opfattet som dårlige forældre. Mange føler, at barnegråd er resultatet af dårlige forældrefærdigheder, og at de ikke har kontrol over barnet.

Dit barn skriger, fordi det er klogt

"Jeg har selv været den far. Den, som gav efter, når skrigene blev for høje. Når jeg ikke orkede at overhøre dem længere. Uden at være klar over det, lærte jeg mit barn, at det faktisk nytter at skrige og råbe. At det var sproget, hun måtte bruge for at få mig til at forstå, at hun virkelig mente noget, hvis jeg sagde nej. Jeg gav hende et redskab, som fik hende til at virke som et uopdragent barn. For hun var ikke dum. Tværtimod. Som det kloge barn hun var, brugte hun det sprog, der virkede. Når hun ikke kunne overtale mig med ord, skreg hun. Hun vidste, hvad hun ville have og hun gjorde, hvad hun kunne for at få det," siger Willy-Tore Mørch.

"Jeg gjorde det ikke med vilje eller på nogen måde bevidst. Det blev bare sådan. Når vores børn er små, skal vi reagere, når de skriger. For det er deres eneste måde at kommunikere med os. Det er sådan, de kan kalde på os."

"Vi må se på gråden i forhold til barnets alder. Gråd er spædbarnets måde at kommunikere på. Efterhånden som barnet lærer lyde og ord, vil hun i større grad kommunikere gennem sproget, men gråd vil være en vigtig kommunikationsform i hele opvæksten. Hvis vi forældre fortsætter med at reagere på gråd på samme måde, når barnet bliver ældre, lærer vi dem at få deres vilje, når de græder. Det er klart, at barnet vil bruge det, når der er noget, de gerne vil have. Det virker jo! Forældre kan dermed forstærke denne type gråd, hvis de systematisk lader barnet skrige sig til goder", siger Willy-Tore Mørch.

LÆS OGSÅ: Selvstændighedsalder: Forstå din lille hidsigprop

Det er dit ansvar

"At vende barnet af med at hyle eller klynke hver gang, hun ønsker sig noget, sker ikke i en håndevending. Det første, du kan gøre, er at se på, hvordan du selv reagerer, når barnet henvender sig til dig. Er du ofte distræt, træt eller ukoncentreret? Så har dine børn måske erfaret, at du ikke reagerer, før de skruer op for volumen. Prøv at være mere opmærksom og svar allerede første gang, dit barn taler til dig, sådan at han mærker, at et almindeligt toneleje også når frem", råder Elisabeth Gerhardsen.

Hvis du kan tænke på dette som barnets naturlige måde at undersøge, hvor grænserne går, er det lettere at holde ud. Også selv om det foregår ude blandt andre. For det er vigtigt, at du opfører dig på samme måde ude som hjemme. Ellers kan barnet få det indtryk, at der er en bestemt måde, I taler på, når der er andre til stede.

Mange mindre børn opførelse kan tolkes som uopdragent og irriterende. De kan være vanskelige at holde af, og fremmede ser på dem på en bestemt måde. De fleste voksne tænker ikke på, at disse børn bare bruger det sprog, de har lært. Hvordan skulle en tre- eller fireårig selv vide, hvad der er god skik? Han opfører sig bare på en måde, der gør, at han får sine ønsker og behov opfyldt. Og hvis barnet har lært, at det sker ved at skrige højt og længe – ja, så gør han selvfølgelig det.

"Nogle gange får forældre viklet sig ind i konfliktsituationer, hvor barnet skriger, og forældrene råber, og det kan være ret ubehageligt for alle parter – også eventuelle tilskuere. Det bedste råd er, at man ikke råber af barnet, men forholder sig roligt og venter, til barnet er færdigt med at skrige. Herefter kan man forklare barnet, at han for eksempel må vente med at få slik til efter aftensmaden eller til Disney-sjov. Og så skal man holde det, man lover", siger Willy-Tore Mørch.