En velpakket rygsæk

Here we go again. Min datter Alma udtaler sig endnu engang med den 6-åriges skråsikre lyt-bare-til-mig-for-jeg-ved-hvordan-landet-ligger-agtige retorik. Den for alderen mærkeligt modne tone skyldes sandsynligvis hendes generelle position som frontløber.

Hjemme er hun ældste barn blandt tre og dyrker præ-præpræ-puberteten ved hyppigt at lukke sig inde på sit værelse med sin musik og sit hemmelige univers. I børnehaven har hun længe været leader-of-the-pack sammen med det øvrige førskolehold. Hun er vant til dagligt at belære sin lillebror – og andre undersåtter – om alt, hvad hun anser for værd at vide om livet i al almindelighed.

Nu står den længe ventede første skoledag lige om hjørnet. Men hvad betyder skolestarten egentlig for et barn, som har mere end almindeligt travlt med at blive voksen? Disney-prinsesserne kan vist godt forvente at få sparket af hendes raketstøvler, og lillepigeværelset bliver vel snart tapetseret med mode-udklip og idolplakater. Måske vil barnet fra nu af konsekvent takke nej til fælleshygge i familiens skød med et nedladende smil og en udstrakt langemand – eller bare ved at sigte på os med sin hanekam?

Men så tøjler man lige hestene. Helt så grelt kommer det nok ikke til at gå – i hvert fald ikke lige med det samme. For jeg blev for nylig mindet om, at dagen, som ville markere overgangen fra lille børnehavepige til stor skolepige, jo i virkeligheden er det stik modsatte – nemlig dagen som markerer overgangen fra stor og myndig børnehavepige til lillebitte (og temmelig skræmt) skolepige.

Den sidst ankomne. Den, som står allerbagerst i køen og nederst på rangstigen. Sådan så det i hvert fald ud, da min datter skulle til før-skoledag på sin kommende skole.

Vi skulle overvære halvanden times skolegang i en eksisterende børnehaveklasse. Iført fuldt pakket rygsæk betroede Alma kæphøjt sin lillebror, at hun virkelig ikke kunne vide, hvornår hun ville indfinde sig i deres fælles børnehave igen. Der var da ingen ende på de fantastiske ting, hun skulle opleve med sine nye venner, og tju-hej hvor skulle de alle sammen have det helt ubeskriveligt morsomt, og mon de andre egentlig ville revne af misundelse ved synet af hendes build-a-bear?

Ansigtet blev derfor blegt, da vi nåede frem, og hun opdagede, at arrangementet ikke omfattede samtlige nye, bævende børn på en gang – men kun et par enkelte kommende elever, bænket blandt de erfarne skolebørn. Hun blev på et sekund bevidst om ikke at fylde for meget (læs: flåede det overdimensionerede hårspænde ud, som hun ellers havde planlagt at vælte forsamlingen med). Hun lignede en, som havde sat sig på en tegnestift, mens hun prustede tungt – sådan som man gør, når man mest af alt har lyst til at besvime.

Pludselig var hun væk, mit store selvfede barn. Pludselig var vi langt fra udsagn som ”Jeg kan da godt forstå, at X gerne ville kunne tegne lige så godt som mig – men det kan hun jo bare ikke!!” Udsagn som i deres totale mangel på beskedenhed og situationsfornemmelse godt kan få et par forældre til at frygte den trussel om hak i tuden, som uvægerligt vil banke på barnets dør en dag…

Hun kom dog igennem før-skoledagen med værdigheden i behold. Selv om hun hverken turde tale til eller se på sidemanden. Og selv om hun blev irettesat i påstanden om, at en lyskurv er grøn foroven.

Vi fejrede oplevelsen med en cola – og hvorvidt det var koffeinen eller omgivelserne, der gjorde udslaget, var vi knap nok kommet tilbage i børnehaven, før morgenens stenmaske krakelerede. Rygsækken blev flået op med et ”SE lige det her opgavehæfte. Det var bare SÅ sjovt at være i skole. Jo, jeg klarede det skam rigtig flot…”

Elskede ældste barn. Jeg ønsker dig stor lykke i dit forestående skoleliv. Når du engang har lært at læse, kan du jo lige granske disse linjer. Det er nemlig meget sundt at blive mindet om, at selv når man bliver bange for alvor, kan sådan et anfald faktisk hurtigt gå over – også selv om man står bagerst i køen og nederst på rangstigen. I sidste ende handler det jo om, hvad man i virkeligheden har med i rygsækken…