Delt billede af polititræning indendørs og person stående i solrig mark.
"Uniformen" fik stor succes, da den rullede over skærmene i februar. Nu venter vi spændt på DRs kommende drama "Høst".

11 nye danske serier i 2026: Dem, du skal se nu – og dem, du kan glæde dig til

Det danske serieår 2026 har allerede budt på store oplevelser og glædelige gensyn. Tingene tyder kun på at fortsætte i samme spor, når vi bliver kastet ind i nye familiedramaer og makabre mordsager.

alt.dk logo

Både DR, TV 2, Prime Video og Netflix disker op med de helt store seriekanoner i år med run på drama, krimi og humor.

Der er glædelige gensyn med velkendte serier som "Klovn", "Kastanjemanden" og "De bedste år", mens vi bliver introduceret til helt nye universer i "Høst" og "Mord i mørket".

Her får du et overblik over de nye serier i 2026. Både dem, vi har været gladest for, og dem, vi ser mest frem til.

Serierne, som vi ser frem til

Selvom vi er over halvvejs gennem året, ligger der stadig mange nye danske serier, der venter på at blive sluppet løs på diverse streamingtjenester og tv-kanaler.

Nedenfor finder du spritnye serier, som vi har til gode, og velkendte serier, som snart udvides med endnu en sæson.

1. Høst

Folk holder pause i en høstet mark mellem traktor og New Holland-mejetærsker

Til efteråret lander et nyt drama om en familie i opbrud, med arv og hemmeligheder i fokus.

Efter Gorm (Lars Brygmann) er fyldt 65 år, skal familiegården Feldumgaard overleveres til den næste generation.

Men beslutningen om gårdens arving rusker op i de indgroede dynamikker og gamle sår, der kaster familien ud i overvejelser om fortiden og fremtiden.

"Høst" er en fortælling om familiekonflikter og magtkampe, som består af et stærkt cast med Katrine Greis-Rosenthal, Elliott Crosset Hove, Lars Brygmann, Charlotte Fich, Simon Bennebjerg og Joachim Fjelstrup i de bærende roller.

"Høst" får premiere den 9. oktober på DR TV og den 11. oktober på DR.

2. Rivalerne

Tre voksne personer poserer i tredelt portræt med grøn natur i baggrunden.

I TV 2's kommende dramaserie opstår en omfattende konflikt mellem en lokal biolog, der vil åbne et å-løb, og en magtfuld erhvervsmand, hvis familie i årevis har haft magten over Morildsø, der er byens pumpende hjerte.

En dygtig journalist vender samtidig tilbage til byen for at afdække en gammel forbrydelse, som lægger spor i nutiden.

I en altafgørende kamp om søen sættes klimaet, penge og arv på spil for byens beboere.

På rollelisten finder vi Lars Mikkelsen, Johanne Louise Schmidt og Jens Albinus som de bærende karakterer.

"Rivalerne" får premiere på TV 2 og TV 2 Play senere i år.

3. Mord i mørket

Dan Turèlls roman med samme navn bliver til en krimiserie, der udkommer senere i år.

Michael Falch er tilbage som den passionerede journalist, vi husker fra filmatiseringerne i 1980'erne.

I den nye serie skal den nyligt pensionerede journalist samarbejde med sin datter, en ambitiøs politiefterforsker, om at opklare en stor sag.

Sammen dykker de ned i en række mord, som alle hænger sammen i ét stort netværk.

"Mord i mørket" får premiere på Prime Video senere i år.

4. Sygeplejeskolen: Sæson 8

Skuespillere fra Sygeplejskolen VI i sygeplejeuniformer står samlet på hospitalsgang.

I 1950'erne begynder Fredenslund Sygehus at uddanne mandlige sygeplejersker, der gør, at dynamikken skifter på sygeplejeskolen, hvor de mandlige og kvindelige studerende nu skal bo sammen.

Den historiske TV 2-serie følger hverdagen på sygehuset bag facaden, hvor splid, forelskelser og drama opstår i de indbyrdes relationer i en verden af stuegange og rutinetjek.

Den danske serie udvides med en ottende sæson, hvor der ifølge Neel Rønholt bliver skruet op for dramaet. Og det gør os kun endnu mere spændte!

Den nye sæson får premiere på TV 2 og TV 2 Play i løbet af efteråret.

5. Huset: Sæson 2

Den barske fortælling om fængselsbetjente og indsatte i et nedslidt og lukningstruet fængsel vender tilbage i år med en ny sæson.

I første sæson ses Charlotte Fich, Sofie Gråbøl, David Dencik, Youssef Wayne Hvidtfeldt og Laura Christensen i hovedrollerne.

Ifølge Vi Elsker Serier handler den kommende sæson om et kvindefængsel, hvor historien fortælles fra bag tremmerne.

Den nye sæson får premiere på DR i løbet af efteråret.

Serierne, som vi ikke kan få nok af

Herunder finder du de nyeste danske serier, som du kan hoppe direkte ind og streame.

Måske er der nogle, som du har misset? Eller måske er du allerede klar til at gense nogle af dem?

6. Uniformen

Mand i politiuniform ligger på gulvet under en træningsøvelse omgivet af kolleger

I den spændende, nye danske serie fra februar følger vi en politiskole i krise.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed undersøger en sag, hvor en politielev (Soheil Bavi) skød og sårede en ung mand under en voldsom anholdelse.

I samme omgang efterforskes skolens forhold også, som lægger et stort pres på eleverne, de ansatte og rektor Sanne Hammerby (Lene Maria Christensen).

"Uniformen" kan ses på DRTV.

7. De bedste år: Sæson 2

To personer står i en stue og kigger alvorligt mod noget uden for billedet.

Efter at have færdiggjort den første sæson af Millang-brødrenes ultrarelaterbare serie, kunne vi slet ikke vente til den næste.

Heldigt for os alle udkom den nye sæson af "De bedste år" her i maj, hvor familielivet og forældreskab endnu en gang hyldes gennem kedelige beslutninger og humoristiske stunder.

Med Magnus Millang og Stephania Potalivo i hovedrollerne skaber serien et autentisk billede af småbørnsfamiliens travle hverdag, der fortæller en historie om, hvordan forældres personlige drømme lever side om side med lortebleer og Aula.

"De bedste år" kan ses på TV 2 Play.

8. Kastanjemanden: Tælle til en, tælle til to

To personer står i en lys lejlighed og kigger ud ad et stort vindue

Den danske Netflix-serie tog hele landet med storm i efteråret 2021, og nu er den endelig tilbage.

Endnu en gang følger vi de to drabsefterforskere Nia Thulin og Mark Hess (Danica Curcic og Mikkel Boe Følsgaard) i en efterforskning om en savnet ung kvinde.

Politiet finder ud af, at kvinden har været udsat for stalking og har modtaget ubehagelige gemmelegsbeskeder fra gerningsmanden. Samme omstændigheder kan trådes tilbage til et mord to år forinden.

Den ultranervepirrende serie er spækket med drama og stærke præstationer fra gamle og nytilkomne skuespillere blandt andre Sofie Gråbøl og Anders Brink Madsen, der spiller forældrene til den unge kvinde.

"Kastanjemanden" kan ses på Netflix.

9. Slangedræber

Tre mænd sidder og står omkring et rodet kontorskrivebord i seriøs dialog.

Den første danske Prime Video-serie udkom her i januar, og det var ikke med et helt ukendt cast.

Den vesterbroske krimiserie har den dygtige Pilou Asbæk i hovedrollen som Brian, også kendt som Smiley, der arbejder i den berygtede politienhed, Uropatruljen.

Ved sin side har han Jim (Lars Ranthe), der i en tand mere sympatisk tilgang hjælper sin makker i jagten på en lokal narkohandler, Hugormen.

"Slangedræber" kan ses på Prime Video.

10. Klovn: Sæson 11

To mænd går sammen gennem en grøn gårdhave foran en hvid bygning.

Når vi taler danske serier, er det svært at komme udenom "Klovn".

I denne spritnye sæson har Mia (Lyhne) fået samlet styrkerne til at forlade Frank (Hvam) til fordel for Jens Jacob Tychsen.

Frank står tilbage med en stort set tom villa. Trist og single.

En glædelig overraskelse er gensynet med Iben Hjejle efter mange års pause.

Ellers er meget ved det gamle, når vi følger den socialt akavede Frank og hans overmodige kammerat Casper (Christensen), der på trods af det yderst velkendte format, overrasker med at kaste sig ud i nye tåkrummende situationer.

"Klovn" kan ses på TV 2 Play.

11. Sommerdahl: Sæson 7

To mænd går på havnevej med Kronborg og filmhold i baggrunden under Sommerdahl-optagelse

I marts vendte den danske darling-serie tilbage med sin syvende sæson.

I hvad der ligner en fredelig nordsjællandsk kystby, har den lokale politienhed travlt med at opklare diverse mystiske mordsager.

Efterforsker Dan Sommerdahl (Peter Mygind) er endnu en gang på sporet efter drabsmændene i Helsingør.

Men der lurer også private udfordringer, der kulminerer, da Dan skal flytte ind i et anneks på en grund, hvor hans ekskone og bedste ven nu bor sammen.

Mon ikke vi kan forvente nye sæsoner efter denne?

"Sommerdahl" kan ses på TV 2 Play.