Familien Steenberg

Foto: Sara Skytte "Vi har fået mere Anton og mindre autisme," siger Jørgen og Charlotte. Anton er enig

Legetræning hjalp Anton med autisme: “Lige der smeltede det hele sammen”

Det sortnede for Charlotte Steenberg, da sønnen Anton fik diagnosen infantil autist. Hvad skulle der blive af ham? I dag er Anton en velfungerende dreng, der går i gymnasiet og drømmer om at blive lokomotivfører. Forandringen kom gennem en speciel form for leg.

Umiddelbart minder 19-årige Anton Steenbergs liv om det, mange af hans jævnaldrende lever. Han går i gymnasiet, har en kæreste og er fyldt med drømme om, hvad der skal ske i fremtiden. Derhjemme tager han del i indkøb, madlavning, tøjvask, og hvad der ellers skal til for at få hverdagen til at fungere, på skift med sine forældre, Charlotte og Jørgen, og sin lillebror, Bertram.

"Anton er blevet et aktivt medlem af familien," siger Jørgen.

Anton nikker:

"Hvor alting tidligere skulle planlægges og struktureres, for at jeg kunne rumme det, er jeg i dag blevet meget mere fleksibel," fortæller 19-årige Anton.

De første år af sit liv sagde han ikke ret meget. Han lå bare og kiggede.

LÆS OGSÅ: Cecilie har en bipolar lidelse: "Nu føler jeg mig bedre klædt på til modgang"

"Hvor andre børn pludrede tilbage, når man snakkede med dem, kom der ingen reaktion fra Anton. I vuggestuen var han uinteresseret i de andre børn. Man kunne ikke nå ind til Anton. Jeg kunne ikke mærke den nærhed med ham, man søger som mor," forklarer Charlotte.

Anton ville heller ikke tale.

"Vi kunne godt forstå hinanden. Men for Anton handlede det mest om, at han skulle have formidlet sine behov. Han brugte f.eks. et bestemt tegn, hvis han ville have et glas mælk. Han så andre mennesker som nogen, der skulle opfylde et behov. Der var ingen gensidighed," siger Charlotte.

Det sortnede

Da Anton var tre et halvt år, fik han diagnosen infantil autist.

"Da sortnede det bare. Hvordan ville livet blive for Anton? Ville han få et sprog? Hvad skulle der blive af ham?" siger Charlotte.

Selv husker Anton ikke ret meget fra dengang.

"Jeg kan huske, at jeg helst ville sidde for mig selv, og at jeg var glad for at se fjernsyn," siger Anton, der taler helt almindeligt i dag.

Forandringerne begyndte, da han som seksårig kom på en specialskole for autisme i Roskilde. I klassen var de kun fire elever. Her følte Anton sig tryg.

Da han en dag skulle tages ud af klassen og lege med sin lærer i et andet lokale, var han skeptisk.

"Alene det at skulle ind i et andet klasselokale var en kæmpe omvæltning for mig dengang," siger Anton.

Men han gennemførte det, og efterfølgende brugte han en dag om måneden på at lege med sin lærer. Hver gang legede de den samme leg med Playmobil, hvor de digtede en historie, som de så digtede videre på måneden efter.

Ideen var at fastholde Antons interesse for samvær med et andet menneske – på sigt også andre børn.

LÆS OGSÅ: Rikke er ramt af coronasenfølger: "Det er svært at fejle noget, ingen kan se"

Derhjemme skulle Anton fortsætte legetræningen sammen med Charlotte. Hvis han ellers ville.

"Anton afviste mig gang på gang, når jeg prøvede at byde ind med noget. Han var i gang med sine egne lege. Så gik det bedre, når du og far legede tumlelege, hvor han kørte dig rundt i en vasketøjskurv, Anton. Jeg ville også gerne have den nærhed med dig," siger Charlotte.

Hun er lærer og vant til at sætte ting i gang for børn. Men Anton skulle hun lære at lege med på hans præmisser.

Løsningen blev Lego, som han dengang var begejstret for. Langsomt fik Charlotte kontakt med sin søn ved at byde ind i de lege, han selv var i gang med. Og som Anton havde gjort med sin lærer i skolen, digtede han og Charlotte en fortælling, som fortsatte dag efter dag.

"Da jeg en dag havde fundet på noget, der overraskede Anton, kiggede han op og ventede spændt på det næste. Vi havde øjenkontakt. Lige der smeltede det hele sammen," siger Charlotte.

Også for Anton var legetræningen god.

"Den gjorde mig glad. Ja, mere glad, end hvis jeg bare havde leget med mig selv. Jeg tror, det var, fordi vi begge to syntes, det var sjovt," siger Anton.

Charlotte glædede sig over, at Anton langsomt opdagede, at han godt kunne bruge de andre mennesker, der var i hans liv, til noget.

"Jeg var ikke længere "hende damen", man giver sin skoletaske til, når man kommer hjem. Jeg blev til mor. Og lillebror Bertram, som Anton tidligere havde opfattet som irriterende, begyndte han at lege med," siger Charlotte.

Forudsigelighed

Sideløbende med legetræningen havde hun og Jørgen organiseret familielivet med stor forudsigelighed, så Anton kunne rumme det. Ville de i Zoo, planlagde de præcist, hvornår de skulle tage hjemmefra, hvilke dyr de skulle se, og hvornår de skulle køre hjem igen.

Ferier var i mange år altid skiferier det samme sted i Sverige. Maden lavede de selv, og det var den samme mad, som de fik derhjemme.

"Så meget som muligt fik vi til at ligne det, Anton kendte, så det eneste nye var, at vi skulle ud at stå på ski," forklarer Charlotte.

Sammen med Jørgen udviklede Anton en særlig interesse for tog.

"Jeg havde selv modeljernbane som barn. Den var ingen af drengene interesseret i, men Anton ville ud at se på og køre i tog, så vi har taget mange togture sammen," siger Jørgen.

Også køreplanerne fordybede Anton sig i.

LÆS OGSÅ: Alopecia: Julie tabte pludseligt håret

"Jeg elsker systemer, og køreplaner er meget systematiske og forudsigelige," siger Anton.

I kraft af sin autisme er han også dygtig til at afkode systemer.

"Da du var 11 år, og vi tog på ferie til London, havde du fuldstændig afkodet hele undergrundssystemet. Du styrede fuldstændig, hvordan vi kom rundt," siger Charlotte.

Interessen har holdt ved. Efter gymnasiet drømmer Anton om at uddanne sige til lokomotivfører eller trafikplanlægger.

"I stedet for at tænke øv, ser jeg autismen som en del af min identitet og prøver at bruge de gode ting i det," siger Anton.

"Jeg er bare glad for, at vi kom med i legetræningen, der skabte fundamentet for dem måde, Anton lever i dag. Vi er så stolte af ham," siger Charlotte.

Se, hvad vi ellers skriver om: Autisme og Sygdom