Tordis er 100 år og træner hver dag: Jeg har et vigtigt livsråd

100-årige Tordis – af nogen bedre kendt som Titteliten – laver stadig øvelser hver dag. Hendes aktive baggrund har givet hende meget glæde i livet, og ikke mindst gode venskaber.

klikk logo

Velkommen! Et stort smil møder os i gangen, da vi møder Tordis Helga Lillian Heen i hendes hjem. Hun følger op med et varmt kram.

– Jeg er en krammer. Det har jeg altid været, smiler hun.

100-årige Tordis er velklædt i sorte bukser og striktrøje. Den blå øjenskygge passer godt til tøjet.

Tordis er en norsk gymnastiklegende og er af mange bedre kendt som "Titteliten". Hun laver stadig øvelser på måtten. Hendes hjem er fyldt med medaljer, diplomer, billeder og bøger med hende på forsiden, som vidner om en lang karriere som gymnast, instruktør, koreograf og dommer.

Idrætstalent

Titteliten serverer kaffe og wienerstang og fortæller om sit indholdsrige liv. Hun blev født 26. september 1925. Familien boede i Oslo, og der boede hun, indtil hun giftede sig.

Hun var aktiv som barn og startede tidligt med både gymnastik, dans og håndbold. Derudover gik hun på ski med faren om vinteren. Hun kunne lide at bevæge sig, og hun satte pris på opmærksomhed.

– Jeg dansede altid for gæsterne, når mor og far havde på besøg, smiler hun.

De første år af sin barndom gik hun til klassisk ballet, og fra otteårsalderen kastede hun sin kærlighed på gymnastikken. I skolen havde Titteliten en gymnastiklærer, som også var gymnastiktræner i Oslo-klubben "Hermes". Han så den unge piges talent og rekrutterede hende til klubben. 

– Jeg fik lov til at være med i truppen, der skulle konkurrere i Sverige, og der blev jeg norsk mester, da jeg var 14 år.

Titteliten har en fantastisk gymnastikkarriere at se tilbage på. Hun har altid kunnet lide at blive fotograferet og har været med som model i en bog om gymnastik.

Titteliten havde også et stort talent i håndbold, og hun blev udtaget til landsholdet. Men krigen satte en stopper for håndboldkarrieren.

Husker krigsårene

Titteliten var ung i krigsårene, og hun husker alle detaljerne. De gemte sig i kælderen, når flyalarmen gik. Hele "Ekebergsletta" i Olso var fuld af kanoner. Det var en tung og mørk tid.

Titteliten fik to sønner. Her er hun med sin førstefødte, Øistein, som blev født i 1948.

– Jeg husker, at jeg var meget bange for krigen. Jeg har lidt af angst hele livet, og i den periode var jeg meget bange, mindes hun.

Tyskerne tog både farens bil og familiens radio. De to ældre søstre havde delt værelse på anden etage i huset, men de var flyttet ud, da krigen brød ud. 

– De var 11 og 7 år ældre end mig, så de var gifteklare på det tidspunkt. Og da de flyttede ud, skulle jeg have deres værelse. Men det havde vi ikke råd til, så vi fik en tysk lejer i stedet. Dermed måtte jeg ligge på en divan i spisestuen under hele krigen, fortæller hun.

Stor familie

En dag hun mindes klart, var en dag i august, hvor hun skulle begynde på det, der dengang hed "Bekkelaget Gymnasium". Hun havde fået en ny brun taske til anledningen og gik stolt mod skolen. Men vel fremme viste det sig, at tyskerne havde besat skolen, så Titteliten og klassekammeraterne begyndte aldrig på skolen.

Titteliten med de ældre søstre, Nusse og Tittit.

– Vi gik på "Nordstrand Skole" en tid, men så blev den også besat. Det var en mærkelig tid. Alle havde sorte gardiner foran vinduerne, og der eksisterede ikke gadelys. Sporvognen kørte, men om vinteren plejede vi at sparke os frem, mindes hun.

I dag bor den 100-årige ikke langt fra barndomshjemmet i Oslo. Udsigten er flot, og på væggene hænger meget kunst, signeret af storesøsteren, den kendte maler Tittit Wolden.

– Det var af hende, jeg fik mit kaldenavn. Jeg har været tourdommer rundt i Europa, og der blev jeg kaldt "Madame Titteliten", ler hun og viser frem et fotoalbum med billeder af både Tittit og den anden storesøster, Astrid Elisabeth, som gik under kaldenavnet Nusse.

Titteliten viser også billeder af hytten i Valdres, som hun har et kært forhold til. Hytten var oprindeligt forældrenes, og i dag er det hendes sønner, der har overtaget ejendommene på fjeldet.

Savner manden

Da hun var i begyndelsen af 20'erne, giftede Titteliten sig. Ægteskabet sluttede efter 40 år, men resulterede i to sønner og seks børnebørn.

Senere i livet mødte Titteliten den ni år yngre Johan Molatt, og de giftede sig. Ægtemanden døde desværre i oktober sidste år, og savnet efter ham er enormt.

Titteliten med manden Johan Molatt.

På sofabordet har billedet af Johan fået hæderspladsen. På den måde er han stadig med hende. Tittelitens ældste søn, Øistein, flyttede hjem til hende og Johan nogle måneder, før Johan gik bort efter at have fået en alvorlig kræftdiagnose. Øistein og Johan var gode venner. 

– Johan brugte altid badeværelset før mig om morgenen, og hver dag når jeg stod op, sad han og Øistein og snakkede. Det er et hyggeligt minde at tænke på. 

Tager vare på hinanden

Sønnen Øistein er netop kommet hjem fra frokost med en af sine fire børn og har deltaget i samtalen. Han er taknemmelig for, at han og moderen nu kan bo sammen. Han har Parkinsons sygdom, som giver nogle udfordringer i hverdagen.

– Jeg mistede min kone for nogle år siden og syntes, det var frygteligt at blive alene. Så nu har vi slået os sammen her. Så det har været meget fint at bo med min mor og Johan, siger Øistein og kigger over på billedet af stedfaren.

For nogle måneder siden flyttede sønnen, Øistein, ind hos sin mor, Titteliten.

– Det føles stadig, som om Johan er her sammen med os. Og for mor og mig er det rart ikke at sidde alene i hvert vores hjem, når vi kan være sammen, siger han.

Titteliten fortæller om en stærk gudstro. Den har været med hende hele livet. Hun tror, at vi alle er her på jorden for at udrette forskellige ting.

– Måske er det Guds vilje, der er grunden til, at jeg har fået lov at leve så længe. Fordi jeg skal være der for min søn, som har brug for mig. Og jeg har brug for ham. Jeg har haft så meget angst i mit liv, og det at hjælpe andre har igen hjulpet mig, fortæller hun.

Motion for ældre

Angsten beskriver hun som en dødsangst. Og hun tror, det kom, fordi "hele" hendes mors slægt døde inden for kort tid. 

– Men jeg nåede at blive 30 år, før jeg mistede min mor, fortæller hun. 

Titteliten som ung.

Mens Titteliten springer op for at servere kaffe, fortæller sønnen om en usædvanlig frisk mor. 

– Mor er helt fantastisk. Hver onsdag laver hun stadig sit program og træner sine "gympiger", og det er jo damer på min alder, ler Johan.

En dag om måneden er Titteliten aktiv i menigheden og hjælper med at lave smørrebrød. Men i vinter var det så koldt derhenne, så hun tænkte, hun måtte finde på en aktivitet, så de kunne holde sig varme.

– Det var enkle øvelser for de ældre. Det er jo så vigtigt at komme let op af stolen uden at skulle bruge hænderne som støtte, og nu står der i menighedsbladet, at der er motion for ældre en gang om måneden, ler hun.

Vågen og begejstret 

Øistein roser sin friske mor. Hun er en vågen og begejstret type. Hun har altid været aktiv og er frisk i både krop og sind.

– Bare se her, siger han og peger i fotoalbummet på sin mor, der træner, svømmer og hygger sig med sin familie. Det er så vigtigt at være vågen og til stede i sit eget liv. Virkelig vælge sine dage og gøre ting, der begejstrer. Og der er mor helt unik, understreger han.

Titteliten laver stadig gymnastikøvelser derhjemme. Hun har også været en aktiv skiløber og har nydt at gå ture. Men nu er begge akillessener sprunget, så det er ikke lige så let længere.

I en alder af 100 år laver Titteliten stadig øvelser på måtten.

– Gymnastik har givet mig så meget glæde i livet. Jeg har lært min krop at kende, og bevægelse betyder mere, end man skulle tro. Men det vigtigste, jeg har fået fra gymnastik, er måske alle de gode venskaber, siger hun.

Klart livsråd

Om sommeren er det plukning af bær og frugt i haven, der gælder for 100-årige Titteliten. Hun plukker æbler og laver æblemos. Hun henter også kirsebær, blommer, hindbær, brombær, stikkelsbær og ribs. At være udendørs giver hende meget glæde.

Titteliten fortæller, at hun altid har haft godt humør. På trods af et liv med meget angst, har hun altid set lyst på livet. Og det er hun taknemmelig for.

– Mit allerbedste råd i livet er at være sig selv. Det er ikke så let altid. Men det er så vigtigt. 

Denne artikel er publiceret første gang hos Klikk.no, som også er en del af Story House Egmont. Dette er en oversat og redigeret version.