Børn og karriere: Den store kabale

Hvornår er det perfekte tidspunkt at få børn – skal det være, mens man er ung og under uddannelse, eller når man er ældre og solidt placeret på karrierestigen? Og uanset hvad man vælger, hvordan får man så kabalen til at gå op, når man bliver mor? Her fabulerer fem kvinder over, hvordan de hver især jonglerer med ambitioner, identitet, samvittighed, nærvær og fravær.
__________

MATHILDE SERUP
Mathilde Serup, 41, håber, at hendes børn tager ved lære: At man selv har ansvaret for at fylde sit liv med det, man brænder for. Hun har for nylig taget en master i ledelse og innovation og arbejder som programchef på Dansk Arkitektur Center. Hun er gift med Jens, der er selvstændig, og har Clara på 13 og tvillingerne Storm og Silja på 9.

Jeg gik på arkitektskolen, da jeg blev gravid med Clara. Jeg var 28 år. Det var uplanlagt, men ikke uønsket. Jeg tror ikke på, der findes en formular for, hvornår det er det rigtige tidspunkt at få børn. Man får jo tingene til at fungere.

Der er knap fire år imellem Clara og Storm og Silja. Jeg fandt først ud af, at det var tvillinger, halvvejs gennem min graviditet. Jeg blev rystet lidt i grundvolden, men jeg lovede mig selv, at det ikke skulle være hårdt at få tvillinger. Det har det faktisk heller ikke været. Jeg har aldrig siddet på arbejde og grundsavnet mine børn. Når jeg er på arbejde, er jeg der, og når jeg er hjemme, er jeg sammen med min familie. Jeg tror meget på at gå hjem, også selv om man er fuldstændig opslugt af sit arbejde – at flytte sig fysisk.

Jeg er nødt til at træffe et aktivt valg om at være nærværende og slukke for computeren og sige: “I aften arbejder jeg ikke.” Ellers ville jeg arbejde nonstop. Jeg kan nemt blive suget ind i mit arbejde, fordi jeg brænder for det. Det fylder.

Jeg har dårlig samvittighed over for mine børn, når jeg ikke er nærværende. Eller til stede. De har brug for noget andet fra mig nu, end da de var små. Nu vil de bare gerne have, at jeg er her, så de også kan vælge tid og sted for, hvornår vi skal tale sammen. Jeg har dårlig samvittighed over, at jeg ikke altid er her. For det er jeg ikke. Vi rejser begge to meget med vores arbejde, og jeg ved faktisk ikke helt, hvordan vi får det til at hænge sammen. Der er meget logistik. Jeg kan ikke huske, at vi nogensinde har haft en hverdag, hvor vi har kunnet sætte os ned og plotte ind i et skema, hvem der hentede hvilke dage. Når det så er sagt, så tror jeg heller ikke på skemaer og millimeterdemokrati. Der er nødt til at være en gensidig fleksibilitet, når man lever vores liv.

Vi lever i en verden af kaos. Det er fra dag til dag. Vi er også holdt op med at tro på, at det nogensinde bliver anderledes. Når der er en spinkel sprække af en mulighed for, at vi kunne slappe lidt af, kaster vi straks et nyt projekt i puljen. Noget andet, vi hellere vil. Noget mere: Starte et nyt firma, tage en masteruddannelse, få nyt job (på samme tid), købe et hus og sætte det i stand fra grunden på et tidspunkt, hvor vores tvillinger endnu ikke havde lært at gå. Vi har måttet erkende, at det er sådan, vi er. Og så er det måske det, vi giver vores børn. Evnen til at kunne navigere i en kompleks verden. Det håber jeg.

Jeg lærer også mine børn, at det er vigtigt at brænde for det, man laver – at turde gå efter det, som føles rigtigt. Og at det at være voksen indbefatter at have et ansvar for sit liv og det, man vælger at fylde det med. Jeg elsker mit job. Det, der driver mig, er følelsen af at stå en lille smule på tæer og ønsket om at bidrage til at forandre verden. Ønsket om at sætte aftryk har jeg daglig. Når jeg i alleryderste konsekvens tænker over, hvad min ambition er, ved jeg jo godt, at det er relationerne, der fylder. Men det er ikke dem, der driver mig. Det er ambitionen om at udrette noget.

Jeg bliver stresset af mine egne forventninger til at kunne det hele 100 %. Det er superwoman-tankegangen, som jeg synes, jeg bærer med mig. Det at tro, at jeg kan alting. Helt perfekt. For det kan jeg ikke. Der, hvor det fungerer bedst, er, når jeg kan sige: “Ja, det er kaos, det er uperfekt, og det er også helt i orden.” Når jeg har for meget arbejde og også rigtig gerne vil mine børn og mange andre ting, får jeg også et ekstra behov for kontrol. Og så er det, at filmen knækker.

Det er en balance. Sådan er det at være mor og samtidig have en karriere. Jeg synes faktisk, jeg har givet mine børn stort set, hvad jeg kunne. Der er ingen tvivl om, at hvis ikke mine børn havde det godt, ville jeg skrotte alle andre ambitioner. Den prioritering er der aldrig tvivl om. Omvendt ville jeg ikke kunne være en god mor, hvis ikke mine behov for at udvikle mig fagligt blev opfyldt. Man er kun et helt menneske, hvis man favner hele paletten.

Fortsætter på næste side...ANNE-LOUISE SOMMER
Anne-Louise Sommer, 51, blev mor til Morten, da hun var 20 år. I dag er hun farmor til tre små drenge – og er museumsdirektør på Designmuseum Danmark. Hun har tidligere været rektor på Danmarks Designskole, men mens hendes søn var lille, var hun ansat på universitetet, hvor der var stor fleksibilitet. Hun er gift igen og har tre bonusbørn og fem bonus-børnebørn.

Jeg kommer fra et miljø, hvor det bestemt ikke var almindeligt at blive gravid som 19-årig. Mine forældres venner sagde: “Nej, nej, nej, hun får aldrig gjort sin uddannelse færdig.” Det skal man bare sige én gang til mig, og så kan man være helt sikker på, at jeg gør alt færdigt. Der er jo ikke noget, der virker så ansporende som nogen, der tror, man ikke kan. Jeg tog et år, hvor jeg satte studierne på standby, og så lavede jeg en form for selvstudie derhjemme. Han kom i dagpleje, da han var otte-ni måneder, men det var kun, når jeg skulle til forelæsninger. Han blev afleveret sent og hentet tidligt.

Fordelen ved at få et barn så tidligt har været den store fleksibilitet. Vi var altid sammen. Jeg blev skilt fra hans far, da han var fire år, så det var bare os to. Vi var et lille team. Man bliver ufattelig disciplineret, når man får ansvaret for et andet menneske. Det gjorde også, at jeg havde en prioritering. Jeg vidste, ud over at tjene penge for at kunne overleve, at det altid var ham, der havde første prioritet. Jeg ville jo aldrig gøre noget karrieremæssigt, som ikke kunne forenes med noget, jeg syntes, var godt for ham. Jeg blev magister som 25-årig og var i mange år ansat på universitetet. Man havde sine forelæsninger, og så var der noget forskningstid, men det kunne nemt foregå hjemme.

I 1989 blev jeg ansat på Aarhus Universitet. Jeg blev boende i København, så min søn kunne være tæt på sin far. Jeg var typisk derovre tre dage om ugen, hvor han så var hos sin far. Det var et kæmpe puslespil, men dybest set bare et spørgsmål om logistik. Jeg tog også tit Morten med til Aarhus. Så indgik han i mit liv derovre og sad og syslede med sine ting, mens jeg forelæste og var til møder.

Dengang var der en anderledes holdning til det at være forælder i forhold til en arbejdsplads. I dag er det legalt at tage omsorgsdage og barns sygedage, og man taler både organisationsmæssigt og ledelsesmæssigt om ‘det hele menneske’. Man er godt klar over, at det skal hænge sammen på hjemmefronten, før det spiller på arbejdet.

Jeg har altid gået vildt meget op i mit arbejde. Jeg tror, at for mange universitetsfolk og forskertyper flyder det meget sammen med ens identitet. Det med at sidde og arbejde om aftenen og natten gør man bare, for man kan ikke lade være.

Jeg har ikke haft dårlig samvittighed. Det er grundlæggende ikke en følelse, jeg kender. Jeg gør tingene så godt, jeg kan. Jeg har altid prioriteret nærværet og er blevet utrolig god til det i løbet af årene. Til at sige: “Det kan godt være, det hele buldrer og brager, og at der ligger tusind opgaver og venter, men nu er det altså søndag eftermiddag, og jeg er sammen med min familie.”
Det er en kæmpe gave at have tre små børnebørn. Min svigerdatter stoppede med at arbejde, da den første blev født. Hun vil gerne gå hjemme, indtil den yngste skal i børnehave om et års tid. Jeg forstår godt dem, der sætter karrieren på standby. Det lyder mærkeligt at sige, men hvis tingene havde været anderledes, kunne jeg godt have gjort det samme.

Det har været et meget bevidst valg, at min egentlige karriere først kom på et senere tidspunkt i mit liv. Også på den måde er det et plus at få børn tidligt – du får mulighed for virkelig at give den gas på et tidspunkt, hvor du stadigvæk er på toppen og netop har den erfaring, der skal til.

Når man runder de 50, har man jo ikke længere alle de muligheder, man havde, da man var 20. Men jeg tænkte: Her sidder jeg omgivet af børn og børnebørn, med et godt arbejde, en god mand og et dejligt hus. Det er et enormt privilegium at føle, at man er der, hvor man gerne vil være i sit liv.JULIA LAHME
Hun er mor til Elias, 5, og Sofus på 19 måneder, som var med på arbejde første gang, da han var bare 12 dage gammel. Forfatter og direktør i eget firma Julia Lahme, 36, mener grundlæggende, at vi skal være bedre til ikke at funktionsopdele vores liv og til at lære vores børn, at et arbejde også kan være sjovt. Hun er gift med Johan, der er musiker.

Jeg var chefredaktør på magasinet Cosmopolitan, da jeg fik Elias. Når man bliver rost i sådan et job, hedder det: “Man kan jo slet ikke mærke, du er gravid.” Jeg arbejdede også under min barsel, hvor jeg var med til fx redaktionsmøderne. Jeg var ikke interesseret i at være væk fra det. Det at gå på arbejde og have en professionel identitet er en meget stor del af mig, og jeg tror helt grundlæggende, at vi kvinder skyder os selv i foden ved at synes, vi skal funktionsopdele vores liv. Jeg tror ikke, man skal være én, når man er på arbejde, og en anden, når man kommer hjem, og jeg tror, at grunden til, at så mange kvinder i 30’erne og 40’erne falder om af stress, er, at man skal have alle de her verdener til at hænge sammen.

Da jeg gik på arbejde efter at have født Sofus, var han 12 dage gammel. Jeg var selvstændig og vidste fra starten, at jeg ikke skulle på barsel. Da han var tre uger gammel, startede vores barnepige Mette hos os. Eller hos mig. Hun var med på arbejde hver dag sammen med Sofus. Det var hårdt. Det er det jo at være nybagt mor. Men jeg slap for at være hende, der skal huske at købe mælk, og for at falde ind i den trummerum, hvor det eneste, man har på, er grå jersey. Jeg har da holdt fridage. I hvert fald tre. Jeg synes ikke, jeg har svigtet mit barn, han var jo tæt på mig hele dagen. Jeg har heller ikke svigtet min virksomhed.

Folk får det tit til at handle om kærlighed, eller at man er en dårlig mor, men det er ikke det, det handler om. Det handler om, at vi hver især skal skabe os en hverdag, hvor vi har mulighed for at udleve vores potentiale. Jeg tager tit mine børn med på arbejde. Elias ved, hvordan min hverdag ser ud. Han kender mine kolleger og ved, hvad jeg laver.

Vi er ikke særlig åbne over for vores børn i vores samfund, og vi integrerer dem ikke i vores arbejdsliv. I virkeligheden lærer vi dem, at arbejdet er noget dårligt og noget, vi går hen til, fordi vi er nødt til det. Og når vi så kommer hjem, skal vi rigtig hygge os. Det synes jeg er mærkeligt at lære sine børn: At det ikke er fedt at gå på arbejde.

Johan er mere fleksibel, end jeg er. Han tager hovedparten af at hente og bringe, og det er også ham, der går til lægen med børnene. Vi henter mad ude mindst en gang om ugen, og rugbrød er også noget, vi spiser til aftensmad. Men i forhold til tid er vi privilegerede. Vi går ud ad døren kvart i ni, for jeg har bestemt, at mit kontor skal ligge i gåafstand fra vores hjem. Så alt er jo bygget op omkring mine børn.

Jeg siger aldrig: “Jeg kommer om to sekunder.” Hver eftermiddag er mine børns. Når jeg kommer hjem, er jeg sammen med dem. Så er det familietid. Har jeg rigtig travlt, vil jeg hellere blive det længere på arbejde for så at kunne være der fuldt ud, når jeg kommer hjem. Mine børn har ikke noget ud af mig, når jeg sidder med en telefon i hånden. Det bliver kun stresset samvær. Jeg tror på nærvær. Også når jeg er på arbejde.

Jeg synes, det kræver styrke at give ens arbejdsliv lov til at fylde. Det er, som om det er lidt finere at gå på deltid og vælge familien. Den dogmatik har jeg skullet løsrive mig fra. Det her er også noget værd. Jeg har seks mand i arbejde, fordi jeg gør mig umage. Det vil jeg gerne have lov til at være stolt af.

Jeg føler mig tit lykkelig. Når jeg er sammen med mine børn, og vi står lige der, hvor solen rammer på legepladsen. Når jeg har tid alene med min mand, og når jeg låser mig ind på mit kontor om morgenen. Jeg synes, jeg har et liv, hvor jeg har mange indgange til lykkefølelsen. Men jeg har ikke ret til lykken, den er noget, man skal arbejde for. Det gik op for mig, da min mor døde for otte år siden. Hun havde hele sit liv været god og flittig og sparet op til sin pension, og så døde hun.

Man skal huske på, at man ikke skal skubbe alt det gode foran sig. Man skal også være her nu. Være lykkelig nu og dyrke alt det, der kilder og gør os glade. Hvis man virkelig vil have den pels, skal man købe den. Man skal ikke skubbe alting, til man bliver 60. Man skal købe pelsen, mens man ser godt ud i den.IDA BILLE BRAHE
Ida Bille Brahe, 47, er stifter af og direktør for hudplejeklinikken N’Age. Hun er gift med Preben Bille Brahe og mor til August på 16 og tvillingerne Otto og Erik på otte måneder. Hun føler sig på ingen måde for gammel til at få børn, ­tvært­imod synes hun, det er en gave at få to på samme tid, og at børn gør, at man bliver bedre til at prioritere sin tid.

Jeg er uddannet sygeplejerske og startede N’Age for 10 år siden. Mange af mine medarbejdere har været ansat i alle 10 år, hvilket også var med til, at jeg følte mig tryg ved at skulle være gravid. Jeg vidste godt, jeg ikke skulle på barsel, men jeg havde måske tænkt, at jeg kunne holde to måneder helt fri fra klinikken. Det kunne jeg ikke. Der er bare ting, der skal tages stilling til. Preben tog al barslen. Han var et halvt år hjemme, så jeg havde frihed til at kunne gå på arbejde. I starten var det selvfølgelig mindre, end det er nu.

For de allerfleste selvstændige er det ikke en mulighed at tage et års barsel, selv om den er der på papiret. Du kan ikke være væk fra din virksomhed i et år. Eller et halvt år. Man har heller ikke lyst til det, for ens virksomhed er også ens barn.

Jeg har taget formiddagene fri for at have de timer sammen med børnene. Så tager jeg ind på arbejde ved 11-tiden og er der til kl. 18. Børnene bliver passet herhjemme af enten min svigermor eller af en barnepige. Jeg har en ugentlig fridag, hvor jeg er hjemme. Jeg ammer stadig, og det fungerer fint, nok fordi jeg ikke er stresset omkring det.

Jeg føler mig ikke ældre, end da jeg fik mit første barn som 31-årig. Selvfølgelig er jeg mere moden, men jeg føler mig ikke gammel. Alder er meget en følelse.

I min familie har kvinderne altid fået børn meget sent. Min mormor var 43 og 45, hvilket dengang var meget usædvanligt. Min mor var 37 og 40, da hun fik sine to børn, og min søster var 40, da hun fik sit første. Så jeg har ikke tænkt, at det ikke kunne lade sig gøre, eller at der var noget forkert ved det. Det var en kæmpe gave, da jeg fandt ud af, at det var tvillinger. Netop i min alder, for jeg skal ikke have flere børn.

Man bliver bedre til at strukturere og prioritere, når man får børn. Det er godt for et arbejdsliv: At man ikke sidder og væver rundt og spilder tiden på at svare en e-mail hist og pist i stedet for at sige: “Nu svarer jeg på e-mails i et kvarter.” Man formår at bruge sin tid effektivt. Jeg er bedre til at sige nej og vælge tingene fra nu. Jeg siger kun ja til det, jeg synes, jeg har tid og lyst til.

Allerede før jeg gik på barsel, havde jeg en politik om, at jeg ikke tog arbejde eller mails med hjem. Netop for at være hjemme, når jeg er her, og være på arbejde, når jeg er der. Ellers kan man arbejde altid. Det er vigtigt, at man ikke gør det. Det er vigtigt at have tidspunkter, hvor man kobler af. Også når man er selvstændig. Man bliver hurtigt den, der ordner det hele. Man skal også kunne give slip. Jeg er blevet rigtig god til at holde ferie. Det tror jeg er vigtigt, at man kan. At man siger til sig selv, at det nok også går, uden at man nødvendigvis selv er til stede.NANA FAGERHOLT
Tidligere arbejdede Nana Fagerholt, 26, ofte 10 timer i døgnet som produktionsleder på tv-serier som Borgen og Lykke. Nu får hun tårer i øjnene, bare hun tænker på, at hendes og kæresten Magnus’ nyfødte søn Otto på et tidspunkt skal i vuggestue.

Jeg tænkte meget over det med at få børn midt i min karriere. Jeg har været i filmbranchen i syv år, og det er ret tilfredsstillende, hvad jeg har nået på den korte tid. Selvfølgelig tænkte jeg over at være ude af ‘gamet’ i et år, og glemmer folk så én, men den bliver man nødt til at lægge fra sig. Bliver man ved med at have den, får man jo aldrig børn.

Jeg er freelancer, så jeg ved ikke, hvilken produktion jeg kommer tilbage til. Eller hvornår. Lige nu kan jeg slet ikke forestille mig det. Bare det at kigge på vuggestuer forleden dag gav mig en klump i halsen ved tanken om at skulle aflevere ham dér. Hvis der kommer et tilbud om seks måneder, bliver jeg nødt til at overveje det, men et års barsel ville da være megafedt.

Vi tager fem ugers barsel sammen i september, hvor vi tager til New York. Os tre. Vi tænkte, det ville være fedt at gøre. Vi skal hygge os og lære at være en familie – i fede rammer.

Før var min telefon klistret til mig og var på det højeste lydniveau. Nu har den været på lydløs, siden han kom. Min mail har jeg slettet fra telefonen. Det eneste, jeg bruger den til, er, når jeg ammer om natten og sidder på Instagram. Min verden er hurtigt blevet helt lille. Jeg tænker da også, at der er meget, der skal gå op, for at jeg kan have det arbejde, jeg havde før. Hvis jeg skal arbejde 12 timer om dagen, kræver det jo, at Magnus er hjemme. Men i øvrigt har vi en stor familie, og Otto er det første barnebarn.

Jeg er typen, der gør tingene selv, og er helt klart perfektionistisk anlagt. Jeg skal nok være bedre til at uddelegere, men det kan godt gå op, hvis man planlægger sig ud af det – og har nogle gode kolleger. Jeg tror, det kommer helt automatisk, det med at lægge ansvaret lidt fra sig. Jeg kan allerede mærke, at det er rart, at jeg ikke selv er i første række. At der er noget, der er vigtigere, end hvad vi skal lave på søndag. Alt andet bliver jo ligegyldigt, når det handler om at passe godt på ham.

Jeg synes ikke, det skal gå for hurtigt. Den tid kommer aldrig igen. Det er synd at forhaste det. Jeg elsker mit arbejde, men min familie er vigtigere. Men jeg forstår godt de kvinder, der ikke holder barsel. Hvis man har sit eget firma, og det kan lade sig gøre at have barnet med, hvorfor så ikke? Der er nok ikke nogen børn, der tager skade af det, så længe de er sammen med deres forældre. Det er noget andet med dem, der sætter deres børn i dagpleje efter 14 dage. Det ville jeg ikke kunne. Slet ikke.

Man har jo lyst til at sige til alle, at de skal se at komme i gang. Det at få et barn er der ingen, der skal være foruden. Vi vil gerne have mange børn. I hvert fald tre. Jeg er ambitiøs, og jeg er en arbejdshest. Arbejde betyder virkelig meget for mig. Det er bare sat lidt på hold. Men det skal nok komme til at gå op. Jeg er jo ikke den første kvinde i verden, der får et barn og har et arbejde.

Se også: "Sådan fik jeg mit drømmejob"
Se også: Kærligheden valgte for dem