Mor til fire: Mine børn undgår mig

Spørgsmål om voksne børn og forventninger

Jeg er en 67-årig kvinde, der er fortvivlet. Jeg er mor til fire børn. Min ældste datter på 49 år er siden sidste forår holdt op med at komme hjem til mig. Jeg forstår ikke hvorfor. Jeg har flere gange spurgt hende, og hendes svar lyder, at der ikke er noget galt, og at jeg spørger for meget. Jeg er meget ked af det, for hun og kæresten plejede at komme her hver fjortende dag, eller hun kom alene. Hun spørger heller aldrig, om jeg vil med ud og handle, jeg forstår ikke, hvad der foregår.

LÆS OGSÅ: Jeg har givet mine døtre alt, men får intet igen

Min store søn på 48 år, hendes lillebror, vil heller ikke komme her længere. Han mener, at min afdøde mand og jeg ikke har taget os nok af hans børn i forhold til de andre børnebørn. Det er nu fem år siden, han var her sidst.

Jeg mistede min mand og faren til vores børn for ti år siden. Jeg mødte en anden mand kort tid før, at min mand gik bort. Mine børn ville ikke have, at jeg så ham, så jeg slog op med ham et år senere. Jeg tænker stadigvæk ofte på ham. Jeg mødte senere en anden ven. Det gik da meget godt med ham – også med hans børn, men det gør det ikke længere. Vi sover aldrig sammen, vores sexliv fungerer ikke, og jeg synes ikke, vores forhold er godt. Jeg kan ikke finde ud af alt det her rod og sover dårligt. Håber du har et råd til mig?

Vibeke Dorph om at give slip på børnene

Nu er det anden gang inden for ganske kort tid, at jeg får brev fra ulykkelige forældre til voksne børn, der insisterer på at opføre sig som ja, små forkælede unger.

I dit tilfælde bliver jeg træt og ked af det, når du fortæller, at din nu 48-årige søn hyler småbørnsfornærmet op om, at du ikke har taget dig nok af hans børn. Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige til det, andet end at du burde give ham en sut i gave, næste gang han har fødselsdag. For er det måske ikke dig, der har passet ham igennem hele hans barndom? Mon ikke det er hans tur nu til at passe lidt på dig? Hvad der lægger til grund for din datters pludselige fravær, ved jeg jo ikke, men at ”du spørger for meget”, er ikke et svar, man giver et andet menneske, der er ked af det og savner én, da slet ikke ens egen mor.

Skulle jeg bebrejde dig noget, så er det, at du måske har glemt at opdrage dine børn, for de virker jo aldeles umodne, uopdragne og ikke mindst egoistiske: For hvorfor blander de sig i, hvem du har som kæreste? Og hvor vover de at nægte dig kærligheden. Hvor er det dog ærgerligt, at du gav slip på din ven, blot fordi dine børn ikke kunne unde dig kærligheden.

LÆS OGSÅ: Jeg frygter at miste mine børnebørn

Mit første råd til dig er derfor, at du skynder dig at finde ud af, hvad der blev af din ven. Finder du ham ikke, så find en anden, hvis du er træt af ham, du ser nu. I det hele taget, så slip fokus på dine børn og begynd i stedet at lev dit eget liv og gør præcis, som det passer dig. Find en sjovere kæreste, tag på højskole, tag ud og rejs, få nogle gode veninder, gå til banko, gør dig selv klogere, gør det, der gør dig glad. Så kan vi håbe på, at dine børn bruger mellemtiden på at blive voksne og opføre sig derefter – også over for dig.