Orange Scene Roskilde Festival
SPONSORERET indhold

44 tips, du gerne vil kende til sommerens festivaler

Sommertid er festivaltid, og derfor har vi samlet 44 af vores allerbedste tips fra koncerten, camping og ikke mindst hygiejne.

Af: Redaktionen Foto: Getty Images
20. jun. 2022 | Livsstil | ALT.dk

Camping

  • Skal du på Roskilde, har rådgivningsfirmaet Niras i flere år lavet et såkaldt mudderkort, som viser hvor på pladsen, der er størst risiko for mudder og oversvømmelser. 2022-kortet er ikke offentliggjort endnu, men du kan søge inspiration hos 2019-kortet i jagten på den perfekte teltplads: Se mere på mudderkort.niras.dk
  • Skulle det regne, er en presenning din bedste ven. Spænd den ud over teltet, og sæt den fast med enten gaffatape eller køb ekstra pløkker til at sikre dit telts regnslag.
  • Harald Nyborgs pavillon kan ikke holde til andet end et mildt vindpust, og derfor skal den sikres. Ekstra metalrør og gaffatape er din ven her.
  • Når du kravler ind i soveposen efter endnu en god fest, så gør det kun iført undertøj – eller skiundertøj. På den måde undgår du at dø af varme, når morgensolen bager på din teltdug.
  • Ørepropper er essentielle. Medmindre du har fået plads i Silent & Clean på Roskilde Festival eller lignende på de andre festivaler, hvor der skal være ro om aftenen og natten, er det umuligt at falde i søvn uden ørepropper, når naboens soundboks buldrer afsted med ”Stor Mand” til klokken fem om morgenen.

Læs også: 9 ting, jeg lærte som voksen (og mor) på Roskilde Festival

  • Hvis du er luksuscampist og tager en luftmadras med, så husk et fleecetæppe til at lægge på som lagen. Fleecetæpper er lavet af plastik, og derfor isolerer de dig fra luftmadrassens kulde om natten. Luften i sådan nogle madrasser kan nemlig blive umådeligt kolde om natten.
  • Hvis I vil vinde prisen for bedste kammeratskab i lejren, så lav en regel om, at den første, der vågner om morgenen, åbner de andres telte en smule, så der kan komme frisk luft ind. Det er guld værd.
  • En ting, du aldrig kommer til at fortryde, er, hvis du tager en hovedpude med. Ja, den fylder, men den er det hele værd.
  • Er du krejlertypen, bør du tage på eventyr på festivalens sidste dag og gå på jagt efter campingudstyr til næste års festival. Utroligt mange efterlader telte, liggeunderlag, øl og andet grej på pladsen. Det er derfor det perfekte sted at spare lidt penge, hvis dine egne ting er gået i stykker i løbet af ugen.
  • Det lyder overdrevet, men et par tynde vanter til sidst på natten, når alkoholdøsen svinder hen. Det samme gælder med vanter, når du skal sove. Hvis hænderne er varme, er resten af kroppen det også.
  • Medbring altid altid gaffatape. Gerne en rulle eller to. Det er et mirakelmiddel til alle uforudsete hændelser, der kan ske i løbet af sådan en uge.

Musik / Events

  • Her kommer vi med en hård, men næstekærlig opfordring: Ti stille! Hvis du ikke står i yderkanten af publikum, skal du holde din mund. Det forstyrrer alle omkring dig, og vi har endda oplevet koncerter, hvor publikum talte så meget, at man næsten ikke kunne høre musikken. Det er træls for alle, for musikken er jo en stor del af grunden til, at man tager på festival. Hvis du vil småsludre med dine venner undervejs eller diskutere, hvorvidt guitarsoloen stadig sparker røv, så stil dig yderst eller bagerst med dine venner.
  • Lad være med at kaste med øl. Bare lad være. Det er spild af dine penge, og det irriterer størstedelen af de mennesker, der står omkring dig. Øllens svalende dråber er bedre givet ud i din mave.
  • Kom i god tid til koncerter, og lad være med at mase dig op foran til gene for alle andre. Hvis du virkelig gerne vil stå forrest til koncerter, så gå i god tid fra lejren. Tommelfingerreglen er at ankomme en times tid før koncerter på store scener som Orange og en halv time forud for koncerter på de mindre scener.
  • Lad være med at være bundet op af planer, og hvad andre synes du skal se, høre og opleve. Brug noget tid på at opsøge det nye musik, og gå rundt mellem scenerne i musikdagene. Det er der, vi har fået nogle af vores mest mindeværdige festivaloplevelser.
  • Accepter, at du aldrig kommer til at se alle de koncerter, du gerne vil. Vælg 10, som du skal nå forbi i løbet af ugen, og tag resten, som det kommer.

Sociale spilleregler

  • I mange år blev der råbt ”Tigermis!” ude blandt lejrene, hvilket gav carte blanche til at tackle fremmede mennesker, der gik midt ind på ølbowlingbanerne. Det er heldigvis ved at være ovre, men forsøg alligevel så vidt muligt ikke at forstyrre andres spil, når du bevæger dig rundt mellem teltene. Det er god stil.
  • Tilføj nødinfo på din telefon i Sundhedsappen, og sæt ”Find min iPhone” til (hvis du ejer sådan en). Det betyder, at hvis du mister din telefon, så kan folk finde tilbage til dig gennem dine nødkontakter. Sørg derfor også for, at dine nødkontakter i denne uge tilfældigvis også er med dig på Roskilde, så du nemt og smertefrit kan få din dyreste ven retur i lommen.
  • Hvis det hele bliver for meget, må du gerne trække dig tilbage. Du må også gerne sige nej til festerne. Det skal ikke være større og vildere, bare fordi det er tre år siden, at vi sidst var på festival. Man må gerne tage en pause. Og så er du heldigvis også mere frisk dagen efter!
  • Aftal et sted, der er jeres mødested. Hvis I bliver væk fra hinanden, kan I nemt skrive ”Mødested!” og så kan I finde hinanden igen. Det er særligt smart på sjettedagen efter at have drukket alle øl i verden.
  • Toiletkøerne er altid relative. Prøv at gå fem meter længere, og så finder du helt sikkert et toilet uden særligt meget kø.
  • En fremmed er i sandhed en ven, du ikke har mødt endnu. Skulle køerne alligevel være lange, kan de blive til en fest, hvis du gør dem til det. Folk er venlige og imødekommende på festival, og alle er der for at skabe gode minder.
  • Selv om mange af dine venner også er på festival, er det næsten umuligt at nå at møde dem alle sammen – og det er også okay. Accepter, at vennemøder bare nogle gange glipper.

Mad og drikke

  •  Vi skal passe på Jorden – også på festival. Derfor er det mest miljøvenlige, du kan drikke, øl. Tequila er den helt store synder, og ellers gælder tommelfingerreglen: Jo flere procenter, jo større Co2-aftryk. Så øl er den klimavenlige vej frem.
  • Det er simpelthen muligt at leje et køleskab på blandt andet Roskilde Festival, hvor du kan få kølet din mad. Det hedder en Coolbox, og det er et fremragende koncept, hvis du vil spare lidt penge. Ellers har et jordhul aldrig skadet. Husk en skovl, og grav dig til jordkolde øl, juicebrikker og nutella.
  • Efter et par dage med øl, kan du nemt risikere at få halsbrand. Tag derfor Balancid med fra apoteket. Det er syreneutraliserende og modvirker mavesyre, som giver dig halsbrand. Men drik nu altid med fornuften i behold.
  • Spis noget fra morgenstunden. Det skaber en god bund for resten af dagen, og det giver en god start. Det kan godt være, at du ikke er sulten, men kroppen trænger til fast føde.
  • Hav altid en müslibar på dig. Dit blodsukker kan svinge utroligt meget på en festival, og der er intet værre end at gå sukkerkold fem minutter i den koncert, du har glædet dig allermest til.
  • Husk - husk - husk at drikke vand. Det er noget af det vigtigste. Vi anbefaler en vandflaske fra Vandret, der nemt kan ligge i din taske uden at fylde særligt meget.
  • Køb en 15 liters sammenfoldelig dunk til lejren. På den måde kan I hente store mængder vand til lejren – eller blande en solid bunke drinks til alle.

Læs også: Styr på promillerne? Det sker i kroppen, når du drikker alkohol

Hygiejne

  • Vådservietter kan være hårde for en vagina, men frygt ej! Hvis du trænger til en lille pick-me-up forneden, kan du købe intimvådservietter, som lige frisker dig op til en ny dag uden at ødelægge pH-balancen. De er også særligt gode, hvis du har menstruation på festivalen.
  • Hav altid lommeletter og håndsprit i tasken. Så er du altid forberedt på en tur i hegnet, hvis toilettet er for lang væk, imens du forbliver ren i begge ender.
  • Hvis du har menstruation, kan vand på flaske rense din menstruationskop – og ellers fortæl det til dine venner, så de kan hjælpe, hvis du pludselig står i en nødsituation.
  • Tag vådservietter med – og mange af dem. De kan alt: Fjerne makeup, rense ulækre festivalfødder efter en varm dag i lukkede sneakers og fungere som et nødbad, hvis køen er for lang til de kolde bade på pladsen.
  • Solcremen skal på hver dag, også selv om det er overskyet. Du er meget ude, og UV-indexet kan godt være højt, selv om skyerne ligger tungt. Der er intet værre end at blive rød på førstedagen og skulle ligne en forbrændt tosse resten af ugen. Smør dig ind – gerne flere gange om dagen.

Læs også: Sol & SPF: Find den solcreme, der passer til dig

  • Sol betyder også, at det er en god idé at medbringe en læbepomade med solfaktor. Tænk, hvis dine læber var tørre og forbrændte lige når årets festivalflirt kom forbi. Det må ikke ske!
  • Når du skal flashe dine lækre sommerstænger, så smør lidt deo på indersiden af lårene. Vent med at klaske dem sammen, indtil deodoranten er tør, og vi lover dig, at du kommer til at flyve genne dagen helt uden slitagesår på inderlårene.
  • Er tømmermændene efter gårsdagens lejrfest utålelige? Resorb væskeerstatning kan tage selv de værste tømmermænd. Vi lover dig det.
  • Selv om du gerne vil være smart og måske blive spottet til en omgang street style i løbet af ugen, bliver du nødt til at lade buksedragten blive hjemme. Det er besværligt på et rigtigt toilet og bare virkelig akavet, når du skal i hegnet.
  • Toiletterne plejer at blive gjort rent tidligt om morgenen, så smut op på dem og lav pølser, nummer 2, lort, pubæ (eller hvad end, vi kalder det) der. Det er markant rarere at sidde på et rengjort toilet end et eftermiddagsvarmt, lugtende et.
  • For at undgå et lummert og kvalmende toilet, kan vi anbefale, at du altid vælger det toilet, som står i skyggen. Og tag også gerne et, hvor der kommer en kvinde ud. Da de fleste mennesker med en penis, vælger hegnet, når de skal tisse, er der størst sandsynlighed for, at kvinden ikke har skidt, lige inden det bliver din tur.

Kærlighed og sex

  • Vi spurgte vores mødre, og det råd, der gik igen, var ”Bare opfør dig pænt.” Og hermed er det givet videre.
  • Husk, at hvis du er i tvivl, er du ikke i tvivl. Du skylder ikke nogen at sige ja, og du må gerne stoppe midt i akten, hvis du pludselig skifter mening.
  • Men hav altid lige et tyggegummi i tasken. Der er næsten intet værre end at kysse en person, som har røget 40 cigaretter og lige taget en ølbong. Tyggegummi gør dig kysseklar – særligt hvis du samtidig husker at børste tænder i hvert fald en gang dagligt.

Anbefalet til dig