"Smalltalk er en social glidecreme, som det er på tide, at vi dropper"

KLUMME: Jeg kan ikke udstå smalltalk. Desværre kan man, som voksen, ikke helt undgå det. Medmindre du ikke har noget imod at blive stemplet som en ufølsom idiot, der ikke kan gebærde sig blandt dannede mennesker.

På dette område kan jeg godt savne at være et 4-årigt barn. Dengang stillede jeg mig bare om bag min fars ben, hvis ligegyldige mennesker begyndte at spørge mig om hvem der dog havde givet mig den fine bamse, som jeg stod med i hænderne. Det havde sin charme, og fordi jeg kun var et børnehavebarn, så gik folk ud fra, at jeg bare var genert.
Men så blev man voksen, og fandt ud af, at nu er det nogle væsentlig andre spilleregler, der gælder.

Nu gælder det om at få fremmede folk til at kunne lide dig, og det kan ikke lade sig gøre hvis du lægger ud med at tale om sex, politik, religion eller andre emner, hvor der er en risiko for, at man kan blive uenige med hinanden. For gud forbyde, at vi forsøger at udvide hinandens horisonter med nuancerede synspunkter alt for tidligt i en samtale.

Selvfølgelig er det muligt at tale med folk om store og betydningsfulde emner, men man bliver nødt til at starte med den sociale glidecreme, der hedder smalltalk. Vi skal lige snakke om det skybrud, der forleden gjorde at vi måtte tage bussen i stedet for cyklen. Vi skal lige spørge ind til personens sidste ferie i Italien, og om pizzaerne i Rom virkeligt var så gode som vi har fået fortalt. Måske kan man også lige få nævnt, at man selv engang spekulerede på at overveje om man skulle tænke på at undersøge hvad en tur til Venedig kostede. Bagefter er der muligvis lige tid til at komplimentere hinandens sko, lige for at understrege, at man ikke vil hinanden noget ondt. Hvis aftenen så ikke allerede er gået efter man nøje har fulgt og overholdt de sociale konventioner om god opførsel og intetsigende samtaler, så kan man, hvis man er modig og har indtaget nok Gin & Tonics, måske vove sig ud i nogle mere dristige spørgsmål eller udtalelser, som f.eks.: "Politikerne nu til dags er godt nok lidt utilregnelige, synes du ikke?" Eller: "Så du den der dokumentar om hende Bonnie?" Og med svedige håndflader og en knastør mund, kan du så stå og afvente din samtalepartners reaktion. For vi er blevet så bange for at støde nogen, for at skræmme folk væk, så vi pakker alt ind i vat og bobleplast, så vi ikke ender med at stå alene med et slatten glas champagne ovre i et hjørne til en fest, som i forvejen ikke er særlig interessant.

Det er angsten for at skille sig for meget ud, for ikke at blive inkluderet i fælleskabet, som tager over. Det er ofte også i disse sociale sammenhænge, at vi tit ender med at nikke anerkendende til udtalelser vi ikke ved noget om eller er decideret uenige i. Vores flokmentalitet forbyder os at gå mod flertallet, også selvom vi måske i virkeligheden krummer tæer over den afslappede racistiske bemærkning, som vores sidemand/kvinde kom med for et øjeblik siden. Så er det nemmere at smile lidt anstrengt og diskret prøve at skifte emnet over til noget med YouTube videoer af kattekillinger, der gør søde og fjollede ting.

Jeg havde været Donald Trump-rig hvis jeg havde fået en femmer for hver gang jeg har siddet til en familiefødselsdag eller et arbejdsarrangement og hørt på folk, der i timevis har talt om deres kedelige børn, deres nye lydløse støvsuger eller hvordan de ville ønske, at de kunne tage sig sammen til at få gjort noget ved den der kælder med alle de fyldte flyttekasser.

Jeg gider det ikke mere. Jeg er færdig. Når folk nu spørger mig om hvordan jeg har det, så fortæller jeg dem den skinbarlige sandhed, også selvom den muligvis gør dem ubehageligt til mode. Når der bliver snakket om noget jeg ikke har forstand på, så nægter jeg at lade som om jeg har styr på det, og vil hellere spørge om de kan uddybe det, så jeg kan følge med. Og når en eller anden småborgerlig onkel prøver at få lokket et par grin ud af folk ved at komme med en joke, der stinker af homofobi, så siger jeg fra, i stedet for at kigge stumt ind i væggen.

Jeg siger ikke, at vi helt skal droppe høfligheden. Jeg siger heller ikke, at næste gang du skal til morgenmøde på kontoret eller sidder i kirken til din nevøs dåb, at du skal række hånden i vejret og fortælle højt og detaljeret om dine fodvorter. Jeg siger sådan set bare, at jeg gerne vil have nogle flere interessante samtaler, med folk, der har nogle holdninger og meninger, som de ikke er bange for at stå ved, men samtidig er åbne overfor alternative idéer.

Jeg vil gerne diskutere, jeg vil gerne udfordres, jeg vil gerne udfordre andre på deres standpunkter, og jeg vil gerne have lov til at svare ærligt på de spørgsmål, der bliver stillet mig, i stedet for at komme med små hvide bekvemmelighedsløgne. Jeg tror, at alle de der trivielle sociale begivenheder, som ingen af os rigtig gider, ville blive meget mere interessante hvis folk turde at sige bare lidt mere af hvad de tænkte, i stedet for at prøve at behage alle, og derfor ende med ikke at sige noget som helst af værdi.