“Jeg vil have en soulmate, ellers kan det være lige meget”

At skrive en artikel er som at flirte lidt med en fyr i en bar. At skrive en bog er som at blive gift med ham. På godt og ondt.

Ordene er Lone Theils'. Og hun må vide, hvad hun taler om. Efter knap tyve år som korrespondent i London er hun vendt hjem til Danmark for at være fuldtidsforfatter. De ti flyttekasser, hun havde med til London i sin tid, var vokset til 88, da hun vendte hjem, og hun har stadig ikke nået at pakke dem alle ud i det lille sommerhus på Djursland, hvor hun bor indtil videre.

Sidste år udkom Lone Theils' første krimi. "Pigerne fra Englandsbåden", som hun skrev i ferier, og når hun ellers lige havde tid. Bogen blev en kæmpesucces i Danmark, og Lone fik en svensk agent, som sørgede for, at bogen i dag er solgt til udgivelse i 14 lande. Det gav blod på tanden, men let var det ikke at kvitte journalistikken.

– I min fantasi havde jeg forestillet mig, at jeg skulle skrue gradvist ned for journalistikken og gradvist op for forfatterskabet. Nu kom det bare rullende ind. Jeg kunne se, at jeg var nødt til at ­tage en beslutning, og jeg talte med andre journalister, der havde taget det samme spring. Ingen af dem havde fortrudt. Efter mange overvejelser skrev jeg min opsigelse, trykkede "send", og så sad jeg bare der i sofaen og græd og fandt ud af, hvor stor en beslutning det egentlig var. Min chef fra Politiken ringede to minutter efter, men jeg kunne ikke tage telefonen. Først da jeg havde fattet mig, kunne jeg tale med ham. Jeg var glad for, at han sagde, at han ­ikke syntes, at jeg skulle sige op. Men jeg har ikke fortrudt min ­beslutning.

LÆS OGSÅ: Sammen kæmper de for at give stemme til det ukendte Underdanmark

Sorg og selvcensur
Lone har levet i ordenes verden, siden hun var barn. Hun er født og opvokset i et parcelhus i Holstebro som den ældste af fire søskende. Forældrene holdt ikke avis, men alligevel vidste Lone sjovt nok helt ind i sjælen, at hun ville være journalist. Hun elskede at hænge ud på biblioteket, og hun lånte gerne 30 bøger ad gangen, som hun kastede sig over derhjemme. Det var ikke altid, hun nåede at få dem afleveret til tiden, og faktisk fik hun så mange rykkere, at sangskjuleren til hendes konfirmation var udformet som en kæmpestor hjemkaldelse fra biblioteket. Som helt ung var Lone konkurrencesvømmer, og efter gymnasiet kom hun et år i huset hos Jannie Spies og hendes familie. Lones opvækst var præget af, at hendes ene bror, Thomas, var multihandicappet, og det har lært hende meget om livet at skulle håndtere det.

– Langt hen ad vejen syntes jeg, at det var synd for mine forældre. Jeg tænkte egentlig ikke på, at det var sket for hele familien, det var først senere, at jeg begyndte at tænke: Det skete jo også for mig. Men Thomas kom til verden, da jeg var 2 år, så det var bare et vilkår i mit liv. Han kom på institution, da han var 4-5 år, fordi han blev for behandlingskrævende. I dag kan jeg godt se, at det påvirkede familien på mange måder. For det første censurerede jeg mig selv i forhold til, hvad jeg gik til mine forældre med af problemer. De havde nok. Mine problemer var ikke problemer i forhold til det, min bror kæmpede med. Og jeg blev nok også meget tolerant overfor, at folk kan være anderledes. Når man som barn bliver præsenteret for alle mulige handicap, som der var på den institution, Thomas kom til at bo på, så lærer det en, at vi ­ikke alle er ens.

– Thomas var blind, sad i kørestol, kunne ikke tale, kunne ikke spise selv. Han var spastiker, og hans krop blev slidt op. Da han var 25 år, fik han en lungebetændelse, som han døde af. Jeg boede i London på det tidspunkt, men jeg var taget hjem, for vi vidste godt, at der var ikke lang tid tilbage. Jeg fokuserede meget på at hjælpe mine forældre, for det var jo det værste, der kunne ske for dem. At miste et barn. Jeg mistede selvfølgelig også en bror, men på en eller anden måde tror jeg, at det i højere grad er imod naturens orden at miste et barn, også selvom barnet er sygt. Mange sagde, at det var for det bedste, at Thomas døde, men det gør sgu stadig ondt.

Læren fra London
Lone er meget tæt på sine to andre søskende, en bror og en søster, og selvom hun har boet i London i mange år, har hun også et meget nært forhold til sine nevøer og niecer. Hun går meget op i at være faster og moster, ikke mindst fordi hun aldrig selv har kunnet få børn.

– Jeg har prøvet. Både mens jeg var i forhold og senere med ­medicinsk hjælp, men det kunne ikke lade sig gøre. Jeg har PCOS – Polycystisk Ovariesyndrom – som er en hormonforstyrrelse, og det har betydet, at jeg ikke har kunnet få børn. Det var da et slag, da jeg fandt ud af det, og jeg havde en periode, hvor jeg virkelig sørgede over det, men jeg bestemte også meget hurtigt, at det ikke skulle definere mig som menneske. Hvis man kan slippe den tanke, at der er nogen, der har fortjent at få børn, mens andre ikke har fortjent det, så kan man finde ro. Da jeg kom frem til det, kunne jeg give slip og sige okay, det er så et grundvilkår i mit liv. Jeg savner ikke børnetilstedeværelse i mit liv, for ud over at have mine nevøer og niecer er jeg gudmor til to af mine venners børn. Jeg har børn i alle aldre, som jeg elsker højt, og som jeg bliver elsket ­tilbage af. Der er så meget kærlighed i børn. Man skal bare ­stille sig i nærheden af dem, så er det som at være i sådan et kærlighedsbrusebad. Og så har jeg valgt at se på de fordele, der er ved ­ikke at have børn selv. Jeg kan rejse mere, jeg kan være forfatter og lade være med at tale med nogen i ti dage, fordi jeg skriver, hvis det er det, jeg vil. På den måde tænker jeg, at jeg har fået det bedste af to verdener.

Da Lone blev færdig på Journalisthøjskolen i 1996, var hun heldig med det samme at få jobbet som udenrigskorrespondent for Berlingske i London. Hun blev færdig på skolen om torsdagen og stod i London om søndagen.

– I begyndelsen boede jeg i en rigtig dårlig lejlighed Camden High Street. Lige uden for mit vindue var der sådan en neonreklame, der hele tiden blinkede open-open-open. Jeg havde set lejligheden i dagslys, og der havde det jo ikke været noget problem. Det ­hele var meget fascinerende og spændende, men også ensomt i ­starten. Der gik et års tid, før jeg for alvor begyndte at få venner, jeg sås med privat. Det lærte mig, at man altså godt kan gå i biografen ­eller på museum alene, man skal i hvert fald ikke bare blive hjemme, for så sker der ikke noget.

– Mange af de venner, jeg fik, var også korrespondenter, for man har brug for at være sammen med nogen, der forstår, at det kan godt være, vi har aftalt at spise middagsmad sammen kl. 19, men nu er der altså lige sket noget, så jeg er nødt til at aflyse med tre minutters varsel. Det forstår alle andre korrespondenter, og de er formentlig ved at dække den samme historie.

– Jeg dyrkede ikke andre danskere særlig meget, for jeg tænkte, at nu var jeg jo flyttet til London, så skulle jeg ikke sidde fast i min danskhed. London lærer en, at man har venskaber, der opstår og bliver tætte, og så flytter folk. London er en transitby, og jeg har virkelig været til mange afskedsdrinks. Men jeg ser det også som en fantastisk ting, at jeg nu har venner i New York, Madrid, Sao Paolo – over hele verden. Og det er nemt at holde kontakt i dag.

LÆS OGSÅ: “Derfor tog jeg coke, arbejdede som escort og endte i fængsel”

Mad og kærlighed
Lone var hjemme i Danmark i en kort periode, hvor hun blandt andet arbejdede på DR, men så rejste hun tilbage til London, da hun igen fik muligheden for at blive korrespondent for Berlingske.

– Jobbet som korrespondent var fantastisk, og jeg var utrolig glad for at bo i London. Jeg havde jo fået et godt netværk derovre, jeg gik til kickboxing, som jeg holdt meget af, og jeg var vild med den vibe, der er i London. Det handler nok mest om, at folk er enormt forskellige i London, og at der samtidig ikke ligger noget drama i det. Der er ikke noget dramatisk i, at der sidder en kvinde i kassen i supermarkedet med slør eller en Bindi i panden, eller at der står en mand med turban og ekspederer på posthuset. Der er ikke nogen, der spekulerer over det, og når man spørger folk, hvor de kommer fra, så ligger der ikke andet i det, end at man er interesseret i deres historie. Jeg synes, London har fundet en god balance, og når man spørger, hvad folk kan lide ved London, er svaret netop mangfoldigheden. Jeg opdagede selv mangfoldigheden første gang, da jeg lige var flyttet til Camden High Street. Det er et sted, hvor de outrerede Goth-typer og den slags hænger ud. Der boede også en transvestit i kvarteret, og når han kom slingrende hjem en tidlig morgen efter en nat i byen, iført selvlysende orange pelsbikini og en gul garnparyk, han selv havde lavet, var der ikke nogen, der løftede et øjenbryn. Hvis han gik ned ad en hvilken som helst gade i Danmark, ville han nok få en del blikke, og folk ville reagere på det, men i London var det bare sådan, nå ja, vi skal på arbejde. Det var no big deal.

Hvilke omkostninger var der ved livet som korrespondent?
– Man slår jo ikke rødder på samme måde, som man gør, hvis man bor det samme sted, møder en mand og stifter familie. Jeg ved ­ikke, om det er jobbet, der gør det, eller om jobbet tiltrækker en bestemt slags mennesker, men det er i hvert fald typisk, at mens mandlige korrespondenter er gode til at tage deres familie med og har en kone, der går hjemme og får det praktiske til at ­hænge sammen, så er de fleste kvindelige korrespondenter, jeg ­kender, singler. 80-90 procent af dem, vil jeg tro. Og de er for de flestes vedkommende smukke, kloge, sjove og dygtige, så jeg kan ikke se ­nogen anden forklaring, end at det handler om jobbet. Jeg er 45, jeg er ikke gift, men jeg har ikke fortrudt noget. Jeg har truffet ­mine valg med åbne øjne på den front, men jo, det er nok den ­største omkostning.

Leder du efter en kæreste?
– Jeg kan godt lide mit eget selskab, og jeg synes, mit status quo er fint. Når jeg så møder en og forelsker mig, er det altid lidt modstræbende og modvilligt forstået på den måde, at så er det, fordi det på ingen måde kan undgås. Og så er det meget voldsomt for mig. Det river jo op i alting, når man bliver så forelsket. Det er meget forstyrrende. Misforstå mig ikke, jeg kan godt lide det, men for mig er tosomhed ikke et mål i sig selv – det kan være en bivirkning af, at man møder den rigtige mand. Jeg er håbløs romantisk. Med tryk på håbløs måske, for jeg vil have en soulmate, ellers kan det være lige meget. Man er mere ensom i et dårligt forhold, end man er, når man er sig selv, så jeg vil hellere vente, til det er helt rigtigt.

LÆS OGSÅ: Simon Jul: ”Jeg er kæmpefan af sexlounges. Det er superliderligt, og jeg kan kun anbefale det”

Kontrasten mellem pulserende London og sommerhuset på Djursland er stor, men indtil videre passer stilheden godt til Lones nye arbejdsliv.

– Jeg er meget glad for det, det giver den der ro, og jeg er egentlig lidt forbløffet over, hvor nemt det er gået. Jeg bor fire minutters gang fra vandet, og det er så dejligt at gå derned. Men ellers er der langt til alting. Jeg har skullet vænne mig til, at man ikke bare lige kan gå ned og købe noget takeaway. Har jeg lyst til noget marokkansk – forget it, baby. Jeg kan ikke engang købe ind til marokkansk mad i supermarkedet, så når jeg kommer til København, besøger jeg indvandrerbutikkerne og køber aubergine-pickles, thai yum pasta, tamarind, alle de der ting, jeg har brug for. Jeg har jo været vant til det store verdenskøkken i London, og en dag, da jeg stod i Lidl på Djursland og kiggede rundt, tænkte jeg: Det her kan godt knække sjælen, hvis man ikke er stærk.

LÆS OGSÅ: Frankrigs danske superstjerne

LÆS OGSÅ: “Jeg vil have en soulmate, ellers kan det være lige meget”

LÆS OGSÅ: Susanne Bier om Oscars og lammende lussinger