Julie Rudbæk står i en skov iført lysebrun frakke

"Jeg tror på, at jeg kan få det hele"

Hun er kendt for at lave serier og film om parforhold og venskaber, men hun siger ja til alt, der giver nervøsitet i maven – som kongelige fødselsdage og ”Vild med dans”. Nu er Julie Rudbæk aktuel med anden sæson af en serie, som sætter fokus på balancen mellem arbejde og privatliv. Hendes egen balance har i mange år tippet over til arbejdslivet, men måske er der en forandring på vej?

ALT for damerne logo

Den 15. april 2025 stod Julie Rudbæk på Det Kongelige Teaters Gamle Scene i en smuk, hvid kjole og med en kæmpe flok sommerfugle flagrende rundt i maven. 

Nede i salen sad 1000 unge mennesker fra hele Rigsfællesskabet, og oppe fra kongelogen kiggede prinsesse Isabella smilende ned på både Julie og alle de mennesker, der var mødt op for at fejre hendes 18-års fødselsdag.

– Da jeg fik tilbuddet om at være konferencier til prinsesse Isabellas fødselsdag, var min første tanke: Tør jeg det? Det var på Det Kongelige Teater, det skulle livetransmitteres på DR1, og jeg havde aldrig før prøvet at være konferencier. 

Men lige præcis fordi min første tanke var, om jeg turde, kom svaret helt af sig selv: Ja, så skal jeg! Fordi det gjorde mig nervøs. Fordi det var en helt ny udfordring.

At søge nye udfordringer, der giver sommerfugle i maven, har været kendetegnende for Julies liv det seneste års tid. Da vi mødes denne formiddag i hendes lejlighed på Frederiksberg, hvor hun sidder med benene oppe og en kop neskaffe i hånden, er hun stadig med i den sidste sæson af 'Vild med dans'. Og hun er hundrede procent ude af sin komfortzone på dansegulvet, men hun elsker det. Og det er nok noget andet, der er kendetegnende for Julie. 

Hun er båret af passion. Det er indtil videre bl.a. kommet til udtryk i samarbejdet med hendes gode ven Jesper Zuschlag. De står bag den populære tv-serie ”29”-”33”, som de skrev, instruerede og spillede hovedrollerne i, samt filmen ”Elsker dig for tiden” og tv-serien ”Bag enhver mand”. 

Sæson to af sidstnævnte serie rammer skærmen den 26. december. Det ville være så nemt at holde sig til det, der virker, og som man ved, at man kan, men sådan er Julie Rudbæk ikke indrettet.

Som yngre valgte 
Julie Rudbæk jobs med hjernen og lod sine bekymringer styre mere end i dag, hvor hun mere 
vælger med hjertet 
og maven.
Som yngre valgte Julie Rudbæk jobs med hjernen og lod sine bekymringer styre mere end i dag, hvor hun mere vælger med hjertet og maven.

Hvorfor sagde du ja til ”Vild med dans”?

– De havde spurgt mig et par gange, men det var først i år, jeg var et sted i mit liv, hvor lysten virkelig var der, og hvor det hele passede sammen, også rent praktisk. Jesper og jeg har lige fejret vores tiårsjubilæum, og jeg havde igennem noget tid op mod jubilæet haft lyst til at kaste mig ud i noget, der kræver noget nyt af mig, og som gør mig nervøs på en eller anden måde. 

Det gør ”Vild med dans”, og jeg ER virkelig, virkelig vild med det. Det her med at lære noget helt nyt, som stadig ligger indenfor mit fag. Det er en kreativ måde at udtrykke sig på, som jeg ikke har dyrket før, men jeg har fundet ud af, at gud, det kan jeg også. 

Og så er det bare sindssygt privilegeret at prøve at have en lærer igen. Jeg har nydt at skulle lære noget nyt. Jeg kommer til at savne dansetræningen og den gode form, jeg er kommet i, for det er vildt at opleve, hvordan min krop kan meget mere, end jeg troede, den kunne.

Hun kigger på sine fødder.

– Men der er en grund til, at jeg sidder sådan her med benene oppe. Det er fødderne, der er allermest ømme, så hver gang jeg har mulighed for at hvile dem, gør jeg det. Jeg er vant til at bruge min krop som skuespiller, men at danse på den her måde flere timer hver dag er bare noget helt andet.

Har du drømt om at komme i finalen?

– Det er et godt spørgsmål. Jeg vil gerne gå hele vejen, men det handler ikke så meget om at vinde, som det handler om, at jeg bare gerne vil have det hele med. Hele oplevelsen. Jeg er blevet så bidt af det, så tanken om, at jeg skulle gå glip af de sidste danse, kan jeg næsten ikke holde ud. Men jo, jeg vil da også gerne vinde, selvfølgelig vil jeg det. Sådan er jeg, når jeg går ind i noget, så er det all in.

Er du grundlæggende et konkurrencemenneske?

– Jeg er meget ambitiøs med det, jeg gerne vil være god til, så ja, det er jeg jo nok. Men jo ældre jeg bliver, jo mere finder jeg også ud af, at jeg skal huske at nyde processen og ikke kun fokusere på endemålet. For det er processen, der er sjovest. 

Når vi laver en tv-serie, skal det være sjovt, mens vi laver den, for premieren går så hurtigt. Jeg har også erfaret, at da Jesper og jeg vandt en Robert, var det fantastisk den aften, vi stod på scenen og modtog prisen, men øjeblikket var hurtigt glemt igen. Det er de to år, vi brugte på at lave serien, jeg husker, og derfor er det vigtigste, at processen er fed.

”Lige præcis fordi min første tanke var, om jeg turde, kom svaret helt af sig selv: Ja, så skal jeg! Fordi det gjorde mig nervøs”
”Lige præcis fordi min første tanke var, om jeg turde, kom svaret helt af sig selv: Ja, så skal jeg! Fordi det gjorde mig nervøs”

Jeg vil være en stjerne

Julie har drømt om at blive skuespiller, siden hun var barn. Når hun skulle udfylde venindebøgernes spørgsmål om alt fra yndlingsfarve og yndlingsdyr til fritidsinteresser og største idol, svarede hun altid det samme, når hun kom til spørgsmålet om, hvad der var hendes største ønske: ”At blive skuespiller og en stor stjerne”.

– Og når jeg så sammenlignede med min storesøsters svar på det samme spørgsmål, så skrev hun altid: ”At få en familie”.

Julie smiler ved tanken, for både hun og søsteren nåede i mål med deres ønsker.

Hvorfor ville du så gerne være skuespiller?

– Fordi jeg syntes, at det måtte være det sjoveste i hele verden. Jeg har altid elsket at optræde og finde på historier, og det har jeg gjort, siden jeg var helt lille. Jeg har også altid interesseret mig enormt meget for menneskelige relationer og situationer. Og det er jo egentlig også det, alle Jespers og mine produktioner afspejler. 

Jeg synes helt grundlæggende, at mennesker er spændende, og jeg elsker at observere og afkode relationer og psykologien i det menneskelige sind.

Med de interesser kunne du også have gået andre veje og være blevet f.eks. psykolog eller forfatter?

”Når jeg så sammenlignede med min storesøsters svar på det samme spørgsmål, så skrev hun altid: At få en familie”
”Når jeg så sammenlignede med min storesøsters svar på det samme spørgsmål, så skrev hun altid: At få en familie”

– Ja, men mit performancegen er så stort, at jeg er nødt til også at bruge det. Jeg elsker simpelthen at performe. Jeg har da været forbi lærerseminariet og alt muligt, men jeg synes, at jeg er endt på den helt rigtige hylde.

Vejen til berømmelse var dog ikke så let og ligetil, som Julie måske havde drømt om, da hun kastede sig over skuespilfaget. 

Efter sin uddannelse på Det Danske Filmskuespillerakademi og DR's Satire Talenthold måtte hun konstatere, at der ikke rigtig var bud efter hende.

– Lille naive Julie i starten af 20’erne tænkte selvfølgelig: Nu ringer de! Men det gjorde de ikke. Jeg har egentlig aldrig tvivlet på, at jeg kunne finde ud af at være skuespiller, men jeg var frustreret over, at folk ikke kunne se det. I stedet for at sætte mig ned og blive ked af det gav de manglende roller mig et drive, der gjorde, at jeg tænkte: Okay, så må jeg fandeme selv skrive og lave noget! 

Det blev til mit samarbejde med Jesper, og vi har haft en ild indeni i forhold til, at man kan gøre tingene på en anden måde, f.eks. ved at fortælle vores egne historier. Nu, når jeg ser tilbage, kunne jeg ikke forestille mig kun at være skuespiller. Det er så fedt at skrive, instruere og formidle det, jeg selv synes, der mangler, og som jeg synes er sjovt og relevant for publikum.

 Og så tror jeg rigtig meget på, at man bliver god af ”at gøre”. 

Jeg er ikke uddannet manuskriptforfatter eller instruktør, og jeg har ikke engang gået på ”den rigtige” teaterskole, men jeg har kastet mig ud i det og har lært undervejs. Det har været formlen, der har bragt Jesper og mig til det sted, vi står i dag. Vi gjorde det ”bare”. 

I venindebøgerne skrev Julie Rudbæk altid, at hendes største ønske var at blive skuespiller og en stor stjerne.
I venindebøgerne skrev Julie Rudbæk altid, at hendes største ønske var at blive skuespiller og en stor stjerne.

Vi knoklede og var også heldige at ramme noget i tiden, og efterhånden har vi rigtig mange kilometer i benene. Så ja, der har været en drivkraft i mig, fra jeg var helt ung, at det her skal lykkes, for det er det, der gør mig lykkelig.

Min ven og tætteste kollega

Anden sæson af ”Bag enhver mand” får premiere anden juledag. I første sæson blev Michael, spillet af Jesper, udfordret, da souschefen Naja, spillet af Julie, blev ansat på den restaurant, hvor han var køkkenchef. Det blev til en historie om køn, magt og forandring.

– I sæson to har Michael og Naja slået pjalterne sammen for at starte deres egen restaurant op. De får en investor, Cecilie, med, og derefter udspiller der sig så trekantsdrama mellem de tre, fordi Cecilie vil have restauranten i en anden retning, og fordi Naja forelsker sig i hende.

Med sæson to sætter vi fokus på balancen mellem arbejde og privatliv, og hvad der sker, når man får det blandet sammen. Vi undersøger også, hvad der sker, hvis man ikke længere har sit arbejde. En af karaktererne nærmer sig f.eks. pensionsalderen, og hvem er han, når han ikke længere har sin arbejdsidentitet? 

En anden bliver ramt af alvorlig sygdom, og spørgsmålet er, hvad man skal bruge sit liv på, hvis man ikke har ret meget tid tilbage? Sit arbejde, som man elsker, eller noget helt andet? 

Køn og arbejdsfællesskab er også stadig et tema i serien, ligesom vi sætter fokus på entreprenørskab. Hvordan er det at blive selvstændig og opleve, at ens kreative visioner rammer en mur, når virkeligheden melder sig, og hvor meget skal man holde fast i det, man selv tror på?

Alle de temaer, du her nævner, er vel nogle, du kan genkende fra dit eget liv?

– Ja, alt udspringer af spørgsmål, som Jesper og jeg stiller os selv og hinanden. Jeg genkender rigtig meget udfordringen med at skille arbejde og privatliv ad. For mig flyder det hele totalt sammen. Først og fremmest fordi mit arbejde er min passion og min hobby. 

Skuespiller og instruktør Julie Rudbæk bliver tit spurgt, om hendes mange timer på jobbet er grunden til, at hun ikke har fået børn.
Skuespiller og instruktør Julie Rudbæk bliver tit spurgt, om hendes mange timer på jobbet er grunden til, at hun ikke har fået børn.

Men også fordi, at når man arbejder med det, jeg gør, så bruger man sig selv vildt meget. Jeg bruger mine egne følelser, erfaringer og relationer.

Så hvordan oplever du konflikten mellem arbejde og privatliv?

– Jamen, jeg føler faktisk ikke, at det er en konflikt. Fordi det netop er så persondrevet, så er det naturligt for mig, at de to ting smelter sammen. Selvfølgelig ville det være løgn, hvis jeg sagde, at Jesper og jeg ikke har haft udfordringer i forhold til at balancere et ti år langt arbejdsforhold og privat venskab. Det kan da være udfordrende en gang imellem, og man kan komme til at slide på hinanden. 

Det er faktisk ligesom et parforhold på rigtig mange områder. Der er en konflikt, vi kommer igennem den, og så tilvælger vi hinanden igen i stedet for at gå fra hinanden. Fejringen af vores tiårsjubilæum for nylig var selvfølgelig en fejring af det, vi har produceret igennem de sidste ti år, men jeg følte lige så meget, at det var en fejring af, hvor gode vi har været til at balancere at være bedste venner privat samtidig med, at vi har arbejdet så tæt sammen i så mange år. 

Det, synes jeg faktisk, er flot gået af os.

Men der er jo også andre mennesker i dit liv, hvordan får du tid til dem?

– Det er ikke sådan, at jeg ikke har tid til andet, for det at være selvstændig giver mig en enorm fleksibilitet. Jeg kan arbejde sindssygt intenst i en halvanden måned, men så har jeg måske et halvt år, hvor jeg skriver et manuskript, og hvor jeg er mega fleksibel. Jeg er tit blevet spurgt, nå, men er det så fordi, du arbejder så meget, at du ikke har fået børn? Og nej, det tror jeg sagtens, at jeg kunne have tid til at have ved siden af et travlt arbejdsliv som selvstændig. 

Jeg føler ikke, at jeg er nødt til at vælge imellem de to ting – familie og arbejde – jeg synes ærligt talt, at det er en forældet måde at se det på. Der er jo masser af kvinder med store karrierer, der fint kan nå både børn og arbejde. De har bare travlt. 

Under ”Vild med dans” har jeg tænkt over, at det må være hårdt for dem, der kører arbejde ved siden af, eller som skal hjem og passe to børn. Jeg kan jo bare gå hjem her og smække benene op. Det kan da sagtens være, at jeg kommer til at skrue lidt ned for tempoet i en periode den dag, jeg får børn. 

Men jeg har også løbet rigtigt hurtigt de sidste ti år, og jeg kan mærke, at jeg gerne vil lave plads andre ting også nu.

Så det er en drøm for dig at få børn?

– Ja, en eller anden dag er det. Men det er vigtigt for mig at slå fast, at det ikke er arbejdet, der står i vejen for kæreste og børn. Ja, arbejdet har fyldt rigtig meget i mit liv, det er rigtigt, og derfor har jeg måske ikke haft så travlt med at stifte familie.

Mit partnerskab med Jesper har også fyldt meget, og desuden har jeg en nær relation til min familie og nogle sindssygt tætte venskaber, som jeg bruger tid på at pleje. Når man er single og oppe 30’erne, bliver venskaber ofte meget familiære og tætte relationer.

Hvad skal der til for at blive kæreste med dig?

Hun griner højt og tænker lidt.

– Jeg er rigtig glad for mit liv, som det er nu. Så der skal noget ekstra til. Jeg kommer ikke til at vælge en kæreste af stress og på nu-skal-jeg-altså-finde-en-måden. Der skal være det der særlige, der gør, at jeg ikke er i tvivl. Og det handler ikke om, at jeg er kræsen, jeg vil bare ikke nøjes eller stressvælge, og man kan jo i øvrigt ikke styre, hvornår man møder the only one. 

Ikke at jeg tror, at der kun er én, men der er jo noget med timing.

Har det haft omkostninger, at du har skabt dit eget travle arbejdsliv?

– Det oplagte svar er jo at sige, ja, det er en omkostning, at jeg ikke har fået børn endnu. Det er der måske en sandhed i, for jeg har jo prioriteret mit arbejde i mange år. Men jeg vil meget nødig have en vinkel, der handler om, at man skal vælge mellem de to ting. Det tror jeg simpelthen ikke på. 

”Jeg føler ikke, at jeg er nødt til at vælge imellem familie og arbejde – jeg synes ærligt talt, at det er en forældet måde at se det på”
”Jeg føler ikke, at jeg er nødt til at vælge imellem familie og arbejde – jeg synes ærligt talt, at det er en forældet måde at se det på”

Jeg tror på, at man kan få det hele. Men det er jo rigtigt nok, at jeg indtil nu har prioriteret at løbe med den arbejdsmæssige bold, fordi det var en længsel i mig, fra jeg var helt lille, og fordi det gør mig sindssygt lykkelig. Men det betyder ikke, at jeg ikke vil det andet. 

Arbejdet kom bare først. Nu er jeg så et sted, hvor jeg er klar til, at der sker noget nyt. Det er derfor, jeg har kastet mig ud i ”Vild med dans”, det var derfor, jeg sagde ja til prinsesse Isabellas fødselsdag, og det er derfor, jeg generelt har lyst til nye eventyr i mit liv – arbejdsmæssigt såvel som privat.

Hvem er du uden dit arbejde?

Den nye sæson af ”Bag enhver mand” stiller spørgsmålet: ”hvem er du uden dit arbejde?”, fordi det er et spørgsmål, Julie selv har meget svært ved at svare på.

– Jeg ville jo på mange måder være den, jeg er i dag, men det er virkelig svært at forestille sig, fordi mit arbejde fylder så meget i mit sind og i mit liv. Det er det, jeg står op for. Så ja, hvem er vi uden vores arbejde? 

Jeg tror, det især er svært at svare på for mennesker, der som jeg arbejder med deres passion, men det kan også være svært at definere for dem, der bare er glade for deres arbejde, og som ikke kun udfører det for at tjene penge til at holde fri.

Jeg kan huske, at jeg i en meget ung alder sagde til mig selv: ”Jeg skal bruge fem af ugens syv dage på at arbejde, så derfor skal det simpelthen være sjovt. Søndagen skal ikke være deprimerende, fordi jeg skal op på arbejde mandag morgen.” Det er en bevidsthed, jeg har med hjemmefra, for både min mor og min far arbejdede med noget, de brændte for.

Jeg føler mig meget taknemmelig over, at jeg har mulighed for at leve at noget, jeg synes er virkelig sjovt. Jeg kan godt lide den variation, der i mit arbejde, og det passer mig godt med nye projekter og nye mennesker. Det giver selvfølgelig også en usikkerhed, at jeg ikke har noget fast og stabilt, men den usikkerhed lever jeg godt med, for den gør, at jeg opper mig.

Jeg kan ikke bare læne mig tilbage og lukrere på min seneste tv-serie eller film. Det driver mig også, at jeg hele tiden skal være i gang med at prøve at få noget nyt igennem. Man kan selvfølgelig godt opleve et pres over hele tiden at skulle være aktuel med noget, men man må jo prøve at finde en balance i det.

Hvordan er du anderledes i dag, end da du lavede tv-serien ”29”?

– Jeg er blevet ældre og klogere på nogle ting. Det var en anderledes følelse at lave ”29”, end det er at lave ”Bag enhver mand”. ”29” var vores første serie, vi var så hypede over det, og det hele var lavet med hjertet.

Vi anede ikke, hvad det var, vi lavede, vi gjorde det bare. I dag arbejder jeg på mere erfaring og rutine, og det betyder, at jeg skal huske mig selv på, at jeg skal blive ved med at lege. Apropos det med at have det sjovt og søge nye udfordringer som ”Vild med dans” og et konferencierjob til en kongelig fødselsdag. Jeg synes, det er underligt, at tiden går så stærkt, og jeg kan somme tider stadig godt tro, at jeg er i starten af 30’erne. 

Men det er jeg jo ikke. Der er faldet mere ro på mit liv, og jeg føler f.eks. ikke den samme sorg over, at en produktion slutter, som jeg gjorde, da jeg var yngre. I dag ved jeg, at der kommer noget nyt og spændende. 

Jeg tænker meget over at give mig selv oplevelser i mit arbejdsliv, hvor jeg før i tiden mere tænkte over, at jeg skulle bevise noget. Jeg ville ikke have været klar til ”Vild med dans” for fem år siden, for jeg ville have tænkt alt for meget over, hvad det måske ville gøre ved min karriere at være med. Jeg er også et sted, hvor jeg kan sige nej tak til en rolle, hvis jeg ikke synes, at den er fed, og jeg kan vælge mine projektet ud fra, hvad der vil gøre mig glad. I dag spørger jeg mig selv: Vil det være sjovt at lave den rolle? Hvis svaret er ja, så gør jeg det. 

Da jeg var yngre, valgte jeg med hjernen, og af og til holdt jeg mig tilbage på grund af bekymringer, men i dag vælger jeg nok mere med hjertet og maven.

Skuespiller og instruktør Julie Rudbæk prøvede for første gang kræfter med et konferencier-job, da prinsesse Isabella fyldte 18 år.
Skuespiller og instruktør Julie Rudbæk prøvede for første gang kræfter med et konferencier-job, da prinsesse Isabella fyldte 18 år.

Da Julie i oktober var gæst i podcasten ”Det sidste måltid”, valgte hun også sit måltid med hjertet og maven. Og smagsløgene naturligvis. Rejemad. Lasagne. Og en jordbærkage. Dertil bl.a. en cola.

– Jeg har en ven, der var sådan: ”Julie, du kunne vælge imellem al mad i verden, og så valgte du lasagne!".

Hun griner igen.

– Men jeg elsker lasagne. Det var det mest ærlige valg, og det repræsenterer også mig ret godt, for jeg er et menneske, der elsker kontrasterne. Den ene dag fin mad og champagne, den næste dag helt basic mad. Sådan er jeg. Jeg kan godt lide ting, der er lidt uprætentiøse, og samtidig kan jeg godt lide at dyrke de store øjeblikke.

Det var kæmpestort at stå på scenen til prinsesse Isabellas fødselsdagsshow i en fin kjole, men det var lige så skønt næste dag at ligge på sofaen i joggingtøj med mine to nevøer og spise slik. Igen – jeg vil gerne begge dele. Jeg elsker at være weekendmor for mine nevøer, og de har været med til at give mig lyst til selv at få børn en dag. 

De er fem og otte år nu, og min søster siger til mig, at nu er det snart min tur. Så det kan da godt være, at vi skal lave en bytter i forhold til det, vi i sin tid skrev i venindebøgerne, så hun kan fyre den endnu mere af på arbejdsmarkedet, mens jeg får nogle børn. Vi må se, hvad der sker.

Om Julie Rudbæk

Skuespiller og instruktør, aktuel med anden sæson af DR tv-serien ”Bag enhver mand”, som har premiere den 26. december. Serien har hun skrevet, instrueret og spiller hovedrollen i sammen med sin gode ven Jesper Zuschlag, og samme duo står bag tvserien ”29”-”33” og filmen ”Elsker dig for tiden”. Deltog i årets udgave af ”Vild med dans” og er til marts aktuel som vært for Bodilprisen sammen med kollegaen Sofie Jo Kaufmanas. Hun er 38 år.