Min ungdoms hjerteveninde med tryk under hjerte døde alt for pludseligt og alt for ubarmhjertigt.

Op til begravelsen tænkte jeg på ”Chelsea Hotel” af Leonard Cohen, som jeg elskede at lytte til som ung. 

Læs også

LÆS OGSÅ

Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med min narcissistiske ekskæreste

Ligesom i sangen kan jeg ikke påstå, at vi var i hinandens nuværende liv, så den ubegribelige smerte over at miste sit barn, mor og bedste veninde var der desværre andre, der måtte bære den regnfulde dag i kirken.

Foruden den åbenlyse tragedie og de følelser, det medfører, har hendes død også åbnet en lukket pose med minder fra min ungdom. Herunder en ganske særlig usikkerhed, der er krøbet ind i mig. Usikkerheden i sig selv er ikke ny, men i det her skamfulde og næsten indædt forbudte format har jeg ikke mødt den, siden, ja, dengang hun og jeg blev besties.

Jeg var tilflytter i hendes by, og nogle års ensomt outsiderliv blev i mødet med hende forvandlet til en sjov og vild med et stænk af grænseløs ungdomsmagi.

Da jeg betragtede hendes smilende billede på kisten, blev jeg ramt af, at den sidste gang, jeg var i kirke med hende, var til begravelsen af en af vores venner i folkeskolen. Dengang holdt vi i hånd. 

Læs også

LÆS OGSÅ

"Jeg følte, at jeg havde vundet i lotteriet, da jeg mødte Flemming - indtil min veninde sagde én ting til mig"

Vi bar den samme kjole til begravelsen og besøgte hans gravplads sammen. Vi var uadskillelige og forsøgte at synkronisere alt fra påklædning til gangart, mimik, ja, selv den mindste tanke var igennem venindefilteret. 

Vi har skiftevis tisset i bukserne af grin, kysset med de samme, fabrikeret ensartede løgne derhjemme for at være senere ude. Vi har skrevet tonselange breve til hinanden og klaget vores elendige nød over sommerferier i dødssyge sommerhuse i hinandens ulidelige fravær.

Mens hun blev boende i sin by og gift med sin ungdomskæreste, flakkede jeg videre. Altid på jagt efter noget bedre, noget større, eller måske i virkeligheden bare noget, der kan retfærdiggøre, at jeg er her.

Hun var rebelsk i sit hjerte, det delte vi. Men hun stod fast, længe før Brinkmann gjorde det moderne. Hun havde ikke brug for meget for at elske det, hun havde. Hun turde at vælge helhjertet uden FOMO. 

Jeg kan ikke huske, at hun nogensinde udviste usikkerhed over noget i livet.

Måske var det i essensen hendes læring til mig. Som desværre først går op for mig nu, efter hendes begravelse. Da jeg mødte hende, tegnede jeg en tyk streg over den, jeg var. Yes. Arketypen på en kamæleon. 

Læs også

LÆS OGSÅ

'Gift ved første blik'-Nina deler detaljer om kys: "Det er altså ikke helt så lummert"

Mens hun altid og unapologetically var sig selv. Jeg ville ønske, at jeg havde lært at holde bedre fast i den, jeg også var. Så havde det ikke været så svært at møde den version igen i dag. Med al min kluntede usikkerhed, der kan svinge fra at please til at skyde med skarpe ord, der ender med at ødelægge. 

Men som i balance også kan lindre og indramme det svære. Det gik op for mig, at jeg egentlig hele tiden har været på flugt fra outsiderfølelsen, siden jeg mødte hende.

Hvem havde jeg været, hvis jeg ikke havde været besat af at bevise mig selv i alle situationer? Hvis jeg havde lært bare at være, ganske som hun?

Jeg nåede ikke at fortælle hende, hvor meget hun havde betydet for mig. Sådan er døden så forhandlingsløs. Alligevel har den på en besynderlig måde vist mig noget, jeg for længst troede, jeg havde på plads: Du må godt bare være her, uden at gøre dig fortjent til det.

Gud, hvor ville jeg ønske, at jeg kunne give hende et sidste kæmpestort kram. Og sige tak.

Om Nillou Zoey Johannsen

• Forfatter. 
• Mor til to.
• Iransk født.
• Spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.