Mads Langer om sin forlovede: "Jeg gik nok og ventede på, at tiden var rigtig, så vi kunne blive kærester"

– Musikken er en fast del af, hvem jeg er, og hvordan jeg udtrykker mig. Vi havde et musikrum derhjemme, hvor der var trommer, elguitar, guitar, elklaver og orgel. Musikrummet var et sted, hvor jeg gik ind for at få ro i hovedet. Hvis jeg havde været barn i dag, ville jeg være blevet betegnet som et særligt sensitivt barn. Hyper sensitiv. Jeg har altid været meget sensitiv over for både menneskers vibrationer og over for lyd og lys, og musikken er det sted, hvor jeg kan slappe af, men hvor jeg også kan bearbejde nogle af alle de sanselige oplevelser, jeg har i løbet af en dag.

Hvordan er det at have det sådan?

– Jeg følte mig meget anderledes som barn, for jeg kunne ikke forstå, at jeg blev stresset over ting, som andre børn ikke blev stressede over. Jeg kunne ikke forstå, at de ikke kunne høre det, jeg hørte, eller at de ikke så det, jeg så. Så jeg følte mig lidt underlig for at være helt ærlig. Det har været en stor lettelse for mig i mit voksenliv at lære om sensitivitet, og at det faktisk er en helt normal ting. Jeg bruger stadigvæk musikken rigtig meget til at håndtere min sensitivitet, det er det sted, hvor jeg har en pause fra ræset. Men jeg håndterer det også ved at acceptere, hvordan jeg er, og det betyder, at jeg har brug for mere ro, end andre har. Jeg skal have mine pauser, og jeg skal gerne have min søvn for at kunne præstere. Jeg stoppede med at drikke alkohol på et tidspunkt, fordi prisen blev for høj i forhold til, at jeg ikke kunne mærke alt det, jeg alligevel godt kunne mærke, når jeg havde drukket. Jeg har fundet ud af, at jeg har det bedre, hvis jeg passer på mig selv og mærker efter. Hvis jeg tager ti minutter, hvor jeg lige er stille og alene, så får jeg energi igen. Det var jeg ikke klar over tidligere, hvor jeg syntes, det var underligt, at jeg blev så træt, når de andre bare kunne klø på.

Det må være lidt voldsomt for dig at optræde, når du har det sådan?

– Der er faktisk virkelig mange kunstnere, der er særligt sensitive. Jeg begyndte ikke at spille musik for at blive berømt eller for at komme ind i en mølle, der kører derudad med masser af eksponering. Jeg har altid spillet – og gør det stadigvæk – fordi det er en forlængelse af min sjæl. For mig er det at optræde den ultimative tilstedeværelse i nuet. Og det tager tid, selvfølgelig, at lære at connecte det fokus med en interaktion med et publikum. Når jeg står på scenen, forestiller jeg mig, at jeg er en stor antenne, som sender noget ud til publikum. De sender et signal tilbage, og på den måde forstærkes signalet. Det er virkelig heftigt at stå foran 40.000 mennesker, der bare sender energi op, så jeg har lært mig selv at slukke helt for antennen, når jeg går af scenen, så energien ikke bliver siddende i mig.
Mads er vokset op i et hjem, hvor han aldrig var i tvivl om, at han var elsket. Det har han taget med sig, og han er overbevist om, at hvis et barn er ubetinget elsket, så kan det aldrig gå helt galt, uanset hvilke udfordringer livet byder på. Hans forældre er stadig sammen, og det er han utrolig glad for.

– Der ligger en stigmatisering i det at være skilsmissebarn, men der er også en stigmatisering i at være kernefamiliebarn. Der bliver ikke talt om, at det faktisk også er pisse hårdt arbejde at blive sammen, og at det faktisk måske i nogle tilfælde kan være lige så hårdt at være barn i, som det er at være skilsmissebarn. Jeg er meget stor fan af min mor og far og af, at de har valgt at holde sammen. Også i de svære år. Man siger jo i medgang og modgang, og den historie synes jeg er vigtig at fortælle. Historien om, at man skal kæmpe for kærligheden. For ja, der vil komme svære år, men det kan godt betale sig at læne sig frem og insistere på at blive i det. Ikke for enhver pris selvfølgelig. Men gøre en indsats. Det har mine forældre gjort, og det har præget min indstilling til det at leve sammen med et andet menneske.

Du er ofte blevet beskrevet som ”den pæne dreng”, ligger der også en stigmatisering i det?

– Overordnet set har det egentlig været fint nok, fordi jeg til dels også er den pæne, flinke dreng, ha ha.

Han smiler igen stort på den der helt utrolig søde – og pæne – måde.

– Så på den måde kan jeg godt sætte mig ind i det billede, men selvfølgelig er jeg også meget andet. Og det har specielt været kompliceret for mig at have det prædikat i de perioder, hvor jeg har haft det virkelig dårligt og har kæmpet med en masse ting. Så har jeg godt kunne få lyst til at ruske op i det billede og skeje ud. Men for mig har det været rigtig fedt at blive ældre, fordi jeg er et sted nu, hvor jeg er ligeglad med, hvad folk tænker og synes. Jeg er på en eller anden måde landet i mig selv og i mit liv. Det med at finde kærligheden og comitte sig til den, det giver en enorm stor frihed til at være mig. Også musikalsk. Faktisk er jeg på vej tilbage til mit musikalske udgangspunkt. Den store internationale pladekontrakt i LA har jeg fået på grund af nummeret ”Fact Fiction”, som jeg skrev for ti år siden. Når jeg lytter til den sang, kan jeg høre, at jeg var kompromisløs og ren på en anden måde, end jeg var for fem år siden, hvor jeg lige pludselig var blevet berømt, hvor der var en masse forventninger, og hvor jeg var påvirket af pladeselskabets krav til hitfaktoren i min musik. I dag er jeg et sted, hvor jeg har erfaret, at det virker bedst, når jeg bare er. Når jeg ikke prøver på at være noget.

LÆS OGSÅ: Mø: “Dér nåede jeg grænsen. ”Karen, du er helt fucked!”, sagde mine forældre til mig”

Perioden for omkring fem år siden var ikke kun præget af folks musikalske forventninger til Mads.  Også hans privatliv var udfordret på det tidspunkt, og han tøver lidt, før han fortæller.

– Jamen altså…

Han holder en længere pause.

– Det var svært at blive popstjerne fra den ene dag til den anden efter ”Toppen af poppen”, fordi jeg samtidig var et sted i mit privatliv, hvor jeg ikke skulle være. Hvor jeg egentlig prøvede på at komme videre. Sangen ”Mellem linjerne” handler om den tid. Teksten lyder blandt andet:

Jeg vil hellere gå alene
End jeg vil følges ad hver for sig
Jeg vil hellere stå alene
End jeg vil stå sammen hver for sig

– Hvis man ikke er det rigtige sted, kan det være enormt ensomt at være to. Fordi man ikke føler sig set. Man skal gerne vokse i den andens selskab, når man er to. Så på den måde er det en sang, der har sine rødder i en periode, hvor jeg virkelig havde det svært i mit daværende parforhold. Sangen er skrevet ud fra et sted, hvor jeg prøvede at finde styrken og modet til at gå. Men jeg tror også, at en del af det at blive voksen er at indse, at vi er alene. Vi bliver født alene, og vi dør alene. Og vi går igennem livet alene, selvom vi går sammen med nogen eller ved siden af nogen. Og der kan man lige så godt følges med nogen, som man har det godt med.

Hvad gjorde det ved dig at være ensom i det parforhold?

– Det var…

Han holder pause igen.

– Det gjorde mig ulykkelig. Det var et paradoks at stå med den professionelle succeshistorie kombineret med den personlige fiasko. På fjernsynet og i alle mulige interviews skulle jeg udstråle, at det bare kørte. ”Hvor er det fantastisk, at din plade er gået platin, og hvor er det fantastisk, du ligger nummer et på hitlisterne og har ti udsolgte koncerter i Store Vega”. Og ja, det var fantastisk, men det var også hårdt, fordi jeg ikke rigtig kunne være glad i det og nyde det, når jeg havde fri.

Hvorfor var det så svært at bryde forholdet op?

– Ja… Det er en kompliceret størrelse at tale om, men det tager jo tid at bryde et forhold, der har varet i over fire år, op. Jeg kan ikke bare skylle noget ud fra den ene dag til den anden på den måde. Og min karriere kørte så stærkt, at jeg ikke havde tid, hvis det giver mening at sige sådan? Der ligger også en frygt i at være alene, når popsanger-karrieretoget bare hamrer derudad. For der er stille – som Kim Larsen også synger om – når spotlightet slukker, og man sidder på hotelværelset en time efter, man har stået på scenen foran et kæmpe publikum. Tidligere var jeg bange for den stilhed. Bange for at være alene. Men i dag nyder jeg det enormt meget.

LÆS OGSÅ: Oh Land: "På balletskolen var jeg totalt antiautoritær og på mange måder en lorteunge"

Du talte lige om dine forældre, som er blevet sammen, var det også en illusion om det varige parforhold, der bristede?

– Ja, jeg har det sådan, at hvis jeg først går all in på noget, så skal der virkelig meget til, før jeg stopper det. På den måde føler jeg mig som et meget loyalt menneske. Et menneske, der også er loyal over for drømmen. Jeg tror, at drømme er noget af det vigtigste i livet. At man tør drømme. At man tør gå efter sine drømme. Og at man tør tro på drømmene. Det gælder også min musikalske karriere. Jeg tror ikke, jeg var kommet hertil i dag, hvis jeg ikke havde turdet tro på drømmen. Jeg har fået en chance i udlandet med den nye pladekontrakt, og på en måde er det kulminationen af 12 års stræben efter det. Det er vigtigt at turde lade drømmene blive en del af virkeligheden, og det føler jeg, er sket for mig nu.

At synge på dansk er en anden drøm, der er gået i opfyldelse for Mads. Allerede med sangen ”Overgi’r mig langsomt” kunne han mærke, at der var potentiale i at skrive på modersmålet, men det har været svært at finde den rette form.

– Der er nogle andre lag i det at synge på dansk i forhold til engelsk. Sproget er tættere på, og man kan så meget med sit modersmål. Man kender dybden i det, man kender ordenes forskellige ladninger og følelser, så jeg var igennem en periode, hvor jeg skrev meget poetisk og meget metaforisk og billedligt. Hvor det blev for meget, og hvor det kun var for mig selv. Jeg har også været i den anden boldgade, hvor jeg prøvede at skrive meget simpelt, men det blev for letbenet. Med ”Mellem linjerne” føler jeg, at det er lykkedes at kombinere poesien med noget, der også er tilgængeligt for andre end mig selv. Den tone, der er i den sang, vil jeg gerne blive ved med at udvikle på.

Og samtidig arbejder du på engelsk i Los Angeles?

– Ja, fokus er selvfølgelig lige nu på den internationale plade. Det er meget inspirerende at være i studiet i LA, og så er det Sting, Justin Bieber eller Bruno Mars, der står i studiet ved siden af. Det er ret vildt at få lov til at arbejde med verdens førende sangskrivere og producere, og for mig er LA rent arbejde. Det danske er noget, jeg arbejder med, når jeg er alene. Så sidder jeg i en hytte ude i den sorte muld i Jylland, hvor der er ro. Det er to meget forskellige måder at arbejde på.

Og din forlovede, Julie, er hun i Danmark eller Los Angeles?

– Hun er både her og der. Hun har sit eget liv her i Danmark og er rigtig god til de ting, hun gør, men hun er også med i LA, når det passer. Og så har vi perioder, hvor vi er hver for sig, og det er vi heldigvis også rigtig gode til.

Hvornår mødte du Julie?

– Jeg mødte Julie første gang for en del år siden, og i lang tid var vi bare venner. Jeg gik nok og ventede på, at tiden var rigtig i forhold til, at vi kunne blive kærester.

Og hvornår blev I så det?

– I juni 2016. Julie er det fineste menneske, jeg kender. Hun har simpelthen et hjerte af guld, og så er hun meget rummelig i forhold til, hvordan jeg er. Jeg kan virkelig være mig selv på en anden måde, end jeg nogensinde har kunnet være med nogen. Hun er meget omsorgsfuld, og så er hun sjov. Vi har det rigtig sjovt sammen, og det tror jeg er vigtigt i et forhold. Man skal kunne grine af hinanden og af sig selv. Også hvis der er noget, der er svært. Det er enormt afmonterende i forhold til problemer, hvis man kan grine sammen. Julie har også et godt øre, det er hende, jeg spiller mine ting for først. Og så er hun sej på den måde, at hun insisterer på at have sit eget liv og gøre sine egne ting, samtidig med at hun deltager i det, jeg gør. Hun lever ikke mit liv, men hun er med på at bakke det op, og jeg bakker selvfølgelig også hende op i det, hun gør, og i de drømme, hun har.

Julie er ti år yngre end dig, har det nogen betydning?

– Nej, Julie er en gammel sjæl. Jeg tænker ikke over, at hun er yngre end mig. Hun er den mest modne kæreste, jeg har haft, og jeg har som regel haft ældre kærester, faktisk.

Rigtig mange af Mads’ sange handler om dig og mig. Om kærlighed. Hvordan kan man egentlig blive ved med at skrive om det?

– Hør her, hvad handler ikke om kærlighed? Der er mange af mine sange, som lyder som om, de handler om to kærester, men for mig kan teksten lige så godt handle om to venner, to politiske partier eller to lande. Alt handler jo om følelser, alt er funderet i en kærlighed til nogen eller noget, man holder af. Sådan ser jeg på det. Det vigtige for mig er blot, at det ikke hele tiden er noget med hjerte, der rimer på smerte. Der skal noget ekstra ind i det, så folks fantasi kan komme i spil. Der er jo en sang til alt, og jeg mangler at skrive rigtig mange af dem, selvom jeg har skrevet over 700 sange.

Hold da op, det var mange…?

– Ja, men de er heller ikke lige gode alle sammen, ha ha. For mig er der ikke en følelse, en stemning, et rum eller en begivenhed, hvor der ikke er et stykke musik, der passer til. Det er grunden til, at jeg kan se mig selv leve et helt liv som sangskriver.

Og når nu du og Julie skal giftes, skriver du så en sang til hende?

Han slår en høj latter op.

– Det skal jeg jo ikke sige her, men det ville da være rimeligt oplagt. Men lad os nu se – måske gør jeg noget helt andet.