Mette Kirstine Goddiksen om kroppen og skam
SPONSORERET indhold

Hvorfor giver de kloge os ikke dårligt selvværd?

Hvis vi absolut skal skamme os, kunne vi vel i det mindste kanalisere følelsen over i noget mindre overfladisk?

Af:: Mette Kirstine Goddiksen Foto: Peter Nørby
02. jan. 2020 | Livsstil | ALT for damerne

I sommer var jeg til et arrangement med en kropsaktivist. Hun gik næsten nøgen rundt, flashede sin egen uperfekthed. Vi måtte skrive, hvad vi var mest utilfredse med ved vores egen krop, på det pågældende sted på hendes. Stor røv. Mormorarme. Korte ben. Flade bryster. Mavedelle. Grimme tæer. Hun var helt tatoveret med utilstrækkelighed. Egentlig en god idé sådan at synliggøre kvinders ubarmhjertige hamren sig selv i hovedet, så dobbelthagen dirrer.

LÆS OGSÅ: Opråb fra høje kvinder: ”Der er stadig en ide om, at manden skal være højere end kvinden”

Hun opfordrede også mig til at skrive på sig. Men ved du hvad? Jeg kunne ikke rigtig komme i tanke om noget. Det lyder dybt irriterende. Men det handler vel om, at jeg er blevet 43 år og er blevet mere selvaccepterende. Jeg lever med, at brysterne er lidt flade, at der til mine teenagedøtres rædsel gror lange heksehår på min storetå, og at det ville klæde mig at tabe 4-5 kg (har taget på, siden billederne her på siden blev skudt).

Jeg tyggede lidt på det. Ville jo gerne være medlem af den der kropsskam-klub.

Derfor hviskede jeg, om jeg ikke nok måtte skrive ”geografi” i hendes pande. Forstår du; jeg er håbløs og vinder aldrig en ærlig ost i den Trivial-kategori.

Det var så imod kropsaktivistens koncept, og det er fair nok.

Men omvendt trænger vi til at fokusere mere på forstand end krop og overflade. Menneskesynet, der ligger bag at udrydde kropsskam ved at demonstrere sin egen uperfekthed, er godt nok, men det afslører et dybere lag, der er mindre heldigt: Hvis vi hele tiden har brug for at demonstrere, at det er okay at have en uperfekt krop, så siger vi jo samtidig, at det ikke er okay. Det virker usikkert. Som om de ikke rigtigt selv tror på det. Vi ville slet ikke have brug for #kropskærlighed- og #nomakeup-kampagner, hvis det var en selvfølge, at de fleste af os er lidt gustne uden tøj og makeup – og vi SELVFØLGELIG ikke skammer os over at være normale.

LÆS OGSÅ: Klumme: Nej, det er ikke altid nemmere at være tynd

Dertil får medierne rutinemæssigt skæld ud for at bringe billeder af fotomodeller. Ingen raser over, at der er overlæger, ministre og professorer i spalterne, som er klogere end os. Men hvorfor giver de kloge os ikke dårligt selvværd? De kloge er da akkurat lige så uopnåelige som de her modeller, der er genetisk disponerede for lange lemmer, svulstige læber, høje kindben og symmetriske træk. Fred være med dem. De passer deres job, som overlægen gør. Vi andre har en anden mission i livet og andre talenter – lev med det!

Men det gør vi ikke. Mange af os har de helt forkerte prioriteringer. Engang læste jeg en undersøgelse om, at kvinder hellere vil tabe fem kilo end have en forfremmelse. WTF.

Og ude på de sociale medier ser man sjældent en mor prale af, at hun eller datteren fik en skide god idé, var modig eller en god kammerat. I hvert fald er det langt mere sjældent, end vi viser, hvor yndig pigebarnet er i den nye kjole, eller hvordan vi har lavet et flot stilleben. Små piger roses med et ”hvor er du fiiiin”, mens små drenge er ”seje” eller ”stærke”. Det følger os ind i voksenlivet, hvor kvinder er bange for at være uattraktive, mens mænd frygter at virke svage.

Skam er åndssvagt, men hvis vi absolut skal have følelsen, kunne vi så ikke kanalisere den over i noget mindre overfladisk? Jeg starter: Du må godt lave en joke om, at jeg har taget på og har glemt at barbere min abetå. Til gengæld må du ikke spørge mig om hovedstaden i Tunesien.

Det kunne godt blive pinligt, og jeg ville øjeblikkeligt banke mig selv oven i hovedet med et atlas.

Anbefalet til dig