Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Puk Elgård
Foto: Sigurd Høyen Puk Elgård voksede op med alkoliserede forældre

Puk Elgård om sin opvækst

Puk Elgård voksede op i et misbrugshjem: "Jeg vidste aldrig, hvad jeg kom hjem til, og hvilken tilstand mine forældre var i"

Hun har lavet modellervoks med Hansi Hinterseer, ladet sig overhælde med grøn slim og proppet nudler i bh’en for åben skærm. Den 49-årige ”Go’ morgen Danmark”-vært Puk Elgård har aldrig været bange for at gøre sig selv til grin, for humor er vigtig – det lærte hun som barn i et hjem, der var præget af misbrug, angst og utryghed.

Hej, det er Puk. Jeg er her nu.

Nu? Jeg sidder på cyklen på vej til det sted, hvor Puk Elgård og jeg har aftalt at mødes til et interview. Jeg er i god tid. Vi skal først mødes om en halv time. Men nu står Puk altså og venter. "Men det er helt fint", forsikrer hun mig om i telefonen, mens jeg skruer gevaldigt op for cykeltempoet.

Ti minutter senere træder jeg ind ad døren – svedig og forpustet. Puk sidder rolig og smilende og har fået sig en kop te. Der er ingen grund til stress.

– Jeg kommer altid for tidligt, griner hun.

– Og man kan egentlig ikke tillade sig det. Det er jo i virkeligheden lige så slemt at komme en halv time for tidligt, som det er at komme en halv time for sent. Men jeg kendte ikke lige vejen, og tænkt nu hvis toget ikke kørte... Jeg kan godt lide at være i god tid.

Sådan er Puk. Velforberedt, grundig og tjekket. Både privat, hvor hun efter eget udsagn aldrig kommer for sent og kan alle togplaner udenad – og i sit job som vært på "Go' Morgen Danmark", hvor hun hver weekend står op kvart over fire og øver med sine cue-cards, som hun printer ud derhjemme. Hvis man har gjort sit forarbejde godt, giver det nemlig mulighed for at slappe af og improvisere.

– Det giver en frihed. Det, der ser let ud, bygger jo på et grundskelet, som jeg har øvet mig på, og det er meget lettere at finde på noget improviseret og sjovt, hvis man har styr på, hvordan man kommer fra A til B, siger hun.
Og improvisere – det gør hun. Det er langt fra sjældent, at der ryger et par kække kommentarer af sted, når hun lørdag og søndag siger Go' morgen til Danmark, og Puks sjove bemærkninger er der flere, der har fået øjnene op for, blandt andre tv-vært Anders Breinholt. Han har efterhånden gjort Puk til et næsten fast indslag i tv-showet "Natholdet", hvor seerne blandt andet har kunnet more sig over videoklip, hvor Puk har proppet nudler i bh'en, lavet modellervoks med Hansi Hinterseer og er kommet med småsjofle bemærkninger som "Nå, har du brændt bollerne oppe i køkkenet?".

– Ja, "Natholdet" har jo forelsket sig lidt i nogle af de ting, jeg laver, griner Puk og leder selv samtalen hen på hendes fremtrædende rolle i programmet.

– Jeg synes, det er meget sjovt, og det er jo aldrig ondskabsfuldt. Men det kan også blive lidt meget. Hvis folk kun ser mit arbejde gennem "Natholdet", må de tro, jeg er bims, men "Go' morgen Danmark" rummer jo så meget andet end fis og ballade. Jeg har nu aldrig fortrudt eller været flov over noget, jeg har gjort på tv, men jeg kan godt mærke, at hvis jeg har været lidt meget i "Natholdet", så prøver jeg lige at flyve lidt lavt et stykke tid, siger hun og forsikrer om, at hun altså ikke leverer sjove klip med vilje.

– Jeg siger bare, hvad jeg tænker. Jeg har nok lidt en skurvognshumor. Sådan lidt høhøhø. Og jeg synes, at der skal være plads til at grine. Hvis ikke man kan det, kan det hele være ligegyldigt.

LÆS OGSÅ: Stéphanie Surrugue har ikke mand og børn: “Det er svært at være to alfahanner i et forhold”

Og noget tyder på, at publikum er enigt med Puk. I hvert fald vandt hun i år Billed-Bladets TV-Guld-pris for årets kvindelige underholdningsvært. Selv gætter Puk på, at hun fik prisen, fordi hun symboliserer tryghed for alle de seere, som hun er "vokset op med", og som har fulgt hende gennem hele hendes karriere fra børne-tv til "Hokus Krokus" og nu morgenfladen på TV2. Men hendes succes har nok også noget med humoren at gøre, tilføjer hun.

– Jeg tror, at folk har brug for et fristed og for at grine. Det har jeg i hvert fald, for verden har aldrig været så tæt på at bryde ned, som den er nu. Vi hører om det negative hele tiden, og så trækker jeg måske lidt i den anden retning. For jeg synes, at det er vigtigt, at folk kan tænde fjernsynet i weekenden og få et smil på læben.

Foto: Sigurd Høyen

For Puk har humoren altid været et redskab til at tackle livets svære tider. Og svære tider er der nok af, for "et menneskeliv er hårdt arbejde", som hun siger.

– Der er mange bump på vejen. Folk bliver syge, bliver skilt og bliver fyret, og den største løgn er, at man skal gå efter at være lykkelig hele livet, for det kan ikke lade sig gøre. Selvfølgelig er der masser af solskinsdage. Dage hvor vi får nye støvler, bliver forelskede og vinder en fin pris. Men der er fandeme også mange af de andre dage, hvor livet bare er sur røv.

Det lærte Puk allerede, da hun var barn. Inden hun blev født, mistede hendes forældre en otte-årig datter, og det blev starten på en krise, som de aldrig kom sig over. Puk beskriver sig selv som et "erstatningsbarn", der blev født kun et år efter søsterens død, og hendes opvækst var præget af forældrenes psykiske problemer og store alkoholforbrug.

– Jeg vidste aldrig, hvad jeg kom hjem til, og hvilken tilstand mine forældre var i. Om de havde det skidt, var glade eller var berusede og lå og sov. Jeg gik altid rundt med en form for angst, siger hun.

Alligevel har Puk aldrig været vred på sine forældre. Hun ved, at de gjorde, hvad de kunne, og på trods af forældrenes forfald og de turbulente tider, var der næsten altid plads til at grine. Særligt husker hun, hvordan hendes far satte hende på køkkenbordet og underviste hende i vittigheder og ordspil.

– Min far trænede min humor. For eksempel pegede han på vandhanen, og så skulle jeg sige alle de vittigheder, jeg kunne om vandhaner. Bagefter pegede han på en ny ting, og sådan trænede han mig i at blive kvik i replikken.

Også dagligdagens groteske scenarier blev der grinet af. For hvad skulle man ellers gøre, når ens forældre var indlagt på hver deres hospital til jul, og den ene måtte blive kørt over til den anden, så den lille familie kunne sidde på en klinisk hvid hospitalsstue og fejre hjerternes fest?

– Det var så kummerligt og grotesk, som det kunne være. Men vi kunne jo ikke andet end at grine af det, fortæller Puk.

– Humor er et vigtigt våben mod alt. Smil og grin er balsam. Det er livseliksir, det er medicin, det er alt. Og det ville virkelig være svært for mig at undvære at grine med nogen.

LÆS OGSÅ: Claudia Rex: "Min brors død lærte mig, at jeg skal gøre, hvad jeg vil og nyde hvert sekund"

Når det så er sagt, er det også vigtigt for Puk at understrege, at det hele altså ikke må gå op i sjov og ballade. Hun tager sit job på "Go' Morgen Danmark" alvorligt, og selvom hun på de sociale medier mest er kendt for gak og løjer, byder hendes job også på mange tunge interviews.

– Det kan ikke nytte, at det er nudler og modellervoks det hele. Man skal selvfølgelig bevare en vis seriøsitet i sit job, siger hun og forklarer, at hendes journalistiske ambitioner rækker langt ud over det at være underholdende.

Mens hun oplever, at nogle journalister har en ambition om at finde fejl og mangler, har Puk selv et ønske om at vise, at mennesker som oftest gør deres bedste. At der er masser af fælder, man kan falde i, og skrænter, man kan glide ned ad, men at langt de fleste mennesker faktisk gør sig umage i livet.

– Der er ikke ret mange mennesker, der vågner op om morgenen og tænker: I dag vil jeg være et rigtig dumt svin. Der er nogle, der bliver det hen ad vejen, men der er stort set altid en grund til det, og jeg synes virkelig, at man skal passe på med at dømme andre mennesker. For en dag står du selv med håret i postkassen, siger hun.

Foto: Sigurd Høyen

Derfor interviewer hun ofte mennesker, der er havnet i en krise. Den slags fortællinger er vigtige, synes hun, men hun indrømmer også, at det ikke altid er let og ligetil at sidde og tale med en dødelig syg mand det ene øjeblik og stå i tv-køkkenet og lave spinattærte det næste.

For de alvorlige historier bliver hængende i Puks hoved – også efter kameraerne er slukket. Det er derfor, at hun i dag har kontakt med flere af de mennesker, som hun tidligere har interviewet, og det var blandt andet derfor, at hun i 2013 måtte væk fra "Aftenshowet" efter knap fire år som vært.

– Det er et slidsomt job, og til sidst var der ikke plads i mit system. Jeg var fyldt op, og jeg syntes ikke, at jeg var ordentlig til mit job længere. I journalistbranchen kan der godt opstå en vis form for arrogance, og nogle gange bliver folk omtalt som historier. "Han er blevet kørt over af en bus, men nu kan han gå – fed historie!". Jeg bliver så hidsig – så rasende, når det sker, for det er jo mennesker og liv, man taler om. Til sidst på "Aftenshowet" kom jeg til at omtale folk som historier i stedet for mennesker. Og så ville jeg væk.

Tre år efter fik hun tilbudt job på "Go' Morgen Danmark". Et job, som på mange måder minder om stillingen på "Aftenshowet", og derfor havde Puk nogle betingelser, inden hun skrev under. For det første ville hun kun arbejde i weekenden, fordi hverdagsprogrammerne er tungere og mere nyhedsprægede. Desuden ville hun have lov til at skabe sit eget afslappede og hyggelige univers – en lille oase – og det er lige netop det, hun har gjort ved blandt andet at indføre "Den hemmelige gæst", gæt og grimasser og hviskeleg i programmet.

LÆS OGSÅ: Line Baun Danielsen: “Min bror var evnesvag og boede på et hjem, så vi besøgte ham hver weekend”

Et andet forbehold, Puk havde, da hun sagde ja til jobbet som Go' morgen-vært, var, at hun engang imellem kunne få fri et par måneder, så hun kunne lave noget helt andet. Og det har hun fået. Blandt andet holdt hun i 2015 pause som morgenvært for i stedet at lave "Nybyggerne", og hun håber, at der er flere projekter på vej. For det der med faste konstellationer og regler har Puk det en lille smule svært ved.

– Kontinuitet provokerer mig helt vildt. Jeg har meget svært ved at sidde stille det samme sted lang tid ad gangen, og hvis jeg ikke kommer ud af den faste rutine og sammenhæng engang imellem, så dør jeg.

Sådan har det altid været. Almindeligheder og rutiner har aldrig sagt Puk noget. Da hun var barn, rev hun huller i sine bukser, gik med sort neglelak og fjer i håret, mens resten af pigerne rendte rundt med flæsede skjorter, og når læreren underviste, og hendes klassekammerater sad pænt på deres pladser, lå Puk i vindueskarmen, for hun "kunne ikke koncentrere sig på stolen".

Som 15-årig flyttede hun hjemmefra, fordi forældrenes kaos blev for meget for hende, og så arbejdede hun ellers der, hvor mulighederne opstod. Hun vaskede trapper, smurte sandwicher, passede børn og gjorde toiletter rene. Senere levede hun syv år af at spille teater, indtil hun indså, at der var for meget druk i den branche.

– Det var en tørstig flok, jeg spillede teater med, og der var meget hurlumhej. Da jeg jo kom ud af en familie med meget druk, kunne jeg godt se, at det ikke var et spor, jeg skulle nedad.

At hun derefter fandt vej til tv-branchen, var mere eller mindre et tilfælde. I 1995 sendte hun en ansøgning til DR, der søgte nye værter. Casterne så potentiale i den lille, lyshårede kvinde og tilbød hende en stilling som børnevært, og så tog det ene job ellers det andet.

I dag har hun været i branchen i mere end 23 år, og selvom hun ikke er meget for de faste konstellationer, kan hun ikke komme udenom, at hun i øjeblikket er rimelig sat. Hun har fast job, hus i Hareskoven, den samme kæreste som for 17 år siden og en teenagesøn, som, hun har lovet, ikke skal skifte skole.

– Jeg kan godt lide at flytte. Jeg har haft cirka 37 adresser, og jeg er helt sikkert parat til at flytte igen. Men der er jo andre end mig selv, jeg skal tage hensyn til, og jeg har lovet Robin, at vi ikke skal flytte. Han har allerede boet tre forskellige steder.

Robin, som er 15 år gammel, er efter Puks vurdering rimelig hårdt og gammeldags opdraget, og det er ikke uden stolthed i stemmen, at hun fortæller, at han er sådan en dreng, der giver hånd, ser folk i øjnene, rejser sig i bussen og bærer sin mors taske. Men der er en ting, som Puk er endnu mere stolt af.

– Robin har rigtig god humor. Jeg har trænet ham lidt ligesom min far gjorde med mig, og han er eddermame blevet hurtig i replikken. I en ingeniørfamilie ville de nok være stolte, når deres lille søn havde løst en svær ligning. Men jeg er simpelthen så stolt af Robin, når han siger et eller andet rigtig sjovt.
Robins far og Puks kæreste, Lothar Friis, forstår til gengæld ikke altid Puks og Robins form for humor.

– Men så har han så mange andre gode kvaliteter. Hvis man forventer, at ét menneske skal kunne dække alle ens behov, så kan man kun tabe, siger Puk.

Lothar er tidligere jægersoldat, og han og Puk har været sammen, siden de mødte hinanden på en tv-optagelse i 2000 – men de har aldrig sagt ja til hinanden i kirken. Puk tror nemlig ikke på bryllupper.

– Jeg kan simpelthen ikke forestille mig at blive gift. Jeg synes, at man skal gøre sig fortjent til hinanden hver eneste dag, og man kan ikke eje hinanden. Hm... Jeg begynder at kunne se en rød tråd nu, griner Puk.

– Jeg kan generelt ikke lide at føle mig bundet. Og det er måske noget pjat, for det er jo ikke lettere at gå fra hinanden efter 17 år, bare fordi man ikke har papir på kærligheden. Men jeg tror bare, at det er lettere for mig at være sammen med Lothar, fordi vi ikke er gift. Så ved jeg, at jeg skal gøre mig umage.

Foto: Sigurd Høyen

Selv hvis – og der er en fed streg under hvis – Puk og Lothar en dag skulle beslutte sig for at blive gift, ville det helt sikkert blive uden den store bryllupsfest. Den slags er Puk nemlig ikke særlig glad for.

– Jeg er ikke ret vild med at være i centrum, og jeg er ikke ret vild med mange mennesker, der er samlet på én gang. Jeg kan ikke rigtig overskue det.

– Jeg er meget opmærksom på andre mennesker, og det er jo en god ting, men det kan også være en hæmsko. For til store arrangementer kommer jeg altid til at gå og holde øje med, om alle har noget i glasset, og om der nu sidder en nede i hjørnet, der ikke har nogen at snakke med. Så faktisk tager jeg meget sjældent til fest, siger hun.

Derfor er hun heller ikke sikker på, om det skal fejres med en stor fest, når hun til næste år runder 50. Men fejres – det skal det nok, for man skal huske at sætte pris på, at man bliver ældre, mener Puk, hvis forældre kun blev 54 og 63 år gamle.

– At blive ældre er et privilegie, der ikke er alle forundt, og vi må ikke tage det for givet. Jeg glæder mig til at blive 50. Så kan jeg ligesom sætte et flueben – det gik godt hertil. Det er lidt ligesom at tage et stort spejdermærke, griner hun.

– Og så er der jo mange gode ting ved at blive ældre. Alt det svære, man har oplevet, kommer ned i en stor pose med erfaringer, som man kan trække frem, og når man så støder på noget andet svært, ved man, at mange ting går over med tiden.

Men en ting er det indre, livsvisdommen, tyngden og erfaringerne. En anden ting er det ydre, for med alderen følger også rynker, løs hud og grå hår. For Puk er det dog ikke noget, der skaber bekymring, og i efteråret blandede hun sig i debatten om botox på de sociale medier, da Annette Heick postede et billede og skrev, at hun havde fået udglattet rynkerne på grund af sit arbejde på tv.

– Folk må gøre, lige som de vil, og jeg synes ikke, at der er noget galt i at få lavet botox. Men det kan ikke være rigtigt, at man ikke må se rynket ud på skærmen. Det vigtigste er, at man holder af sig selv, som man er, og det gør jeg.

Puk har aldrig været forfængelig. Som barn oplevede hun sin mor stå tidligt op hver morgen, så hun kunne lægge makeup, sætte kunstige øjenvipper på og finde de høje hæle frem, før resten af familien vågnede. Når hun var syg og ikke havde makeup på, fik hun skæld ud af Puks far for at "se ud af helvede til", og da alderen viste sine tegn, kunne Puk fornemme, at det var hårdt for moderen.
Måske er det derfor, at Puk har valgt ikke at gå op i sit udseende på den måde, rationaliserer hun sig frem til, mens hun fortæller. I hvert fald har hun det bedst i flade sko, cowboybukser og uden makeup, og når hun bliver klædt på og sminket til "Go' Morgen Danmark", føler hun nærmest, at hun bliver iført en uniform.

– Hvis det stod til mig, havde jeg blåt hår og sad i bare tæer og uden makeup og snakkede i sofaen. Men der jo er uniformer i alle slags job, og det er fint nok.
Men jeg er virkelig ikke særlig forfængelig. Det er rart, og det giver mig en stor frihed til at kunne kaste mig ud i en masse skøre – og sommetider mindre flatterende – situationer på tv. For jeg er ikke bange for at være grim. Jeg synes, det er så vigtigt, at man har selvironi, og at man ikke tager sig selv alt for højtideligt.

Se, hvad vi ellers skriver om: Puk Elgård, Interview, Misbrug og Kendte