Sådan kickstartede tv-værten sin karriere

Alberte Clement Meldahl: Da jeg mødte min mentor

Det så sort ud for nuværende tv-vært Alberte Clement Meldahl, da hun stod færdiguddannet og klar til at gå i gang med sit arbejdsliv. Men netop dér kom åbningen til et godt og berigende fagligt samarbejde – Albertes mentor.

– Et af de øjeblikke, der ændrede mit liv, var, da jeg stod som færdiguddannet cand. mag efter ni års studier i en grotesk blanding af teologi, retorik og Afrika-studier, og ikke rigtig vidste, hvad jeg skulle derfra. Jeg havde sideløbende med mit studie arbejdet for DR i fem år, hvor jeg havde været meget interesseret i montagen og dokumentar-radio. Jeg havde også taget en radiouddannelse i at klippe og montere, som DR havde betalt for, men lige da jeg var blevet færdig med mit speciale, lukkede DR Montagegruppen og radiodokumentaren og fyrede alle medarbejdere. Så stod jeg med en uddannelse og et jobnetværk, som jeg ikke kunne bruge til noget. Det var så slemt, som det kunne blive.

– Dagen efter jeg havde afleveret mit speciale, ringede jeg til Louise Witt-Hansen, som arbejdede på radioprogrammet "Agenda" i DR. Jeg tænkte, at hun nok var sådan en, jeg skulle spørge, hvordan man fik arbejde, for HUN havde jo et arbejde. Jeg spurgte, hvad jeg egentlig skulle gøre for at få et job som hendes. Hun sagde, sådan lidt prøvende, at man vel skulle ringe rundt til sit netværk og sige, man søgte arbejde – det var vel sådan, man gjorde, blev vi enige om. Næste dag ringede hun så til mig og sagde, hun manglede en, der kunne lave en hurtig reportage næste dag, og om jeg kunne klare det? Det gjorde jeg så, og det blev startskuddet på et samarbejde og et venskab, som har været fuldstændig uundværligt og uvurderligt for starten af mit arbejdsliv – og stadig er det.

Læs også: Kendte kvinder - Dét ændrede mit liv

– Gennem årene har Louise og jeg brugt hinanden fagligt og sparret sammen om stort alt, hvad vi hver især har lavet lige siden. Men vi har også brugt hinanden praktisk og givet hinanden arbejde, ikke fordi vi kender hinanden, men fordi vi kender hinandens faglighed. Vores måde at bruge hinanden på har betydet meget for mit arbejdsliv, og derfor synes jeg også, det er vigtigt at snakke om det, for som regel er kvinder ikke lige så gode som mænd til at bruge hinanden fagligt. Vi er meget gode til at mødes til kaffe og tale om vores følelser, men vi er ikke så gode til at bruge hinanden til at udveksle specifikke faglige kompetencer. Derfor får mænd de gode jobs – fordi de ikke på samme måde er ydmyge og tilbageholdende og bange for at bære hinanden frem. Og det skal vi lære af.

Alberte Clement Meldal, journalist i DR Kultur, hvor hun både laver radio og tv. Har bl.a. været vært på "Smagsdommerne", "Tekst-tv" og "Deadline 2. sektion".

Læs videre på næste side.. Lene Gammelgaard: Da min lillebror døde

Lene Gammelgaard har udfordret skæbnen og sat livet på spil på stejle bjergsider og insisterer på at være til stede i nuet. For hende mistede tilværelsen sin lethed og naivitet, da lillebroren døde i en motorcykelulykke.

– Min lillebror døde i en motorcykelulykke, da jeg var 20 år gammel. Jeg stod på Otto Mønsteds-kollegiet i København en tidlig morgen, da min storebror ringede til mig og fortalte, hvad der var sket. Jeg kan ikke længere huske, hvordan jeg reagerede, men det jeg ved, er, at ulykken betød en stor livsændring for mig, fordi jeg på et forkert tidspunkt i livet så brutalt blev konfronteret med, hvordan livet er. Jeg blev sat ud af normaliteten, fordi alle andre mennesker omkring mig jo stadig beskæftigede sig med studier og hvilket tøj de skulle have på til næste fest. Den lethed og naivitet mistede jeg, da min bror døde.

– Når et menneske forsvinder på den måde, min bror gjorde, ændrer selve livsgrundlaget sig. Man bliver opmærksom på det, man egentlig godt vidste, men ikke har beskæftiget sig ret meget med. Nemlig, at livet er flygtigt. Indtil man oplever den slags ting, har man måske en eller anden form for plan med sit liv, og så går du efter den. Når man så oplever noget så brutalt, kan man ikke det mere. Jeg kunne i hvert fald ikke længere langtidsplanlægge mit liv, og det kan jeg stadig ikke, for jeg lever hele tiden med bevidstheden om, at jeg eller mine børn ikke er her i morgen.

– Det blev meget hurtigt vigtigt for mig ikke at søbe rundt i min brors død og sidde og pille mig i navlen, men komme I GANG med livet. Jeg fik en anden grundindstiling til livet, der gør, at jeg hele tiden anerkender og lever med den sårbarhed, de tilfældigheder og de risici, der nu en gang er forbundet med at være menneske. På en måde er den bevidsthed blevet en gave, fordi jeg lige siden har bestræbt mig på at være til stede i nuet, men det kan også give en større grad af stress, fordi man hele tiden lever med, at livet er som at gå på tynd is hele tiden – og du ved ikke, hvor længe, den bliver ved med at bære.

– Jeg kan ikke det der med at tænke, at om 20 år går jeg på pension, og så kan jeg gøre det, jeg drømmer om. Det KAN jeg ikke. Jeg går i stykker af det, for det er ikke sikkert, jeg er her om 20 år – eller måske er jeg ved at dø af brystkræft. Derfor skal jeg tage livet alvorligt på den fede måde ved hele tiden at konfrontere mig selv med, hvad jeg vil have ud af det.

Lene Gammelgaard. Bjergbestiger, forfatter, international foredragsholder. Arbejder desuden med international ledertræning. Mor til tre børn i alderen tre-seks.

Læs resten af artiklen på næste side...Anne Mejlhede: Da jeg blev præst

Det var en stor og skelsættende begivenhed for Anne Mejlhede som 26-årig at skrive under på et helt andet liv end det, mange af hendes venner havde. Nemlig præstegerningen. At være sit arbejde og stå last og brast med den danske folkekirke.

– Jeg blev færdig som teolog i 1995 og ordineret til mit første embede som præst i 1996. Det skete i Ribe Domkirke, hvor jeg havde fået mit første embede i et 10-måneders vikariat. Jeg var den eneste ordinant, og det var lidt ensomt, husker jeg. Det var selvfølgelig en stor oplevelse, fordi det markerede et stort vendepunkt i mit liv og udstak vejen for mit arbejdsliv, men det var også en bittersød oplevelse, for jeg ville gerne have været ordineret i Roskilde, hvor jeg havde fået en fast stilling efter mit vikariats udløb. Jeg kommer fra Sjælland, og dels følte jeg mig lidt på fremmed grund i Ribe, selvom min familie og kollegaer fra Vestjyllands Højskole, hvor jeg lige havde haft arbejde, var med. Dels var det Søren Krarup, der kom som præst og prædikede, fordi han var præst i området. Jeg vidste ikke, det var ham, der skulle forestå prædikenen den dag, og jeg havde det faktisk ret dårligt over det. Han prædikede ikke, han skældte ud. Min fornemmelse var, at han ikke talte til hjertet, men gav os alle sammen en mavepuster og skældte ud over den glade, grundtvigske kristendom. Han er jo et intelligent menneske, men hans holdninger ligger meget langt fra mine, så også på den måde følte jeg mig på fremmed grund.

– Jeg var kun 26 år, da jeg blev ordineret, så det var en ret stor og skelsættende begivenhed i mit liv, fordi jeg skrev under på et helt andet liv end det, mange af mine venner havde. Det med at vie sig selv til noget, der er så anderledes, når man er så ung, var egentlig ret vildt. Jeg vidste godt, jeg ville arbejde som præst, men jeg havde mange overvejelser omkring, om jeg kunne sluge hele den pakke, der fulgte med præstegerningen. Man lover jo mange ting, når man afgiver sit præsteløfte, og man siger også ja til at være en offentlig person, til at være embedsmand, til ikke kun at have et arbejde, men i høj grad at være sit arbejde og til at stå last og brast med den danske folkekirke.

– Min ordination markerede noget, der ville ændre resten af mit liv, og den var døren ind til resten af mit arbejdsliv – derfor var det en stor oplevelse og et afgørende øjeblik i mit liv.

Anna Mejlhede. Sogne- og orlogspræst i Holmens Kirke i Købehavn. Mor til en pige på 13 år.