Personer i waders står i lavt havvand med farvede måleinstrumenter

Vi tog på tangsafari - og smagte på havets bacon

Blæretang, spaghettitang og savtang er bare nogle af de forskellige former for tang, Hjemmets journalist og fotograf fik lov af smage på, da de tog med en guide og et oplevelsesparat hold på tangsafari. Kom med til Isefjorden – et dansk hotspot for tang.

hjemmet logo farve

De fleste af os kæmper lidt med at få ben og krop rigtigt ned i de lånte waders, og for næsten alle tolv deltagere på dagens tangsafari ved Isefjorden i Nykøbing Sjælland er det første gang, vi trækker i sådan et par.

På en oktoberdag som denne strejfer tanken desuden, om ikke det bliver koldt at gå rundt i vand til livet, men den næste gode halve times tid ude i fjorden glemmer vi alt om temperatur og eget look, for det eneste, det handler om, er at finde forskelligt tang og blive klogere på, hvad det er, hvordan det smager, og hvordan det høstes og kan bruges.

Vi er startet med at mødes i Anneberg Kulturpark, hvor firmaet Dansk Tang bor. Claus Marcussen, der er vores tang-guide i dag, har firmaet sammen med sønnen Simon, og i april i år var det ti år siden, at tang-tanken slog ned hos Claus' kone, hvorefter far og søn gik ud for at se på de krøllede og sunde og meget forskelligt-smagende stykker af ”havets grøntsager” – og endte med at blive bidt af det og og finde en ny levevej.

I waders næsten op til begge ører går vi i samlet flok ned til Isefjorden. – Kom herud, inviterer Claus.

At gå ud i fjorden med waders på er lidt som at gå på månen, oplever en på holdet. Med store, lidt langsomme skridt bevæger voksne og børn sig ud i Isefjorden.

Margrethe havde lokket barnebarnet Eivind med ud i Isefjorden.

– Det er da sjovt, lyder det fra en af gruppens yngste deltagere. Og det skal kun blive endnu sjovere.

Lugtende fedtemøg

Claus er stoppet op og har plukket en håndfuld brun tang.

– Ved I, hvad det her er?, spørger han.

– Det starter med F.

Der bliver hurtigt gættet rigtigt på Fedtemøg, som mange kender for at ligge på stranden og lugte, når det er begyndt at rådne – men det tang, han plukker i vandet, er frisk og lugter på ingen måde dårligt.

– Prøv at komme herover, lyder det fra Claus, der nu står ved en hel stor busk af tang nede under vandet.

Han viser, at vi på skift kan kigge ned på planten i en stor gul plastik-kikkert, der virker som et forstørrelsesglas. – Wow, lyder det fra flere kanter over blæretangen, der svajer nede i vandet i sine bløde brune former.

Leo og hans mormor Lise Lotte fandt ud af, at tang kan spises.

– Nu skal vi smage, får vi at vide, og vi skal hver især plukke smagsprøven.

– Hold tangplanten med den ene hånd, så I ikke rykker hæftet af, når I plukker spidserne. Vi lærer, at det er vigtigt kun at plukke spidserne, så planten kan leve godt videre og sætte nye skud.

Alle tager et stykke i munden. Blæretangen er en lille smule sejt at tygge i, og nu skal vi lokalisere, hvad det smager af.

– Det smager meget godt, siger en.

– Og god konsistens, siger en anden.

– Nødder, mener en tredje.

– Ja, hvilke nødder?, spørger Claus.

– Jeg tror, hasselnød.

– Ja, nemlig, siger han.

– Og er der nogen, der er også med på en bønne­smag?

– Edamamebønne?, bliver der foreslået.

– Ja, nemlig.

Vi får at vide, at blæretang-stykkerne for eksempel kan bages i ovnen på bagepapir og spises som chips eller på salat – og får indprentet, at den skal skylles i saltvand, da den bliver slimet, hvis man skyller i ferskvand.

Uffe og Sofie smager på havets grøntsager.

– Jeg kan godt lide blære­tang, udbryder en kvindelig deltager.

– Det er jeg da overrasket over.

– Lad os prøve og gå herover og se, hvad vi finder, siger Claus.

En tang-safari er en stor naturoplevelse. En ægte oplevelse og en følelse af at naturen er fantastisk, da vandet hele tiden kan mærkes igennem bukserne.

En tang-safari er en stor naturoplevelse, da vandet hele tiden kan mærkes igennem bukserne.

Nu får vi smagt strengetang, der også kaldes spaghettitang og på engelsk hedder dead man's rope.

– Den ligner snørebånd, synes en af drengene.

– Den minder om den grønne ”salat” man får til sushi, bemærker en kvinde.

Men den her er ikke fløjet ind fra Østen, den er pæresjællandsk og smager fantastisk lige på stedet. Otte stykker strengetang giver de samme vitaminer og mineraler som 600 gram grøntsager, fortæller Claus.

Havets bacon

Nu går Claus hen til en stor sten ved molekanten.

– Tang skal have et sted at gro, den gror på sten, og her kan I se, hvordan den har hæftet sig på stenen, siger han.

Den takkede tangtype hedder Savtang – den er mere bitter, giver han os ret i, og smager lidt af frisk valnød.

– Det er verdens bedste tangtype at sylte, lover Claus og viser os, at man kan tælle på antallet af grene, hvor gammel tangplanten er – den får en ny gren hvert år, og tang kan blive meget gammel og blive ved at byde på friske skud.

Frisk tang er at sammenligne med grøntsager, og i Asien spiser en voksen to kilo tang om året, fortæller Claus.

Vi begynder at bevæge os ind mod land. Men nogen skal lige have fyldt deres medbragte frysepose med frisk tang på vejen, for vi har også lært, at den uskrevne sankeregel er, at man må tage den mængde med, man kan have i en hat.

Tang i Danmark

  • Der findes cirka 40 forskellige slags tang i Danmark.
  • Der findes røde, brune og grønne tangtyper i verden – i Danmark har vi flest brune, fordi vandet er koldt her.
  • De forskellige tangtyper har forskellige sæsoner i forhold til, hvornår de er gode at høste
  • Man kan finde tang på strande, hvor der er sten – for tang skal have noget at hægte sig fast på.
  • Man bør gå ud ved lavvande eller et sted, der ikke er så dybt.
  • Sankereglen er, at man må tage det, man kan have i en hat.

Tilbage hos Dansk Tang får vi serveret nye, flot anrettede tangtyper. En af dem hedder Søl og kaldes også Dulse – Bare læg den ind og lad tingene ske, instruerer Claus.

Først er Sølen let salt, og så forandrer smagen sig til en fyldig, kødagtig umani-smag.

– Det kaldes havets bacon, forklarer Claus.

– Jeg har aldrig smagt noget lignende, lyder det fra en deltager, og vi kan forstå, at det er en af de mange tangtyper, der er blevet populær på kendte danske restauranter. Men vi har stadig den vildeste smagsoplevelse til gode. Claus uddeler små stykker tørret, sort stængel fra Kombu-tang, som vi skal tage i munden præcis samtidig.

Der blev lyttet grundigt til introduktionen hos Dansk Tang

Det giver et lille gib i de fleste, da den kommer ind på tungen. Stænglen er stærkt salt ligesom den lakrids, der hedder Junglevræl, men i modsætning til lakridsen bliver tangens vilde saltvirkning ved – og ved! Det er saltens vaniljestang, forklarer Claus, og den kan bruges som krydderi eller snack.

På vej ud af safaridøren fortæller flere deltagere, at de har sommerhus i nærheden, og ikke har kendt til tangens store udbredelse her i området og dens muligheder som grøntsag.

Andre smagsprøver efter turen i vandet. Øverst er det blæretang fra Kattegat,dernæst blodrød ritteblad, der smager af rosenblade, i midten skulpetang/sea oak. Derefter havsalat, der er god med citron på, og det sidste er gaffeltang.

– Det var sjovt at smage tang, der lige kom op af vandet, synes Leo, mens han mormor Lise-Lotte tilføjer, at de tit har set tangen i fjorden, men ikke vidst, det kan spises.

Karina, Martin, Benjamin og Elliot på efterårs-familietur i waders.

– Det har været alletiders tur, synes Margrethe, der længe har haft lyst til en tang-tur og fik barnebarnet Eivind med, der godt kunne lide at få waders på og være i vandet og se, hvilke tangarter der var. Margrethe fortsætter:

– At opleve, at jeg på 77 bare kunne traske rundt nede i vandet uden problemer, det var fantastisk, og så har vi fået så mange oplysninger. Nu kan jeg bedre forstå, hvorfor der kun er små stykker tang i madopskrifter, fordi der er så kolossalt mange proteiner i. 

Tangsafari med Dansk Tang

  • Dansk Tang arrangerer tangsafari fra april til oktober, hvor vandet har en temperatur, der ikke er for kold at få hænderne ned i. Men man kan plukke tang hele året.
  • Turene foregår ved Isefjorden/Nykøbing Sjælland og ved Rørvig, der er unikke områder i Danmark, når det gælder tang. Da der stort set ikke er noget salt i vandet ved Tuse Næs og ved Ringholm, elsker tangen at være her, ligesom her er ideelle strømforhold i vandet. Men der er tang at finde over hele Danmark.