9 uskrevne festivalregler, vi lærte om til Haven Festival
SPONSORERET indhold

9 uskrevne festivalregler, vi lærte om til Haven Festival

Haven Festival er ikke helt som alle andre af sin slags. Det kunne ALT.dks journalister konstatere efter en weekend med god mad, lækker lyd og særdeles eksperimentel kunst på Refshaleøen. Her er 9 uskrevne regler, vi lærte.

Af:: Amalie Louise Larsen og Susanne Baden Jensen Foto: Amalie Louise Larsen
12. aug. 2018 | Livsstil | ALT.dk

Feinschmecker-festivalen HAVEN er intet skælsættende unikum.

Alligevel er den ikke som alle andre i sin vægtklasse.

Med en gourmetpræget madscene, eksperimenterende kunst og indie-musik en masse, har Claus Meyer, Mikkeller og The National-brødrene Aaron og Bryce Dessner skabt en festival, der kæler for sanserne og tømmer pengepungen, inden du er tilnærmelsesvis mæt.

Her kan du spille bordtennis i IKEA, spise gourmet i kreative plantekasser og gå på opdagelse i kunst, der er så eksperimenterende, at den ikke helt er til at forstå.

Samtidig kan du fremvise din unikke originalitet blandt alle de andre originaler med kolde IPA’er, solbriller og Rains-jakker. Og elske det. Uden tvivl. 

ALT.dk har samlet 9 uskrevne festivalregler, vi lærte om til Haven Festival.

1. ”Det er dyrt!”

Skal du være helt med på Haven-moden, må du gerne klage både ofte og højlydt over priserne på din eksperimenterende veggie-hot dog eller din iskolde cider fra Mikkeller, mens du står i kø til din næste IPA.

Men vi ved jo alle sammen godt, at det klinger lidt hult, når du alligevel kører dankortet igennem maskinen for to falafler med et stykke brød og nogle klatter dressing til 95 kroner.

Vores bankrådgiver er glad for, at Haven kun sker én gang årligt.

2. Er det Maria Montell?

Mens unge Nordsjællændere alle bar en ubeskrivelig lighed med Kidd på Musik i Lejet, var segmentet et noget andet på Haven Festival. Her kunne vi konstatere, at der findes utroligt mange udgaver af den danske sanger Maria Montell.

Vil du være med i Haven-klubben, skal du derfor lade den oversize hættetrøje og hængerøven blive derhjemme og i stedet gøre lidt ud af dig selv. Måske gør det heller ikke noget, hvis du har passeret 30.

3. Solbriller holder, selvom det regner

Regnen vil ikke slippe sit greb om den københavnske indie-festival, der for andet år i træk blev vandet lidt af vorherre.

Men selv lidt dråber fra oven skal ikke ødelægge din stålsikre plan om at flashe dine nyindkøbte, runde Ray Bans. Her er det nemlig fuldstændig legitimt at være sjaskvåd til Den Sorte Skole iført sneakers, der engang var hvide, og sæsonens smarteste solbriller.  

4. Keep it sober

Mens du tyller øl gennem en gammel haveslange til Roskilde Festival, må du for alt i verden ikke vælte rundt i din brandert til Haven Festival. Snup i stedet en kold pilsner og slå dig løs over bordtennisbordet, eller slæng dig i hængekøjerne, mens du diskuterer med din kammerat, hvordan du vil kategorisere Moses Sumneys eminente musik, når du skal gengive festivalen til kollegaerne mandag. Kunne det måske være indie-rock med elektroniske toner?

Hører du til mængden, der har svært ved at styre din brandert, kan du være helt rolig. Du har sikkert ikke råd til at drikke dig ned i dyre Mikkeller-øl alligevel.

5. Husk for alt i verden din cykel

Okay, det her er måske ikke en helt uskreven regel, men hvis du har planer om at svinge forbi Haven, er det en ualmindelig god ide at alliere dig med en jernhest. Du kan selvfølgelig vente på Movia eller forsøge at praje en taxa, men vi taler af erfaring, når vi råder dig til at lade rejsekortet eller sparepengene blive i lommen. Det er simpelthen for besværligt.

6. Rains-jakker er de eneste regnjakker, der dur

Bevares, gennemsigtige plastik-ponchoer kan helt sikkert redde enhver regnvejrs-krise – især hvis de er gratis – men de kan på ingen måde hamle op med de stilsikre Rains jakker, der er fast inventar i alle funktionærernes festivaltaske.

Det kan være ren Find Holger, når din veninde er tabt i mængden med sin mørkeblå Rains-regnfrakke, hvor hætten er trukket godt op over solbrillerne.  

7. Hvem behøver borde og stole?

Når du endelig har fået udleveret din lækre, 85-kroners dyre andeburger, indtages den altså bedst i en gammel spand af en bil, der i dagens anledning også gør sig godt som plantekasse. Naturligvis.

8. Kunst…nerisk?

Vi siger ikke, at årets kunstværk af Henrik Vibskov ikke var særdeles flot, men vi tør godt sige, at det ikke ligefrem var så ubeskriveligt, som Haven teasede for på sin hjemmeside. Samtidig skulle vi lige spidse ører et par gange, når ellers dygtige kunstnere eksperimenterede ekstra meget med de lyde, en saxofon kan lave.

Men på Haven er alt tilladt, og det giver ekstra point på kontoen, hvis du er fuldstændig overbevist om den kreative klasses originalitet. Det er nemt at nyde, men du skal kunne lide det lidt avantgarde.

9. Selvfølgelig skal du med igen næste år

Selvom Haven er et nemt mål for klagekor, der forsøger at beslutte, om der mest er tale om en havnefest eller en kunstudstilling, er der imidlertid ingen tvivl: Segmentet elsker det, og vi istemmer os gerne de glade festivalgængere. For der er altså noget lækkert ved at spise en varm ramen-suppe til blød indie-rock, uden at du gnubber albuer med sidemanden. Og skal vi være helt ærlige, så opvejer korte toiletkøer og et line-up, der siger spar to, næsten de røde tal i netbanken. Næsten.

Haven er en voksen-festival, der trods enkelte kiksere i andet forsøg er tæt på at finde sin form.